Gregor af Nyssas kommentar til Paulus’ første brev til korintherne, kapitel 15,20-28 kendes traditionelt under titlen In illud: Tunc et ipse filius subiicitur ei qui sibi subiecit omnia, altså på dansk Om det, at så skal også Sønnen selv underordne sig ham, som har lagt alt under ham. Omdrejningspunktet er Paulus’ maggi-terning af en frelseshistorie, der kulminerer med, at Gud Sønnen, når alle fjender er tilintetgjort, til sidst skal underordne sig Gud Faderen, så Gud kan blive ”alt i alle” (1 Kor 15,28).
Paulus’ velkendte formulering havde længe spillet en central rolle i eskatologiske refleksioner hos blandt andre Origenes, men blev problematiske i det fjerde århundredes trinitariske diskussioner. Den nikænske ortodoksis konsekvente anti-subordinationisme hævdede med læren om, at Guds Søn har det samme væsen som Faderen (homoousi), at Sønnen er Gud på linje med Faderen og derfor umuligt kan være underordnet Faderen. Det synes modsagt af Paulus’ ord om, at Sønnen på et tidspunkt skal underordne sig Faderen, der derfor kunne bruges polemisk af den nikænske ortodoksis modstandere.
Da Gregor skriver sin kommentar, formentlig engang i 380erne, er baggrunden kirkemødet i Konstantinopel og de fortsatte diskussioner om forholdet mellem Gud Faderen og Sønnen. Den afsluttende bemærkning tyder på, at der er tale om et brev, skrevet på anmodning. Gregor forklarer, at når det hos Paulus hedder, at Sønnen skal underordne sig Faderen, drejer det sig ikke om Sønnens guddommelige væsen, der jo ikke kan underordne sig, da det er ligeværdigt med Faderen. Det må derimod dreje sig om Kristi ”legeme”, altså kirken, som i kraft af ham underordnes under Gud. Det handler altså om Kristi stedfortrædende gerning for os. Nikænsk teologi har dermed soteriologiske implikationer, hvilket jo også passer godt med Paulus’ tekst, der handler om frelseshistorien, snarere end at være en øvelse i spekulativ teologi.
Gregor berører undervejs i kommentaren også emner af mere principiel filosofisk og ontologisk karakter, herunder forholdet mellem skaberværket og skaberen, participation, arvesynd og det onde som privation, men sigtet og implikationerne er altså ligeså soteriologiske og eskatologiske som de er trinitetsteologiske. Gregor gør det klart, at underordnelse under Gud ikke er en tvungen, ”slavagtig underdanighed”, men indebærer forligelse og frelse for dem, der underordnes. Kun det onde og døden skal i sidste ende tilintetgøres, mens ”hele skaberværket” skal blive ét legeme i Kristus, så alt, der er ”blevet til”, frelses og inkluderes i Guds rige.
Oversættelsen tager i nogen grad højde for den seneste engelske oversættelse af Brian E. Daley. Hvor den autoriserede danske bibeloversættelse taler om ”underlæggelse” i Paulus-teksten, har jeg valgt det mere præcise ”underordnelse” (ὑποταγή) og ”underordne” (ὑποτάσσω), som passer bedre til debatten om subordinationisme og anti-subordinationisme i (post-)nikænsk treenighedsteologi. Græske ord er med i fodnoterne, for så vidt jeg har vurderet, at det kan have interesse. Det gør det også nemmere at slå op i grundteksten.1 De få inddelinger med asterisker er mine egne. Forslag til forbedringer modtages gerne!
Se også: Lys af lys – Trinitarisk teologi i tidlig kristendom (Fønix 2025)
”Og så skal også Sønnen selv underordne sig ham, som har lagt alt under ham.”2 (1 Kor 15,28)
Alle Herrens ord er, som profeten udtrykker det, hellige og rene ord (cf. Sl 12,7), når sindet, ligesom sølv, der renses i ilden, er renset for alle hæretiske forestillinger og forstår sandhedens lys i overensstemmelse med naturen. Især mener jeg, at vi bør bemærke alt det lys og den renhed, der findes i den hellige Paulus’ lære. For da han i paradiset blev indviet til indsigt i uudsigelige mysterier (cf. 2 Kor 12,4), talte Kristus i ham, så han kunne tale om ting, som det kun var passende for én, der havde stået i lære under Ordets vejledning og belæring.
Men onde svindlere forsøger at forringe det guddommelige sølvs værdi. De ødelægger derfor Guds klare Ord ved at iblande det hæretiske og falske tanker. Og apostlens mystiske tanker forstår de enten ikke, eller de omfortolker dem på slet vis, så de kan understøtte deres ondskab. De hævder nemlig, at de apostolske ord giver dem medhold i at nedvurdere den enbårne Guds herlighed, når det hedder, at ”så skal også Sønnen selv underordne sig ham, som har lagt alt under ham” (1 Kor 15,28) – som om den formulering indebar en slags slavagtig underdanighed3. Det er derfor nødvendigt at undersøge disse ord omhyggeligt, så det kan stå klart, at det apostolske sølv er uplettet af enhver hæretisk tankegang.
