Det syngende folk går ikke til grunde foreløbig

Fønix årg. 2017, s. 87-94 (pdf)

Kirkesangbogen (Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag 2017).

Det må siges med det samme: Kirkesangbogen er en imponerende og vigtig udgivelse, og den vil finde sin berettigede brug i den syngende kirke og det hverdagslige menighedsliv, der udspiller sig omkring den. En særlig kvalitet ved Kirkesangbogen er, at den også rummer et mod til at sætte fejlskud; samlingen af sange og salmer er ikke perfekt, og den stritter i mange retninger, men sådan må det netop være. For salmedigtning er ikke et afsluttet skrivebordsarbejde, men er derimod startskuddet til en sangproces, der må stå virkelighedens og historiens prøve. Det fremgår, at arbejdet med sangbogen har været langvarigt og gennemsyngningerne mange, og sådan skal det være – og nu fortsætter den redaktionelle proces efter udgivelsen ude i de syngende forsamlinger.

Herved viser redaktionen bag Kirkesangbogen en stærk historiebevidsthed, for de har tydeligvis gjort sig klart, at sangbogen er en del af en fortløbende strøm af salmer og åndelige sange, der gennem tiden er skrevet og komponeret. Hvad der vil stå tilbage, vil historien vise.

Kirkesangbogen fortsætter nummereringen fra Den Danske Salmebog. Det virker umiddelbart mærkværdigt, da målet fra redaktionens side ellers klart har været ikke at lave en salmebog, men netop en sangbog: Ikke så meget til gudstjenestefejring (dog også dertil) som til hverdag og hvorend sanglysten måtte byde sig. Og der er da også en god håndfuld sange medtaget, som kun med meget god vilje eller fortolkningsiver, trods høj poetisk kvalitet, ville kunne siges at være decideret kristelige sange¹ – det er altså ikke, som redaktionen også har gjort klart, et egentligt salmebogstillæg, men en mere eller mindre selvstændig sangbog.

Redaktionen har da også valgt at ”vende” salmebogens inddeling om: Hvor salmebogen begynder med ”Lovsange”, fortsætter med troen på den treenige Gud og ender i de to afsnit ”Kristenlivet” og ”Menneskelivet” (en underlig skelnen) – altså først Gud, så mennesket – begynder Kirkesangbogen med ”Livet”, ”Året” og ”Dagen” og slutter i det samlede afsnit ”Gudstjeneste” – altså mennesket først, så Gud. I modsætning til salmebogen giver det ved første øjekast Kirkesangbogen et noget deprimerende udtryk, hvis man bladrer igennem den fra A til B. Her må man igennem en ørkenvandring af tvivl og sorg og mørke, før man når til lovsyngelsen af den treenige Gud, som giver håbet. Det er jo en klassisk bevægelse fra lov til evangelium, men samtidig virker håbet lidt puttet væk der til sidst. Men tonen slås klart an fra de første linjer af første salme:² ”Sommetider kan jeg tvivle, / segne under troens åg” – det er en sangbog forankret i menneskelivet, ikke en salmebog, der først og fremmest bringer nyt fra Gud.

Opholder man sig længe i den første del af sangbogen, når man – i hvert fald undertegnede – en grænse for, hvor meget tvivl og bævrende følelser, man kan klare. Det er næsten, så man føler sig lidt klistret efter gang på gang at blive neddykket i følelsernes dyb, og det kan virke helt forfriskende, når der kommer et åndehul med en ældre salme eller en af de mere nyklassiske salmedigtere som Lisbeth Smedegaard Andersen eller Holger Lissner, der nok beskæftiger sig med den menneskelige skrøbelighed, men ikke sidder fast i den. Paradoksalt nok formulerer flere af de moderne salmedigtere helt konkret et ønske om at undgå en ”indkrogethed i sig selv”, men formår ikke at få salmen til at løfte sig og tilbyde forløsningen – den ender netop med at blive et eksempel på indkrogetheden, som en Woody Allen, der har gået meget længe i terapi og nok er god til at sætte ord på sine følelser, men alligevel fortsat kredser rundt om dem uden at løfte blikket og se mod andre og mod Gud.

På den måde er mange af de nye salmer såre menneskelige, og det kan der på sin vis være god mening i. Er det ikke netop sådan, at vi i sidste ende kun kan sige noget om den menneskelige tilstand og har meget svært ved at sige noget om Gud, som ”ingen nogensinde har set”? Kan det forstås som en behørig tilbageholdenhed af ydmyghed over for skaberguden, en slags bliven på egen banehalvdel?

