Verden var en scene, de var hovedroller, alle andre var tilskuere.
Sådan lyder opsummeringen af litteraturforsker Mette Høegs liv sammen med kunstneren Thomas Altheimer i den betagende, tragiske og eminent vedkommende fortælling, som Christian Bennike for nylig fortalte i Weekendavisen.
Den ungarske litteraturteoretiker Georg Lukács insisterede på, at tragedien havde Gud som tilskuer. Men den tragedie, Bennike opruller for læseren, fik mig til at tænke på et ikonisk citat af den amerikanske skuespiller og teaterkritiker Richard Hornby: “All the world’s a stage – but no one is watching it”.
Citatets første del har selvfølgelig sit forlæg hos Shakespeare, der i Som man behager netop lader Jacques udbryde: “All the world’s a stage” – hele verden er en scene. Men i det (post)moderne teater har Gud tilsyneladende forladt tilskuerrækkerne. Tilbage er alverdens mænd og kvinder på verdensscenen, der desperat forsøger at finde dem selv, finde retning og mening i tilværelsen, få plottet til at gå op og få stykket til at ende lykkeligt.
Men hvor gik Gud egentlig hen, da han i ly af teatersalens mørke sneg sig ud fra de bagerste stolerækker? Hvad blev der af ham? Svaret blafrer i vinden, men væk er Gud i al fald i den tragedie, Bennike opsætter for os med Mette Høeg som hovedperson. Her er tragedien så dyb, at Guds fravær til tider kan virke decideret larmende.
Uafgørligt!
Mette Høegs historie er en fortælling om sammenblandingen af virkelighed og fiktion. De to kan ikke adskilles, i hvert fald ikke klart. Thomas Altheimer svæver et sted midt imellem, dels som Mette Høegs ægtemand Thomas Altheimer, dels som den romanfigur Thomas Altheimer, der spiller hovedrollen i Madame Nielsens Suverænen fra 2008. Og Mette Høeg svæver det helt samme sted, dels som den Mette Høeg, der forlader Christian Bennike for Thomas Altheimer, dels som den Mette Høeg, der er hovedrollen i Thomas Altheimers filmværk om hende, Se nu stiger solen (2017). Og dette midtimellem udforsker Mette Høeg og Thomas Altheimer så sammen, i en nærmest dystopisk blanding af stoffer og vold.
Uafgørlighed er derfor nøgleordet for Mette Høeg. Vi véd aldrig helt i hvilken sfære, vi befinder os, i virkelighedens eller i fiktionens. Og netop sådan må det vel være, hvis Gud endegyldigt har forladt teatersalen. Tidligere havde Gud nemlig en langt mere fremtrædende rolle derinde. Når Lukács taler om Gud som tilskuer, er det egentlig en degradering af Gud. I forne tider lod Gud sig ikke nøje med en plads på de bløde rækker – han agerede forfatter, garant for god ro og orden, garant for virkeligheden, garant for afgørligheden.
Det vidste allerede Platon – selvom han også vidste, at det ikke altid var lige rart, når guderne foldede deres forfatterambitioner ud. I sit sidste værk, sendialogen Lovene, kalder Platon således mennesket for “gudernes legetøj”, og de fleste, som har set børn lege, véd godt, at det ikke altid går mildt og roligt for sig. Det er den samme bekymring, Shakespeare udtrykker, når Gloucester i Kong Lear siger: “Hvad fluer er for kåde drenge, er vi for guderne; de dræber os for morskab”.
Men tydeligst træder billedet af Gud som forfatter til verdensteatrets foreteelser måske frem i middelalderens liturgiske dramaer og i de spanske autos sacramentales, der dramatisk opfører religiøse scener for tilskuerne. Her agerer Gud netop det store verdensteaters forfatter.
Mennesket som forfatter
Men i dag er det uafgørlige altså vilkåret, for Gud har forladt bygningen. Derfor bliver det op til mennesket selv at skaffe den orden til veje, som forfatterguden tidligere var garant for.
Desværre er mennesket ingen imponerende forfatter – for nu at udtrykke det litotisk. Menneskene var heller aldrig gode skuespillere. I gamle dage måtte guderne kæmpe med at få dem til at spille deres roller ordentligt: føre forfatterens idé ud i livet, udsige replikkerne på rette tid, sted og måde og i det mindste undlade at efterlade rollehæftet derhjemme og give sig til at ekstemporere. Det kunne menneskene undertiden ellers nok få lyst til, for det var ikke bare fryd og gammen, hvad guderne lod opføre. Men i det mindste var der en Gud, som kunne holde styr på det overordnede plot.
