Fønix årg. 2017, s. 366-381 (pdf)

Den Danske Folkekirkes dåbsritual er i vid udstrækning centreret omkring det såkaldte børneevangelium fra Markusevangeliet, hvor Jesus siger ”lad de små børn komme til mig” (Mark 10,16), tager børnene i favn og velsigner dem. Netop velsignelsen bliver ritualets stikord, for efter oplæsningen af denne tekst siger præs­ten: ”så vil vi nu hjælpe dette barn til hans velsignelse ved at døbe det…” I sammenligning med den rige liturgiske tradition og det væld af beretninger om dåben, der findes i Biblen, er det et fattigt ritual. Der en for svag forbindelse mellem Biblen og dåbsritualet i Folkekirken. Det skal være emnet for det følgende, hvor jeg vil undersøge Folkekirkens dåbsteologi og sammenholde den med et blik på Biblens beretninger om dåben.

I en artikel om danske baptistteologers dåbssyn gennem to århundreder skriver Johannes Aakjær Steenbuch om den seneste tids debat om den kristne dåb, at det er slående, hvor hurtigt debatten kommer til at handle om, hvad der er den rette lutherske lære, ”snarere end, hvad den bibelske forståelse af dåben indebærer”.¹ Det er ikke svært at dele Steenbuchs anfægtelse over de manglende nuancer i samtidens teologiske debatter om dåbssyn og dåbsritualer. Jeg har ofte oplevet, også i mine egne prædikener og samtaler med folk, hvordan en på forhånd fastlagt luthersk-grundtvigsk teologi om barnedåben som et frelsesnødvendigt og kirkegrundlæggende sakramente spærrer for nærmere overvejelse over, hvad dåben betyder, både ifølge vores egen tradition med bekendelsesskrifter, ritualer og salmesang og ifølge de bibelske skrifter.

I mit arbejde med at komme til klarhed over, hvad dåben er, og hvad den betyder, er jeg stødt på en meget læseværdig artikelserie om dåben skrevet af den grundtvigske teolog Frederik Helweg (1816-1901) med titlen ”Grundtræk til en historisk Fremstilling af Skriftlæren om Dåben” (fra Dansk Kirketidende 1857).² På en måde, som jeg ikke er stødt på andetsteds i dansk teologi, forsøger Helweg at formulere den luthersk-grundtvigske lære om dåben, som i vid udstrækning er Folkekirkes, ud fra en gennemgående betragtning af det bibelske vidnesbyrd om dåben.

Inden jeg forsøger at udfolde Helwegs synspunkter, vil jeg indlede med nogle mere generelle betragtninger over folkekirkens dåbsteologi og Grundtvigs betydning herfor. Efter gennemgangen af Helweg inddrager jeg en skitsering af forskellige billeder på dåben, som findes hos to nyere amerikanske teologer, der har beskæftiget sig med luthersk dåbsteologi, og slutteligt vender jeg mig mod vores nuværende dåbsritualer og dåbssalmer.

Dåben i Folkekirkens bekendelsesskrifter³

Af de tre oldkirkelige bekendelsesskrifter, som Folkekirken er forpligtet på, er det kun den nikænske, der eksplicit nævner dåben, nemlig i den afsluttende bekendelse til ”én dåb til syndernes forladelse”. Den apostolske trosbekendelse nævner ikke dåben, men er jo knyttet til den som dåbsbekendelse og ifølge den traditionelle opfattelse vokset ud af dåbsritualet. Man kan dog tolke det sådan, at artiklen om de helliges samfund (ἁγίων κοινωνίαν/sanctorum communionem) skal forstås som ”samfundet i det hellige”, dvs. sakramenterne, sådan at artiklen om Helligånden beskriver sammenhængen mellem kirkens sakramenter og syndsforladelse, opstandelse og evigt liv. I så fald mimer den afslutningen på den nikænske bekendelse.

