Fønix årg. 2025, s. 141-150 (pdf)
Første Mosebog og Højsangen: Bibelen i prøveoversættelse,
Det Danske Bibelselskab 2025, 164 sider.
I slutningen af maj udsendte Bibelselskabet de første prøveoversættelser af den kommende autoriserede Bibel, som skal udkomme i 2036, 500-året for Reformationens indførelse i Danmark.
Bibelselskabets hensigt med at lade oversættelserne udkomme løbende er ifølge den ledsagende pressemeddelelse at få respons, som kan bruges i det videre arbejde.
Den har ikke ladet vente på sig.
Og da debatten om de nytestamentlige prøveoversættelser også berører mere grundlæggende problemstillinger, skal nogle overordnede positioner i den debat optegnes, inden den gammeltestamentlige prøveoversættelse skal tages i nøjere øjesyn.
Kritik af nytestamentlige prøveoversættelser
Ikke mindst den nytestamentlige prøveoversættelse har allerede påkaldt sig kritisk opmærksomhed i dagspressen. I maj erklærede sognepræst Carsten Mulnæs i KD, at han aldrig ville indstifte nadver med den ordlyd, som prøveoversættelsen af Markusevangeliet havde fået: ”Det er min krop”.
Mulnæs problematiserede generelt det forhold, at dansk blev forarmet, når man i Bibelen fremover ikke ville skelne mellem ”krop” og ”legeme” og henviste bl.a. til Niels Grønkjærs religionsfilosofi, hvori just dette skel er ganske centralt.
Men han advarede også mod, at man så bort fra teksternes virkningshistorie og den efterfølgende tradition, når man nyoversatte tekster som de bibelske. ”En ny bibel skal vel ikke nøjes med at halte bagefter en stadigt mere snæver sproglig færden, men også være for dem, der påskønner rigere facetter?”, lød det.
Hvor Mulnæs således savnede hensyntagen til sproglig rigdom generelt og den efterfølgende kirkelige traditions mangefacetterede begrebsdannelse specifikt i den nye prøveoversættelse, så udfoldede lektor Anders Klostergaard Petersen i juli i samme avis en kritik, der anfægtede prøveoversættelsernes lødighed, fordi de tog for meget hensyn til bl.a. den kirkelige tradition.
Klostergaard Petersen mente sågar, at prøveoversættelsernes påtænkte brug blev vægtet så højt på bekostning af filologisk akribi og videnskabelig saglighed, at man ikke længere ville kunne have en fællesbibel i Danmark til anvendelse i både kirken og på universitetet.
I stedet for at oversætte ud fra Bibelselskabets metafor om ”trampolindugen”, dvs. den prioritering i oversættelsesarbejdet, at prøveoversættelserne er udspændt mellem fire fjedre: grundsprog, moderne dansk, kirkelig tradition samt nutidig brug, skulle man ifl. Klostergaard Petersen alene tage hensyn til, at teksterne levede op til de højeste filologiske og historievidenskabelige kriterier.
Sagt med andre ord: oversættelserne skulle ikke udjævne teksternes grundlæggende fremmedhed.
I mødet med teksternes fremmedhed muliggøres nemlig ”selverkendelsens kritiske radikalitet”, hvilket samtidig er ”i oversættelse at tage Luthers ærinde alvorligt”, således Klostergaard Petersen.
Mulnæs og Klostergaard Petersen delte forsåvidt ærinde i den forstand, at de begge kritiserer prøveoversættelserne for at assimilere de bibelske teksters univers til nutiden, hvad enten dette sker i form af sproglig forenkling (”krop” og ”legeme” forenkles i Markusevangeliet til ”krop”) eller ideologisk tilpasning (”brødre” tilpasses ideologisk til tiden i Filipperbrevet som ”brødre og søstre”).
Begge kritikker tager dermed i sidste ende sigte mod selve Bibelselskabets førnævnte firfoldige oversættelsesstrategi, som vurderes som enten mislykket (Mulnæs) eller illegitim (Klostergaard Petersen).
Har Bibelselskabets oversættelsesstrategi været genstand for kritik, har de også taget til genmæle.
Faglig leder for den gammeltestamentlige oversættelse, lektor Søren Holst, reagerede på Mulnæs’ indlæg ved at pointere, at Bibelselskabets oversætterhold udtrykkeligt ikke har ansvar for Bibelens ordlyd i gudstjenesten. Det er biskoppernes bord.
