Fønix årg. 2026, s. 98-105 (pdf)
Kristine Krarup Ravn, feltpræst ved Den Kongelige Livgarde: Soldatens rum – om at være menneske før, under og efter tjeneste, Gejst 2026
En bog til tiden! Sådan må man betegne Soldatens rum, som lige er udkommet (29/5) og taler direkte ind i den styrkelse af hæren, som pt. pågår og fostrer mange nye spørgsmål i de unge soldaterhjerner. Krigen og ufreden har atter meldt sin realitet i vores del af verden. Forsvarets styrke vil således stige fra ca. 23.000 stillinger til mere end 28.000 faste årsværk frem mod 2033, og de 5.000 ekstra ansatte vil både være soldater og civile. Der er altså brug for en håndbog. Men det kræver en meget fin balance at skrive sådan en bog, for lavpraktiske spørgsmål står side om side med etiske temaer og tabuer. Og det er svært at fastholde unge menneskers opmærksomhed på skrift, idet digitale platforme byder sig til overalt.
Opbygning, stil og læsere
50 uafhængige ”rum” kan man gå ind i, efter behov og interesse, men der er samtidig en tydelig progression i bogen, der er bygget op som en klassisk treleddet dannelsesroman med kapiteloverskrifterne ”Ny værnepligtig” (rum 1-19), ”Ude på mission” (rum 20-39) og ”Hjemme igen (rum 40-50). Hermed er indholdet også antydet, nemlig en forberedelse til at udholde at være i ”krigens rum”, som fungerer som bogens ”grundtilstand”, og som svarene i sidste ende kan føres tilbage til. Via de mange interviews, samtaler og diskussioner, som forfatteren flittigt har fortaget og henviser til på en enkel måde som ”en værnepligtig siger…” eller ”en veteran forklarer”, formidles en solid viden om soldaterlivet. Det sigter mod at føre til en kritisk refleksion hos soldaten, som bogen igennem tiltales med et ”du”. Ex: ”Formentlig er det første gang i dit liv, at du er en del af noget, som så tydeligt er hierarkisk.” (s. 41). Der benyttes et nutidigt talesprog, mange billeder og sammenligninger samt slang såsom ”nederen” og ”fuck”. Dette understøtter indlevelsen i de forskellige rum, som er betitlet med underoverskrifter som ”Hvorfor skal alting være så nederen?” (rum 3) eller ”Fuck! Andre bestemmer over al min tid!” (rum 4) eller ”Jeg vil bare hjem!” (rum 39). Gennem selvidentifikation får soldaten således lyst til at vandre videre fra rum til rum, og bogen er noget af en pageturner, for det er spændende at komme ind i den nye verden! Men det er naturligvis ikke kun soldater, som kan læse med, skønt disse er det primære publikum. Bogen henvender sig også til værnspræster, sognepræster, sjælesørgere og teologer. Rummene er små og fokuserede og ender hver gang med en efterhånden genkendelig treklang, kaldet ”Stop op og tænk”, ”Eftertanke” og ”Bibelord”. Man bør virkelig følge tippet og læse denne treklang langsomt, for der er tale om en tekst, som læst for hurtigt kunne lugte lidt af nutidig, grænseløs selv-evaluering, efterfulgt af meditationsro, som man pt. finder det i diverse håndbøger. Men Krarup Ravns sigte er at ramme personen, som står i den pågældende anfægtelsessituation og søger et eksistentielt råd. Læs altså langsomt. Mod slutningen går denne kunstform ligefrem i stykker, og eftertanke bliver til en bøn (rum 37), et digt af Søren Ulrik Thomsen (rum 45) eller til AA’s bøn om sindsro (rum 49), hvilket understreger bogens bredde.
