Fønix årg. 2026, s. 150-155 (pdf)
Adam Paulsen og Rasmus Vangshardt: En plads i solen. Den tyske livsreformbevægelses kulturhistorie. Aarhus: Turbine, 2026. 546 sider, kr. 379,95.
I M.A. Goldschmidts novelle “Guds Engel fra Rørvig” (1867), som foregår under Englandskrigene, er hovedpersonen en kaperkaptajn. Om kaptajnens udseende skriver Goldschmidt: “Skjøndt han var skjægget og solbrændt, fandt man ham smuk.” Dette syn på ansigtsbehåring og ikke mindst brunet hud ændrede sig i det 19. århundredes sidste årtier. Det skyldtes ikke mindst en række tendenser, som Rasmus Vangshardt og Adam Paulsen i bogen En plads i solen samler i begrebet ‘den tyske livsreformbevægelse’:
en bred kulturel strømning, der manifesterede sig i et mylder af grupperinger og programmer. Længslen efter en ny, mere sandfærdig, holistisk eller naturtro livsform var man fælles om, vejen dertil kunne til gengæld gå ad vidt forskellige stier. For hovedpartens vedkommende førte den igennem en eller anden form for abstinens, der kunne indbefatte alt fra rusmidler som alkohol og tobak til kaffe og te.
Det handlede blandt andet om at søge bort fra storbyens fremmedgørelse for at finde tilbage til noget oprindeligt. Det var en bevægelse på skalaerne fra civilisation til natur og fra modernitetens kaos til det rolige gammelliv på landet. Man levede i nervøsitetens tidsalder, et begreb hentet fra den tyske historiker Joachim Radkau.
Solbadende råkostapostle
Bogens titel er et citat fra Staatssekretär des auswärtigen Amtes Bernhard von Bülows tale i den tyske Rigsdag 6. december 1897 om tysk kolonipolitik. Talen handlede om, at det forenede Tyskland uden at overskygge andre europæiske magter ønskede sin egen “Platz an der Sonne.” Det var en omhyggelig valgt metafor fra Bülows hånd, der skulle retfærdiggøre en økonomisk og geopolitisk motiveret oversøisk ekspansion uden at skabe mere konflikt end nødvendigt ved at stille andre europæiske magter i skyggen. Selv om Vangshardt og Paulsen kan finde enkelte eksempler på, at livsreformbevægelsen kan kædes sammen med tysk kolonipolitik, er det en bærende pointe i bogen, at livsreformbevægelsen er et udpræget centraleuropæisk fænomen, og at det dér med solen skal tages temmelig bogstaveligt. Dette hovedtema slås an på bogens forside, der viser et billede af en soldyrkende nøgen, blond yngling – Lichtgebet – skabt af maleren Hugo Höppener, der virkede under kunstnernavnet Fidus.
Bogen lægger ud med beskrivelsen af forholdet mellem Fidus og “kålrabiapostelen” Karl Wilhelm Diefenbach, der havde grundlagt en koloni bygget på “en verdensanskuelse, der bestod af lige dele antikapitalisme og naturevangelium.” Og så er det sådan set bare som læser at holde på hat og briller, for vi bliver i de følgende kapitler ført igennem et univers af frugivorisme, kokovorisme, erotomani, hetærisme og hvad samtidens fortænkte råkostapostle ellers kunne mobilisere af fixe ideer om tilværelsens rette udlevelse. Paulsens og Vangshardts skildring kan næsten ikke antage anden form end satirens, for modsætningen mellem de idealistiske projekters profetiske selvhøjtidelighed og den prosaiske hverdags fortrædeligheder, når alle taler om den universelle sammenhæng og ingen gider luge kålgården eller har råd til huslejen, ligger så ualmindeligt godt for hug. Det var samtidens iagttagere bestemt heller ikke blinde for.
På kanten af parodi
Bogen er faktisk lige ved at kamme over i en scherfigsk parodi på tidens idealister, men skifter spor i det femte kapitel om Max Weber, fordi Weber ikke var udbyder af en sekterisk frelserideologi, men forbruger af den. Sagen var den, at Weber, der af eftertiden er blevet identificeret med den rationalisme og protestantiske askese, som han studerede, i virkeligheden var en flamboyant, borgerligt sindet levemand, der levede i et åbent ægteskab. Og da han som følge af sin livsstil havde erhvervet sig et vist embonpoint, tog han på et vegetarisk kurophold på Monte Veritá i Schweiz, en af disse livsreformkolonier, som beskrives indgående i de første kapitler. Også her trækkes der veksler på Radkau, nærmere bestemt hans biografi om Weber.
