Nedenfor bringes et uddrag fra en kommentar til profeten Esajas, formentlig af Basilios af Cæsarea, sidste halvdel af det fjerde århundrede. I teksten læses Esajas’ Immanuel-profeti sammen med Paulus’ opsummering af frelseshistorien i Første Korintherbrev 15,20-28 og en række andre udsagn i det paulinske korpus samt Johannesevangeliet. ”Kongeriget og magten” (ἡ βασιλεία καὶ ἡ δύναμις) findes i korset, for det er dér, der stiftes fred blandt ”magthaverne” (τοὺς ἄρχοντας, der i princippet kan være både jordiske og himmelske magter), når Kristus ”drager alle” til sig, så alle i ”fredelig samklang” tilsidst kan besynge Gud. Det kan diskuteres, hvor ”origenistisk” denne læsning er, men ét er sikkert: Julefreden har kosmiske dimensioner.
Basilios af Cæsarea(?), Enarratio in prophetam Isaiam 9,227
”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver.” (Es 9,6)
Hvor mange navne har vi ikke allerede lært for Herren – og nu hører vi endnu flere.
”Se, en jomfru skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.” (Es 7,14 LXX)
Her kaldes han med navnet ”Underfuld Rådgiver”. Han, som kender den store rådslagning, der har været ”skjult for alle tider” (Kol 1,26), og som ikke er blevet åbenbaret for andre slægter.
I ham, der har åbenbaret og afsløret sin ”uransagelige rigdom for folkene” (Ef 3,8), er folkene ”medarvinger og ét samlet legeme” (Ef 3,6), for herredømmet ligger på hans skuldre – og det vil sige det kongerige og den magt, der findes i korset.
For da han blev ophøjet på korset, drog han alle til sig (Joh 12,32). Sådan stiftede han fred blandt magthaverne, og skaffede fred og helbredelse for sig selv (Es 9,6 LXX).
Hans herredømme er stort, og hans fred har ingen grænser (Es 9,6).
Derfor er det klart, at det, der siges, kommer fra Faderen.1 For ved at bringe fred ”på jorden som i himlen” (Kol 1,20) ved [Kristi] blod på korset, har han stiftet fred blandt magthaverne og helbredelse for ham.
Jeg tror, at det er opstandelsen, der viser sig i dette mysterium. For ”han blev korsfæstet i magtesløshed, men han lever ved Guds magt” (2 Kor 13,4), og derfor hedder det, at han skal helbredes for kødets magtesløshed, som han har påtaget sig for vores skyld.
Og hans fred kender ingen grænser.
”Fred”, siger han, ”giver jeg jer” (Joh 14,27). ”Jeg giver jer ikke som verden giver”. Der er ingen grænser for hans fred, for hans gave er overjordisk. Var den af denne verden, ville den være bundet til denne verdens orden.2 Men den, der modtager hans fred og bevarer den, vil i evig tid leve sammen med det gode, der kommer fra freden.
Salomons fred var begrænset til de år, der var foreskrevet. Men Herrens fred strækker sig ud sammen med hele evigheden, da den er ubegrænset og uden ophør.3 For alle vil underlægge sig ham, og alle vil erkende hans herredømme. Og når Gud bliver ”alt i alle” (1 Kor 15,28) – og de, der gør oprør, er bragt til ro – da skal de i fredelig samklang besynge Gud.
1”ὅτι ἐκ τοῦ Πατρικοῦ Προσώ που ἐστὶ τὰ λεγόμενα”.
2”συναπηρτίσθη ἂν τῇ τοῦ κόσμου συστάσει”.
3”ἡ δὲ παρὰ τοῦ Κυρίου εἰρήνῃ τῷ αἰῶνι παντὶ συμπαρεκτείνεται”.
