Fønix årg. 2025, s. 151-168 (pdf)
Oplæg ved Ryslinge Frimenigheds debatmøde om dåbsritualet på Grundtvigs fødselsdag den 8. september 2025.1
Det er passende, at det netop er på N.F.S. Grundtvigs fødselsdag, vi mødes for at debattere Dåbskommissionens Midtvejsrapport,2 som i april blev sendt ud til bred høring. Dåbens ord havde nemlig en fuldstændigt central rolle i Grundtvigs tænkning, og hvis det ikke var for ham, ville Folkekirkens nuværende dåbsritual uden tvivl have set anderledes ud på centrale stræk. Som Grundtvig også selv fremhævede, var kernen i hans dåbsteologi egentlig ikke andet, end hvad Martin Luther tidligere havde fremhævet – at dåben er Guds handling, det skelsættende nådemiddel, som vi skal bygge resten af vores liv på, og at troen og dåben ikke må skilles ad – at vi døbes på den kristne tro. Men også, hvad især Grundtvig tydeliggjorde, at denne kerne ikke er noget, som vi løsrevet fra historien destillerer ud af Bibelen eller vores autonome fornuft, og heller ikke noget, som vi selv skal formulere ud fra, hvad nutiden kræver, eller hvad vi selv føler. Den kristne tro og dåbens indhold er noget, der er overleveret os. Troen og dåben har altid hørt sammen, og deres sammenhæng får sit klareste udtryk i dåbsritualets ord. Kristenlivet bygger på Kristus, det bygger på dåben – de to udsagn siger det samme, for det er ikke os, der handler og taler i dåben, men Gud.
Jeg ved godt, at der er nogle i vor tid, der misforstår Grundtvig som en anti-luthersk teolog – i modsætning til Grundtvig selv, der til sin dødsdag så sig selv som en discipel af Luther. Som vi alle ved, kritiserede Grundtvig Luther for at have søsat det såkaldte protestantiske skriftprincip, men det er vigtigt at være klar over, på hvilken baggrund han gjorde det: Det havde vist sig, at H.N. Clausen, professor ved Københavns Universitet, kunne bruge det lutherske skriftprincip til at hævde noget helt andet end det, der historisk havde været lutherdommen. På basis af Bibelen forkastede Clausen Luthers teologi om retfærdiggørelse af tro og nåde, fordi den krænkede menneskets moralske selvbevidsthed ved ikke at lade det selv medvirke ved frelsen. Det var det, der fik Grundtvig til at søge en nøgle til at forstå Bibelen i tråd med traditionen, og den nøgle fandt han i de levende ord ved dåb og nadver.3 Meningen var ikke, at Bibelen var ligegyldig, men derimod at Bibelen ikke skulle forstås ud fra menneskets selvrådige fornuft, men ud fra den overleverede mundtlige tradition, der foreligger i sakramentordene, først og fremmest den apostolske trosbekendelse, som Grundtvig kaldte ”kristendommens grundbegreb”.
Man skal ikke læse ret mange af Grundtvigs teologiske prosatekster og salmer, før man opdager, at de på lange stræk er en mosaik af hentydninger til bibelsteder. Grundtvig har kunnet store dele af Bibelen udenad, og skønt han betoner, at den kristne kirke ikke er et læseselskab, men et trossamfund, kalder han sig i samme åndedrag ”en gammel Luthersk Præst, der giennem en heel Menneske-Alder ei blot har givet den Prophetiske og Apostoliske Skrift Vidnesbyrd, som en guddommelig Bog, men har frivillig bundet mig langt strængere til dens Ord end de fleste Præster nuomstunder enten giør eller kan lide”.4 Det er derfor, vi kan finde henvisninger til Bibelen som argumenter hos Grundtvig. Bibelen skulle ikke væk, men den skulle forstås i sit rette lys, det lys der falder på den fra sakramentordene ved dåb og nadver.
Sakramentordene var altså tradition, og Grundtvig var udmærket klar over, at Luther ikke havde digtet et nyt ritual, men oversat og forkortet et senmiddelalderligt latinsk dåbsritual. Grundtvig troede, at der havde eksisteret ét ensartet middelalderligt ritual, som Luther havde forholdt sig til.5 I dag ved vi, at dåbsritualet i middelalderen varierede fra stift til stift, men også at de mange varianter hørte til én familie af ritualer, der delte en fælles struktur og størsteparten af de rituelle led og ord. Luther byggede altså på en lokal version af det fælles latinske dåbsritual. Luthers tyske oversættelse og redaktion af dåbsritualet var i reformationstiden blevet oversat til dansk og blev benyttet stort set uforandret i den dansk-norske kirke fra 1556 til 1783, hvor biskop Balle ændrede indledningen ved at fjerne de to besværgelser og den såkaldte ”syndflodsbøn”.
Størstedelen af den lutherske version af dåbsritualet var stadig intakt, da Sjællands biskop J.P. Mynster i 1839 foreslog nogle drastiske ændringer: I barnedåbsritualet ville biskoppen indføre forkortet tilspørgsel, sådan at præsten fremsagde forsagelsen og trosbekendelsen, ikke som spørgsmål, men erklærende, og så fulgte et enkelt spørgsmål til barnet om tro, som Mynster endda i sine medfølgende bemærkninger forklarede ikke var alvorligt ment: ”at der ved Daaben […] henvendes saa mange Spørgsmaal til det spæde Barn” rummede ”noget Stødende”, skrev han, og når Mynster alligevel lod præsten stille et enkelt spørgsmål, var det kun for ikke helt at ignorere barnet, for selvfølgelig gælder det, anførte han, ”at Barnet endnu ikke kan have nogen Villie herom, og at Spørgsmaalet hellere skulde henvendes til den, der bærer Barnet, omtrent saaledes: ’Begierer du, at dette Barn skal døbes paa denne Tro?’”
