Gåden om Løgstrups tysklandsrejser 1937-1939

Den 14. februar 1936 tiltrådte K.E. Løgstrup embedet som sognepræst i Sandager-Holevad på Fyn. Allerede under arbejdet med udgivelsen af hans prædikener, som udkom i 1995, studsede jeg over, at han flere gange havde haft orlov fra embedet i korte perioder allerede i de første ansættelsesår, og at noget tydede på, at han havde haft ærinder i Tyskland.

Hvorfor jeg ikke spurgte Rosemarie Løgstrup om grunden, ved jeg ikke. Min undren dukkede op igen under arbejdet med Historien om K.E. Løgstrup (2007) og igen i sommeren 2016 på foranledning af Hans Hauge, der sad og skrev på sin bog, Løgstrup, Heidegger og nazismen: biografier, diskussioner, erindringer, polemikker og anekdoter (2016), og forhørte sig hos mig om det.

I forbindelse med en oprydning i mine papirer omkring årsskiftet 2016-2017, lige efter at Hauges bog var udkommet, fandt jeg så to dokumenter, der forklarer sagen.

Det ene var en oversigt over kirkeministerielle tilladelser til Løgstrup til orlov, alle med formålet anført, i perioden 1937-1942, hvoraf de tre belyser sagen – den 24.5.-25.6.1937 (”rejse til Tyskland”), den 8.12.-16.12.1938 (”rejse til Tyskland”) og 20.-24.2.1939 (”rejse til Berlin”).

Men hvad har været hans ærinder? Har han blot villet iagttage forholdene på nærmeste hold, og ville ministeriet så have givet tilladelserne? Det forekommer ikke sandsynligt. Og det har da heller ikke været årsagen.

Det fremgår af det andet dokument, der dukkede op i mine gemmer. Det er et brev fra den 8. juli 1994 fra Rosemarie Løgstrup til mig og min daværende kone, Elsebeth Diderichsen.

Brevets anledning er en kronik den 16. juni samme år i Kristeligt Dagblad af den nyudnævnte biskop Kjeld Holm, der stiller det spørgsmål, om Løgstrups teologi kun er for ”de velbjergede” og mindre eller slet ikke for de depressive eller de socialt dårligt stillede, så den ikke har noget svar til ”tilværelsens iboende destruktivitet” og således lader sjælesørgeren i stikken. Det var på det tidspunkt lidt på mode at påstå dette og lignende. Således havde den tidligere domprovst Rudolph Arendt, en respekteret teolog, i en artikel den 13. maj i samme blad med overskriften ”Kristendom som livsudfoldelse” givet udtryk for, at ”der var noget om det”, når Løgstrup blev kaldt ”velfærdsstatens filosof”, og hans kristendomsforståelse blev karakteriseret som ”næsten mondæn”. Om det har været det, Kjeld Holm indirekte har villet følge op på, skal jeg ikke kunne sige. ¹

Nogen har fortalt Rosemarie Løgstrup om Kjeld Holms kronik, og det har gjort hende ”meget chokeret”, så hun har sendt Kjeld Holm et brev, som hun vedlægger i kopi, dateret samme dag. I brevet skærper hun det til ”dybt forfærdet” og ”så ved Du ikke, hvad Du taler om”.

Og herefter kommer så forklaringen på gåden om Løgstrups Tysklands-rejser. ”Min Fars familie”, skriver hun, ”var døbte jøder – de blev udryddet i Nazitiden. Knud var den sidste og den eneste, der fik adgang til Schloss Grüssau i Schlesien, hvor dem (fra familien – OJ) der ikke tog sig af dage, var internerede indtil de blev sendt til tilintetgørelseslejrene”. Herefter giver hun udtryk for sin skuffelse over Kjeld Holms kronik (som hun jo ikke har læst), men erklærer samtidig, at hun fortsat er yderst tilfreds med, at han har vundet bispevalget (hun havde selv været med til at befordre hans kandidatur som medlem af det lokale menighedsråd – OJ), samt at han fortsat ”har hendes sympati”.

Uvilkårligt spørger man: Hvad er hendes argument? Det må vel være: Kom ikke her og påstå, at hendes mand ikke har noget at sige som sjælesørger for mennesker i noget nær den værst tænkelige situation, man kan komme i!

Men hvad så end. Her har vi forklaringen på orloverne!

Og så kan jeg da ikke tilbageholde, at indvendingerne mod Løgstrup ikke holder vand. Se blot her: ”Magten (dvs. skabermagten) er før-etisk, skabelse er koblet sammen med tilintetgørelse, herlighed med grusomhed” (Klim-udgaven af Skabelse og tilintetgørelse (2015) s. 302f., 12, 359, 315, 56). Og f.eks. her: ”At Gud er til sinds at lade liv sejre over død, lade herlighed sejre over grusomhed kan et menneske kun sætte sin lid til i troen på, at Gud gør Jesu ord og gerninger til sine ord og gerninger” (id. s. 83), sagt i tilslutning til Luther.

Kritikerne kan ikke have læst de sidste 95 konkluderende sider – Sjette og Syvende Del – af Skabelse og tilintetgørelse (id. s. 291-366), der var udkommet i 1978, særligt nøje, for at sige det mildt. Løgstrups dogmatiske holdninger var klassisk lutherske, og det var tværtom eksistensteologien, der var et brud med klassisk kristendom ved helt at skrotte skabelsestanken. Jeg tror heller ikke, at Kjeld Holm vil fastholde sin kritik i dag, det tyder hans senere skrifter ikke på.