Vi ved nu engang, at sådan et udtryk kan have mange betydninger i den hellige skrift og ikke altid anvendes i samme forstand, men nu betyder det ene, og nu antyder det andet – fx, når det hedder, at slaver skal ”underordne sig deres herrer” (Tit 2,9), og om den ufornuftige natur, at Gud har underordnet den mennesket, som profeten siger: ”Alt har du lagt under dets fødder” (Sl 8,7). Og om dem, der er blevet besejret i krig, siger han: ”Han lægger folkene under os, folkeslagene under vore fødder” (Sl 47,4). Og om dem, der er frelst i kraft af indsigt, siger han, som fra Guds ansigt: ”Fremmede folk har underordnet sig mig” (cf. Sl 59,8 LXX). Det passer da også meget godt på det, vi finder i Salme 61: ”Skal ikke min sjæl underordne sig Gud?” (Sl 61,1 LXX). Og endelig har vi så det, som vores modstandere fremhæver fra brevet til korintherne, at ”så skal han underordne sig ham, som har lagt alt under ham” (1 Kor 15,28).
Da denne formulering imidlertid kan forstås på mange måder, vil det være nyttigt at kunne skelne dem fra hinanden, så vi kan forstå, hvilken betydning af underordnelse, apostlens ord svarer til. Vi mener for eksempel, at underordnelse kan betyde, når nogen, der er blevet besejret i krig af stærkere magter, er tvunget til at bøje sig for sejrherren modvilligt, for hvis de tilfangetagne blev så stærke, at de fik håb om at overvinde overmagten, ville de gøre oprør mod deres fangevogtere, da det er krænkende og skændigt for dem at underordne sig fjenden. Men de ufornuftige væsener er underlagt fornuftsvæsenerne på en anden måde, da de af naturen mangler det største af alle goder, nemlig fornuft, så den, der har mindre, nødvendigvis må underordne sig den, der er mere værd efter naturens orden. De, der derimod er bundet i slaveriets lænker ved lovens forordning, accepterer deres status som underordnede, selvom de af naturen er ligeværdige4, men da de ikke kan modsætte sig loven, tvinger en ubønhørlig nødvendighed dem til at underordne sig. Når vi underordnes Gud er formålet derimod frelsen, som vi har lært det af profetien, der siger: ”Min sjæl, lad dig underordne Gud, for hos ham er min frelse” (cf. Sl 61,5-7 LXX).
Når vores modstandere nævner apostlens formulering, der siger, at Sønnen skal underordne sig Faderen, vil det med tanke på en sådan formulerings mangfoldige betydninger være passende at spørge dem, hvordan det skal forstås, når underordnelse bruges til at beskrive den enbårne Gud5. Det er da klart, at de vil svare, at Sønnens underordnelse ikke skal forstås på nogen af de måder, vi har nævnt. For han blev ikke underordnet som fjende i krig, sådan at han håbede på at kunne stræbe efter at gøre oprør mod overmagten. Ej heller mangler Ordet, som de ufornuftige væsener, noget godt, sådan at underordnelse hører til dets natur, som det er tilfældet for får og kvæg og okser i sammenligning med mennesket. Ej heller venter han på engang at blive befriet fra slaveri af velvilje eller nåde, som de, der under loven er slaver på grund af penge eller familie. Men ingen ville heller sige, at den enbårne Gud skulle underordne sig Faderen med henblik på frelsen, som om hans frelse i lighed med menneskenes skulle udvirkes af Gud.
For når det gælder den foranderlige natur, der bliver til ved participation i det gode6, er det nødvendigt at underordne sig Gud, fordi vi derved får del i det gode. Men underordnelse har ingen plads i den uforanderlige og uomskiftelige magt, hvori alle gode navne og tanker kan betragtes – det evige7, det uforgængelige, det salige, det, der altid er det samme og det, der hverken kan blive bedre eller værre. Det kender nemlig hverken til forøgelse af det gode eller tendenser mod det værre. For det, der er frelse for andre, har ikke selv brug for en frelser.
Hvordan bør da udtrykket ”underordnelse” egentlig forstås, hvis det skal kunne bruges korrekt om ham? For alt, vi har undersøgt, er jo langt fra det, der med rette kan forstås og siges om den enbårne Gud. Selv hvis vi tilføjer den form for underordnelse, som Lukas-evangeliet taler om, når det siger, at han, da han nåede en alder af tolv år, var underordnet sine forældre (Luk 2,51), vil det stadig ikke være passende at sige sådan noget om den evige og sande Søn i forhold til hans sande Fader. For det, der skete var, at han, der blev ”fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd” (Heb 4,15), lod sig gennemgå alle de livsaldre, der hører til vores natur: Som et barn spiste han et spædbarns mad, ”tykmælk og honning” (Es 7,15), og da han blev en ung mand, afviste han heller ikke at spise det, der var passende for den alder. Og derved blev han et forbillede for det velordnede liv8. Da andre mennesker er ufuldkomne, når det gælder det fornuftige, er det nødvendigt for ungdommen at vejledes af de mere fuldkomne. Derfor er den tolvårige ”underordnet” sin mor for at vise, at det, der gradvist fuldendes gennem opdragelse, har godt af at acceptere underordnelse som vejledning til det gode, før det fuldendes.
