Den 4. februar 2017 skrev Stougård til mig: “Det ville være løjer for mig, om jeg kunne nå at se den bog fiks og færdig; men det ville også være en glæde for mig at vide, den var på vej, når jeg går herfra.”

Han nåede lige akkurat at få denne sidste glæde med sig. Den 17. februar døde Erling Stougård Thomsen, 88 år gammel. Og nu er Dostojevskij-bogen så ’fiks og færdig’. Den har ligget i skuffen gennem en del år. Desværre. Og ganske ufortjent eftersom Stougård er af et helt eget format og ganske på højde med Knud Hansen som en aldeles fremragende læser og formidler af Dostojevskij, velskrivende, skarpsindig og klog.

Se også: Den russiske katedral – fem læsninger i Dostojevskijs værker af Erling Stougård Thomsen

Da jeg sidst i 2016 erfarede, at Stougårds sygdom var uhelbredelig, og han kun havde kort tid tilbage, var det en uvelkommen overrumpling. Vi havde efterhånden kendt hinanden gennem årtier. Blandt mine teologiske helte var han den sidste mohikaner. På falderebet blussede vores åndsudveksling op, og jeg fik udtrykt min taknemlighed, men også min ærgrelse over, at Dostojevskij-bogen i sin tid var strandet. Det genantændte projektet. Bogen skulle da ud! Med familieassistance og FØNIX-velvilje kom der skub i det. Nu er den her så. Endelig. ’Fiks og færdig’. Fortjent. Hvor kunne jeg have undt ham den i hånden. Men jeg glæder mig på hans vegne. Stougård var til det sidste en teologisk eksistens i den skarpe ende. Og tillige et varmt menneske, der, også til det sidste, vidste af, at når der ikke er andet håb, så er der Gud.

Tak til Palmeredaktionen både for den gode gerning og for en god bog der udkommer i rette regi (med fin titel og layout). Måtte den – og Dostojevskij med, selvfølgelig – få mange læsere.

Snapshot af forfatteren

Da det måske kun er en ældre generation, der kan nikke gen- og anerkendende til Erling Stougård Thomsens navn, så tilføjes nedenstående snapshot – et interview fra Kristeligt Dagblad, da Stougård skulle skrive ’Ordet’ 2002/2003, siden udgivet 2005 med titlen ’Dagen og Vejen’, der, sammen med prædikensamlingen ’Lysninger’ (2001), hører til i prædikensamlingernes top 5:

Erling Stougård Thomsen, tidligere præst i Vestjylland og provst i Ringkøbing Provsti, vil fra det nye kirkeårs start skrive det daglige andagtsstykke i Kristeligt Dagblad.

Ingen har ejendomsret til troen, fastslår Erling Stougård Thomsen og holder en lille teologisk tænkepause, mens han ser hen over honningmaden. Honningen er af egen avl, og vi sidder i hans charmerende gulkalkede hus fra 1832 med lave dørkarme – som kræver ydmyghed – og bjælker i loftet. Fra vinduerne er der udsigt ned over Mariager Fjord.

Vi er i Hobro, på Erling Thomsens fødeegn. Her flyttede han tilbage til, da han blev pensioneret. For som en ældre emeritus engang belærte ham, så bør en præst flytte fra sit sogn, når han pensioneres – ”for sognets, eftermandens og sin egen skyld”.

Det er 10 år siden, at Erling Thomsen stoppede som præst i Vestjylland, hvor han også var provst i Ringkøbing Provsti gennem næsten 20 år. I det nye kirkeår, der begynder på søndag, bestiger han atter prædikestolen, men denne gang i en lidt anden form, idet ”menigheden” ikke sidder bænket i en kirke, men udgøres af Kristeligt Dagblads læsere.

Den 74-årige Erling Thomsen har sagt ja til at overtage ”Ordet” for det kommende kirkeår, og han har den seneste tid været i gang med at skrive sig ind på den superkorte form, som er et krav og kendemærke for dette daglige andagtsstykke: En mini-prædiken på 25 linjer i A4-format.

Egentlig, funderer han, er prædikenen i sit væsen en uforskammethed. For ret beset kan det vel siges at være en frækhed, at Gud vil blande sig i vores liv, hvor vi helst vil os selv. Derfor er der altid en modsigelse i kristendommen. (Thomsen tager Ordet v/Jørgen Steens (KD 28. november 2002))

Hinsides pjat og pjank

Erling Stougård Thomsen har tidligere vist, at han mestrer kortformen. I Vestjylland er der stadig folk, der husker hans kondenserede artikler om kristne grundsandheder i kirkebladet for Torsted og Hover Sogne, hvor han var præst i 33 år.

Og så er han en enestående prædikant, lyder bedømmelsen fra en tidligere kollega. Han mestrer et smukt sprog og er hinsides al moderne pjank og pjat.