Påfaldende nok står der i de lutherske bekendelsesskrifter ikke noget om sammenhængen mellem trosbekendelse og dåb. Den er forudsat som afgjort, som man kan se af Luthers Taufbüchlein fra 1526, som har været det danske dåbsritual indtil 1783, og som indeholder en treleddet forsagelses-forespørgsel, der mimer bekendelsen til Fader, Søn og Helligånd. Det har især været Grundtvigs fortjeneste, at forsagelsen (nu samlet i én tilspørgsel) er blevet fastholdt som afgørende.

Den Augsburgske Bekendelse siger om dåben, at den pga. arvesynden (art. 2) er nødvendig til frelse (art. 9).⁴ Guds nåde tilbydes gennem dåben, og børn bør døbes, idet de ved dåben overgives til Gud og tages til nåde af ham (sst.). I art. 13 knyttes dåbssynet sammen med den lutherske lære om retfærdiggørelse ved tro, og der peges på dåben som et tegn, der indeholder en forjættelse:

Sakramenterne er indstiftede ikke blot for at være bekendelsestegn mellem menneskene, men meget mere for at være tegn og vidnesbyrd om Guds vilje over for os, bestemte til at opvække og styrke troen hos dem, som bruger dem. Derfor skal sakramenterne bruges således, at troen kommer til og fæster lid til de forjættelser, der tilbydes og forkyndes ved sakramenterne.

I Luthers Lille Katekismus, som snarere end Den Augsburgske Bekendelse har været den teologiske konstant i de lutherske kirker, hedder det om dåben, at den er ”vandet, indesluttet i Guds befaling og forbundet med Guds ord”. Dvs. at det ikke er vandet, men Guds ord med og i vandet og den tro, som stoler på ordet, der virker i dåben. Derfor skal den gamle Adam druknes ved daglig anger og bod, ligesom et nyt menneske hver dag skal dukke frem og opstå til renhed og retfærdighed over for Gud. Grundtvigs fortolkning af dåben som et bad, hvori den kristne dagligt kan bade sjæl og hjerte (DDS 674, str. 1), stammer altså fra Den Lille Katekismus.

Her optræder også fire skriftsteder, som traditionelt har begrundet dåben i den lutherske kirke: Matt 28,19 (missionsbefalingen), Mark 16,16 (”den der tror og bliver døbt”), Tit 3,5 (”det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden”) samt Rom 6,4 (dåben som begravelse), som vi ikke længere læser ved dåben. Børneevangeliet (”lad de små børn…”) bliver ikke nævnt, selvom Luther tog det med i sit dåbsritual.

Således den lutherske dåbsteologi, som dog hos os er blevet filtreret gennem Grundtvig, hvorfor en kort redegørelse for hans dåbssyn her er på sin plads.

Dåben hos Grundtvig

Grundtvigs såkaldte mageløse opdagelse, at trosbekendelsen i gudstjenesten og ikke Biblen er kirkens grundvold, er bundet til dåben.⁵ Grundtvigs opdagelse går ikke først og fremmest ud på, at bekendelsens ordlyd udtrykker kristendommen, men at kristendom er, når menigheden fejrer gudstjeneste, døber, går til nadver og beder fadervor. Dvs. at den kristne kirke er der, hvor menigheden gentager og hører Guds ord: ved dåben, i indstiftelsesordene og i fadervor.

Der har været dåb, ligeså længe som der har været kristendom. Fordi trosbekendelsen altid har været knyttet til dåben, er den det ypperligste udtryk for den fælles tro, som menigheden i dag har til fælles med historiens menigheder. De er alle døbt med den samme dåb. Første gang Grundtvig udtrykker denne tanke, er i en posthumt udgivet dialog fra 1825:

endnu som altid kjendes den kristelige Religion, af Venner og Fjender, fra alle andre paa den oprindelige Bekjendelse, som Kirken kalder den apostoliske, og paa de dermed uopløseligt forbundne Naade-Midler eller Sakramenter: Daaben og Nadveren.6

