Theis Ørntofts essaysamling Bag litiumbjergene repræsenterer en dyb indsigt i håbets radikale og overskridende natur. Det gør essaysamlingen ikke alene ved sit opgør med fortællingen om den grønne omstilling, men ved i samme nu at gøre op med sit eget opgør i en ironisk selvmodsigelse.
I den ironiske bevægelse, der gennemløber hele essaysamlingen, kan vi måske netop skimte det mørke håb, som Ørntoft ifølge undertitlen på bogen forsøger at skrive frem. Det håb baserer sig ikke på stringent argumentation, logiske ræsonnementer eller massevis af data. Den type bevisførelse udgør nemlig kun tekstens forgrund. Men Theis Ørntoft vil have os til at se baggrunden, skriver han. Så hvad er det, han forsøger at skrive frem? Eller rettere – hvad er det, han forsøger at skrive tilbage? Hvordan ser det mørke håb ud, og kan vi overhovedet se det i mørket? Måske befinder det mørke håb sig kun som et omrids i mørket, når mulighederne i dagslyset synes udtømt, når argumentationen og ræsonnementerne er brudt sammen under vægten af uendelige datamængder, der siger og modsiger, beviser og modbeviser.
Der er allerede ment meget om Bag litiumbjergene. Og der er i særdeleshed ment meget om, hvad Theis Ørntoft mener med bogen. Således spørger Jyllands-Postens anmelder, om essayet er den rette form til Ørntofts meninger. Han kunne have skrevet en fagbog sammen med eksperter, lyder opfordringen. Informations Bodil Skovgaard Nielsen indledte en større diskussion, idet hun med sin anmeldelse frakender Ørntoft betegnelsen ’intellektuel’ og i stedet tildeler ham titlen ’edgelord’, dvs. en, der indtager et ledigt og provokerende standpunkt, bare fordi det er sjovt (hvad er der i øvrigt galt med det?). Og Weekendavisens Anne Sophia Hermansen opfordrer os til at tale lidt mere om slutningen, der med sin, ifølge Hermansen, ”udsyrede dystopi” dovent efterligner Ørntofts andre bøger og dermed ikke giver noget svar på de spørgsmål, som essaysamlingen egentlig stiller.
Læser man Bag litiumbjergene som et mere eller mindre politisk indspark i debatten om den grønne omstilling (og måske er den også tænkt som et sådant med de mange henvisninger til statistik og forskning), forventer man naturligvis en stringent og logisk argumentation, der understøttes af solid empiri og videnskabelige data. Men hvad nu hvis vi taler lidt mere om slutningen, som Hermansen opfordrer os til? Den udsyrede dystopi, som hun kalder den. Og hvad nu hvis vi i en ironisk bevægelse lader baggrund være forgrund, sådan som Theis Ørntoft selv opfordrer os til? Ja, hvad nu hvis vi lader forgrundens argumenter træde i baggrunden, og i stedet lader tekstens eget billedlige sprog være forgrunden?
”Det er ikke ufarligt, når forgrund og baggrund skifter plads” skriver Theis Ørntoft, inden han syrer ud bag litiumbjergene, hvor elektronikaffald hober sig op og skaber nye landskaber, og hvor nye kolonier opstår. Måske vækkes følelsen af kontroltab, fortsætter han, for kategorierne er ude af kontrol og alt er i bevægelse. Kunne man forestille sig, at forfatteren ikke forsøger at bringe orden i begreberne, men derimod lader sig rive med af denne ukontrollerbare bevægelse i et opgør med sine egne forestillinger og begreber om verdens indretning?