Særligt effektfuldt virker bibelordet, når det står og skurer mod rummets indhold, som f.eks. i rum 12, hvor det ”godtgøres”, hvorfor en soldat må dræbe, alt imens Moselovens bud nummer 5: ”Du må ikke slå ihjel” insisterende byder sig til som bibelord! Herudover har denne anmelder allerede lyst til at berøre – hvilket bogen ikke selv diskuterer – præstens rolle i krigens rum, som med Kristus og næste-/fjendekærligheden som forbillede, er problematisk. Dette gælder værnspræstens ambivalente position mellem kristendom og voldsmonopol, mellem kirke og stat, som er mindst lige så ambivalent, som det kan være at være ny rekrut i det fredelige Danmark og skulle fatte et våben for første gang.
Sjælesorg, dannelsesroman eller selvhjælp?
Skønt værnspræst i en kristen tradition forsøger Krarup Ravn at tale differentieret om religion, så bogen kan læses af alle værnepligtige uanset religiøst tilhørsforhold. Derfor tages der oftest udgangspunkt i en sjælesorgssituation som f.eks. i rum 19, hvor der berettes om en mand, som kom overens med troen gennem følgende motto fra sin psykolog: ”i en skyttegrav er der ingen ateister.” Forfatteren underbygger herpå udsagnet videnskabeligt, nemlig i forhold til troens beviste gavnlige virkning, og endelig teologisk, hvor Krarup Ravn hovedsageligt tager udgangspunkt i de indvendinger om Gud og Jesus, som hun er stødt på i praksis. Indimellem tør forfatteren dog også blive forkyndende, og så er det meget stærkt: ”Der er ingen anden udvej, for du hænger sammen med os, hvad enten du vil det eller ej.” (s. 214). Anfægtelsen her angår situationen, hvor soldatens hverv miskrediteres, når krigsstemningen pludselig vender, og soldaten føler sig svigtet af det omgivende samfund. Med andre ord synes sjælesorgen at være skelettet, som formidleren hæfter alt andet op på, dvs. billeder, facts, erfaringer, anekdoter, bibelske fortællinger osv.
Side om side med sjælesorgen tilbyder bogen sig også som lidt af en dannelsesroman. Talrige referencer til litteratur og film snor sig ind og ud af teksten, og det er tydeligt at mærke, at forfatteren vil have soldaten til at tage del i disse herligheder og på denne måde blive en dannet soldat. Ikke mindst er det en formidlingsstrategi, idet særligt film synes at være den mest direkte – og undertiden eneste – kanal til visse unge mennesker i dag. Derfor er bogen også til slut forsynet med en veludstyret referenceliste, med litteratur tilbage til Luthers ”Om også soldater kan være salige” og frem til dagens podcasts.
Frem for alt er bogen dog skrevet til soldater, som skal finde redskaber til at tackle stress, krise og hjemve, og den udgør således en slags hjælp til selvhjælp. Man mærker meget tydeligt forfatterens velmente motiveringer gennem teksten, og nogle gange bliver det lige vel lyserødt som ”hvad med bevidst at trampe gennem alle vandpytterne og nyde det i stedet for at hoppe over dem” (s. 24). Andre gange er det knastørt: ”Hvis det derimod handler om et godt knald, viser al erfaring enstemmigt, at det bliver noget rod (…) for pludselig handler det mere om den ene af jer, end det gør for den anden.” (61) Sidstnævnte drejer sig om køn og kæresteri i Forsvaret, og på den måde samles relevante emner op i bogen et for et, og forfatteren lykkes med at belyse livet i hæren bredt. Hun stiller samtidig sin egen undring og læring undervejs i arbejdet med bogen til skue, hvilket tilfører den både troværdighed og energi.