Fordi dåben er den oprindelige kristne, og fordi kristendommen er kendelig ved netop dåben, er det for Grundtvig afgørende, at man ikke kan ændre på dåben uden at smide barnet ud med badevandet – for nu at bruge et forslidt udtryk på et passende sted. Det kom til udtryk i 1831 i en strid med H.G. Clausen, der ændrede i ordlyden på dåbsritualet og bl.a. udelod djævleforsagelsen. I det lille skrift ”Om Daabs-Pagten”, som kom ud af denne strid, udlægger Grundtvig sit syn på dåben, og hvad kirken skal stille op med de divergerende synspunkter:

Grundtvig skelner i kirkens liturgi mellem kirkens skikke og nådemidlerne, dvs. dåb og nadver. Ift. kirkeskikkene er man frit stillet, men ikke i forhold til nådemidlerne, som er det ”eneste grundvirkelige, objective i Kirken” (US 5, s. 368), fordi de er indstiftede af Herren selv. Dåben er selve ’optagelsen i kirkesamfundet’, og dens form, spørgsmål og gensvar, udtrykker en pagt mellem Gud og menneske, som er uadskillelig fra selve dåben. Dåben er ”Kirke-fødselen, altså kilden til hele det christelige Liv” (sst., s. 373).

Et kristenmenneskes liv begynder med dåben. Og derfor er dåben nødvendig. Sådan kan man kort sammenfatte et væsentligt aspekt af Grundtvigs dåbssyn, som mange deler, og som kommer til udtryk i flere af salmebogens dåbssalmer, fx nr. 444, str. 1 og 449, str. 2-3, eller i biskoppernes vejledning om dåben, som siger, at ”dåben er et sakramente. Dette betyder, at kirken betragter det, der sker i dåben, som Guds handling… Dåben er en genfødsel og derfor en ny begyndelse… Dåben er en gudstjenestelig begivenhed, hvorved et menneske bliver optaget som medlem af den hellige, almindelige kirke”.⁷

Med sådanne formuleringer på baggrund af Grundtvigs dåbs­teologi og Den Augsburgske Bekendelse nærmer vi os en forståelse af dåben som et objektivt virkende nådemiddel, der er i fare for at fjerne fokus fra den bibelske frelseshistorie, som dåben er forankret i og et eksemplarisk udtryk for; et virksomt tegn på. Det er her, at det bliver vigtigt at åbne sin Bibel og lade sig lede af den – her med Frederik Helweg ved hånden.

Frederik Helwegs bibelske dåbsteologi

I sit forsøg på at ordne det bibelske vidnesbyrd om dåben foretager Helweg en opdeling i fire punkter (Dansk Kirketidende 1857, sp. 496): 1) Biblens forbilleder, hvormed han mener de gammel­testamentlige beretninger, som tolkes typologisk mhp. dåben; 2) Dåben knyttet til syndsbekendelse (Johannes Døberens dåb); 3) dåben knyttet til bekendelsen af Jesus som Kristus; 4) dåben i den treenige Guds navn og som meddelelse af Helligånden.

I Kol 2,11-12 tolkes dåben som en omskærelse i Kristus, og det peger på, at dåben kan forstås som et tegn på den nye pagt, ligesom omskærelse var tegn på den gamle pagt, idet dog forskellen på de to ting må betones: De står i indbyrdes forhold til hinanden som lov til evangelium (sp. 497).⁸ Et andet gammeltestamentligt forbillede på dåben er den rituelle vask (fx 4 Mos 19), som i Mark 7,1-8⁹ ligefrem kaldes baptismoi, og som Hebr 10,22-23 ifølge Helweg tolker som et forbillede for dåben. Til forskel fra den rituelle renselse er der dog i dåben tale om, at man indtræder i et direkte personlighedsforhold, hvorfor dåben også er af hovedet, og ikke fx hænderne, og dermed af det hele menneske.¹⁰

Det Nye Testamente omtaler foruden omskærelsen og renselsen som rituelle forbilleder også syndfloden (1 Pet 3,20-21) og overgangen over det røde hav (1 Kor 10,12) som forbilledlige begivenheder for dåben.¹¹ Helweg skriver:

Begge disse [gammeltestamentlige begivenheder] ere guddommelige Domshandlinger men i Dommen fuldbyrdes der en frelse… Christi Daab er ikke anderledes Frelse end at den tillige er Dom (over det gamle Menneske, som skal døbes) og fremdeles bliver til Dom (over Verden)… Dåben er ikke blot Sjælens men det ganske Menneskes Frelse og hvad Daaben er, skal allermest vise sig, naar Elementerne buldre og brage, denne Verden forgaaer og den store Overgang skal gjøres til den nye Himmel og nye Jord” (sp. 498).