Måske, og der kan ikke være tvivl om, at mange af disse salmer og sange rammer noget i moderne mennesker, og de vil blive sunget. Men samtidig afslører min undren for mig noget om salmens væsen. For den kan ikke kun holde sig på menneskets banehalvdel, og nok har ”ingen nogensinde set Gud”, men Gud er jo kommet til os i Kristus, og Helligånden har vi. Derfor er det altså okay, hvis en salme svinger sig op til at påstå at vide noget om Gud: For eksempel, at ”hans trofasthed varer til evig tid”. At han er så fast en borg. At hans miskundhed (hvad det så end er) rækker til himlene. Og så videre. Ordene kan lånes fra en righoldig salme- og kirkehistorie, der begynder allerede i Salmernes Bog, og måske går salmedigterne netop galt i byen, når de forsøger at finde svaret i sig selv. For i os selv er der ofte kun tvivlen eller svigtet at finde. Men måske er det nok blot at låne lidt ord og sige ”jeg tror”. Det er da også de salmer, der ”låner” klart fra traditionen, der står stærkest, fx Signe Gjessings Luther-gendigtninger og Benedicte Hammer Præstholms teologisk solide salme-salmer.

I samme boldgade er en indvending mod megen moderne salmedigtning er, at den er jeg-vendt, hvor den ”klassiske” salmedigtning er Gud-vendt. Og Kirkesangbogen bærer da også præg af en udstrakt brug af ”jeg”, jf. ovenstående, men samtidig er indvendingen underligt historieløs: Hvad ville en Brorson, en Kingo, en Paul Gerhardt, ja en Martin Luther være uden et klagende, tvivlende jeg? For slet ikke at tale om den meget magre udgave af Salmernes Bog, der ville stå tilbage, hvis den blev renset for jeg-salmer.

Netop Salmernes Bog må på mange måder være model for en moderne sang- og salmesamling med sin vekselvirkning mellem hymne og elegi, mellem lovsang og klagesang. Lovsangen har da også sin behørige plads i Kirkesangbogen, ofte udtrykt i skabelsesteologiske naturbetragtninger, der lægger sig i en tradition, og måske en særligt dansk en, fra Ingemann og Grundtvig og længere tilbage til fx Morten Børups ”Frydeligt med jubelkor” (DDS 721) fra 1500-tallet. Får man øjnene op for det, vrimler Kirkesangbogen med natur: Dådyr, duer, drosler (smukt allittereret i ”Lys og lindring”), mælkebøtter, egetræer, hvaler og utroligt meget sne. Det er smukt og vigtigt, at det gamle bibelske billedsprog omplantes til en nudansk virkelighed.

I afsnittet ”Den treenige Gud” findes de mest klassiske salmer, og det er da også dem, der klassificeres som ”gudstjenestesalmer”. Bemærkelsesværdigt er det, at få af de salmer er nyskrevne. Nogle er nyoversatte ældre salmer, blandt andet flot af August Bovin Boberg, mens andre er digte, der har fået nye melodier. Det må være op til fremtidige sangfællesskaber at vurdere, om komponisterne har fundet en samklang mellem tekst og tone, hvor det ikke bare er et godt digt plus en god melodi, men løfter sig til at blive en endnu større sang-helhed. Men læser man digtene, blandt andre af Ole Sarvig, står det klart, at de er en berigelse af den allerede eksisterende salme- og sangskat; det er ord, som den syngende menighed har manglet, uden at vide det.

En personlig favorit af de nyskrevne salmer er ”Jeg ved, at én og én er to” af Marianne Søgaard og Mirian Due. Teksten og melodien har tilsammen en barnlig naivitet over sig, samtidig med at teksten tydeligt springer fra et voksent udgangspunkt. En resigneret melankoli præger, og med den vuggeviseagtige, roligt løbende melodi søges der tilbage mod et (barnligt?) håb, udtrykt ved det ”alligevel”, der indleder tredje strofe, som må gengives i sin helhed: ”Alligevel jeg synger nu / om dette gådefulde du, / der bliver ved at dukke op / i sprog, i tanke, sjæl og krop. / Alligevel jeg synger med / i denne søndags menighed, / hvor tro og tvivl som samlet sum / er mine tankers kirkerum.” Salmen slutter, omend i mol, på en lys tone: ”Jeg ved, at én og én er to / Jeg kommer til dig i min tro.”. Dét er salmekunst, forklædt som tysthed, med en klar bevidsthed om både det moderne menneskes vilkår og den tværhistoriske, gudstjenestefejrende menighed.

Det er ligeledes stærkt, at en underlig lille sangbid som ”Jesus’ Blood Never Failed Me Yet” har fået plads i sangbogen. Den blev gjort kendt som den ukendte hjemløses sang sat til komponisten Gavin Bryars repetitive toner, og den kan få nyt liv som altersang i engelsksprogede sammenhænge. Den kræver ingen salmebog, den fænger hurtigt og hensætter hjertet i stille meditation.

Ud over de mange nyskrevne sange og salmer har en del sange fået plads i Kirkesangbogen, fordi de allerede er indsunget i det kirkelige liv. Således Kim Larsens ”Om lidt bli’r her stille”, der længe har været en folkelig favorit til begravelser, men lige så længe været et omdiskuteret irritationsmoment for præster og teologer, og ”Kringsatt av fiender”, den kommunistiske, jordvendte fredshymne, der let kan synges af moderne, fredselskende skabelsesteologer, men har det lidt sværere hos de udpræget lutherske og barthianerne, der nok har vanskeligt ved at goutere vendinger som ”Ædelt er mennesket” etc.