Dengang som nu skulle præsten efter dåben lægge hånden på den døbtes hoved og sige de ord, som Grundtvig kaldte ”Forsikkringen”, og Midtvejsrapporten kalder ”dåbsbekræftelsen”: ”Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv!”. Men også denne dåbsbekræftelse ville Mynster ændre, så der ikke var tale om genfødsel eller syndernes forladelse, men kun om optagelse i ”Jesu Christi Samfund”.6
Grundtvig svarede samme år (1839) med sit skrift Frisprog mod H. H. Hr. Biskop Mynsters Forslag til en ny Forordnet Alterbog. Her talte Grundtvig om biskoppens ”ulykkelige Indfald at skille Barnedaaben ved Pagten og Forsikkringen”, for det er forkert at betragte ”Daaben som en blot Kirkeskik, der vel, som befalet af Herren selv, maa beholdes ved Optagelsen i Samfundet, men har lidet eller intet med den egenlige ’Gienfødelse og Syndsforladelse’ at giøre”. ”Hr. Biskoppen [burde] […] havt Medlidenhed med de sikkert ikke faa Danske Hjerter, der vilde føle sig knuste ved at finde Kirke-Baandet sønderrevet mellem dem og deres Børn, som det jo var, naar de ikke døbdes paa samme Vilkaar og med samme Forsikkring om Gienfødelse og Syndsforladelse!” At dåben er den samme fra slægt til slægt sikrer, at vi alle tilhører ”’den eneste og stedsevarende’ Kirke”, som Grundtvig udtrykte det med Confessio Augustanas ord, idet han også skrev, at biskoppen vil ”paanøde os en Daabs-Formular, som vi bestemt veed, hverken i Ansgars eller Luthers Dage har været kirkelig hos os, men er forfattet af Hr. Biskop Mynster efter hvad han fandt ’Stødende’ eller ’Koldt’ eller Passende!”7
Når jeg trækker denne gamle strid frem, er det selvfølgelig, fordi Midtvejsrapporten også foreslår en forkortet tilspørgsel og en ændring af dåbsbekræftelsen. Når Mynsters forslag ikke blev gennemført, skyldtes det afgjort, at der var så mange, der lyttede til Grundtvig, at det blev for omkostningsfuldt at gennemføre dem. Dermed blev de gamle træk bevaret, og derfor adskiller Folkekirkens dåbsritual sig fra de evangeliske kirkers i vores nabolande. Dåbsritualerne i Nordkirche, den tyske kirke syd for grænsen, eller Svenska Kyrkan eller Den Norske Kirke har mistet de kraftfulde træk i deres dåbsritualer, som vores kirke har bevaret, og som tydeligt udtrykker, at mennesket står i en afgørelse mellem liv og død: på den ene side samfundet med Gud som er liv og lys, på den anden skilsmissen fra Gud som er død. Ved at fastholde de gamle træk, som nabolandene i uforstand har sorteret væk, har vi valgt den gode del, og den skal ikke tages fra os.
Som bekendt mente Grundtvig, at en ægte dåb ikke blot skulle omfatte vandoverøsningen med døbeformlen, ”jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn” – også forsagelsen af Djævelen og den apostolske trosbekendelse hørte med. Der er flere grunde til, at vi ikke kan fastholde Grundtvigs synspunkt i denne bastante form. Allerede på Grundtvigs tid indvendte man, at ved nøddåb var der kun tid til døbeformlen. Desuden er vi i vore dage i kontakt med mange kirker, hvis dåb vi anerkender, skønt det fælles punkt i nogle tilfælde næsten kun er vandet og døbeformlen. Lidt mere forsigtigt formuleret er der alligevel et væsentligt sandhedsmoment i Grundtvigs synspunkt. Et af hans argumenter var faktisk, at selv om døbeformlen ”i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn” var indstiftelsesord, var den utilstrækkelig, fordi den ikke kontekstualiserede, hvem der mentes med de tre navne, og derfor var trosbekendelsen nødvendig.8 Det vil sige, at døbeformlen kun får mening i en kontekst, og her gælder det jo, at den meningsgivende kontekst for mange frikirkers dåb, som vi anerkender, er, at dåben ikke er et sakramente, men en menneskelig bekendelse – altså at dåben ikke betyder det samme hos dem og hos os. For os er dåben et nådemiddel, men dåbsritualet er også forkyndelse af evangeliet – sand forkyndelse om, hvad dåben betyder. Men jo mere vores traditionelle dåbsritual bliver udhulet, jo mere ændres dåbens betydning. Derfor er det ikke ligemeget, hvordan dåbsritualet lyder, og derfor vil jeg nu prøve at tage det lige så alvorligt, som Grundtvig gjorde.
Lad os nu prøve at se, hvor langt tilbage vi kan føre de vigtigste af de traditionelle handlinger og ord, som Grundtvig betragtede som afgørende og betydningsbærende, og dvæle ved, hvilken betydning han mente, de havde. Flere af dem kaldte Grundtvig for Jesu mundsord, da han tænkte sig, at de kunne føres tilbage til Jesus selv. Det havde han næppe ret i, men dåbsritualet skal heller ikke måles på, at det ikke står i Bibelen og så bare kan betragtes som tilfældige menneskeord, som vi kan skalte og valte med. For nylig så jeg et læserbrev i Kristeligt Dagblad, der anførte, at det vigtigste måtte være, at dåbsritualet er ”bibelsk”. Men her skal vi huske på, at der intet dåbsritual er i Det Nye Testamente. Der er Jesus-ord og passager i brevene, der handler om dåbens betydning, og der er spor af en rituel praksis, f.eks. dåb i den treenige Guds navn og måske også neddykkelse og salvelse. Der bliver intet klart ritual af disse stumper. Dåbsritualet er altså tradition. Det er overleveret, at der skal være forsagelse, tilspørgsel om tro osv. De tidligste spor af denne overlevering dukker op brudstykkevis, lidt i Ny Testamente og andre tidlige skrifter, mere sammenhængende fra omkring år 200.
Samtidig med at jeg nu undersøger dåbsritualets baggrund og belyser, hvilken betydning Grundtvig mente, at det rummede, trækker jeg også nogle af Midtvejsrapportens ændringsforslag frem. Der er nogle enkelte positive elementer blandt disse forslag, det har jeg tidligere vedgået,9 men det vil jeg ikke dvæle ved her. Langt den overvejende del af forslagene er klare forringelser.
Dåbskommissionen arbejder ud fra et kommissorium fra Kirkeministeriet, der ikke kan tænkes at være skrevet af en almindelig embedsmand dér. Hvem den virkelige forfatter er, må vi ikke få at vide. Det er selvfølgelig klart, at kommissionens medlemmer er forpligtede på kommissoriet. Netop de nævnte forslag om ændringer i dåbsbekræftelsen er dog, meget mærkeligt, uden grundlag i kommissoriet. Nærlæser man rapporten, er der på dette sted og mange andre steder en tilkendegivelse af indre uenighed. Forhåbentlig betyder det, at medlemmer af kommissionen efter høringsfasen kan få bremset de værste udskejelser eller, hvis de er i mindretal, at de vil stå fast ved at indgive dissens og derved i sandhedens interesse blotlægge den indre splittelse.