Med den sidste sætning er Helweg en klassisk repræsentant for en typologisk tænkning, hvor den aktuelle kristne menighed, som samles om sakramenterne, er spændt ud mellem fortælling og forventning, narratio og expectatio.¹²

Helweg nævner to andre gammeltestamentlige forbilleder: Guds ånd over vandene (1 Mos 1,2) og syreren Naamans bade i Jordanfloden (2 Kong 5), som dog ikke findes bevidnet som forbilleder i Biblen, men kun i traditionen. Her kan Grundtvigs salmer få lov til at stå som repræsentanter for traditionen:¹³

Herrens røst var over vandet,
Herrens røst med ånd og liv,
Herrens røst og intet andet
var det store Skaber-bliv;

…

Herrens røst er over vandet,
Herrens røst i dåbens ord,
Herrens røst og intet andet
igenføder liv på jord (DDS 388, str. 1 og 3).

…

O, lad troen sig nedsænke
dybt i Jordans rene flod!
Lad os ej med Naman tænke,
hver en strøm er lige god;
lad ej Fjenden os indskyde,
lidt det er dit ord at lyde!
Jesus, ja, du vil jo være
i os herlighedens håb,
fødes, til Gud Faders ære,
hos os i vor barnedåb,
vokse i os alle sammen
over sky med fryd og gammen. (DDS 580, str. 4 og 5).

Af beretningerne i de tre synoptiske evangelier kan vi læse, at Johannes Døberens dåb er en omvendelsesdåb, der forudsætter syndsbekendelse og samtidig indeholder en forjættelse, jf. også Paulus’ ord i ApG 19,4: ”Johannes døbte med omvendelsesdåb og sagde til folket, at de skulle tro på ham, der fulgte efter, det vil sige på Jesus”. Johannes døber med vand, men han, der kommer, skal døbe med ild og Helligånden, men dermed er der ikke tale om to forskellige dåb, men kun, at Johannes’ dåb peger ud over sig selv. Det er også sådan, man skal forstå Johannes’ ord om, at det egentlig er ham, der trængte til at blive døbt af Jesus, fordi Jesus er indholdet af forjættelsen i Johannes’ dåb. Jesus er den egentlige døber, men det er dog nødvendigt, at også han døbes af Johannes, for at ”end ikke Døberen, den rette Døbere [Jesus], skal være uden Daab, paa det at Daaben maa være den Kjæde, som sammenknytter alle, den Første med den Sidste, den Største med de Mindste, Frelseren med de Frelste” (sp. 503).¹⁴

Mens de synoptiske evangelier tier om en egentlig kristen dåb under Jesu tid på jorden foruden Johannes’ forjættelse, så taler Johannesevangeliet derom, jf. Johannes’ disciple i Joh 3,26: ”Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv”. Men i 4,2 står der dog, at det ikke var Jesus selv, men hans disciple, der foretog dåben. Hvorfor det, spørger Helweg, og svarer: ”ellers var der bleven Forskjel paa Daaben, en Daab ved Jesu egen Haand vilde være noget andet end en Daab ved hans Disciplers Haand. Men Daaben skulle ikke fra Jesus gaa videre, al Daab skulde herefter blive Jesu egen Daab … Det er netop maalet for hans Gjerning paa Jorden, at han selv bestandig herligere i sine Discipler bliver den ene rette Døber” (sp. 561).