Derfor bliver håbløsheden ikke mindre, når menneskene skal træde i Guds sted og forsøge sig udi forfattergerningen. Mennesket har langt fra den tilstrækkelige kunstneriske skaberkraft – det skaber afmægtigt. Og så ender vi altså i det uafgørlige. Hvem er jeg, når nu jeg ingen bestemt rolle har fået tildelt? Hvad er virkelighed, og hvad er illusion? Er jeg overhovedet til? Og hvordan skal dette forbistrede menneskeliv få mening for mig på disse vilkår?
På alle disse spørgsmål får mennesket af i dag intet andet end rungende stilhed til svar. Scenen er din, lyder konklusionen, og så må mennesket ellers desperat forsøge at få det hele til at gå op. Det er det, Mette Høeg gør i sin tragedie, der til tider når sådanne ekstremer, at man fristes til i stedet at ligne det med absurd teater. Men det er velsagtens det samme, vi selv gør, når vi på mere prosaisk vis iscenesætter os selv og f.eks. uploader stories eller reels på sociale medier i et forsøg på at fortælle en original historie om os selv. Opføre et stykke, der trods alt kan tiltrække en tilskuerskare – når nu Gud ikke længere gider se med.
Resultatet bliver derefter. Der er ingen andre til at få stykket til at lykkes, kun os, og på den måde bærer vi hver især vores egen lille verden på vores skuldre. Stykket må og skal lykkes – og det er jo nærmest en psykologisk lov, at når noget for alt i verden må og skal lykkes, kan man være ganske sikker på, at man laver rod i det. Vores fortvivlede forsøg på at få stykket til at gå op er dømt til at mislykkes – også selvom det ikke altid tager sig helt så voldsomt ud, som i Mette Høegs tilfælde.
Det tragiske selv
Vi ender som tragiske mennesker i et tragisk univers. Stykket går i hårdknude for os imens tiden drejer sit tunge hjul og tæppefaldet nærmer sig med hastige skridt. I al sin febrilske søgen efter sig selv ender mennesket som et tragisk selv, fanget i sin egen klaustrofobiske virkelighed.
Mette Høegs løsning på problemet er, at vi må give slip på håbet om den lykkelige afslutning: “Men alle de her individuelle subjektive fortællinger går aldrig op, og de skal heller ikke gå op. Folk ville lide mindre, hvis de gav slip på den forventning”, som hun udtrykker det.
Men er der virkelig intet alternativ til denne defaitisme, som byder os at leve livet på skrømt, begrænse vores forventninger og indse, at selvet og verden omkring os alt sammen alligevel ikke er til at skelne fra en illusion?
Bennike forsøger sig med et alternativ i artiklen: Han griber til sin iPhone, som ligger og optager på bordet imellem Mette Høeg og ham selv. Her har vi da en indiskutabel virkelighed, noget, som afgjort ikke er en illusion, noget, som overskrider det uafgørlige og kommer ud over Høegs solipsisme – har vi ikke?
Det virker mest af alt som et forsøg på helt at rømme teatersalen, få hele ensemblet ud af teatermørket ud i fornuftens klare dagslys, hvor journalisten kan sørge for at gennemlyse det hele, så “fakta efterprøves og dokumenteres” og alle høres – for “der skal etableres en form for sandhed”, som Bennike udtrykker det.
Men spørgsmålet er, om Bennike nogensinde kan få trommet så emfatisk på sin iPhone, at han får etableret en sandhed, som er stærk nok til at få os ud over det uafgørlige. Det er vel det, både republikanere og demokrater i årevis har forsøgt på i USA, imens de har råbt fake news! ad hinanden. Tonen lyder rigtignok ganske afgjort på begge sider, men én sandhed har man ikke fået etableret. Man har etableret flere sandheder, som hver især gentages i uendelige loops på hver deres nyhedskanaler, der lever parallelt med hinanden. Overkommet uafgjortheden har man afgjort ikke.
Tragedien fortsætter altså ud imod absurditetens afgrund, og det nytter ikke noget at forsøge sig med en evakuering af salen. Og intet tyder på, at Gud har i sinde på ny at indfinde sig på de stolerækker, han for nylig forlod. Ligesom det vel ikke for alvor er til at tro på, at vi her fra scenen kan give os til at dirigere med Gud og få ham genindsat i sin kapacitet af forfatter. Da Gud var forfatter, skrev han alligevel også så mange blodige tragedier, at det vist kan være det samme.