Men den, der altid er fuldkommen i alt godt, og i sig hverken kender til fremskridt eller tilbagegang på grund af sin uforanderlige og uforgængelige natur, kan ikke siges at underordne sig – som de, der taler tankeløst om alting, vil have det. For han, som i sit kød omgås menneskets natur9, lovgiver i barndomsalderen for ungdommen om underordnelse ved det, han gør, men det er klart, at når han er vokset op, ser han ikke længere hen til sin mors myndighed. For da hun opfordrede ham til at vise sin magt i Kana i Galilæa ved bryllupsfesten, der var løbet tør for forsyninger, og glad give den vin, der manglede, nægtede han ikke at give dem, der bad om det, men han afviste sin mors befaling, som nu var upassende, og sagde: ”Hvad vil du mig, kvinde? Vil du også bestemme over mig i min alder? Er ikke min time kommet, hvor jeg kan være selvstændig og uafhængig?” (cf. Joh 2,4).
Hvis man i det kødelige liv afviser underordnelse, når alderen kræver det, da kan vel ingen redegøre for, hvilken rolle underordnelse skulle spille for den, der hersker over evighedens magt. For det kendetegner det guddommelige og salige liv altid at forblive det samme og ikke undergå forandring. Da Ordet, som ”var i begyndelsen” (Joh 1,1) som den ”enbårne Gud” (Joh 1,18), er fremmed for al fremgang og forandring, hvordan kan så dét blive tilfældet, som ikke er det nu? For apostlen siger ikke, at Sønnen altid er underordnet, men at han vil underordne sig, når alt til sidst er fuldført. Selv hvis det var godt og værdigt at tale om underordnelse i forbindelse med Gud, hvordan skulle dette gode så mangle i Gud nu? For det må jo være godt for begge, både for den Søn, der underordner sig, og for den Fader, der tager imod Sønnens underordnelse. Lige nu skulle altså både Faderen og Sønnen mangle dette gode, og det, som hverken Faderen eller Sønnen havde før tidsaldrene10, skulle både Faderen og Sønnen få, når tiden er inde – den ene ved at underordne sig, den anden ved at få noget, der forøger hans ære, idet han derved modtager det, han her og nu ikke har. Hvor er det uforanderlige i det? Men at noget bliver, hvad det ikke er nu, er et særkende ved den foranderlige natur. Enten er underordnelse godt, og i så fald er det passende at tro, at dette gode gælder Gud nu, eller også er det uværdigt for Gud, både nu og til enhver tid. Men apostlen siger, at ”så” skal Sønnen underordne sig Gud Faderen, ikke at han underordner sig nu. Derfor må teksten have et andet sigte, hvor meningen med ordet er langt fra hæretikernes onde hensigter.
Hvad er så meningen? Måske det bedre kan forstås, hvad det betyder i sammenhæng med det, der ellers står i stykket. Der var opstået en strid med korintherne, som godtog troen på Herren, men betragtede læren om menneskers opstandelse som en myte, idet de sagde: ”Hvordan opstår de døde, og hvad slags legeme får de?” (1 Kor 15,35), for deres legemer går til grunde efter døden på mange forskellige måder, enten ved forrådnelse eller ved at blive fortæret af kødædende krybdyr, fugle og firfodede dyr. Derfor fremførte han mange argumenter for dem, for at overbevise dem om, at de ikke skulle sammenligne Guds magt med deres egen og tro, at mennesker og Gud er ens11, men at de ud fra kendte eksempler skulle betænke den guddommelige magts storhed.
Således fremhæver han det mirakuløse ved frø, som altid fornys af den guddommelige kraft, og viser derved, at Guds visdom ikke mangler evnen til at skabe utallige former for legemer i alt, der findes – fornuftsvæsener, ufornuftige væsener, flyvende væsener, jordiske og himmelske, som vi ser, solen såvel som de øvrige stjerner, hvoraf hver enkelt er blevet til ved Guds kraft og dermed tjener som bevis på, at vores legemers opstandelse ikke er umulig for Gud. For hvis alt, der er til, er kommet til syne, ikke ud fra en underliggende materie, men ved at den guddommelige vilje blev skabningernes materie og væsen12, er det meget mere sandsynligt, at det, der allerede eksisterer, kan gendannes til sin oprindelige form, end at det, der fra begyndelsen ikke var til, skulle få en selvstændig væren13.
Han viste dem derfor med sine ord, at det første menneske blev opløst i jorden på grund af synden og derfor kaldt for ”jordisk” (1 Kor 15,47-49), og følgelig blev alle, der nedstammede fra ham, også jordiske og dødelige, hvilket nødvendigvis førte det andet med sig, at mennesket igen opstår fra det dødelige til det udødelige, på samme måde som han siger, at det gode fødes i naturen, når det flyder fra én til alle, ligesom det onde blev spredt fra én til mange efterhånden som slægten blev til14. Til at opbygge denne lære bruges disse ord: ”Det første menneske”, siger han, ”var af jord”, ”det andet menneske er fra himlen” (1 Kor 15,47). ”Som det jordiske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske er, sådan er også de himmelske. Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede.” (1 Kor 15,48-49).