Herfra tager bogen en vending imod det politiske, idet to kapitler er en gennemgang af den bayerske rådsrepublik, et kortvarigt revolutionært styre med centrum i München i månederne efter våbenstilstanden i november 1918. Det har ikke så meget med råkost og solbadning at gøre. Anledningen er, at et par af hovedaktørerne også havde været tilknyttet livsreformbevægelsen. Pointen finder man i beskrivelsen af retssagen mod en af rådsrepublikkens førstemænd, Ernst Toller. Et af vidnerne i sagen var nemlig Max Weber, der i Toller så den politiske sindelagsetiker, der repræsenterede “fromhed og politisk radikalisme, religiøs forløsningslængsel og revolutionær aktivisme – kort sagt, den livsreformerte som politisk aktør og statsbygger.”
Problemet med den konklusion er, at forfatterne forsømmer at redegøre for Tollers forbindelse til livsreformbevægelsen. Skal man tro Tollers erindringer (oversat til dansk af Adam Paulsen), var der ingen forbindelse. Til gengæld er kapitlet en øjenåbner for den, der indtil nu har læst Webers foredrag i München fra januar 1919, “Politik als Beruf,” uden for kontekst. Den fejl begår jeg ikke igen.
Derpå følger kapitler om Herman Hesse, der efter sin død blev et stort navn blandt amerikanske hippier, den måske mest succesrige livsreformentreprenør Rudolf Steiner, et om Franz Kafka, et om dadaismen, et om nogle af de oversøiske bosættelser og et om livsreformbevægelsen i Det tredje Rige. Et sidste kapitel handler om receptionshistorien frem til i dag.
Centrum eller periferi?
Forfatterne søger at vise, at livsreformbevægelsen udgjorde et midtpunkt i den kolossalt dynamiske tid, som de første årtier af det 20. århundrede var i kulturel og politisk forstand. Det er indlysende rigtigt, for så vidt den lange række af kulturpersonligheder, som læseren møder, havde forbindelser på kryds og tværs til en eller flere af disse selvudnævnte guruer og verdensforbedrere. Som sådan er bogen en klassisk prosopografi.
Men problemet med at gøre bevægelsen til centrum er, at den i sin selvforståelse var og fungerede som periferi. De utopiske kolonier blev med overlæg placeret langt væk fra begivenhedernes centrum, storbyens overspændte nervøsitet. Det var en heterotopisk bevægelse, altså i sin natur et randfænomen. Men hvordan skal man så forstå dens betydning?
Forfatternes argumentation kan man følge f.eks. i kapitlet om dadaismen, hvis vugge stod i en kunstnerknejpe i Zürich i 1916 med Hugo Ball og hans partner Emmy Hennings som optrædende i en absurd kabaret. Det er som alt andet i denne bog kosteligt beskrevet og alle pengene værd. Hvorom alting er, blev det på et tidspunkt Ball og Hennings for meget, og de søgte refugium i Ascona, hvor Ball fik lejlighed til at gøre sig lystig over menigheden af ”fåredumme naturmennesker” på Monte Veritá. Denne afstand betragter forfatterne imidlertid som udtryk for blaserthed og derfor som uægte, for de opfatter Balls avantgardisme ikke som en modsætning til men som en omkodning af livsreformsproget. På den måde får de gjort dadaismen til en funktion af livsreformbevægelsen ved at sige, at de begge i grunden var det samme.
Det er sandt for så vidt Ball og Hennings søgte det samme sted hen som de ”fåredumme naturmennesker” for at finde aflastning. Det gør blot ikke futurismen eller dadaismen til en råkostfortærende naturdyrkelse. Det kræver, at man strækker definitionerne ud over deres bæreevne. Men hvad er der da på spil? Det samme som i tilfældet Max Weber. Relationen skal forstås dialektisk. Livsreformbevægelsen tilbød en ikke blot teoretisk, men konkret modsætning til storbylivets fortrædeligheder. Det var en centrifugal bevægelse. På den måde var den nært beslægtet med de allerede eksisterende kurbadeanstalter, der nævnes i bogen, men nok kunne have fortjent en nærmere omtale. Sebastian Kneipp nævnes et par gange, men det er så også omtrent det.