Et sted i et af essayene refererer Ørntoft til en episode i radioprogrammet Guld og grønne skove, hvor de taler om luften i Beijing, der er blevet renere og klarere. For at være sikker på, om luften nu faktisk også er blevet renere, slår forfatteren selv tallene op på hjemmesiden Our world in data. Her kan han med ganske få klik konstatere, at energiforbruget i Kina er tredoblet siden årtusindskiftet. Der er med andre ord ingen grøn omstilling i Kina. Programværternes begejstrede håb smitter ikke af på Ørntoft, men må lide skibbrud på et skær af fakta, der bringer orden i begreberne. Alligevel kan Ørntofts mørke håb bære det, skriver han videre. Dermed indikerer han også, at håbet – Ørntofts mørke håb – er andet og mere end det, vi selv kan tænke og regne os til. Håbet ordner og kategoriserer tilsyneladende ikke.
Der er noget ironisk ved hele passagen om Guld og grønne skove, eftersom argumentationsformen til forveksling ligner den, Theis Ørntoft tidligere i essaysamlingen har gjort helt op med. Her skriver han om den svenske statistiker Hans Rosling, at dennes måde at tænke på, ”dette insisterende fokus på fakta og statistikker, ligner resultatet af at have siddet alt for længe ved et skrivebord og kigget på tal.” Ørntoft maler billedet frem af forskeren, der studerer alverdens fakta og glemmer at se ud af vinduet. Ørntoft maler videre og farvelægger, hvordan ”han [Rosling] glemte fuglene, fiskene, insekterne og menneskene, han overså alle deres besynderlige sammenhænge, påfund, følelser og misforståelser, han glemte festerne, sorgerne, grundstofferne og rygterne, han overså kærligheden og hadet,” og så videre.
Men hov. Sidder Theis Ørntoft ikke også bare ved sit skrivebord og ser BBC-dokumentarer, læser bøger, lytter til podcasts og slår statistikker op på nettet? Hvad adskiller ham i grunden fra Hans Rosling? De gør tilsyneladende det samme, men når til modsatte resultater.
Afvisningen af Hans Roslings tænkemåde er for så vidt også en afvisning af Theis Ørntofts tænkemåde, som den tager sig ud i essaysamlingen. Den tænkemåde udgør i hvert fald ikke håbets grund. Det meste kan siges og modsiges med data. Den grønne omstilling findes, fordi luftens klarhed beviser det. Den grønne omstilling findes ikke, fordi data modsiger den fortælling. Og lige vidt er vi nået. Måske kunne Bag litiumbjergene også læses som et ironisk selvopgør, der lader det mørke håb fremtræde på trods af og i modsætning til forfatterens egne fortrængninger og fortællinger. Her ligger der en væsentlig pointe om håbets radikale natur. Håbet er det, vi ikke kan tænke os til. Det er ikke et resultat, der kan regnes ud ved hjælp af Our World in Data. Håbet sprænger nok snarere rammerne for vores forestillingsevner – og måske endda for vores fortrængninger.
Theis Ørntoft og Hans Rosling er med andre ord to sider af samme fortællemønt. To sider af den samme fortælletrang i mennesket, der søger at få alting til at gå op i en højere menneskelig enhed. Længslen efter meningsfulde historier og sammenhængende narrativer. Og her finder vi dystopien i bogens slutning, som vi ganske rigtigt er nødt til at tale mere om.
Måske skal dystopien ikke gå op. Måske skal den bare flimre i sin absurde oplistning af det metalaffald, der pryder litiumlandskabet. Man kunne låne Dantes port til helvedet som indgang også til dette landskab, for her synes alt håb virkelig ladt ude. Men der viser håbet sig netop i sin radikale natur. Theis Ørntoft peger ikke håbet ud: se, dér er det. Tværtimod. Han opløser enhver menneskelig fortælling om håb ved at lade dystopien syre ud. Han fortsætter ind i fortællingens mørke, ind i menneskets litiumbjerge af fortrængninger.
Måske åbenbarer meningen sig dér i meningsløsheden bag litiumbjergene. Hvis vi lader håbets falske forudsætninger træde i baggrunden, kan baggrundens mørke håb indtage scenen. Det mørke håb, der overskrider det menneskelige – ikke som en utopi, en drømmeverden, men som en dystopi, der vender op og ned på det hele. Og derfor er det en vild bog.