Det er således biskopperne, der har bestemt, at man også i dag kan sige ”åsyn” i velsignelsen, selvom der har stået ”ansigt” i næsten alle autoriserede oversættelser de seneste 475 år.
Også Klostergaard Petersens indlæg har affødt en reaktion fra Bibelselskabet.
Generalsekretær Johannes Baun samt faglig leder for hhv. den gammeltestamentlige og nytestamentlige oversættelse lektor Søren Holst og professor Morten Hørning Jensen afviser, at de ovennævnte fire hensyn skulle gøre oversættelsen uvidenskabelig. De ser snarere, at oversættelsens placering ”i spændet mellem det fremmedgørende og hjemliggørende er et strategisk valg og ikke et spørgsmål om videnskabelighed eller ej”.
Under henvisning til, at ”videnskabelige bidrag inden for oversættelsesstudier har gået frem og tilbage i dette spørgsmål” – dvs. spørgsmålet om, hvorvidt en oversættelse skal fremhæve en fortidig teksts fortidighed og dermed understrege afstanden til den nutidige læser (fremmedgørende oversættelsesstrategi) eller omvendt søge at mindske afstanden (hjemliggørende oversættelsesstrategi) – skyder de den principielle debat til hjørne.
Her står den offentlige debat om de nytestamentlige prøveoversættelser for nuværende.
Første Mosebog
Selvom denne anmeldelse angår prøveoversættelsen af 1. Mosebog og Højsangen, vil ovennævnte debat om den nytestamentlige prøveoversættelse som nævnt også klinge med, for grundlæggende kunne samme debat være ført om den gammeltestamentlige oversættelse.
I det følgende vil 1. Mosebog 1-3; 18; 23 såvel som Højsangen 1-2; 8 blive fremdraget som illustrative eksempler på den overordnede tendens i prøveoversættelsen som helhed.
Bag hver oversættelse står en oversættergruppe, som for 1. Mosebogs vedkommende består af førsteoversætter, lektor Martin Ehrensvärd, eksegetisk sparringspartner, adjunkt Christian Canu Højgaard samt sprogkonsulent, forfatter Ursula Andkjær Olsen, som også er sprogkonsulent på Højsangen.
Det første ændring, man som læser støder på, er, at 1992-oversættelsens overskrift for kap. 1-2,4a er ændret fra ”Verdens skabelse” til ”Begyndelsen”, som til gengæld standser ved 2,3, hvorpå 2,4a udgør en sammenhæng frem til kap. 3 under overskriften ”Mennesket i Edens Have” til forskel fra DO92’s ”Adam og Eva”.
Omformuleringen af overskrifterne relaterer sig strengt taget ikke til oversættelsen al den stund, at der jo ingen overskrifter er i originalteksterne, men det signalerer alligevel oversættergruppens grundopfattelse af, hvad der er på spil i teksterne og er derfor værd at notere sig.
Skabelse er som nævnt blevet til ”Begyndelsen”, Adam og Eva til ”Mennesket i Edens Have” og Syndefaldet er blevet streget fra overskriften for kap. 3 og erstattet med ”Adam og Eva bliver fordrevet fra Edens Have”.
Især den sidste ændring kunne påkalde sig interesse, for det kunne indikere et skridt væk fra traditionens tale om et syndefald og en besindelse på, at udtrykket syndefald faktisk ikke forekommer i selve teksten.
Det er dog ikke, fordi traditionen ikke fylder i kap. 1.
I overensstemmelse med traditionen skaber Gud fortsat i en hovedsætning, selvom verbalformen qatal snarere kunne tilsige, at der er tale om baggrundsinformation og derfor snarere burde oversættes med en temporalsætning. En mulighed, der da også gøres opmærksom på i noteapparatet.
Tilsvarende svævede Guds ånd over vandene i 1,2. En pneumatologisk indrømmelse til traditionen, der med rygdækning i LXX læser beretningen trinitarisk. Et strengt filologisk oversættelseskriterium kunne have oversat med, at Guds storm jog, fejede eller piskede over vandene.