Som de fleste nok er klar over, bringer Midtvejsrapporten tre forskellige modeller, der alle rummer et brud med den hidtidige dåbspraksis. Den første model rummer en sproglig opdatering, der er relativt uskyldig, men ligesom den anden og tredje model rummer den desuden alternative indledninger og mulighed for forkortet tilspørgsel. Den anden og tredje model er endnu mere ekstreme med mulighed for udeladelse af forsagelsen og ødelæggelse af dåbsbekræftelsen. Det vil jeg trække frem i det følgende.
Ligesom hos os var der barnedåb i oldkirken, men ikke som noget man særligt tilstræbte, men som noget der også var muligt. Derfor gik der normalt et længere forløb forud for dåben, hvor man var lærling eller katechumen, og der var knyttet en mængde ceremonier til dette forløb. Først i dåben blev katechumenerne Guds børn, og derfor måtte de først efter dåben bede Fadervor og bede sammen med menigheden. Først nu kunne de ligesom Jesus kalde Gud for deres fader. Men hvordan kunne man bede Fadervor, hvis man ikke først havde lært bønnen udenad? Dette problem førte i 400-tallet til, at man lod fremsigelsen af Fadervor indgå i oplæringen, så man vidste, hvordan bønnen senere skulle bedes. Længere fremme i historien, i middelalderen, blev al dåb barnedåb, undtagen selvfølgelig i missionsområderne, f.eks. i Danmark, hvor Poppo jo døbte den voksne konge Harald Blåtand. Spædbørn kan ikke være lærlinge, katechumener, men i stedet for at afskaffe katechumen-ceremonierne beholdt man dem i middelalderen, egentlig som et meningsløst, stivnet rituelt element, som man pressede sammen på den samme dag, hvor dåben fandt sted. Udenfor kirkedøren mødte fadderne altså op med barnet, og her læste og udførte præsten de gamle katechumenceremonier, herunder oplæsningen af Fadervor, der jo egentlig havde haft til formål, at dåbskandidaten lærte ordene udenad. Bagefter foregik selve dåben inde i kirken ved døbefonten.
Da Luther i 1520’rne oversatte og forkortede dåbsritualet, havde han ingen anelse om, at første del af ritualet egentlig var et stivnet katechumen-ritual. Han fandt dåbsritualet overlæsset og tænkte sig, at senere tilføjelser havde skjult den centrale kerne. Derfor skar han drastisk væk i den gamle katechumendel, men han beholdt Fadervor, da han klart så, at denne bøn havde en dybere sammenhæng med dåben. På denne måde kom Fadervor til at ligge i begyndelsen af ritualet, før selve dåben, skønt den oprindelige mening jo var, at bønnen skulle bedes efter dåben.
Derimod forstod Grundtvig, at Fadervors rigtige plads ikke kan være før dåben, sådan som han udtrykte det i disse to vers:
Barne-Troen før sin Daab/ Stammer vel paa Abba-Raab,/ Finder, uden Barne-Kaar,/ Dog for dristigt Fader-Vor,/ Fattes og den Tillid stor,/ Som er Sjælen i det Ord:/ Skee din Vilje med vor Jord!
Først naar Fader-Aanden god/ Sætter os paa Barne-Fod,/ Med den Guders Gud og Drot,/ Som giør Alting saare godt,/ Hjertet kan med Stemme fiin/ Efternynne Herre sin:/ Skee din Vilje, ikke min!10
Det er først, når vi er blevet døbt, at vi kan kalde Gud for vores far, dvs. som børn lægge vores liv i hans hænder i stedet for at ville beherske og kontrollere tilværelsen. Derfor var det i sidste del af 1800-tallet et af den grundtvigske bevægelses særlige ønsker, at Fadervor blev flyttet hen efter selve dåben. Ønsket blev opfyldt med den liturgiske reform i 1912, og dette reviderede dåbsritual blev meget positivt anmeldt i den tids grundtvigske blade – Dansk Kirketidende og Højskolebladet samt Vort Samfund, Dansk Menighedsblad, der var Kirkeligt Samfunds organ på den tid.11
Før Luther indledtes dåbsritualet altså med det stivnede katechumenritual, som kunne opfattes som forvirrende og overlæsset, og i stedet satte Luther en særlig bøn som indledning, nemlig syndflodsbønnen, som han sandsynligvis selv havde forfattet, men med omfattende brug af materiale fra ældre bønner og den gamle teologi. Bønnen kombinerede de traditionelle sammenligninger af dåben med syndfloden og med overgangen over det Røde Hav – ”du, som lod drukne den forhærdede Farao med alle sine i det Røde Hav og førte dit folk Israel tørskoet igennem, og med dette bad har betegnet den hellige tilkommende dåb”. I 1783 fjernede biskop Balle imidlertid denne bøn fra det dansk-norske dåbsritual og erstattede den i stedet med sin egen meget lange indledning, der var en biblicistisk belæring; en kombination af bibelvers, revet ud af deres egen sammenhæng, men som understregede dåben som frelse fra syndefaldets følger. Grundtvig var skeptisk over for denne ”lange Indledning af tunge Bibelsprog”, og han foretrak syndflodsbønnen, fordi den, som han skrev, ”efter apostolisk Anviisning fremstillede Israeliternes Overgang i det røde Hav, som den christelige Daabs Forbillede, som en Overgang, nemlig fra de Dødes Rige til de Levendes Land.”12
For Grundtvig skulle det altså markeres i begyndelsen, at dåben er overgangen fra død til liv, men det var som bekendt først i 1912, at vi fik en ny dåbsindledning, som begynder med en tak til Gud: ”Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved den enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.” Bønnen var formuleret af biskop Peder Madsen, som ikke tilhørte den grundtvigske retning, men den afspejler ikke på særlig vis hans teologi, bortset fra at han også lagde vægt på, at de liturgiske ord ikke måtte være langtrukne og tunge. Af indledningen til det oprindelige forslag fra 1910 lader det sig slutte, at denne sætning var med for netop at knytte tråden til, at Fadervor blev flyttet – det var netop begrundet i, at Gud først gør os til sine børn i dåben.13
Siden årtusindskiftet er denne sætning, ”hvori du gør os til dine børn”, i stigende grad blevet kritiseret i visse kredse i Folkekirken. Den skal væk, hedder det, fordi alle mennesker som skabte af Gud allerede er hans børn, fordi dåben ikke er den enestående overgang fra de dødes rige til de levendes land, men en fornyelse og livgivende velsignelseshandling, en bekræftelse af hvad vi allerede er. Desværre har Dåbskommissionen her givet efter for kritikerne og åbnet op for fem alternative indledningsbønner, den ene værre end den anden. Fælles for dem er, at det ikke bliver sagt klart, at det er i dåben, at vi bliver Guds børn. Lad mig så minde om, at når vi afviser dette udsagn, bliver det også svært at bruge Grundtvigs salmer i gudstjenesten, for det er netop dette, de drejer sig om. Tænk på ”Barne-Livets faure Dage”: ”Hver, som troer af Hjertens-Grund/ Hvad han os har lagt i Mund,/ De i Daaben fødes atter/ Til Guds Børn: Hans Søn og Datter.” Eller på ”Guds-Husets Dør er i vor Daab”: ”Thi de Gienfødte er Guds Æt,/ Og Han, der gav dem Børne-Ret,/ Er mægtig i de Svage!”14 Og utallige andre som vi synger – forhåbentlig ikke bevidstløst, så vi glemmer, hvad det egentlig er, Grundtvig siger i dem.