Med disse og tilsvarende ræsonnementer styrker han tanken om opstandelsen, og med mange andre binder han hæretikerne i syllogismer, som viser, at når man ikke tror på menneskers opstandelse, kan man heller ikke acceptere Kristi opstandelse, og på grund af sammenhængen mellem de to, drog han den uundgåelige konklusion, da han sagde, at ”hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået” (1 Kor 15,13), og ”er Kristus ikke opstået, er jeres tro på ham forgæves” (cf. 1 Kor 15,17). For hvis den første påstand er sand, at Kristus er opstået fra de døde, må det, der følger heraf, også være sandt: At der er en opstandelse fra de døde. For ved at bevise delen, bevises også helheden. Og omvendt, hvis nogen siger, at det som helhed er en løgn, at de døde opstår, kan det heller ikke være sandt, at de opstår delvist, altså at Kristus er opstået fra de døde. For hvis det som helhed er umuligt, er det heller ikke muligt i noget enkelt tilfælde. Men for dem, der har taget imod Ordet, er det troværdigt og ubestrideligt, at Kristus er opstået fra de døde. I den delvise tro på Kristi opstandelse, findes derfor nødvendigvis også den tro, der angår helheden.
Således tvinger han dem, ved hjælp af syllogismer, til at acceptere læren ved at sige, at ”hvis det ikke er” – for det, der som helhed er umuligt, er ikke muligt i noget tilfælde, men hvis vi tror, at han er opstået, bliver det et bevis for troen på menneskers opstandelse som helhed. Og han tilføjer derpå det ræsonnement, som er konklusionen på hele denne lærebygning, at ”ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus” (1 Kor 15,22). Klart afdækker han dermed mysteriet om det, han ser, når han for at nå det betænkte mål følger op på ræsonnementet med en række nødvendige følgeslutninger.
*
Hensigten med det, der siges, er som følger.
Først vil jeg give min egen fortolkning af det, der står skrevet, og derefter vil jeg fremlægge apostlens tankegang i overensstemmelse med de tanker, vi har redegjort for. Hvad er da formålet med den tankegang, som den guddommelige apostel lærer i det pågældende afsnit? At det ondes natur vil forandres til ingenting15, så det helt forsvinder fra det, der er16, og at den uplettede guddommelige godhed vil rumme hele den fornuftige natur17 i sig, så intet af det, der er blevet til fra Gud, vil falde uden for Guds rige. Men når alt det onde, der er iblandet det værende som en slags uren materie, er blevet fortæret af den rene ilds smeltedigel, da vil alt, der er blevet til fra Gud, blive som det var fra begyndelsen, da det endnu ikke havde optaget det onde i sig.
Det sker sådan her, siger han: Den enbårne Guds rene og uforgængelige guddommelighed er kommet til at være18 i menneskenes dødelige og forgængelige natur. Men af hele den menneskelige natur, som det guddommelige blandede sig med, er det menneske, som er Kristus, virkeliggjort19 som en slags førstegrøde af den fælles dej, hvorigennem alt menneskeligt er forenet20 med det guddommelige. For hele den onde natur forsvandt i ham, ”som ikke begik synd”, som profeten siger, ”og der fandtes ikke svig i hans mund” (cf. Es 53,9). Og sammen med synden blev også døden, som følger af den, tilintetgjort, for der er ingen anden årsag til døden end synd. Dermed blev han begyndelsen på det ondes tilintetgørelse, såvel som dødens ophør.
Denne orden føjer sig til det, der sker, i en bestemt rækkefølge. For ligesom det gode altid forringes, når det befinder sig fjernere fra udgangspunktet21, snarere end nærmere, sådan må hver især følge efter forgængeren, for at kunne tage del i dennes værdi og kraft. Så da mennesket i Kristus blev førstegrøden af vores natur ved at modtage guddommelighed i sig selv, blev han ”førstegrøden af dem, der er sovet hen” (1 Kor 15,20) og ”den førstefødte af de døde” (Kol 1,18), som ”gjorde en ende på dødens veer” (ApG 2,24). Med dette menneske, som var helt adskilt fra synden, og som i sig selv standsede dødens magt og tilintetgjorde ”al magt og myndighed og kraft” (1 Kor 15,24), vil den, der viser sig at være som Paulus, der så godt han kunne efterlignede Kristus i uddrivelsen af det onde, følge efter førstegrøden, når han kommer22. For eksempel kan jeg nævne Timotheus eller andre, der som ham efterlignede deres lærer så godt de kunne. Og således fortsætter det, så længe der er nogen, der har mindre af det gode end dem, der går foran, indtil rækkefølgen når til dem, hvor andelen af det gode fylder mindre end det onde.
Tilsvarende bevæger sig rækkefølgen af dem, der genoprettes til det bedre, fra dem, der har den mindste andel af det onde, til dem, der er fremtrædende i det onde, indtil det godes fremgang når det ondes yderste grænse og får det onde til at forsvinde. Det er det endemål, vi håber på: At der ikke vil være noget tilbage, der modsætter sig det gode, men at det guddommelige liv må gennemtrænge alt, så døden forsvinder helt fra det, der er til, idet synden først udryddes, da det, som nævnt, var den, der gav døden kongemagten23 over menneskene. Når da al ond myndighed og magt i os er tilintetgjort, og ingen lidenskab længere hersker over vores natur, må alt det, der ikke domineres af noget andet, nødvendigvis underordnes den almægtige.
Underordnelse under Gud er fuldstændig fremmedgørelse fra det onde. Når vi alle har undsluppet det onde ved at efterligne førstegrøden, bliver hele naturens dej blandet sammen med førstegrøden, og dermed ét sammenhængende legeme, som alene modtager det godes herredømme24 i sig. Og således blandes hele vores legeme i sin natur med den guddommelige og uforanderlige natur. Derved bliver den underordnelse, der tilskrives Sønnen, til gennem os, idet den underordnelse, som fuldendes i hans legeme, fører tilbage til ham, der udvirker underordnelsens nåde i os.