I disse tilfælde, hvor traditionen vinder overhånd, anfører noteapparatet alternative oversættelsesmuligheder, hvilket Baun, Hørning og Holst da også fremhævede som svar på Klostergaard Petersens kritik, men det grundlæggende spørgsmål består: er det tilstrækkeligt med en henvisning til noteapparatet, hvis det skal gælde som en videnskabelig oversættelse?
Er hensynet til traditionen da generelt så stort, at oversættelsen ikke kan regnes som videnskabelig? Nej, generelt er man ikke langt fra originalteksten hverken hvad angår 1. Mosebog eller Højsangen, men udover 1. Mosebog 1,1 er især ét specifikt oversættelsesvalg i 1. Mos. 1 mere kontroversielt end de fleste andre.
Det har Bibelselskabet også været klar over, for ligesom de i deres pressemeddelelse forsvarer, at ”brødre” bliver til ”brødre og søstre” i Paulus’ hilsen i Filipperbrevet, så forsvarer generalsekretær Johannes Baun, at oversættergruppen bag 1. Mosebog har oversat det hebraiske udtryk radah be- med ”at råde over” snarere end 1992-oversættelsens ”herske over” i 1. Mos. 1,28, hvor der i 1992-oversættelsen stod: ”hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!”.
Johannes Baun udtaler således i pressemeddelelsen:
”Da man oversatte Bibelen frem mod 1992, valgte man ordet ”herske” til at beskrive opgaven. Men dels forbindes ordet i dag ofte med hårdhændet magtanvendelse, dels handler det hebraiske ord radâ om at føre tilsyn og tage ansvar, ikke nødvendigvis om at udøve magt. Og derfor har vi oversat til, at menneskene skal ”råde over” det skabte”.
Dette er i min optik det mest graverende eksempel på det problematiske i en sådan hjemliggørende oversættelse, som Klostergaard Petersen netop kritiserede i sine indlæg. Gesenius’ ordbog anfører nemlig ikke ”råde over” som en af denne verbalrods mulige grundbetydninger.
Selvom et enkelt ordbogsopslag langtfra er fyldestgørende mhp. at dømme en oversættelse ude – denotationer er ikke tilstrækkelige til at klarlægge og indfange de mange mulige konnotationer, som et givent ord kan være forbundet med – lader det alligevel her til, at man har imødekommet en kritik af antropocentrismens evt. bibelske rødder.
Men kritikken af antropocentrismen og dens evt. bibelske og teologiske rødder udtrykker netop en moderne (klima-)bevidsthed, som er fremmed for teksternes eget univers.
Hvis man derfor vha. en hjemliggørende oversættelse mindsker afstanden mellem tekstens verden og vores, afskærer man sig selv fra at lære noget om teksten og dens egen tid, kultur og verdensbillede såvel som man forspilder en mulighed for at forholde sig kritisk til tekstens virkningshistorie.
Det er bestemt muligt, at Ehrensvärd og resten af oversætterholdet har gode filologiske argumenter for at oversætte radah be- med ”råde over” i stedet for ”herske over”, men undertegnede kan alligevel ikke befri sig fra fornemmelsen af, at oversættelsen her snarere tjener til at imødekomme en strømning i vores moderne samfund end at være loyal over for tekstens eget univers – uanset hvordan man så i dag måtte bedømme tekstens oprindelige udsagn normativt.
Pointen må være, at det kun kan komme til en egentlig bedømmelse af teksten, hvis oversættelsen er så tæt på originalteksten som muligt. Så vidt er Klostergaard Petersens kritik af den nytestamentlige prøveoversættelse også relevant for den gammeltestamentlige.
Men hvordan forholder det sig så med resten af oversættelsen af 1. Mosebog? Ganske godt, er min vurdering. Teksten har en mundret og nutidig tone, nogle steder endda en overraskende slagfærdighed, som når Adam i 2,23 udbryder: ”Endelig! Knogler af mine knogler og kød af mit kød!”, hvor 1992-oversættelsen skrev ”Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød”.
Prøveoversættelsens ”endelig!” og 1992-oversættelsens ”nu” er oversættelser af det hebraiske zot hapa’am (omtrent ”denne gang”), og den nye mere slagfærdige oversættelse virker oplagt, for Adam har jo netop måttet se en række dyr defilere forbi ham uden at finde en hjælper, som svarede til ham.
