Stabat Mater er en bevægende, middelalderlig meditation over synet af Jesus’ mor, Maria, der står ved korset, hvor hendes søn er ved at dø. På latin har teksten en fast rytme, der nærmest lyder som sømmene, der slås ind i korset. Eller måske den faste og præcise metrik er en måde at holde sammen på det, der ikke kan holdes sammen på: Synet af den sørgende mor – og synet af den døende frelser.
Digtet følger en fast form, hvor der først fremmanes et billede, og derefter følger en række bønner om, hvordan det må virke i os – applikationen.
Stabat Mater i en forkortet udgave er her forsøgt gendigtet i det oprindelige latinske meter, dog uden enderim.
Jesu moder stod med smerte
Jesu moder stod med smerte
Foran korset, græd i jammer,
Der hang sønnen, dinglende.Hendes sjæl så fuld af sukke,
Fuld af lidelse og smerte,
Sværdet gennemborede.Så fortvivlet var hun nu, den
Moder, også nu velsignet,
Moren til den enbårne.Hvor hun smertede og led, da
hun så Sønnen i hans pine;
Han var engang kendt og stor.Hvem er det, som ikke græder,
Når man ser en mor, der sørger?
Kristi moder led som vi.Fordi folket havde syndet,
Måtte Jesus pines længe.
Moren så det: piskens smæld.Hun holdt vejret og så på ham.
Han var helt forladt i døden;
Og så åndede han ud.Moder, kærlighedens kilde,
Lad mig dele denne smerte,
Lad mig sørge dybt med dig.Lad mit hjerte stå i flammer,
Kristus-kærlighed, der brænder,
Lad mig dog behage ham.Hellig-moder, i mit hjerte
Tryk nu såret ind med smerte
lissom den korsfæstede.Gør, at jeg må bære med mig,
Kristi død og Kristi smerte,
Grunde over Kristi sår.Når det flammer, når det brænder,
Kom og hjælp mig, Kristi moder,
Når jeg står på dommens dag.Når min krop er død og borte,
Gør, så sjælen kan gå ind til
Paradisets herlighed.Amen.