Lad os så springe fra indledningen og frem til tilspørgslen, altså forsagelsen af Djævelen og den apostolske trosbekendelse. Ved søndagsgudstjenesterne i Folkekirken er vi blevet så vant til i kor at fremsige forsagelsen sammen med trosbekendelsen, at vi helt har glemt, at forsagelsen oprindeligt kun havde sin plads ved dåben, og at vores kirkeskik ikke er særlig gammel. I middelalderens katekese og i Luthers to katekismer optræder den apostolske trosbekendelse altid uden forsagelsen. Ikke desto mindre er forsagelsen ved dåben ældgammel; første gang den omtales er hos nordafrikaneren Tertullian omkring år 200, der skriver, at kort før dåbskandidaterne stiger ned i vandet, forsager de Djævelen, hans pomp og engle, under biskoppens og menighedens tilstedeværelse.15 Springer vi frem til 300-tallet, hvor vi har mange flere kilder, finder vi forsagelsen overalt – fra Spanien i vest til Mesopotamien i øst. Somme tider som svar på et spørgsmål, somme tider som en erklæring, men altid som noget, den enkelte dåbskandidat skulle udtale.
Men hvad betyder da denne forsagelse? Den betyder selvfølgelig, at vi ved dåben bliver stillet mellem løgn og sandhed; det ene udelukker det andet. Her er der en grundlæggende dualisme i evangeliet, som vi ikke må fjerne fra dåbsritualet. I Den christelige Børnelærdom forklarede Grundtvig forsagelsen ved hjælp af Markusevangeliet 1,15: Jesus prædikede Guds evangelium og sagde: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet.” Han fortsatte:
Forsagelsen siger os, hvad Herren forstaar ved Omvendelse, og Tros-Bekjendelsen siger os, hvad Herren forstaar ved Tro paa Evangelium. […]Ligesom det nemlig er klart, at det vilde være en grovBedrager, som lovede en Synder Salighed uden Omvendelse,vilde være netop det samme som at love en, der var paagale Veje, at han, uden at vende om, skulde naa det Maal,han vendte Ryggen til, saaledes vilde det jo ogsaa være etgroft Bedrag med Daabs-Naaden til Gjenfødelse og nyt Liv,dersom ikke Daabs-Pagten, som et afVilkaarene, udtrykteBortvendelsen fra al Løgn og Ondskab, uden hvilken detumulig kan væreærlig ment med den Henvendelse til Naadenog Sandheden, som den apostoliske Tros-Bekjendelse udtrykker.
Men, betonede Grundtvig også, det eneste, som vi med Guds hjælp kan sige ja til før dåben, er ”en saadan ærlig Bortvendelse fra og Afsigelse til al Løgn og Ondskab […], og det er jo ingenlunde, at vi allerede har overvundet den onde Aand, eller at vi føler os retvise og stærke nok til at afslaa alle hans Angreb, men kun, at vi opsiger ham al Huldskab og Troskab”. Først med dåben begynder Frelseren at nedbryde og opbygge i sin menighed og hos alle sine troende,
i det Mennesket tror paa Synds-Forladelsen i Kristi Menighed, da forsvinder Synderens nødvendige Frygt for det guddommelige Lys, og da vaagner Menneskets naturlige Kjærlighed til det guddommelige Liv, som Fristeren falskelig lovede ham, men som Frelseren har i sig selv og vil dele med alle sine troende.16
Såvidt Grundtvig i Den christelige Børnelærdom, men vi har jo også et godt udtryk for hans tanke i salmen om St. Peters fiskedræt:
[…] Folk vi fange endnu i Dag / Og føre til Livets Kilde, / Fra Verden føre vi dem til Gud, / [hedder det, og lidt efter:] […] / Med Lys vi komme, med Kors vi gaae, / Vi vil ingen Sjæl bedrage, / De veed det Alle, vi kalde paa, / At Verden de maae forsage, […] Hvo kun Alverden, ei Meer attraer, Han ei et Ord af vor Mund forstaaer, Ham griber da ei vor Tale!17
Når Grundtvig her taler om forsagelse af ”verden”, skal vi huske, at ordet bruges som i Johannesevangeliet, altså om den faldne verden, som har skilt sig fra Gud. Der tænkes ikke i modsætninger mellem det legemlige liv og sjælens liv i himlen; som det hedder i en anden Grundtvig-salme, ”Mit Land, siger Livet, er Himmel og Jord,/ Hvor Kjærlighed boer.”18
Forsagelsen hører altså hjemme ved dåben, men hvordan er det så gået til, at vi fremsiger den ved gudstjenesten sammen med trosbekendelsen? Hele denne fremsigelse af forsagelse og trosbekendelse i gudstjenesten er noget ret nyt og specielt for Danmark; den har ingen sammenhæng med, at man i middelalderen og reformationstiden sang den nikænske trosbekendelse i gudstjenesten – denne skik var for længst uddød på Grundtvigs tid. Fremsigelsen af forsagelse og trosbekendelse kan føres direkte tilbage til Grundtvig, der sagde, at de forudsatte hinanden som de to dele af samme dåbspagt. Allerede fra 1830rne har vi kendskab til, at nogle af de vakte, der var blevet påvirket af Grundtvig, sammen begyndte at bekende dåbspagten, når de mødtes i deres gudelige forsamlinger i København. Mest afgørende var det, at Grundtvig forud for prædikenen begyndte at fremføre dåbspagten oppe på prædikestolen, sådan som det stadig er skik i mange valgmenigheder. Senere overtog de indremissionske præster skikken, men måske for at gøre en forskel, lod de præsten fremføre dåbspagten fra alteret. Herudfra er så en fælles fremførelse af forsagelse og trosbekendelse med tiden blevet dybt forankret i det danske kirkefolk.19
Men som en del af model III, foreslår Dåbskommissionen, at forsagelsen helt kan udelades ved den såkaldte korte tilspørgsel, som den i øvrigt foreslår på anden vis i alle tre modeller. ”Det skyldes”, hedder det, ”at forsagelsen i dåbsritualet kan synes at fylde uforholdsmæssigt meget ved kort tilspørgsel. […] Desuden er forsagelsen fremsagt i den fælles trosbekendelse forud for korstegnelsen.” Mon virkelig Dåbskommissionen her forklarer os det fulde motiv til at udelade forsagelsen? Det må være implicit, at det at sige nej til løgn og ondskab egentlig er ligegyldigt eller underordnet – ellers giver det jo ikke mening at sige, at forsagelsen ’fylder for meget’. Men når Dåbskommissionen så siger, at forsagelsen jo alligevel er med, fordi den bliver fremsagt i den fælles trosbekendelse, kan vi se, hvordan tingene bliver vendt på hovedet. For hvilken mening har det egentlig, at vi i fællesskab fremfører forsagelse og trosbekendelse? Den eneste mening, som det nogensinde har haft, er, at vi fornyer vores dåbspagt. Men nu bruger Dåbskommissionen fornyelsen af dåbspagten til at afskaffe dåbspagten! Denne absurditet viser sig også, når vi går videre til dåbspagtens anden halvdel, altså trosbekendelsen.