*
Det er, som vi forstår det, den tankegang, den store Paulus lærer. Men nu er det tid til at citere apostlens ord, der lyder som følger:
”For ligesom alle dør i Adam, skal også alle gøres levende i Kristus. Men hver i sin orden: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til. Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver Riget til Gud Fader. For han skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder. Som den sidste fjende tilintetgøres døden, for ’alt har han lagt under hans fødder’ (Sl 8,7). Og når det hedder, at han har underordnet alt, er det klart, at undtaget er ham, der har lagt alt under ham. Og når så alt er underordnet ham, skal han også selv underordne sig ham, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle.” (1 Kor 15,22-28)
Det er klart, at det ræsonnement, der her fremføres, handler om det ondes uvirkelighed25, når det hedder, at Gud skal komme til at være ”i alt” ved at blive alt for hver enkelt26. For det er tydeligvis sandt, at Gud må være i alt, når der ikke er noget ondt i dem, der er. Det er nemlig ikke muligt, at Gud kan være til stede i det onde. For enten vil han, hvis der er noget ondt tilbage i det, der er, ikke være i alt, eller, hvis man virkelig skal tro, at han er i alt, så følger der af denne tro, at der ikke kan være noget ondt. For det er ikke muligt, at Gud kan komme til at være i det onde.
Men at Gud vil blive ”alt i alle” (1 Kor 15,28) siger også noget om det enkle og ensartede ved det liv, vi håber på. For ræsonnementet viser, at livet for os ikke længere vil være sammensat af mange og forskellige ting, som det nuværende liv, men at Gud for os bliver alt det, der synes nødvendigt for dette liv, hvor hver enkelt ting udgør en slags analogi for noget mere guddommeligt. Således vil Gud også være føde for os, i den forstand, det er passende for Gud at blive spist, og drikke, og på samme måde beklædning og husly, luft, plads, rigdom, glæde, skønhed, sundhed, styrke, visdom, herlighed, salighed og alt, der kan siges at have del i det gode, som naturen har brug for, for så vidt disse tings betydning ophøjes til det, der er passende for Gud. På den måde lærer vi, at den, der er kommet til at være i Gud27, har alt ved at have ham.
Og at have Gud er intet andet end at være forenet med Gud28. Ingen kan forenes med ham uden at blive ét med ham, som Paulus siger. For alle vi, der er forenet med Kristi ene legeme ved participation29, bliver ét legeme (cf. 1 Kor 10,17). Når det gode er kommet til alle, vil hele hans legeme underordne sig den livgivende magt, og således siges dette legemes underordnelse at være Sønnens underordnelse af det legeme, han har taget på sig, som er kirken30, som apostlen siger til kolossenserne med disse ord: ”Nu glæder jeg mig over mine lidelser og udfylder det, der mangler af Kristi lidelser i min krop for hans legemes skyld, som er kirken, hvis tjener jeg er blevet efter Guds plan.” (Kol 1,24-25). Og til menigheden i Korinth siger han: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor 12,27).
Læren fremstår endnu tydeligere, når han til efeserne siger, at ”sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Ud fra ham føjes og holdes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.” (Ef 4,15-16). Han er først færdig med at opbygge sig selv, når hans legemes vækst og fuldendelse når sit mål, og intet længere kan tilføjes i opbyggelsen af legemet, men alle er ”bygget på apostlenes og profeternes grundvold” (Ef 2,20) og føjet til troen, når, som apostlen siger, ”vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde” (Ef 4,13).
Hvis nu han altså er hovedet, så bygger han sit eget legeme op ved at tilføje nye lemmer og samle dem alle i det, der er bestemt for hver enkelt efter de evner, vedkommende har fået, således at både hånden og øjet, foden, hørelsen eller andet bliver til af dem, der fuldender kroppen i overensstemmelse med hver enkelts tro. Og ved at gøre dette opbygger han sig selv, hvorved det, som nævnt, bliver klart, at han ved at blive til i alle31 kommer til at optage alle dem i sig32, der er forenet med ham i kraft af legemets fællesskab. Og derved gør han alle til lemmer på det samme legeme, så der er mange lemmer, men ét legeme (cf. 1 Kor 12,12).
Han, som har forenet os med sig selv, og som er blevet forenet med os, og gennem alle er blevet ét med os33, gør altså alt vores til sit eget. Vores højeste gode er underordnelse under Gud, når hele skaberværket samles i indbyrdes harmoni, og ”hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre” (Fil 2,10-11). Når så hele skaberværket bliver ét legeme34, og alle i lydighed vokser sammen med hinanden i ham, vil han overgive sit eget legemes underordnelse til Faderen35.
*
Ingen behøver at undre sig over det, der siges. For vi tilskriver jo også sædvanligvis sjælen det, der sker med vores legeme, som for eksempel ham, der tilfreds med sin tilstand siger til sin sjæl, at den skal spise, drikke og glæde sig (Luk 12,19), hvormed mættelsen af kødet tilskrives sjælen. Således tilskrives også underordnelsen af kirkens legeme ham, der bor i legemet. Og fordi alt, der er blevet til36, frelses i ham, forstås underordnelsen som frelse, som det syntes at være meningen med salmen (cf. Sl 61,1-7 LXX). Og deraf følger, at intet findes uden for det, der frelses37, hvis vi skal tro denne del af apostlens lære.