Til og fra
I det ydre præsenterede heterotopierne sig som et roligt, blivende alternativ. Men Vangshardt og Paulsen gør det også klart, at kolonierne kun fungerede i kraft af en pendulering mellem den storby, der skabte et behov, et kundegrundlag, på den ene side, og de periferier på den anden, som kunne fungere som tilflugt. For de vindskibeligt anlagte kunne det også blive en forretningsmodel. Rudolf Steiner var en af de få, der havde held med at etablere et blivende økonomisk bæredygtigt udbud af fixe idéer, fordi han forenede en opportunistisk flair for det mystiske med sans for godt købmandskab. Men han var også en undtagelse.
Endskønt de præsenterede sig selv som permanente løsninger, endelige refugier, havde de fleste gurukolonier erfaringsmæssigt for de involverede en midlertidig karakter. Kontemplationens apostle var ikke sjældent udprægede drama queens. Uenigheder, jalousi, ‘de små forskelles narcissisme’ og gemytternes almindelige uoverensstemmelse blandt disse højstemte personligheder sørgede for en hyppig udskiftning i persongalleriet. Det var derfor mere reglen end undtagelsen, at koloniernes medlemmer eller kunder flygtede tilbage, hvor de kom fra, i en centripetal bevægelse. Stadtluft macht frei.
På bogens allersidste sider beskriver forfatterne, hvordan livsreformbevægelsens idealer i dag er blevet allemandseje. Men det var de allerede begyndt at blive i samtiden. Et vidne, som forfatterne også påkalder sig flere gange, Stefan Zweig, skrev om det i sine erindringer, her om tiden o. 1910:
Menneskene selv blev smukkere og sundere paa Grund af Sporten, den bedre Ernæring, den forkortede Arbejdstid og den fastere Tilknytning til Naturen. Vinteren […] var blevet opdaget som en Rus i filtreret Sol, en Nektar for Lungerne, en Vellyst for den pulsende Hud. […] medens i mine Ungdomsaar en virkelig velskabt Mand var en paafaldende Sjældenhed […] var det nu saaledes, at gymnastisk smidige, solbrændte og sportstrænede Skikkelser konkurrerede med hinanden i lystige Væddekampe efter antikt Mønster. (Helge Kjærgaards oversættelse)
Centrum og periferi
Livsreformbevægelsen var på én gang centrum og periferi. Den var både fjern, genstand for reportagejournalistikkens og rejsebrevets distancerede opmærksomhed, og nær, udtryk for værdier, som millioner kunne identificere sig med. Den repræsenterede som så mange andre af tidens bevægelser en flugt fra samtidens ubehag ved det samtidige ved at tilbyde både en pagt med tabte værdier og et løfte om en ny verden.
Den særlige prosopografiske metode, som Vangshardt og Paulsen gør brug af, viser, at de valgte personer alle i en eller anden grad var forbundet med livsreformbevægelsen. Det gør den imidlertid ikke til årsag. Der var blot ikke mange kulturelle ligninger, hvor den ikke var en faktor. Derfor påvirkede bevægelsen selvfølgelig også nazismen (apropos: hvor er Heidegger?). Og socialdemokratismen. Og KFUM. Og husmoderforeningerne. At Hitler var vegetar, må betragtes som en interessant tilfældighed, ikke en signifikant omstændighed. Det er ikke en tilstrækkelig årsag til at invadere Polen, at man skyer kød. Det hævder Vangshardt og Paulsen naturligvis heller ikke, men i deres forsøg på at beskrive livsreformbevægelsens betydning kunne de med fordel have gjort det klarere, hvilken historie de i grunden ønsker at fortælle? Deres intention synes at være at ville identificere en kausalkæde, men deres måde at kæde begivenheder og personer sammen er nærmest associativ. Og det er nok også sådan det var. De skriver ikke den tyske livsreformbevægelses kulturhistorie. De skriver livsreformbevægelsen ind i en tysk (politisk) kulturhistorie.
De ovenfor anførte ophævelser forårsager med andre ord blot krusninger på overfladen af den brønd, der giver klarest vand. Forfatterne øser generøst af deres indsigts fylde. De spiller firehændigt på baggrund af et imponerende stort repertoire, og så må man leve med, at de af og til løber ud ad en tangent. Det bliver ofte underholdende og aldrig uinteressant – som i tilfældet Max Weber. Det er overflødigt at nævne, at bogen dertil er velskrevet.