De to beretninger i Johannesevangeliet, hvor der hentydes til dåben – samtalen med Nikodemus (kap. 3) og fodvaskningen (kap. 13) – forklarer, hvad dåben betyder foruden den syndsforladelse, som allerede var knyttet til Johannesdåben: nyskabelse og åndelig renselse.

I de synoptiske evangeliers beretning om, hvad Jesus siger om dåben efter sin opstandelse, forklares dåbens vilkår: I Mark 16,16 knyttes dåben eksplicit sammen med troen og i Matt 18,19 med discipelskab, oplæring og den treenige Guds navn. Dåben er knyttet sammen med tro og bekendelse af Gud som treenig. Efter denne dåb med vand og trosbekendelsen følger så dåb med Helligånden, kraften fra det høje (Luk 24,49; ApG 1,8). Helligånden fuldender og stadfæster den forjættelse, som er knyttet til Johannesdåben og indeholdt i bekendelsesdåben. Det åbenbares pinsedag, hvorefter indstiftelsen af den kristne dåb først er fuldendt, jf. dåben af de Johannesdøbte i ApG 19, der ikke havde hørt om Helligånden.

Dåbsberetningerne i ApG viser os bl.a, at dåben og Helligåndens meddelelse heri med eller uden håndspålæggelse kaster lys over skriften (Filip og den etiopiske hofmand kap. 8) og åbner øjnene på den døbte (Paulus’ dåb kap 9). Læsning fra og ny forståelse af skriften er altså under dette synspunkt en væsentlig del af dåbshandlingen.

Således et kort rids af evangeliernes og Apostlenes Gerningers beretninger om dåben ifølge Helweg.

Om barnedåb og dåbspagt, altså trosbekendelsen ved dåben, kan man ikke, indrømmer Helweg, læse i skriften; det må uddrages af traditionen. Men at Jesus ikke døber, men kun velsigner de børn, der bringes til ham (Mark 10 og par.), er ikke et argument mod barnedåben: ”Hvad er da Daab andet end Delagtiggjørelse i den Herres Jesu Velsignelse, Velsignelsen i Abrahams Sæd for alle Folkefærd (sp. 586, jf. Matt 20,18: alle folkeslagene). Barnedåben er ifølge Helweg første gang bevidnet sikkert hos Irenæus (Adversus Haereses 2,22,4) og Tertullian omkring år 200. Helweg mener ikke, at barnedåb ville være opstået på så tidligt et tidspunkt, hvis det var i modstrid med traditionen, og der er intet i Det Nye Testamente, der direkte taler imod barnedåb.¹⁵

Dåbens billeder og typer

Helweg forsøger at udgrunde det bibelske vidnesbyrd om dåben ved at pege på Det Nye Testamentes beretninger om dåbens indstiftelse som en fortløbende fortælling fra Johannes Døberens dåb af Jesus til apostlenes dåb efter pinsedag (med kontinuitet tilbage til den gamle pagt, jf. de gammeltestamentlige forbilleder).

En anden måde, hvorpå man kan spørge til dåben ifølge Biblen, er ved at pege på nogle af de ’typer’ eller forskellige billeder på dåben, som findes i Biblen. Den amerikanske liturgihistoriker James F. White har i en bog om sakramenternes skæbne i de reformatoriske bevægelser peget på fem ”metaforer” for dåben i Det Nye Testamente, som overlapper, og som genfindes i dåbsliturgien: 1) syndernes forladelse; 2) forening med Kristus, især i hans død og opstandelse; 3) indoptagelse i kirken; 4) modtagelse af Helligånden; 5) genfødsel.¹⁶