Teologi og menneskesyn
Livet i hæren stiller indirekte nogle af de samme spørgsmål som kristendommen og livet i kirken gør: Hvad med fællesskab og næstekærlighed? Hvad med meningsløshed og angst? hvad med autoritet? Hvad med ritualer? Krarup Ravn taler i et erfarent sprog om disse ting og forklarer f.eks., at ritualer ud af kontekst kan virke tomme og meningsløse, men den dag krisen og døden kommer, er der ikke tid til at opfinde et nyt sprog, og ritualer viser sig her som livsnødvendige. Mellem spørgsmål om uniform og flaghejsning titter de teologiske emner også frem, f.eks.: Hvordan kan det være i orden at slå ihjel? (rum 12) eller om at vende den anden kind til (rum 13). Forfatteren tilbyder enkle og livsnære svar på disse uhyre vanskelige spørgsmål. Hun fastslår, at man kan slå ihjel, fordi der er noget man holder af, om det så er ens familie, et geografisk sted, soldaterkammeraten/Næsten eller fremtiden og friheden. Forfatteren har gode argumenter, men teologisk set fjernes problemet ikke, hvilket anmelder kort vil uddybe:
Nationens/statens og kristendommens interesse er ikke altid den samme. Det var Luther, som for alvor differentierede mellem det åndelige og verdslige regimente, idet sidstnævnte, som nødvendigt redskab for at opretholde orden i samfundet, bruger magt og sværd. Hermed henviste Luther den kristne til et ikke enkelt dobbeltliv, idet han både skulle undgå sværd og magt og samtidig stå i statens tjeneste og bruge selv samme. Det bliver derfor lidt for letkøbt, teologisk set, når Krarup Ravn konkluderer, at det med at vende den anden kind til kun gælder den egne ære eller eget tab, mens Luther har blåstemplet soldatens handling (s. 71-72). Man fristes til at spørge: hvad med den radikale kulturændring, som kristendommen førte med sig i form af at vende den anden kind til – ja, hvordan kan der levnes håb for verdens aktuelle brændpunkter, hvis ikke der kan ske en stor mental ændring også på kollektivt plan?
Bogen tager ikke disse ting in mente. Men hvis man påtænker en situation, hvor en gruppe soldater lige har skudt på fjenden, er det ikke så mærkeligt. Så er det sjælesorgen, som skal på banen. Bogens ”grundtilstand” er som nævnt krigens rum, og kernespørgsmålet er, hvordan vi (soldater og samfundet) tager ansvar herfor. Forfatterens reference til historiske eksempler eller slogans som ”det kan blive hjerteløst ikke at gå i krig” eller ”krig er det mindste onde” er derfor tænkt til at bygge tjenesten op og lade soldaterne vide, at de trygt kan læne sig ind i institutionen.
Efter hovedspørgsmålet om at slå ihjel behandles løbende flere kristne spørgsmål i kontekst af tjenesten, fx forholdet til fjenden. Det ”omvendte” næstekærlighedsbud kan her siges at lyde: som du dehumaniserer din fjende, dehumaniserer du også dig selv. Derfor skal soldaten føre et ordentligt sprog om fjenden. På samme måde taler kristendommen imod at smide alle ”dræn” ud af gruppen, som det hedder blandt soldater, men derimod gælder det: ”alle ud, alle hjem.”
Endelig kommer så det store teodicé-spørgsmål på banen (rum 19): hvorfor stopper Gud ikke bare al krig? Forfatteren forklarer, at vi som mennesker har fået en fri vilje og således skal kæmpe for det gode – også når det synes stort set umuligt. At kæmpe for det gode indebærer dog også at leve med skyld (rum 44), uddyber forfatteren. Menneskesynet er altså ikke at tage fejl af: mennesket er en synder. Men mennesket er også i stand til at handle godt, tilføjer Krarup Ravn (s. 218). Hvilket er motiverende for en soldat at høre!
Gud skrives nu frem som den, der iklæder os, dvs. tager sig kærligt af os og vores værdighed, også selvom vi ikke fortjener det (s. 219). Dette foldes ud som en mini-kulturhistorie: Først laver Gud skindtøj til de to første mennesker, Adam og Eva, hvilket lægger spiren til det ”tøj”, som vi alle kan iklædes, nemlig dåbens lange og løftefulde festdragt, og endelig kommer så krøllen på dette gudsbillede: forsvarets uniform (fuld af pletter, som vi er som mennesker) beskytter soldaten, når han/hun er ude (s. 219). Det bemærkes, at der netop er en uniform på bogens omslag! Der er tale om et livsnært gudsbillede, som folk kan forstå. Det kunne dog foldes lidt mere ud, og store teologer som Kierkegaard, Løgstrup og Luther nævnes kun en passant.