Dette understreges af ordene om dødens tilintetgørelse og sønnens underordnelse, for disse ting sker samtidigt, når døden ikke længere skal være, og alt skal blive levende. Men Herren lever, og gennem ham overgives ifølge apostlens ord hele hans legeme til Faderen, når han overgiver vores kongerige38 til Gud Faderen (1 Kor 15,24). Hans legeme er, som så ofte sagt, hele den menneskelige natur, som han er blevet blandet med. Af den grund kaldte Paulus ham ”formidler mellem Gud og mennesker” (1 Tim 2,5). For han, som er i Faderen og er blevet menneske, fuldender sin formidling ved at forene alle i sig selv og gennem sig selv til Faderen, som Herren siger i evangeliet, når han taler til Faderen: ”For at alle må være ét, som du, Fader, er i mig, og jeg i dig, for at også de må være ét i os.” (cf. Joh 17,21). For det er klart, at han, som er i Faderen, ved sig selv udvirker vores forening med Faderen ved at forene os med sig selv.
Men også det, der følger i evangeliet, stemmer overens med det sagte: ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem” (Joh 17,22), for her mener jeg, at han taler om Helligånden, som han gav sine disciple ved at puste på dem (Joh 20,22). For der er ingen anden måde at forene dem, der er adskilt fra hinanden, end at forene dem i Åndens enhed39. For den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til (Rom 8,9). Og Ånden er herlighed, for som han siger andetsteds til Faderen: ”Herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.” (Joh 17,5). For da Gud, Ordet, som før verden havde Faderens herlighed, i de sidste dage blev kød, måtte dette også ved opblanding med Ordet blive det, som Ordet er. Og det blev det ved at modtage det, som Ordet havde før verden. Og det var Helligånden, for der er intet andet evigt udover Faderen, Sønnen og Helligånden. Derfor siger han altså her: ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem” (Joh 17,22), for at de ved den skal blive ét med mig og jeg med dig.
Lad os også se på det, der følger i evangeliet: ”At de må være ét, ligesom vi er ét, du i mig og jeg i dem” (cf. Joh 17,21), ”for jeg og du er én”, ”for at de fuldt ud skal blive ét” (Joh 17,23). Jeg mener ikke, at det behøver nogen forklaring for at passe med den fremlagte mening, da det tydeligt fremgår af de ord, der angår læren: ”At de må være ét, ligesom vi er ét”. For det er ikke muligt for alle at blive ét, som vi er ét, på anden vis end ved at blive adskilt fra alt det, der skiller dem fra hinanden, og forenes med os, som er ét, så de bliver ét, som vi er ét. Hvordan kan det gå til? Ved at ”jeg er i dem”: Det er nemlig ikke muligt for ”mig” alene at være i ”dem”, men ”du” må så sandelig også være det, eftersom ”jeg og du er ét” (Joh 10,30). Og således vil de, der er fuldkomne i ”os”, blive fuldkomne i det ene40, for ”vi” er det ene.
Og denne nåde bliver endnu tydeligere i de følgende ord, hvor han siger, at ”du har elsket dem, som du har elsket mig” (Joh 17,23). For hvis Faderen elsker Sønnen, og vi alle bliver hans legeme gennem troen på ham og dermed kommer til at være i Sønnen, så elsker han, der elsker sin Søn, også Sønnens legeme som Sønnen selv. Og vi er legemet. Det er da så klart, som det er sagt, hvad apostlen mener, nemlig at Sønnens underordnelse under Faderen betegner hele den menneskelige naturs kommen til erkendelse af det værende41 og frelse.
Ræsonnementet kan blive endnu klarere for os fra apostlens øvrige tanker, hvoraf jeg kun vil nævne én, idet jeg vil passe på at undgå for mange vidnesbyrd for ikke at lade talen strække sig i det uendelige. For Paulus siger et sted, at ”jeg er korsfæstet med Kristus”, og ”jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal 2,20). Hvis altså Paulus, som blev korsfæstet for verden (Gal 6,14), ikke længere lever, men Kristus lever i ham, så bliver alt, hvad Paulus gør og siger, med rette tilskrevet Kristus, som lever i ham. For Paulus’ ord er, som han selv siger, talt af Kristus: ”Ønsker I et bevis på, at Kristus taler i mig?” (2 Kor 13,3). Og de evangeliske gerninger, siger han, er ikke hans egne, men tilskrives Kristi nåde, der bor i ham. Hvis altså Kristus, som lever i ham, virker hans gerninger og følgelig kan siges at tale i ham, og Paulus, efter at have forladt alt det, der tidligere herskede over ham, da han var en spotter, forfølger og voldsmand (1 Tim 1,13), kun ser hen til det sande gode, og gør sig selv føjelig og lydig for dette, da tilskrives også Paulus’ underordnelse under Gud ham, der lever i ham, og som taler og virker det gode i Paulus.