En lignende sondring foretager en anden liturgihistoriker, Maxwell Johnson, i sin bog Images of Baptism, vist nok fra 2013.¹⁷ Han skelner mellem fire ’billeder’ på dåben i Biblen og den litur­giske tradition: 1) delagtiggørelse i Kristi død, begravelse og opstandelse; 2) genfødsel og adoption ved vand og Helligånd; 3) dåb som Helligåndens sakramente og segl; 4) dåb som indpodning i Kristi legeme. De aspekter, som er med hos White, men ikke hos Johnson, ser sidstnævnte som en slags virkning af og ikke et billede på dåben. Men de to liturgihistorikere er fælles om at indkredse noget vigtigt: at Det Nye Testamente og liturgihistorien ikke giver os en entydig forklaring på, hvad dåben er, og et enkelt sæt billeder til at forstå den. Forskellige situationer og forskellige tider har betonet og værdsat forskellige aspekter. I de lutherske kirker har vægten traditionelt ligget på syndernes forladelse samt delagtighed i Kristi død og opstandelse, som dog ikke længere nævnes i det danske dåbsritual, men er fremtrædende i Luthers Lille Katekismus.

Foruden disse forskellige billeder af eller aspekter ved dåben, som findes i Det Nye Testamente, kommer alle de gammeltestamentlige billeder, som kirken har udlagt typologisk. Får vi blik for alle disse mange bibelske billeder på dåben, står det også klarere frem, at dåben ikke er et særlig, magisk tilbud om nåden, men det sted, hvor Guds kontinuerlige pagt og frelseshandling fremstår klart og tydeligt både i element og ord.

Dåbsritualet og -salmerne

Denne frelseshistoriske eller bibelske karakter ved dåben er i for høj grad fraværende i Folkekirkens nuværende dåbsritual, hvor der kun læses fra børneevangeliet og missionsbefalingen, og hvor i hvert fald delagtiggørelsen i Kristi død og opstandelse er et fraværende aspekt.

Det er så salmernes opgave at få disse aspekter frem, men udvalget af salmerne i den nuværende salmebog er generelt mere fokuserede på den aktuelle situation end på den store frelseshistoriske sammenhæng. Så selvom man fx synger de to fænomenale salmer ”Alle mine kilder” (DDS 441) og ”Sov sødt, barnlille” (DDS 674), får man kun dulgt den frelseshistoriske sammenhæng og delagtigheden i Jesu død og opstandelse frem, hvis ikke de fx udlægges i prædikenen. De nyere dåbssalmer er i så henseende endnu længere fra Biblen end Grundtvigs, der ellers nok kan blive vidtløftige i deres aktuelle ’sakramentalisme’.

Det bør derfor overvejes, om vi ikke skal have nogle flere læsninger ind i dåbsritualet og nogle flere bibelske billeder ind i dets bønner, f.eks. hentet fra Luthers ’syndflodsbøn’ i hans dåbsritual,¹⁸ så ikke dåben som handling i sig selv, men det, den forkynder og betyder, træder tydeligt frem.

Man kunne også begynde at synge Kingos ”Mig lyster nu at træde” (DDS 141) eller Grundtvigs ”Kom, følg i ånden med” (DDS 142) eller rehabilitere Luthers dåbssalme. Det er en stor styrke ved den ellers så forvirrede Kirkesangbogen fra 2017, at den medtager Inger Christensens forkortede gendigtning af Luthers dåbssalme og bringer en udmærket melodi med. Synger man den af og til, kan man styrke forbindelsen fra den aktuelle menigheds dåb til den bibelske frelseshistorie. Denne salmegendigtning (Kirkesangbogen nr. 994) knytter på en meget fin måde Johannes Døberens dåb af Jesus sammen med den aktuelle dåb i menigheden og den døbtes skæbnefællesskab med Kristus:¹⁹

1. Vor Herre, Kristus, da han kom
til Jordan for at døbes,
fik af Johannes dåben som
omkring hans gerning svøbes.
Her vil han stifte os et bad
og al vor Synd bortvaske,
vil drunke med sit eget blod
den bitre død og aske.
Det nye liv skal leves.

2. Det sås, da han beviset klart
i ord og billed førte,
sin Faders stemme åbenbart
ved Jordanfloden hørte.
Han sagde: ’Se min egen søn,
som jeg vil elsket kalde.
Ham vil jeg overgi’ til jer,
så I ham hører alle,
og følg så kun hans lære’.