Også dåbsspørgsmål om troen er en direkte arv fra oldkirken. Allerede i Første Peters Brev 3,21 i Det Nye Testamente hentydes der sandsynligvis til dem, og igen behandles de mere omfattende af Tertullian omkring år 200.20 Den apostolske trosbekendelse ser ud til at stamme fra Rom; den kendes i en kortere form fra 400-tallet, men er sandsynligvis ældre. At troen har form af en bekendelse, er imidlertid en vigtig tanke i de tidlige tekster, også selv om vi ikke med sikkerhed kan forbinde disse steder med et ritual. Tænk på Paulus i Romerbrevet 10, der var så vigtigt for Grundtvig. Dér taler Paulus om ”troens ord”, som Grundtvig forstod som en direkte hentydning til trosbekendelsen, og det er dér, der står: ”For når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst.” At bekendelsen følger som svar på et spørgsmål, er der også tidlige eksempler på – tænk på Jesu spørgsmål hos synoptikerne, ”Men I, hvem siger I, at jeg er?”, som Peter besvarede ved at bekende Jesus som Kristus, Guds Søn.
Måske har der ikke været dåbsspørgsmål overalt i den tidligste tid, siden man ikke finder en eksplicit sammenhæng mellem bekendelse og dåb i Det Nye Testamente, undtagen i Første Peters Brev. Men som jeg nævnte, forbinder Paulus hjertets tro og mundens bekendelse i Romerbrevet 10, og han forbinder dåb og tro i Galaterbrevet 3, som Grundtvig også yndede at citere: ”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.” Derfor må det tidligt have ligget snublende nær, at sammenhængen mellem tro og dåb skulle udtrykkes gennem en personlig bekendelse. Den praksis, som er vores levende overlevering, hvor troen udtrykkes gennem en personlig henvendelse til den enkelte, er altså sagligt velbegrundet og bør ikke ændres.
Grundtvig hævdede aldrig en rent objektiv sakramentlære, hvor dåben frelser, selv om man ikke tror, eller hvor trosbekendelsen gavner, hvis troen ikke er i hjertet. Han fulgte Paulus i, at mundens bekendelse og hjertets tro skal høre sammen – husk salmen ”Min Mund og mit Hjerte/ De gjorde en Pagt”.21 Grundtvig fulgte derfor også den almindelige lutherske fortolkning og afvisning af skolastikkens ex opere operato, ”ud fra den udførte gerning”, altså at sakramentet virker uden troen, men Grundtvig afviste samtidig den protestantiske, men ikke-lutherske opfattelse, at troen var nok uden dåb. Hør blot:
Først maa jeg da bede disse mine Jævn-Christne altid at tænke sig ’Troen og Daaben’ uopløselig forbundne, naar de vil giøre sig Rede for, hvad der hører til en ægte Daabs Væsen og Virksomhed, thi ved kun at betragte dem udenfor denne Sammenhæng er de Christnes Tanker om begge Dele efterhaanden blevet saa forvirrede, at man maatte fortvivle […]. I Middelalderen er det klart, Mange ansaae Daaben uden Tro for et Naademiddel, der kunde føre ind i Himmeriges Rige, men i Nyaars-Tiden blev det sædvanligere at ansee Troen uden Daab for det ufeilbarlige Saligheds-Middel, og det er ikke værdt at trættes om, hvilken Vildfarelse der er den største eller med Skriften mindst forligelige; thi naar ’Troen og Daaben’ kun i Forening bevirke vor Salighed, da er Afvigelsen til begge Sider en Udskeielse fra ’Livets Vei,’ hvoraf en dødelig Sygdom udspringer […].22
Det var derfor, Grundtvig insisterede på, at dåbspagten, dvs. den fulde tilspørgsel om forsagelse og trosbekendelse, hører med til en ægte dåb – ellers er vi hurtigt på vej til at skille tro og dåb.
Grundtvig var også enig med Luther i, at spædbørnene kunne have tro, og at dåbspagten derfor kunne sluttes med dem. Således skrev han, at vi kommer
ligesaa ubevidst til Himmeriges Rige, som vi kom til Verden: at undfanges af den Hellig-Aand og fødes af Jomfru-Kirken til Christi Brødre og Systre, ligesaa hemmelighedsfuldt, som vi undfanges og fødes af vore naturlige Forældre til Adams Børn. At nu denne Undfangelse og Fødsel skeer ved Troen og Daaben, det er Kirkens Vidnesbyrd fra Arilds-Tid. […]At de Spæde ingenTroer sig bevidst, følger nødvendig af, at de ingenTinger sig bevidst, men at de har Liv, skiøndt de ikke er sig Livetbevidst, maae jo Alle indrømme, og er Sandheds-Tro i Grunden ikke Andet end etaabent HjerteforSandhed, saa kan de Spæde unægtelig ogsaa have Tro, skiøndt de ikke er sig den bevidst.23
Når bevidstheden senere vågner, kan vi så personligt tilegne os troen og dåben ved at bekende dåbspagten og bede Fadervor.