Samtidig med disse forenklinger foretages der meget vigtige præciseringer, f.eks. mellem soldatens egentlige skyldsoplevelse og samfundets forventning. Forfatteren gør også befriende op med nutidens ligestilling af åndedrætsøvelser og religion, når hun skriver: ”Men den tørst og uro, som ligger dybere end kroppen (…) slukkes ikke der.” (s. 232). Dette er Augustins urolige hjerte, selvom det ikke nævnes eksplicit, som først finder ro i det dybere, Gud som kærlighedens kilde.
Krig og veteraner
Krigens rum 28 ”Jeg har været i kamp for første gang” angår så selve den væbnede kamp og tilbyder forskellige levende billeder at tænke krigszonen i. Men vigtigst af alt holder Krarup Ravn, som ikke selv har været i kamp, nu lidt igen med motiveringerne, træder tilbage og giver plads til det rum, som ingen kan opleve for en anden. Hun skriver: ”Jeg har gengivet ret ekstraordinære ord og store billeder. Men måske genkender du slet ikke din oplevelse i alt det.” (s. 140). At få soldaten til at reflektere kritisk er stadig målet, og nu skrues der langsomt op for blusset. Det fortsætter i rum 30, hvor forfatteren gør noget ud at sætte ord på tvivlen og paradokserne. Her mærker man for alvor sjælesorgen! De mange samtaler, som ligger bag bogen. Gennem modfyldte sætninger som ”og så alligevel” – ”selvom det ikke gav mening, trøstede det alligevel” – ”man kunne tro vi ikke skulle holde jul, men det skulle vi netop” vises det, hvordan krigszonen er alt andet end ensfarvet. Hvordan undgår forfatter så, at floskler eller veteranernes historier sidenhen styrer det hele? Ja ved igen at lade samtalestumper, viden, litteratur og anekdoter skure mod hinanden og give rum til tankebearbejdelse. Clichéer såsom ”kigger man hele tiden i bakspejlet, kører man galt” eller ”du kan ikke hjælpe en person, som ikke vil hjælpes” er lidt svære at undgå i en bog som denne. Men det afgørende er, hvordan Krarup Ravn får disse clichéer åbnet på en personlig måde.
Forfatteren tilbyder også en minivejledning i bøn (rum 38). Det formuleres som en slags balance mellem bøn som selvhjælp (få nu sat ord på dit problem) og selve det at læne sig ind i Gud som den større. Det kunne sagtens være lidt mere udviklet, f.eks. den ultrakorte henvisning til Kierkegaards bøn, som kan være svær at samle op for den, som aldrig har læst Kierkegaard før. Men forfatteren har samtidig et trumfkort i ærmet angående bøn, for bønnen ligger implicit udfoldet gennem de mange ”eftertanker” og bibelord i slutningen af hvert kapitel. Det er godt tænkt! Bogen vil altså stå sin prøve i praksis.
Perspektiver
Inden den afsluttende salut vil der her kort følge tre problematiseringer eller perspektiver på bogen, som forfatteren kunne have overvejet. Ikke mindst når hendes bog sættes i kontrast til de øvrige soldater-håndbøger på markedet (se f.eks. https://soldaten.dk/raad-til-vaernepligten-2/), som bogen naturligt indskriver sig i som genre og også låner sprog og temaer fra.