Hovedsummen af alle gode ting er underordnelse under Gud. Og det, som Ordet har fundet hos den ene42, vil med rette også kunne siges at gælde det skabte menneske43, når, som Herren siger, evangeliet bliver kendt i hele verden (Matt 24,14). For når alle har aflagt det gamle menneske med dets handlinger og begær (Kol 3,9) og i sig har modtaget Herren, vil den, der lever i dem, nødvendigvis udføre de gode gerninger, der bliver til gennem dem. Det højeste af alt godt er frelsen, som kommer til os ved fremmedgørelsen fra det onde44. Men det er ikke muligt at skille sig fra det onde uden at være opblandet med Gud gennem underordnelse. Derfor tilskrives også denne underordnelse under Gud ham, der lever i os. For hvis noget er skønt og godt, kommer det fra ham, som er kilden til alt godt, som profeten siger (cf. Zak 9,17 LXX). Da underordnelsen under ham har vist sig at være skøn og god, må dette gode i alt være fra alt det godes natur45, som profeten siger.
*
Ingen bør altså forkaste ordet ”underordnelse” på grund af måden, hvorpå ordet almindeligvis anvendes. For den store Paulus forstod i sin visdom at bruge ordene med myndighed, og at tilpasse ordenes mening til sin egen tankegang, selvom den sædvanlige anvendelse peger betydningen af hans ord i andre retninger. For hvorfra har han for eksempel fået brugen af ”han tømte sig selv” (Fil 2,7), og ”min stolthed skal ingen gøre tom” (1 Kor 9,15), og ”troen er gjort tom” (Rom 4,14), og ”for at Kristi kors ikke skal gøres tomt” (1 Kor 1,17)? Fra hvilken brug har han optaget disse i sit eget sprog? Og hvem vil dømme ham, der siger: ”Vi var kommet til at holde af jer” (1 Thess 2,8), når ordene handler om en relation af kærlighed46? Hvordan kan han udtrykke kærlighedens ydmyghed ved at sige, at den ikke praler (1 Kor 13,4)? Og hvorfor betegnes stridende og defensiv rivalisering med ordet ”strid”47 af ham (cf. 2 Kor 12,20), når det er klart for alle, at det uden for skrifterne betegner arbejdet med uld, og vi med ordet sædvanligvis forstår det stridende arbejde med uld48? Men ikke desto mindre holder Paulus sig fra kolde etymologier, og udtrykker istedet den mening, han ønsker, gennem de ord, han ønsker.
Dem, der nøje gransker apostlens ord, kunne finde meget andet, som ikke er underlagt den sædvanlige brug, men myndigt fremføres af ham med en særlig betydning, uden hensyn til sædvanen. Det gælder også her, hvor Paulus forstår ”underordnelse” sådan, at det betegner noget andet end i den almindelige betydning. Beviset for dette ræsonnement er, at ikke engang underordnelsen af de fjender, der nævnes i dette afsnit, indebærer noget tvunget eller ufrivilligt49, sådan som dem, der er bundet af sædvanen måske ville sige, men tydeligvis er det også deres frelse, der forstås med ordet ”underordnelse”.
Det kendes ved, at Paulus her bruger ordet ”fjendskab” i dobbelt betydning: For nogle af fjenderne skal underordne sig, siger han, mens andre skal tilintetgøres (1 Kor 15,24-25). Således tilintetgøres den, der er fjende af naturen50, altså døden, og syndens magt, myndighed og kraft, som omgiver den. De, der af den anden grund kaldes Guds fjender, vil underordne sig, altså dem, der har vendt sig fra kongeriget til synden, som han også nævner i brevet til romerne, hvor der står: ”For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud” (Rom 5,10). For det, han her kalder underordnelse, kalder han dér forligelse, men med begge ord peger han på den ene tanke51, som er frelsen. For ligesom frelsen kommer af underordnelsen, så siger han også et andet sted, at ”når vi er blevet forligt52, vil vi blive frelst i hans liv53” (Rom 5,10).
Han siger altså, at sådanne fjender skal underordne sig Gud Faderen, og at døden og den magt, der omgiver den, ikke længere skal være til. Det fremgår af ordet ”tilintetgøres” (1 Kor 15,26) for det er klart, at det ondes magt vil blive aldeles afskaffet. De, der på grund af deres ulydighed kaldes Guds fjender, vil i kraft af deres underordnelse blive Herrens venner, når de overbevises af ham, der siger, ”Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!” (2 Kor 5,20) og som evangeliet lover, vil de ikke længere regnes for Herrens slaver, men for hans venner, der er forligt (cf. Joh 15,14-15).
At han skal ”være konge” indtil han har lagt alle sine fjender under sine fødder (1 Kor 15,25) forstås bedst sådan, at det at være konge handler om overlegenhed54. For han, der er ”vældig i krig” (Sl 24,8), skal ophøre med at være overlegen, når al modstand mod det gode tilintetgøres, hvilket sker når han har samlet hele sit rige og overgivet det til Gud Faderen, som dermed forener alt med sig selv55. For at riget skal overgives til Faderen betyder det samme som at alle føres sammen med Gud56, for gennem ham har vi i én ånd adgang til Faderen (Ef 2,18).
Når alle, der engang var fjender, er blevet ”en skammel” for Guds fødder (Sl 110,1) ved at modtage et spor af guddommelighed57 i sig, vil døden dermed tilintetgøres, for når ingen længere dør58, findes heller ikke døden. Og når alt vores også underordnes, ikke forstået som en slags slavagtig underdanighed, men som et kongerige, en uforgængelighed og en velsignelse, så er det, at Paulus siger, at han, der lever i os59, skal underordne sig Gud (1 Kor 15,28), hvorved han fuldender sit gode i os ved sig selv, og i os udvirker alt det, der behager ham.