Lad os nu igen vende tilbage til Midtvejsrapporten. Kommissionen foretrækker ganske vist den fulde tilspørgsel, som den kalder den lange, men anerkender alligevel den forkortede tilspørgsel, der har fået lov at brede sig. Det vil sige, at fordi menigheden i fællesskab siger eller synger trosbekendelsen, synes man, at det er for meget, at dåbskandidaten også skal spørges om det hele. Det hævdes altså, at den forkortede tilspørgsel er udviklet ”af praktiske hensyn”, og den forklaring accepterer kommissionen. Men Midtvejsrapporten taler også om, at forkortet tilspørgsel udspringer af ”et ønske om teologisk og liturgisk at markere, at dåbsbarnet/dåbskandidaten døbes ind i menighedens tro eller fælles bekendelse”.
Fra min side er der skepsis over for, om den forkortede tilspørgsel virkelig kun er blevet til af praktiske grunde – eller, hvis det er rigtigt, om den ikke hurtigt har skabt en forskydning, hvor ”tro” opfattes som en byrde, der må aflastes ved at skyde menighedens fælles tro frem i stedet eller ved siden af? Det ligner den gamle idé om ”stedfortrædende tro”, at barnet/dåbskandidaten bliver døbt på faddernes tro, som vi f.eks. finder den hos nogle af skolastikerne.
Hvis tro opfattes som en byrde, som man ikke kan bære, er det, fordi man stirrer på sig selv og er optaget af sin egen tro. Den, der mener, at han skal tro på sin egen tro, vil hurtigt miste den. Enten fordi den forsvinder, eller den bliver forvandlet til en selvsikker besiddelse og så heller ikke mere er ægte tro.
Troen er at holde sig til Gud, at tage imod hans ord uden modstand. Troen, når den tilegnes personligt, kan være en ægte tro, selv om man fortvivler og kun ser sin egen vantro; så er der en jakobskamp, hvor man kæmper for at få Guds velsignelse. Men troen, når den er renest, er nok hos spædbarnet. Grundtvig citerede Augustin for at have sagt, ”at hos de Spæde finder den Hellig-Aandingen Modstand”, og tilføjede, at det ”anseer jeg for det Dybeste, der er sagt til Barne-Daabens Anbefaling”.24
Mange i Folkekirken i dag misforstår troen og har det dårligt med den, fordi de mener, at det drejer sig om deres subjektive grad af tro. Så prøver de at gøre en dyd ud af det ved at tale om tvivlens nådegave eller ved at sige, at tvivlen er en del af troen selv. Et symptom på problemet er, at Jens Rosendals salme ”Troen er ikke en klippe” er blevet så populær. Vores personlige tro er ikke en klippe, det er sandt nok, men troen er at klynge sig til en klippe, og den klippe er Kristus. Vi kan også sige, at hvis vi ser på, at troen udspringer fra Kristus, er den en klippe. Jesus er ”troens ophav og fuldender”, står der i Hebræerbrevet 12,2.25 Desværre får digteren intetsteds sagt, at troen er at klynge sig til klippen, eller at Jesu tro er vores klippe.
Forkortet tilspørgsel er altså en dårlig idé. Ingen bliver døbt på deres egen eller menighedens tro. De bliver døbt på Jesu tro, de bliver døbt på trosbekendelsen. Min mistanke om, at nogle medlemmer af Dåbskommissionen selv har svært ved at gribe det rigtige, bliver bekræftet, når vi går videre i ritualet. Efter tilspørgslen kommer der i det nuværende ritual et spørgsmål mere: ”Vil du døbes på denne tro?” Midtvejsrapporten anfører imidlertid:
Det er blevet fremført, at tilspørgslen ’på’ en tro imod sin intention kan misforstås som et spørgsmål om tilslutning til trosbekendelsens udsagn i ligefrem forstand, som en overhøring eller troseksamination. Kommissionen foreslår derfor, at man vender tilbage til den tidligt reformatoriske formulering ’vil du døbes?’, der også bruges i Luthers to dåbsritualer.
Det lyder meget mærkeligt, for hvis der er tale om en misforståelse, skal man jo ikke gå ind på den ved at ændre, men i stedet forklare hvordan spørgsmålet virkelig skal forstås. Hvorfor giver Dåbskommissionen sig her til at behage nogle, der angiveligt er bange for at dumpe til en troseksamen?
Mon der stod ”vil du døbes?” i Luthers to døbebøger, fordi han ellers frygtede, at menigheden ville opfatte dåbsritualet som en eksamen? Nej, Luthers ”vil du døbes?” er slet ikke en reformatorisk formulering, men en formulering uden teologisk vægt, som Luther bare har overtaget fra de senmiddelalderlige dåbsritualer, da han oversatte dem. ”Vil du døbes?” står i alle de senmiddelalderlige dåbsritualer, f.eks. også i Roskilde-manualet, som domkapitlet lod trykke i 1513, få år før reformationen: Vis baptizari?, spørger præsten på latin.26
Sætningen har ingen reformatorisk eller luthersk pointe, for meningen med tilspørgslen om forsagelse og tro lige før dåben er selvfølgelig, at det er den tro, der skal døbes på. Luther ville jo netop holde tro og dåb sammen og ikke skille dem ad.
I Peder Palladius’ alterbog fra 1556 lød spørgsmålet stadig ”Vilt du vere døbt?”, men allerede i alterbogen fra 1580 var det forandret til ”Vil du på denne tro være døbt?”27 Og det var jo en klar forbedring, fordi det tydeliggjorde, hvad der er sammenhængen i dåbsritualet. Her har Dåbskommissionen afgjort sovet i timen, for den foreslåede ændring kommer jo netop til at bekræfte dem, der forveksler kirken og eksamenslokalet, i, at trosspørgsmålene var en eksamen. Nu bliver det til gengæld muligt at forstå det sådan, at der ikke er sammenhæng mellem tro og dåb, ja, dåbsritualet er blevet så usammenhængende, at næste generation nok skal finde ud af helt at afskaffe troen, denne belastende byrde.