a) Inddragelse af metodiske overvejelser. Krarup Ravns bog har som nævnt sjælesorgen som styrende kompas. Netop derfor kunne det også have været gavnligt at finde plads til en helt kort metodisk refleksion over sjælesorg som praksis og dermed dens begrænsninger. Altså hvad er sjælesorg for en størrelse, og hvad er forskellen mellem f.eks. ”den lyttende samtale”, ”teologisk og bibelsk sjælesorg” og ”psykologisk og kriseterapeutisk samtale”? Dette ville kunne åbne nogle vigtige perspektiver på den fælles samtale – særligt for sjælesørgeren eller værnspræsten som læser – f.eks. om forskellen mellem soldatens umiddelbare oplevelse og så en tilgivelses- eller eskatologisk-orienteret tilgang. Ligeledes ville en mini-refleksion over værnspræstens ambivalente position mellem kirke og stat, som anmelder sigtede til i begyndelsen af denne anmeldelse, have været meget spændende, for heri ligger nogle dilemmaer, som hurtigt glemmes i værnspræstens indlemmelse i institutionen. Endelig ville en fodnote til nogle af de anvendte begreber i bogen, f.eks. sjælen som ”resonans-rum”, være oplysende.
b) Mere forkyndelse. Det kunne have været dejligt at se forfatteren udfolde mere teologi og i højere grad turde at lade tilskyndelse blive til forkyndelse. Hvilket ikke bare ville komme teologer og sjælesørgere som bogens læsere til gode, men også soldaterne, som kunne være sultne efter kristendommen og religion. Det virker som om Krarup Ravn ikke vil afskrække nogen soldater/tabe nogen læsere, og derfor skal spørgsmålene om Gud helst komme fra soldaterne selv for at have realitet. Svagheden ved det er, at det får teksten til at fremstå lidt fragmenteret. Som kompensation ligger der som tidligere nævnt en hel del implicit forkyndelse i ”Eftertanke” og ”Bibelord”, men forfatter kan sagtens skrive det mere ud i brødteksten. Krarup Ravn kunne med fordel også have inddraget lidt af oldkirkens teologi, hvor der findes meget spændende diskussioner om det at være soldat, f.eks. hos Origenes, og på den måde fastholde de teologiske problemer.
c) Hvad med svære emner som fremtidens teknologi eller nye-gamle fjender? Bogen behandler eksistentielle, psykologiske, vi kunne sige åndelige emner, sammen med de nødvendige praktiske informationer, eksempelvis introduktionen til nye fagtermer og soldatens rettigheder. Men når nu styrkelsen af militæret er så massiv i disse år, kunne det også være relevant at behandle nye problematikker såsom fremtidens teknologi, eller måske det at fjenden er blevet en del af vores egen kulturkreds, og at den konventionelle krig har erstattet den asymmetriske krig, som vi længe har været vant til. Dvs. hvad med det rum, som hedder ”Jeg kan ikke forholde mig til den teknologiske kompleksitet”? eller ”Hjælp, vi står pludselig over for nye-gamle fjender”? Forfatteren kunne evt. skabe rum for disse spørgsmål i en bog nr. 2!
Afslutningssalut: Bogen behandler – samlet set – sit stof med en sikker hånd og en ambitiøs fremdrift og indfrier sit eget formål, nemlig at udgøre en menneskelig forberedelse til at være i krigens rum, sådan som det loves i forordet. Krarup Ravn har sat sig imponerende godt ind i sit stof. Kigger man alene fra den teologiske side, har forfatteren prioriteret en bred bog, med nogle teologiske forenklinger til følge, som sætter sjælesorgen i centrum. Det er ikke let at skrive en håndbog, men det er her gjort. Krarup Ravn har identificeret og reageret på et aktuelt behov som følge af den internationale oprustning, som pt. foregår – og debuterer tillige på eget forlag kaldet ”Gejst”. Altså en bog til tiden – og med et lækkert layout. Der er opnået en fin balance mellem sjælesorg, fakta og dannelsesroman, og på denne måde skiller denne håndbog sig ud fra allerede eksisterende håndbøger, som alene er koncentreret om fakta og gode råd. Mon ikke rigtig mange nye soldater får glæde af denne levende håndbog?