3. Guds søn er selv til stede her
for menns’ke er han tilmed.
Og Helligånden slår nu ned
forklædt i duens billed,
så ingen mer kan tvivle på,
når vi engang bliver døbte,
at alle tre personer gav
os dåben som et løfte,
at vi kan bo på jorden.

4. Dog øjet ser det kun som vand,
ser mennesket der øser.
Mens troens ser den kraft der kun
som Kristi blod forløser.
For troen kan den røde flod,
som Kristi blod har farvet,
på al den skade råde bod,
vi har fra Adam arvet,
og den vi selv forvolder.

Synger vi salmer som denne og lytter til Biblens vidnesbyrd, når vi døber, så gør vi sådan, som Luther foreslår i skriftet om kirkens babyloniske fangenskab (1520), hvor han beder os om at ”mindes udgangen af vort eget Egypten og ved mindet herom vende om til ham, der førte os ud ved det nye genfødelsens bad, som vi netop ved vor dåb har fået befaling om at mindes”.²⁰ Ligesom vi bekender den kristne tro og dåbens pagt, når vi både i og uden for dåben siger trosbekendelsen, så bør vi også rekapitulere den frelseshistorie, som dåben er tegn på, hver gang vi døber, for at vi, som Luther skriver, ”hele tiden døbes mere og mere, indtil vi på den yderste dag får opfyldt tegnet helt.”²¹

Det ord, der kommer til elementet, så sakramentet bliver til, bør være intet mindre end den samlede, bibelske frelsehistorie i Guds eget ord, Jesus Kristus og ikke blot en fortælling om børnevennen Jesus. Netop dåben giver os lejlighed til at læse skriften med ”øjne våde” og ”barnetro” og høre, at den er ”rig på lys og nåde” og ”fuld af fred ro”.²² Derfor bør forbindelsen mellem vores aktuelle dåbspraksis og Biblens vidnesbyrd styrkes.

Litteratur

Biskoppernes vejledning om dåb i Folkekirken, online via aarhusstift.dk.

Oscar Cullman, Die Tauflehre des Neuen Testaments (Zwingli-Verlag 1948).

Jean Danielou, The Bible and the Liturgy (University of Notre Dame Press 1956).

DDS = Den Danske Salmebog (Vajsenhuset 2003).

Kristoffer Garne, ”Gudshusets dør. Overvejelser om dåben med udgangspunkt i Grundtvig” i Studenterkredsen 66/1 (2016).

Kristoffer Garne, ”Grundtvig, grundtvigianisme og Guds ord” i Skriften alene? Fem perspektiver på det lutherske bibelsyn (Fønix 2017).

Kristoffer Garne, ”Den lutrede streng. Om Grundtvigs og Luthers salmer” i Fønix 2017.

GSV = N.F.S. Grundtvig, Sang-Værk bd. 1-5 (Gad 1982).

Svend Schultz Hansen, Sandhed og sammenhæng i Matthæusevangeliets forkyndelse (eget forlag 2014).

Frederik Helweg, ”Grundtræk til en historisk Fremstilling af Skriftlæren om Dåben” i Dansk Kirketidende 1857, nr. 31, 35 og 36.

Irenæus, Adversus Haereses.

Søren Jensen, H.F. Helwegs forfatterskab (København 1987).

Maxwell Johnson, Images of Baptism (OBL/Amazon, u. å.).

Kirkesangbogen (Vajsenhuset 2017).

Jørgen Kjærgaard og Ove Paulsen (red.), Luthers salmer på dansk (Eksistensen 2017).

Martin Luther, Om kirkens babyloniske fangenskab, ovs. Ivar Engel Jensen (Credo 1982).

Johannes Aakjær Steenbuch, Frie radikale. Syv essays om danske baptisters teologiske historie (Fønix 2018, under udgivelse).

Christian Thodberg, Dåben og dåbsritualets historie (Fønix 2017).

US = N.F.S. Grundtvig, Udvalgte Skrifter bd. 1-10 (Gyldendal 1904-1909).

WA = Martin Luther, Werke. Weimarer Ausgabe.

James F. White, The Sacraments in Protestant Practice and Faith (Abingdon 1999).