Vi springer videre i ritualet. Efter dåben lægger præsten hånden på den døbtes hoved og siger: ”Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv! Han bevare din udgang og indgang fra nu af og til evig tid! Amen!” Bortset fra den sidste sætning om udgang og indgang, der er et citat fra Salmernes Bog, som oprindeligt stod et helt andet sted i dåbsritualet, er denne dåbsbekræftelse et af de meget gamle elementer i dåbsritualet. Første gang den nævnes er i biskop Ambrosius af Milanos lille skrift Om sakramenterne fra slutningen af 300-tallet. Derefter dukker den op i Det Gelasianske Sacramentarium, et liturgisk håndskrift fra omkring år 750. Derfra bredte den sig til alle de forskellige vestlige varianter af dåbsritualet. Derfor kan vi for eksempel slutte, at Ambrosius må have sagt dåbsbekræftelsen, da han i Milano aftenen før påskedag år 387 døbte den unge Augustin, og at Poppo må have sagt dåbsbekræftelsen, da han omkring år 965 døbte Harald Blåtand. Blot sluttede dåbsbekræftelsen noget anderledes end hos os; den lød nemlig ”Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han salver dig med frelsens olie i Kristus Jesus, Vorherre, til det evige liv!”28 Der var således både tale om en bekræftelse af den foretagne dåb og på det grundlag en overgang til det følgende rituelle led, hvor præsten som en korstegnelse salvede dåbskandidaternes hoved med olie, som et udtryk for, at de døbte nu var præster og konger, fordi de havde fået Helligånden. Luther mente, at salvelsen var en af de tilføjelser, der ikke hørte med til dåben, og derfor fjernede han den og ændrede samtidig slutningen om salvelse til det evige liv, så det blev ”styrke dig med sin nåde til det evige liv”. Dåbsbekræftelsens klare forsikrende ord ser ud til at have været vigtige for Luther, for de understreger jo, at vi skal finde frelsesvisheden i dåben, ikke i os selv. I en prædiken til 3. søndag efter helligtrekongers dag om barnets tro ved dåben, der blev publiceret i 1525, altså på samme tid, hvor Luther skrev sine to døbebøger, understregede han sammenhængen mellem genfødsel og tro:
Ligeledes forkynder den, der døber, at barnet er genfødt, har fået syndsforladelse, er blevet befriet fra djævelen og iklæder det som tegn en hvid klædning og behandler det på alle måder som et nyt helligt Guds barn, hvilket alt måtte være falsk, hvis det ikke havde sin egen tro. Det var bedre aldrig mere at døbe et barn, end sådan at gøgle og klovne med Guds ord og sakramente, som var han en afgud eller nar.29
Også for Grundtvig var denne ”forsikring” af afgørende betydning. Han overvejede, om den også kunne være et af Jesu mundsord, men nåede dog frem til, at den i hvert fald var et meget gammelt ord med præg af Helligånden. Derfor havde det også været forkert af Luther at ændre slutningen, mente han: Flere gange i sit liv vendte Grundtvig tilbage til, at dåbsbekræftelsen burde føres tilbage til sin oprindelige ordlyd om salvelse med frelsens olie.30
Denne dåbsbekræftelse foreslår Midtvejsrapporten bliver lavet om og kalder det ”lempeligt”, men jeg vil sige drastisk. Jeg citerer:
I Model II og III findes to forslag til en lempelig revision af den nuværende dåbsbekræftelse med håndspålæggelse, der begge er inspirerede af Joh 3,5 og Tit 3,4-6, og desuden har en nyere sprogtone og stilleje […]. I de to forslag til revideret dåbsbekræftelse fastholdes dåbens teologiske betydning som den treenige Guds samlede virke/handling, ligesom dåbens sakramentale indhold er fastholdt […]. De to forslag forsøger at tage højde for andre dimensioner ved dåbens sammenhæng med de tre trosartikler, herunder skabelse og sendelse, i forhold til den nuværende dåbsbekræftelse.
Det mærkelige er, at den treenige Gud netop ikke nævnes i de to forslag, der desuden minder om Midtvejsrapportens alternative indledningsbønner ved at bruge ord som ”genføde” og ”forny” på en så uklar måde, at de både kan fortolkes som sakramental genfødelse og som et vitalistisk tilskud af skabelses-liv: ”Det evige liv” er nemlig erstattet af ”dit liv”. Det afgørende ved dåbsbekræftelsen, at den er entydig, er dermed gået tabt.
Midtvejsrapporten og det bagvedliggende kommissorium kritiserer vores dåbsritual for at lægge for ringe vægt på første og tredje trosartikel. Nu er dåbsritualet jo en gammel overlevering, der aldrig har haft en egentlig forfatter, men som bestemt er blevet revideret fra tid til anden ud fra et ønske om at fremhæve bestemte kristelige pointer. Fordi dåben er én frelsende handling af den treenige Gud, har ritualet imidlertid aldrig været en illustration af de tre trosartikler – før nu, i det 21. århundrede. At skabelsen, som ikke er dåbens emne, skal fremhæves, passer sammen med tendensen i de alternative indledningsbønner og dåbsbekræftelser – børnekår er ikke Guds gave, men vores sikre besiddelse. Men hvis vi lader dåben handle om noget andet end den enestående frelse fra synd og død, nåden, så bliver evangeliet udvandet.
1 Jeg har kun tilføjet noter ved direkte citater og enkelte andre oplysninger. Hvor det er muligt, citeres Grundtvig fra Udvalgte Skrifter ved Holger Begtrup, I–X, København: Gyldendal 1904-1909, forkortet US; og fra Værker i Udvalg ved Georg Christensen og Hal Koch, I-X, København: Gyldendal 1940-1949, forkortet VU; samt fra Sang-Værk til den danske Kirke 1-5, København: G.E.C. Gad 1982-1984, forkortet GSV.
2 Midtvejsrapport. Den af Kirkeministeren nedsatte Dåbskommission (juni 2023-marts 2027). April 2025. URL: https://folkekirkensintranet.dk/_Resources/Persistent/1/0/8/f/108f6bc51dbf71d95d9c17c697c5a064a926511b/Midtvejsrapport%20Dåbskommission%20300425.pdf
3 Se nærmere Henning Høirup: Grundtvigs Syn paa Tro og Erkendelse: Modsigelsens Grundsætning som teologisk Aksiom hos Grundtvig, København: Gyldendal 1949, s. 249-75.
4 Grundtvig: ”Kirken og Skriften”, Dansk Kirketidende 1, n. 26 (1846), sp. 428.
5 Se nærmere i min artikel ”Guds børn og Fadervor (I): Dåbsritualets led og rækkefølge ifølge N.F.S. Grundtvig”, Dansk Teologisk Tidsskrift 82. årg. (2019), s. 111.
6 Jacob Peter Mynster: Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark, Kjøbenhavn: Jens Hostrup Schultz 1839, bestod af tre dele, hvert med selvstændig paginering. I ”I. Forslag til en Forordnet Alterbog for Danmark” finder vi det nævnte barnedåbsritual s. 68-72. Mynsters citerede bemærkninger foreligger s. 26-27 i ”III. Bemærkninger ved Forslagene til en ny Alterbog og et nyt Kirke-Ritual”.
7 Frisprog mod H. H. Hr. Biskop Mynsters Forslag til en ny Forordnet Alterbog (1839), US 8, s. 216, 227, 228, 230.
8 Se Grundtvigs Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes? (1830-31), VU 3, s. 271-72.
9 I min kronik ”Kirkehistoriker: Hvad sker der, når dåbskommissionen er fortid?”, Kristeligt Dagblad 12 maj 2025, 129. årg., nr. 224, s. 8.