Den slagfærdige tone anes også i 2,16, hvor DO92 lader Gud befale: ”Du må spise af alle træerne i haven”, hvorimod prøveoversættelsen lyder ”Du må spise løs af alle havens træer”.
Her er prøveoversættelsens valg nærmere den hebraiske originaltekst, da ”spise løs” gengiver en emfatisk paronomasi på hebraisk, som ikke kom til udtryk i DO92.
Har prøveoversættelsen derfor taget hensyn til traditionen i 1,1-2 og givet indrømmelser til tidsånden i 1,26, så er der også filologiske forbedringer ift. til 1992-oversættelsen, med 1. Mos. 2,16 som et fint eksempel.
Som allerede nævnt er 1. Mosebog generelt oversat til et fint, mundret dansk. Der er dog enkelte steder, hvor man kan undre sig over, hvorfor man har ændret oversættelsen fra DO92.
1. Mos. 2,25 lød i 1992 ”Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke”, hvilket i prøveoversættelsen er rettet til, at ”Adam og hans kvinde var nøgne, og de følte ikke skam”.
Udover at oversætte konjunktionen ve med ”og”, hvilket er dens grundbetydning, og derved droppe det adversative ”men”, har man oversat verbet med ”føle skam” i stedet for ”at skamme sig”.
Man kan kun gætte på, om det er hensynet til et mundret dansk, der har betinget ændringen, for det hebraiske verbum er refleksivt, hvorfor ”skamme sig” lader til at være det oplagte valg, men på mig virker ”at skamme sig” hverken mindre klart eller nudansk end ”at føle skam”.
Anderledes forholder det sig med 1,22. Her er man muligvis kommet nærmere originaltekstens egen syntaks, men det har gjort oversættelsen tungere. DO92 gengav pru ur’vu med ”Bliv frugtbare og talrige”, hvor prøveoversættelsen lyder ”Vær frugtbare og bliv mange”.
Filologisk er man ganske vist kommet nærmere den hebraiske syntaks med de to imperativer, men den danske tekst mangler jo den hebraiske originals rim, hvorfor man i min optik får et lidt tungt udtryk med de to imperativer på dansk.
En lignende problematik finder vi i 23,10. Her oversættes sha’ar ‘iro med ”porten til hans by”, hvilket er nærmere den hebraiske ordlyd end DO92, der med ”byporten” udelod det possessive suffiks ”hans”.
Min første tanke ved læsningen af 23,10 var, om de ikke bare mente byporten? Prøveoversættelsen kommer altså her ganske vist nærmere den hebraiske originaltekst, men på dansk virker det mindre elegant end 1992-oversættelsens gengivelse af samme passage.
En meget kærkommen fornyelse i prøveoversættelsen, som også kan findes i kap. 23, er anvendelsen af vægt- og måleenheder, der vil være kendt for nutidens danske læsere.
Hvor DO92 gengav 23,15 med ”Hvad betyder et stykke jord, der er fire hundrede sekel værd, mellem dig og mig?”, lyder prøveoversættelsen nu ”Hvad betyder et stykke jord, der er seks kilo sølv værd, mellem dig og mig?”.
Angivelsen af kendte vægt- og måleenheder vil utvivlsomt gøre teksten mere umiddelbart forståelig, ligesom man får et klart indtryk af madlavningens omfang i 18,6, når der i prøveoversættelsen står ”40 liter fint mel”, hvor 1992-oversættelsen oversatte med ”tre sea fint mel”.
Har man af pædagogiske hensyn således indført kilogram i oversættelsen, burde man efter min opfattelse have holdt sig nøjere til originaltekstens ordlyd i det følgende vers.
Her lød DO92 ”Abraham forstod Efron og afvejede den sum, Efron havde nævnt i hittitternes påhør (…)”.
Prøveoversættelsen har her kun forsigtigt ændret ledsætningens ”i hittitternes påhør” til ”mens hittitterne hørte på”, men efter min mening kunne man i lyset af nutidig dansk sprogbrug godt have bibeholdt grundbetydningen af verbet shama’ i hovedsætningen, dvs. ”Abraham hørte Efron og afvejede den sum osv.” og evt. skåret yderligere ud i pap som ”Abraham hørte, hvad Efron sagde, og afvejede den sum osv.”.