Kontant er han i hvert fald, når der skal tales om kristendom og tro – den tro, som vi altså ikke kan eje: “For kristendom er en stadig ny begyndelse, og vi kommer aldrig længere end til det, fordi vi lever i tiden”, fastslår Stougård og uddyber:

Fra kristendommen lyder et stadigt kald til mennesker. Måske hører de det i dag eller i morgen, men kan øjeblikke efter have glemt, hvad de hørte. Derfor må kirken være her med dens stadige talen ind i folket.

Gud defineres af Stougård som ”det yderste håb”: “Når der ikke er andet håb, så er der Gud.”

Gudstjenestens orden og regel

Spørger man ”Ordets” kommende prædikant, om han selv er en glad kirkegænger, er svaret også kontant: “Ja, når der ikke bliver sagt for meget vrøvl fra prædikestolen.”

Vrøvlet opstår, ifølge Stougård, når der ikke er ordentlig sammenhæng i præstens prædiken, og den ikke – sagt med Luther – ”driver på Kristus”:

Ligesom en å, der til sidst løber ud i havet, må en prædiken også bevæge sig derhen, hvor det ikke længere er mit eget, der tæller.

Erling Stougård Thomsen er absolut ikke tilhænger af pædagogiske præster, som siger goddag til menigheden og gennem små ”regi-bemærkninger” undervejs forklarer, hvad der sker under gudstjenesten. Hvornår man rejser sig op, osv.

Det generer mig næsten lige så meget som en forvrøvlet prædiken, fordi en sådan præst ikke respekterer den gudstjenestelige orden, når han vælger at stå ved siden af sig selv og vil forklare spillet, mens han spiller det, for netop derved ødelægger han spillet. Den danske gudstjeneste er stramt opbygget, og det må respekteres. I en cirkusforestilling står klovnen da heller ikke og forklarer, hvorfor han gør dit og dat.

Gudstjenesten er et handlingsforløb, siger Erling Stougård Thomsen. Det udspiller sig efter bestemte regler og mønstre – akkurat ligesom en god forsamlingshusfest i et af hans gamle vestjyske sogne:

Der vidste man også, at først når stegen havde været rundt anden gang, kunne man begynde at holde taler. Som gudstjenesten har også en vellykket fest et bestemt forløb og ritual.

”Røverkulen” i Århus

Erling Stougård Thomsens forældre kom i en grundtvigsk frimenighed. Selv blev han i tiden på Pastoralseminariet ”føl” hos tidehvervspræsten K. Olesen Larsen ved Esajaskirken i København.

Jeg føler mig stadig meget knyttet til det gamle Tidehverv og dens eksistensteologi, hvor kristendommen opfattes som en aldrig afsluttet samtale mellem evangeliet og min og din daglige tilværelse. En samtale, der kan være indædt eller højstemt, eller bryde ud i lovsang.

Stougård læste teologi på Aarhus Universitet, lige præcis i den periode, da Indre Missions daværende formand Chr. Bartholdy havde set sig gal på det teologiske fakultet der og kaldte det for en ”røverkule”, fordi han var uenig i bibelsynet.

Det fik nogle af de mere ”fromme” studerende til at flygte i rædsel væk fra det ”ugudelige” fakultet og gøre studierne færdige i København. Vi, der blev, fandt det derimod utroligt spændende, for det var jo tiden med Løgstrup, Lindhardt, Prenter og Sløk. De fire var ofte rygende uenige, men der var engagement og liv i det.

Stougård udgav i fjor en samling af prædikener til første tekstrække for hele kirkeåret. Han har gennem årene desuden skrevet artikler og holdt mange foredrag. En stor del af dem har været om Dostojevskij, den russiske forfatter, der i romanen ”Brødrene Karamassof” lader en af personerne sige, at alle er skyldige for alle.

For mig udtrykker en sætning som denne en grundsandhed ved tilværelsen: Skylden er menneskers store samhørighed. Ingen af os kan sige sig fri af den, omend vi ofte forsøger på det.

Biografisk note

Niels Erling Stougård Thomsen, født 14. november 1928, død 17. februar 2017, begravet 25. februar, Torsted Kirke og kirkegård. Teologisk kandidat 1955, hjælpepræst ved Klosterkirken i Horsens 1957, sognepræst i Torsted og Hover 1959, provst i Ringkøbing Provsti 1969-88, afsked som sognepræst 1992. Gift med Eva Degn Thomsen, indtil 2012 præst ved Hobro Kirke og Hobro Arrest. Har skrevet tekstvejledninger, prædikener og artikler i Præsteforeningens Blad, Tidehverv, Dansk Kirketidende, Højskolebladet, Dansk Udsyn, Ribe Stiftsbog samt udgivet prædikensamlingerne ’Lysninger’ (2001) og ’Dagen og Vejen’ (2005).