10 Versene stammer fra 1837, se GSV 1, nr. 88,12-13.
11 Chr. Ludwigs, ”Biskoppernes Ritualforslag”, Dansk Kirketidende 3 (1911), sp. 33-37; Asger Højmark, ”Biskoppernes Forslag til ny Ritualer”, Højskolebladet (1911), sp. 61-64; L.J. Laursen: ”Forslag til Ritualer”, Vort Samfund, 13. Aarg. (1911), s. 21-26.
12 Disse citater er hentede fra et brev fra den 18. juli 1856 fra Grundtvig til sin tidligere konfirmand, Elise Stampe, se Breve fra og til Grundtvig II: 1821-1872, red. Georg Christensen & Stener Grundtvig, København: Gyldendalske Boghandel & Nordisk Forlag 1926, s. 560. Også andre steder i sit forfatterskab har Grundtvig i øvrigt fremhævet syndflodsbønnen.
13 Forslag til Ritualer for Daab, Nadvere, Brudevielse og Begravelse, udarbejdet af Den Danske Folkekirkes Biskopper, København: Det kgl. Vaisenhuses Forlag 1910, s. 7.
14 Barnelivets favre dage er nr. 454 i Den danske salmebog; fra 1844, se GSV 4, nr. 32. – Guds-husets dør er i vor dåb er nr. 444 i Den danske salmebog; forlæggene fra 1837, se GSV 1, nr. 7, og fra 1853, se GSV 4, nr. 296.
15 Se hans skrifter De corona 3,2 og De spectaculis 4,1.
16 Markus 1,15 er her citeret fra 1992-oversættelsen. – Den christelige Børnelærdom (1868, kapitlet opr. 1856), US 9, s. 349, 350, 353.
17 Der sad en fisker er nr. 147 i Den danske salmebog; fra 1838, se GSV 2, nr. 74.
18 Jeg kender et land er nr. 561 i Den danske salmebog; salmen med begyndelsen O, deilige Land (med overskriften De Levendes Land) fra 1832, se GSV 3, nr. 112.
19 Se Holger Villadsen: ”Nikænum i dansk liturgisk tradition”, Dansk Teologisk Tidsskrift, 71. årg. (2008), s. 1-27 vedrørende Nikænum i dansk liturgi som sunget credo og i Luthers ”trossalme”, særligt s. 19-22 om den apostolske trosbekendelses moderne rolle i gudstjenesten; endvidere Johannes Pedersen: ”Om djævleforsagelsen ved daaben”, Dansk Teologisk Tidsskrift, 19. Aarg. (1956), s. 93-114 om striden om forsagelsen i det 19. årh., særligt s. 113-14 om forsagelsen som reciteret i gudstjenesten. Se Jacob Christian Lindbergs brev fra 1835, aftrykt i Dansk Kirketidende 1881, sp. 732, vedrørende de vakte i København, der sammen reciterede forsagelsen og trosbekendelsen. Vedrørende Grundtvigs praksis på prædikestolen se Hans Brun: Biskop N.F.S. Grundtvigs Levnetsløb, udførligst fortalt fra 1839. Et Bidrag, Kristiania: Alb. Cammermeyer/Kolding: Konrad Jørgensen/København: Karl Schønberg 1882, s. 604, 679.
20 Se hans skrifter De baptismo 6,1; De corona 3,3; De spectaculis 4,1.
21 Min mund og mit hjerte er nr. 396 i Den danske salmebog; de tre strofer en en kombination af Grundtvigs første version fra 1837, se GSV 1, nr. 113, og hans anden version fra 1864, se GSV 5, nr. 265.
22 ”Daaben efter Christi Indstiftelse” (1842), der indgik i Grundtvigs Kirkelige Oplysninger, især for Lutherske Christne, US 8, s. 410.
23 Grundtvig: ”Daaben efter Christi Indstiftelse”, US 8, s. 416, 434.
24 Grundtvig: ”Daaben efter Christi Indstiftelse”, US 8, s. 434.
25 Egen oversættelse.
26 Vedr. Roskilde-manualet se J. Freisen (udg.): Manuale Curatorum secundum usum ecclesie Rosckildensis: Katholisches Ritualbuch der dänischen Diozese Roeskilde im Mittelalter, Paderborn: Jungermann 1898, s. 14. Se desuden Kent Jorgen Burreson: The Saving Flood: The Medieval Origins, Historical Development, and Theological Import of the Sixteenth Century Lutheran Baptismal Rites, A Dissertation Submitted to the Graduate School of the University of Notre Dame 2002, s. 30, 39, 77 med videre henvisninger om dette traditionelle spørgsmål, der kan spores tilbage til det 10. årh.
27 Se Holger Villadsen: Baggers alterbog 1688: Forhistorie, indledning og tekstudgave, Books on Demand 2022, s. 40.
28 Dåbsbekræftelsen hos Ambrosius, se B. Botte (udg.), Ambroise de Milan Des sacrements, Des mystères, Sources chrétiennes 25, Paris: Les éditions du Cerf 1949, s. 70. Her oversat fra det Gelasianske Sacramentariums latinske tekst i L.C. Mohlberg (udg.), Liber sacramentorum romanae aeclesiae ordinis anni circuli (Cod. Vat. Reg. lat. 316/Paris Bibl. Nat. 7193, 41/56) (Sacramentarium Gelasianum), Fontes IV, Rom: Herder, s. 74. Der kunne være små variationer i ordlyden.
29 Her efter Martin Luthers kirkepostil, Bind 2: Første søndag efter helligtrekonger til pinse. Martin Luther 1543-44. Oversat og tilrettelagt af Finn B. Andersen. Books on Demand 2018, s. 61. Jeg skylder Finn B. Andersen denne henvisning; de ord, der entydigt må sigte til dåbsbekræftelsen, er her kursiverede. Skønt den samlede Kirkepostil kom i 1544, er denne prædiken en af dem, der allerede blev trykt i Fastepostillen 1525.
30 ”Daaben efter Christi Indstiftelse”, US 8, s. 423-24; Breve fra og til Grundtvig II (ovenfor note 11, brevet til Stampe 18. juli 1856), s. 560-61; revisionen af dåbsritualet i P.A. Fengers forslag til alterbog, som Grundtvig havde medvirket ved, der også har ”salve” (Forslag til en paany gjennemseet Alter-Bog, som kunde blive tilladt til Brug i den danske Folkekirke, Kjøbenhavn: Trykt i Thieles Bogtrykkeri for E.L. Thaarup 1874, s. 93).