Dette ville være et lille bidrag til en personkarakteristik af den mand, som Abraham også er: garvet, lydhør og generøs, når det kommer til at slå en handel af.
Højsangen
Oversættergruppen bag Højsangen er førsteoversætter, professor Anne Katrine de Hemmer Gudme, eksegetisk sparringspartner, professor Elisa Uusimäki og førnævnte Ursula Andkjær Olsen, og det samarbejde er der kommet en vellykket, tekstnær og egentlig også poetisk oversættelse ud af.
Det første man hæfter sig ved er betegnelsen ”Sangenes sang” i 1,1. Selve skriftet benævnes stadig Højsangen parallelt til Lutherbibelens betegnelse ”Das Hohelied Salomos”, men 1,1 gengives altså i prøveoversættelsen med ”Sangenes sang af Salomon”, som selvfølgelig også er skriftets hebraiske titel, shir hashirim.
Angivelse af hvem, der udtaler hvilke replikker, er en yderst kærkommen tilføjelse ift. DO92. Som enhver, der har undervist i Højsangen, vil vide, er det for førstegangslæsere langtfra indlysende, hvornår der sker et replikskifte i den nuværende autoriserede udgave. Angivelsen af ”hun:”, ”han:”, ”Jerusalems døtre:” osv. skal derfor i høj grad hilses velkommen, også selvom det naturligvis forbliver et spørgsmål om fortolkning, da disse jo ikke er anført i Biblia Hebraica.
Det første indtryk af Højsangen i prøveoversættelse er meget lig indtrykket af 1. Mosebog. Et godt, mundret dansk, ret tekstnært og bestemt ikke uden poetiske kvaliteter.
Som eksempel herpå gengav 1992-oversættelsen Højs. 1,2 med ”Ville han blot give mig kys af sin mund!”
Samme vers lyder nu i prøveoversættelsen ”Bare han dog ville kysse mig med sin munds kys!”, hvilket stort set må være så tæt man kan komme på det hebraiske jishaqeni min’shiqot pihu, uden at gøre sætningen helt umulig som dansk betragtet.
Man kunne godt som i DO92 have tilpasset den hebraiske syntaks mere til dansk i oversættelsen mhp. at opnå et lidt mere almindeligt dansk udtryk, men personligt finder jeg det velfungerende, at man aner den semitiske syntaks gennem oversættelsen.
Højsangens hele univers er på mange måder fremmedartet for en nutidig læser, og det er derfor ikke nødvendigvis forstyrrende, at syntaksen nu og da også afspejler tekstens fremmede ophav, men det skal selvfølgelig doseres.
Samme tendens ser vi i 1,12, hvor prøveoversættelsen lyder ”Så længe kongen er nær, udsender min nardusolie sin duft”, hvilket gengiver det hebraiske ‘ad shehamelekh bim’sibo nirdi natan recho.
Man ville umiddelbart tænke, at det, at udsende duft er en mere omstændelig måde at sige ”at dufte” på, men prøveoversættelsen gengiver just det hebraisk udtryk, hvor DO92 oversatte mere mundret dansk, men fjernere fra originalteksten med ”Så længe kongen sidder til bords, dufter min nardussalve”.
Der er dog også eksempler på, at man ikke altid er ganske tekstnær. Højs. 8,7 lød i 1992 ”Hvis en mand gav al sin rigdom bort for kærlighed, ville man da ringeagte ham?”. Samme passage lyder nu ”Vil man foragte den, der giver alt væk for kærlighed?”.
Hermed er kønnet fjernet fra en sætning, som var mere tekstnært oversat i 1992, al den stund at den hebraiske sætning ikke efterlader tvivl om, at der tales om en mand.
Som nævnt ovenfor skal den semitiske syntaks doseres i passende mængder, hvis den skal tillades at skinne igennem i den danske oversættelse.
Gennemgangen af Højsangen skal derfor rundes af med et eksempel, hvor det i min optik bliver for meget af det gode.
Højs. 8,10 lyder således i 1992-oversættelsen ”(…) men over for ham måtte jeg overgive mig”.
Dette gengiver det hebraiske az hajiti be-’einav ke-motz’et shalom”, ordret omtrent: ”så jeg var i hans øjne som en fredssøgerske”.
