Den danske teolog Lars Bo Bojesen er død, 74 år gammel. Han nåede sidste år at udgive en samling religionspsykologiske essays i Fønix’ palmeserie. Vi bringer her Kristoffer Garnes forord til udgivelsen, der samtidig er en introduktion til forfatterskabet som helhed. Læs også artiklen “Englens blik”.
Æret være Lars Bo Bojesens minde.
Forord fra Lars Bo Bojesen: Religionspsykologiske essays (Fønix 2019)
Af Kristoffer Garne
Denne bog samler de vigtigste af Lars Bo Bojesens større essays – både af nyere og ældre dato – der ikke indgår i de to hovedværker Den tredje tilstand. Religionspsykologi (Gyldendal 1989) og Fænomenet Ånd. Syv religionsfilosofiske essays (Gyldendal 1993). Hver for sig udgør de tre bøger en mulig indgang til religionspsykologien, og tilsammen repræsenterer de et tænkende menneskes samlede bud på en nutidig religionspsykologi.
Lars Bo Bojesen (f. 1946) udmærker sig som psykologisk tænker ved sin veludviklede filosofiske bevidsthed og sin teologiske horisont. Som filosof skærper han psykologiens bevidsthed om erkendelsens grundvilkår og grænser. Som teolog af uddannelse er han opmærksom på de mulige implikationer af de psykologiske udsagn. Han ved, hvornår psykologien skal tale og tie – og hvornår andre discipliner skal tie stille og lytte eller åbne munden og kritisere. En ordentlig religionspsykolog må kende grænserne mellem det deskriptive og det normative sprog – og vide, hvornår man skal overholde grænserne, og hvornår man skal turde at krydse dem, hvis man vil tale teologisk. Denne stædige og gennemgående fastholdelse af spørgsmålet om erkendelsens vilkår og udsagnenes gyldighed er gennemgående i Bojesens forfatterskab.
Det er især C.G. Jungs psykologi, Lars Bo Bojesen lægger sig i forlængelse af. Men som det tydeligt kommer til udtryk i hans introduktion til Jung, Dæmoni og mening (Aschehoug 2001), er han også bevidst om begrænsningerne i Jungs tænkning. F.eks. har han, som essayene i denne bog også demonstrerer, sans for relevansen af at inddrage andre psykologier, herunder også Freuds, og for nødvendigheden af at supplere psykologiens sprog med andre, fx teologiens. En af Jungs blivende erkendelser er, at psykologien for at komme til en ordentlig forståelse af menneskets sjæleliv må lade sig oplyse af åndshistorien og lade sine erkendelser belyse kulturelle fænomener af alle slags. Det har Bojesen forstået, så i hans værker arbejdes der psykologisk med filosofi- og teologihistorien, billedkunst, musik, litteratur, eksistentielle problemer og almene samfundsspørgsmål. Det kan man også forvisse sig om ved at læse hans to øvrige bøger: Venskab og ensomhed. Om to dyder, der forudsætter hinanden (Gyldendal 2005) og Tilblivelsen af myndighed. 5 essays om etik og pædagogik (Nyt Askov 2014).
Det brede interessefelt afspejler sig også i Lars Bo Bojesens professionelle liv: Han har både haft ansættelse som (i kronologisk rækkefølge) universitetsadjunkt, højskolelærer, seminarielærer og endelig lektor i sjælesorg ved præsternes efteruddannelse. De enkelte essays i denne bog afspejler den flydende bevægelse fra filosofien over psykologien til teologien og tilbage igen, som Bojesen foretager i sine analyser af konkrete fænomener – hele tiden med de store, grundlæggende spørgsmål i horisonten.
Der er for tiden en fornyet interesse i (religions)-psykologiens ’klassikere’ – f.eks. er man i gang med en omfattende udgivelse af Jungs efterladte manuskripter, som ledsages af en historisk forskning i psykologiens historie (danske læsere henvises til Aksel Haanings Jung. En stemme fra dybet, Akademisk 2016). Jeg tror ikke, at man skal forstå denne ”tilbagevenden til rødderne” som en direkte kritik af kognitions- og neurovidenskabens dominans i nutidens akademiske psykologi, men snarere som en påmindelse om, at psykologien aldrig må glemme at stille spørgsmålet om sjælens virkelighed – eller m.a.o. at rette opmærksomheden på menneskets erfaring af ånd. Det var C.G. Jungs store fortjeneste altid at have dette spørgsmål for øje – og det er Lars Bo Bojesens blivende indsats at fastholde dette spørgsmål i en dansk sammenhæng og pege på spørgsmålets relevans også for filosofien, teologien og de øvrige åndsvidenskaber. Som sådan er hans forfatterskab relevant for enhver, der beskæftiger sig med psykologi eller er interesseret i den menneskelige sjæl – uanset om man kan følge hans konklusioner eller deler hans nærmere interesser.
Det er således mit håb, at denne bog må få mange læsere med vidt forskellige baggrunde og give anledning til et nærmere bekendtskab med Lars Bo Bojesens forfatterskab. Mere specifikt er det også mit ønske, at teologien og religionsvidenskaben – og dermed forskere, præster og lærere af alle slags – ved læsning af bogen må få øjnene op for relevansen af religionspsykologien (et fag, der er næsten totalt fraværende på de teologiske uddannelser) og skærpet interessen for åndelig erfaring overhovedet. For nu at sige det med et berømt citat af Jung, som Bojesen også fremdrager i det følgende: ”Det mangler endnu at blive forstået, at det ’store mysterium’ ikke kun er til stede i sig selv, men også er primært rodfæstet i den menneskelige sjæl. Han, der ikke kender til dette af erfaring, kan nok blive en højlærd teolog; men om religion har han ingen anelse og endnu mindre om pædagogik”.
God fornøjelse med essayene i denne bog. De kan læses hver for sig alt efter tid og lyst, men bogen kan også med fordel læses fra ende til anden – som et samlet bud på, hvordan vi nærmer os spørgsmålet om sjælen og erfaringen af ånd.