Heri er det ømme punkt, som al moderne salmedigtning bakser med. For der er en folkelig forkærlighed for salmer og sange, der beskæftiger sig med det menneskelige følelsesregister, og som sådan råber folket – altså det folk, der hovedsagelig synger salmer til dåb, begravelse og jul og ikke ellers bruger hverken kirken eller salmebogen aktivt – ikke på mere teologisk indhold. Den menneskelige erfaring, som Kim Larsen giver udtryk for, er nok. Men for at en sang løfter sig til salme, må der en eller anden form for forkyndelse til. Den syngende menighed synger ikke kun sine følelser ud, men synger ligeledes svaret til trøst for sig selv og hinanden, og i salmesangen finder forkyndelsen sted, ikke bare som tilfældige ord, men som en nærmest sakramental handling. Har man først hørt sig selv synge noget, kan det bundfælde sig i en som sandt. Grundtvig forstod det som ingen anden, når han lod en vaklende sjæl ende med at synge ”Ja, jeg ved du siger sandt, Frelseren stod op af døde” eller ”Ja, jeg tror på korsets gåde”.

Derudover kan det være problematisk eller er i hvert fald en balancegang at lade noget få plads i en kirkesangbog, fordi det har været anvendt i en eller anden form for åndfuld fællesskabssammenhæng. Således fremgår det af noterne, at ”Bridge over Troubled Water” blev sunget ved mindehøjtideligheden efter angrebet på Krudttønden i 2015, og at ”Kringsatt av fiender” fik ”en fornyet symbolværdi” efter Utøya-angrebet i 2011. Men at de blev sunget og brugt, er vel ikke en kvalifikation i sig selv? Og måske sang man det forkerte? Og hvad betyder det underligt neutrale ”fornyet symbolværdi” overhovedet – et symbol på hvad? Det er svære overvejelser over et svært og ømfindtligt emne, fordi det drejer sig om den folkelige bearbejdning af kollektive traumer. Måske havde det været mere klædeligt at liste sig udenom denne tematik og overlade den til fx Folkehøjskolesangbogens redaktion.

Generelt fremstår Kirkesangbogen vel- og gennemredigeret. Dog lader de engelske sange og salmer til at være stedmoderligt behandlet af korrekturlæserne. Alle engelske titler er skrevet på dansk vis, det vil sige kun med stort begyndelsesbogstav i første ord af titlen, hvilket selvfølgelig kan være et bevidst valg for ensartethedens skyld. Den smukke, klassiske salme ”Be Thou My Vision” har en del underlige fejl,³ men ved nærmere granskning lader det faktisk til, at fejlene bør tilskrives kunstneren Van Morrison: I noterne bagerst i Kirkesangbogen fremgår det, at ”Salmen er i nyere tid blevet udbredt gennem Van Morrisons version”, og kigger man i covernoterne på albummet Hymns to the Silence fra 1991, er teksten til ”Be Thou My Vision” gengivet med netop de fejl. Det havde dog været velgørende, om redaktionen ikke havde henholdt sig til Van Morrison for salmeteksten, men i stedet havde konfereret en engelsk salmebog. I ”Morning Has Broken” bliver ”word” til ”world”, hvilket giver en noget anden mening i linjen ”Praise for them springing fresh from the Word”. Spiritualen ”By The Waters of Babylon” er i sangbogen tilskrevet Don McLean, men han synger altså på indspilningen på pladen ”American Pie”, at de lagde sig ned og græd ved Babylons vande, mens det vist er trioen Peter, Paul and Mary, der synger, at de satte sig – nuvel, det sidste er i småtingsafdelingen, men dog stadig værd at få helt styr på i de næste udgaver, der uvægerligt må komme.

En fin bonus er kommentarerne bagest i bogen, der kundgør oprindelsen til salmerne og sangene. Her kunne det have været flot, om titlerne var udstyret med deres numre, så bladrenørden kunne få helt styr på sammenhængen. Måske skulle redaktionen have overvejet at lade noterne stå under sangene, som det ses i Folkehøjskolesangbogen – men det har de tilsyneladende netop overvejet, i hvert fald er nogle af noterne svært forståelige uden at bladre om til sangen, fx når der angives, at det stammer fra ”det og det album” uden at angive, hvem kunstneren er.

Alt i alt er den flot indbundne kirkesangbog en gave til det kirkelige liv og livet uden for kirkebygningernes mursten. For nok kan nogle rynke på næsen af, at en del af stoffet bevæger sig i det, redaktionen selv kalder ”en mere åben kristen livsforståelse” – men måske man snarere skulle glæde sig over, at der nu er endnu en risiko for, at der synges en salme eller det, der ligner, i foreningerne og hjemmene og alle sammenhængene. Både de tvivlende hjerter og de mere klippefaste har fået nye ord og toner at synge med, og det må man håbe, de vil benytte sig af. For som Grundtvig skrev (det bør synges): ”Så lidt som dit Ord, / så lidt kan dit kor, / dit syngende folk, gå til grunde.”