Dette bliver i prøveoversættelsen til ”Men over for ham blev jeg som en, der søger fred”. Selvom prøveoversættelsen her er klart nærmere det hebraiske forlæg, bliver det alligevel næsten for kryptisk. Her ville jeg foretrække det mere mundrette valg i DO92.
Konklusion
Prøveoversættelserne af 1. Mosebog og Højsangen er grundlæggende vellykkede. De er overvejende tekstnære, tro mod det hebraiske forlæg og oversat til et ordentligt nudansk, som gennemgående rammer et stilleje, som virker passende for de respektive tekster såvel som Bibelen som helhed.
Når oversættelsen af 1. Mosebog er bedst, formår den at åbne læserens øjne for vinkler på den gammelkendte tekst, som ikke lå ligefor i 1992-oversættelsen. Det er mere end én gang, at man ved gennemlæsningen overraskes over at se hidtil upåagtede perspektiver på fortællingerne i kraft af et nyt ordvalg (fx 1. Mos. 2,23).
Højsangen er også landet det rette sted på Anne Katrine de Hemmer Gudmes bord. de Hemmer Gudme har bl.a. forsket i mad, køn og kønsroller i Det Gamle Testamente, og Højsangens univers af duft, erotik, frugter og kærlighed er kommet fint til live i hendes oversættelse.
Også her har man bestræbt sig på at være tekstnær, hvilket mestendels lykkes, men der er også passager, hvor det i denne anmelders optik kammer lidt over, bl.a. Højsangen 8,10. Angivelsen af hvilke karakterer i Højsangen, der siger hvad, er desuden en væsentlig forbedring ift. 1992-oversættelsen.
Som det vil være fremgået er bibeloversættelse en balancekunst.
Selv hvis man – til fordel for Klostergaard Petersens insistering på den filologiske akribi og teksternes fremmedhed eller Carsten Mulnæs’ ønske om at fastholde et rigt, mangefacetteret dansk, der lever op til teologiens finmaskede begrebsapparat – opgav Bibelselskabets metafor om trampolindugen, der holdes i spænding af de førnævnte fire hensyn, ville man stadig skulle foretage en individuel vurdering ved hvert eneste vers, der umuligt kunne nøjes med ét kriterium for en vellykket oversættelse.
Som det vil være fremgået, er der passager, som oversætterne utvivlsomt fortjener at dadles for, men det skal ikke skygge for det overordnede forhold, at den stillede opgave grundlæggende er fint løst.
Hvis niveauet fra prøveoversættelsen af 1. Mosebog og Højsangen holdes i de kommende udgivelser også, vil Danmark også have en fællesbibel for både kirke og universitet fra 2036.
Litteratur
Første Mosebog og Højsangen i prøveoversættelse, Det Danske Bibelselskab, København, 2025.
Bibelen. Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger og Det Gamle Testamentes Apokryfe Bøger, Bibelselskabet, København, 1992 (2005).
Biblia Hebraica Stuttgartensia, 5. Aufl., Elliger, K., Rudolph, W., Deutsche Bibelgesellschaft, Stuttgart, 1997.
Hebräisches und Aramäisches Handwörterbuch über Das Alte Testament 17. aufl., Gesenius, Wilhelm, Buhl, Frants, Springer-Verlag, Berlin, 1915 (1949).
Lutherbibel. Standardausgabe mit Apokryphen, Deutsche Bibelgesellschaft, Stuttgart, 2016.
Det første ord i Danmarks nye bibel er skrevet, pressemeddelelse fra Bibelselskabet, 21. maj 2025.
Jeg kommer aldrig til at indstifte nadveren med disse ord, Carsten Mulnæs, Kristeligt Dagblad, 27.05.25.
Svar på kritik af bibeloversættelse. Har Jesus en krop?, Søren Holst, Kristeligt Dagblad, 03.06.25.
Bliver det et farvel til fællesbibelen? Oversættelserne stritter desværre i alle retninger, Anders Klostergaard Petersen, Kristeligt Dagblad, 04.07.25.
Svar på kritik af bibeloversættelse: Græske skeletter kræver oversættelse, Morten Hørning Jensen, Søren Holst, Johannes Baun, Kristeligt Dagblad, 09.07.25.
Mandschauvinisme var et faktum i kulturen. Det må man ikke dække over, Anders Klostergaard Petersen, Kristeligt Dagblad, 2025.