Det er den betydning, vi, så langt vores forstand rækker, har fået ud af dette stykke af Paulus’ store visdom. Og vi har forsøgt at gøre det klart, at de, der fremfører en hæretisk lære, ikke stemmer overens med den hensigt60, som apostlen har givet udtryk for i de nævnte passager. Hvis du nu har fundet tilstrækkelig vished om sagen gennem det, vi har sagt, så tak Gud for det. Men hvis der er noget, du synes mangler, vil vi gerne udfylde det, hvis vi får det at vide fra dig per brev, og hvis åbenbaringen gør det skjulte tydeligt gennem Helligånden ved vores bønner.
1Den græske og engelske tekst findes i parallelopstilling på catholiclibrary.org. Se også ovennævnte engelske oversættelse, der indeholder den græske tekst, samt Downing (ed.), Gregorii Nysseni Opera III/2, Leiden: Brill 1987, 3-28. I mangel af bedre citerer jeg i det følgende fra den ældre udgave af den græske tekst, som findes i Migne, Patrologiae Cursus Completus, Series Graeca, 44, der dog mig bekendt ikke afviger betydeligt fra den nyere kritiske udgave. Tak til Mogens Müller og Ivana Høgagard for kommentarer til teksten.
2”ὅταν δὲ ὑποταγῇ αὐτῷ τὰ πάντα, τότε [καὶ] αὐτὸς ὁ υἱὸς ὑποταγήσεται τῷ ὑποτάξαντι αὐτῷ τὰ πάντα” (NE28).
3δουλικήν τινα ταπεινότητα.
4ὁμότιμον.
5τῷ μονογενεῖ θεῷ.
6διὰ μετουσίας ἐν τῷ ἀγαθῷ.
7ἀΐδιον.
8τύπος εὐταξίας τῷ βίῳ. Sml. Irenæus, Adv. Haer. 2,22.
9τῇ ἀνθρωπίνῃ συναναστρεφόμενος φύσει.
10τῶν αἰώνων.
11ὅσον ἀνθρώπῳ ἀμήχανον καὶ ἐπὶ θεοῦ τὸ ἴσον οἴεσθαι.
12τὸ θεῖον θέλημα ὕλη καὶ οὐσία τῶν δημιουργημάτων ἐγένετο.
13ἢ τὸ ἐξ ἀρχῆς μὴ ὂν εἰς ὑπόστασίν τε καὶ οὐσίαν ἐλθεῖν.
14ὥσπερ καὶ τὸ κακὸν δι’ ἑνὸς εἰς πλῆθος ἐχέθη τῇ διαδοχῇ τῶν ἐπιγινομένων συμπλατυνόμενον.
15τὸ μὴ ὂν.
16τοῦ ὄντος.
17πᾶσαν λογικὴν φύσιν.
18ἐγένετο.
19ὁ κατὰ Χριστὸν ἄνθρωπος ὑπέστη.
20προσεφύη.
21τοῦ πρώτου.
22ἐν τῷ τῆς παρουσίας καιρῷ.
23τὴν βασιλείαν.
24τὴν ἡγεμονίαν.
25τὸ τῆς κακίας ἀνύπαρκτον.
26ἐν πᾶσι γίνεσθαι τὸν θεὸν πάντα ἑκάστῳ γινόμενον.
27ἐν τῷ θεῷ γενόμενος.
28τὸ ἑνωθῆναι θεῷ.
29διὰ τῆς μετουσίας.
30ὅπερ ἐστὶν ἡ ἐκκλησία.
31ἐν πᾶσι γινόμενος.
32εἰς ἑαυτὸν δέχεται πάντας.
33διὰ πάντων ἓν πρὸς ἡμᾶς γενόμενος.
34τότε πάσης τῆς κτίσεως ἓν σῶμα γενομένης.
35τὴν τοῦ ἰδίου σώματος πρὸς τὸν πατέρα ὑποταγὴν εἰς ἑαυτὸν ἀναφέρει.
36τὸ γενόμενον.
37τὸ μηδὲν ἔξω τῶν σῳζομένων εἶναι.
38τὴν βασιλείαν ἡμῶν.
39τῇ ἑνότητι τοῦ πνεύματος.
40τὸ ἓν.
41τοῦ ὄντος ἐπίγνωσίν.
42Ὃ δὲ ἐπὶ τοῦ ἑνὸς εὗρεν ὁ λόγος.
43τῇ κτίσει τῶν ἀνθρώπων.
44διὰ τῆς τοῦ κακοῦ ἀλλοτριώσεως.
45καὶ τούτου τὸ ἀγαθὸν πάντως παρ’ οὖ παντὸς ἀγαθοῦ φύσις.
46τὴν ἀγαπητικὴν ἐνδείκνυται σχέσιν.
47ἐριθείας.
48τὰ ἔρια.
49τὸ κατηναγκασμένον τε καὶ ἀκούσιον.
50ὁ τῇ φύσει ἐχθρός.
51ἓν νόημα.
52Καταλλαγέντες.
53ἐν τῇ ζωῇ αὐτοῦ.
54τὸ ἀριστεύειν.
55πρὸς ἑαυτὸν ἑνώσας τὰ πάντα.
56προσαγαγεῖν τοὺς πάντας τῷ θεῷ.
57δέξασθαι τὸ θεῖον ἴχνος.
58ἀποθνῃσκόντων.
59ὁ ἐν ἡμῖν ζῶν.
60σκοπὸν.