Deus ex machina
Men måske er der alligevel en vej ud af tragedien – en sådan peger Karen Blixen os i retning ad i fortællingen “Sorg-Agre”. Her lader hun nevøen Adam diskutere forholdet mellem tragedie og komedie med sin onkel. Onklen fortæller om tragedien, at den er “en ædel Foreteelse, Jordens ædleste”. Det komiske, derimod, definerer onklen som følger: “Det komiske er det guddommeliges Nedstigen til Menneskets Verden, det er den højeste Indsigt, der ikke kan læres, men immer maa indblæses fra oven”.
Denne det guddommeliges nedstigen til verden har både dramatikken og teologien et ord for. I dramatikken hedder det deus ex machina, og spørger man Aristoteles, som skrev Poetikken, historiens mest indflydelsesrige dramateoretiske værk, er det udtryk for overordentlig dårlig smag.
Deus ex machina betyder ‘Gud fra maskinen’ og betegner det tarvelige kneb, som en digter kan gribe til, når plottet er gået så meget i hårdknude, at knuden antager gordiske dimensioner og ikke sådan uden videre lader sig hugge over. Da firer man simpelthen en Gud ned på scenen – et voilá!
Noget kunne i så fald tyde på, at kristendommens Gud har dårlig smag. Her kalder man nemlig det guddommeliges nedstigen til menneskenes verden for inkarnationen, og den er netop udtryk for en deus ex machina. Stykket er gået i hårdknude og noget må gøres.
Så hvor blev Gud af, da han sneg sig ud af salen? Han forsvandt ikke – eller han forsvandt i en anden forstand, end vi troede! For ude i teatergarderoben fandt han en passende maske frem af gemmerne, sminkede sig og klædte sig ud for at opføre en maskerade. Han lagde både skrivemaskinens sikre afstand bag sig og forlod de bløde sæder – for selv at tage del i handlingen. Gud blev skuespiller og sneg sig ikke ud for at komme på afstand af os, men for at komme helt tæt på os. Hermed er der banet en vej ud af tragedien.
Modsigelsen forvundet
Hvad adskiller egentlig en tragedie fra en komedie? Et klassisk bud er, at man griner ad en komedie, imens grinet er malplaceret i tragedien. Men man skal ikke have overværet mange tragedier for at vide, at der også kan opstøves rigeligt med komik heri. Et mere populært bud, som – omend simplificeret – nok også er tættere på sandheden, er, at forskellen ligger i slutningen. Er slutningen ulykkelig, har vi med en tragedie at gøre, er slutningen lykkelig, så er det en komedie, vi overværer.
Men man kan også hævde noget helt tredje, nemlig, at der i en vis forstand ingen forskel er. Det har Søren Kierkegaard hævdet i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, hvor han lader pseudonymet Johannes Climacus skrive: “Det Tragiske og det Comiske er det Samme forsaavidt begge er Modsigelsen, men det Tragiske er den lidende Modsigelse, det Comiske den smerteløse Modsigelse”.
Med andre ord: Modsigelse, sammenstød, lidelse, fortvivlelse er alt sammen vilkår på verdensscenen. Her går det til tider voldsomt for sig, og selvom tragikken ændres til komik, laves der ikke om på det forhold.
I komedien er modsigelsen derfor ikke forsvundet – men den er forvundet. Modsigelsen er der stadig, men den er til stede i komediens smerteløshed. For da Gud blev skuespiller og trådte ind på scenen, afsløredes tragedien som en komedie. Og det betyder, at vi tragiske mennesker ikke længere behøver at være desperate og fortvivlede i vores forsøg på at få stykket til at gå op og få foranstaltet en lykkelig slutning. Vi kan fortælle frit og legende, men uden desperation – den desperation, der kendetegner Mette Høegs fortælling, men som også kendetegner ethvert menneskes fortælling.
I sidste ende kommer det nemlig ikke an på slutningen, men på begyndelsen. I komedien lever man i det, Aarhus-teologen Johannes Sløk kaldte den store beroligelse. I komediens univers lykkes livet også, når det mislykkes, for fejl og fiasko mødes med Guds milde påskelatter. Her begynder det hele med Guds indtræden på scenen, og derfor begynder det godt. Og godt begyndt er – i hvert fald i Guds tilfælde – fuldendt.
“Verden var en scene, de var hovedroller”, skrev Bennike om Mette Høeg og Thomas Altheimer. Der er dog også den mulighed, at verden rigtignok er en scene, men at hovedrolleindehaverens tunge åg slet ikke ligger på vores skrøbelige skuldre.
Måske Gud tog det åg på sig, da han forlod tilskuerrækkerne – for at træde ind på scenen.
