Fønix – stadig uden (for meget) teologisk mandarinsprog

Måske er det lig, vi har i lasten.

Sådan skrev Niels Thomsen i forordet til det første nummer af tidsskriftet Fønix, der så dagens lys i 1976 og som sidenhen blev udstyret med den vel nærmest passivt-aggressive undertitel ”det uaktuelle teologiske tidsskrift”. Ligene, som Thomsen henviste til, var for ham at se de årtusindgamle kirkelige og teologiske traditioner, som enhver teolog – måske endda uforvarende – trækker på i sit tolkningsarbejde. Men forholdet mellem disse traditioner og vores nutidige erfaringer er ikke nødvendigvis selvfølgeligt, endsige uproblematisk.

Hvad der i 1976 ikke længere var selvfølgeligt, synes i dag – næsten halvtreds år senere – måske endnu mindre selvfølgeligt. Løsningen, som redaktionen anno 1976 bestående af teologerne Leif Grane, Bent Hahn, Jørgen I. Jensen, Ole Jensen og førnævnte Niels Thomsen med tidsskriftet Fønix tilbød, var så at sige at formulere kristendom ved hjælp af udøbt tankegods. Tidsskriftet var og er fortsat et forum for væsentlig teologisk debat uden ”teologisk mandarinsprog” og med en vilje til at øse af kilder uden for den i snæver forstand teologiske tradition.

Der er siden løbet meget vand i åen; gamle redaktionsmedlemmer er gået, nye er kommet til, og den gamle fugl er i mellemtiden opstået i ny digital form i 2016. Nu har det igen været skiftedag i Fønix-redaktionen: Imens Johannes Aakjær Steenbuch og Søren Frank Jensen bliver siddende i redaktionen, udtræder Kristoffer Garne, Rasmus H.C. Dreyer, Martin Ravn og Sasja Emilie Mathiasen Stopa, og de giver faklen videre til Theis Schønning Johansen og Mikael Stæhr Brorson. Eftersom udskiftningen i redaktørkollegiet til dels har karakter af et generationsskifte, skylder vi måske et par bemærkninger om ligene i lasten.

Ordets og tankens frihed

Denne korte artikel skal ikke betragtes som et manifest. Men dens karakter af ikke-manifest manifesterer alligevel noget væsentligt om tidsskriftet: Fønix har ikke noget program, ikke nogen officiel linje, ikke en bestemt ortodoksi, som skal værnes om, endsige en bestemt tradition, der må og skal følges.

Her er ordet frit, tanken ligeså – og det er ikke floskler. Ingen fugl Fønix uden ild: det frie ord og den frie tanke er forudsætningen for den ild, der brænder, der fortærer, og som dermed skaber nyt af gammelt. Denne flammende frihed er helt afgørende i en tid, hvor teologien og tilgrænsende fagtraditioner tenderer mod at lukke sig om sig selv, og hvor tænkningen risikerer at miste sin oplivende glød i tidsåndens snærende lænker, der dikterer den stadigt stigende ”vidensproduktion.”

Tidsskriftet Fønix tilsigter ikke at lade en ny teologi eller teologisk videnskabelighed stige op af asken, som redaktionen anno 1976 ironisk formulerede det. For så vidt er Fønix lige så uaktuelt som altid, lige så unyttigt som altid, lige så ubekymret som altid. Det betyder ikke, at vi går på kompromis med fagligheden, men det betyder, at tidsskriftet, som den foregående redaktion rammende formulerede det, er ”uden unødvendige videnskabelige falbelader.” Og spørgsmålet er i virkeligheden, om ikke netop teologien bedst kommer til udtryk, når den – befriet fra fastlåste tankemønstre og formelagtige udsagn – opstår i poesien, i musikken, i filosofien, i dramaet, i fortællingen, i ritualet, i myten, kort sagt i det sprog, vi dagligt taler, lever og bæres af.

Mellem teologi og humaniora

Det er derfor, tidsskriftet Fønix altid har befundet sig i grænselandet mellem teologi og humaniora: Skal teologien have mæle, må den få det med menneskeord. Heri består mødestedet mellem humaniora og teologi, som paradoksalt nok gør dette grænseland til teologiens eget hjemland.

I dette møde mellem menneskeord og Guds ord kan teologien kun være sikker på én ting: “enhver teologis og enhver teologs sikre nederlag”, for nu at sige det på barthsk. Teologien må som fugl Fønix, når dens menneskeord møder gudsordet, gå under i dette sammenstød – for igen at rejse sig af asken, sprede sine vinger og gå en ny undergang i møde.

Det er ikke et tungt åg, men det, en kendt københavner kaldte “det Opbyggelige, der ligger i den Tanke, at mod Gud have vi altid Uret.” Og under det bonmot basker denne snart halvtreds år gamle fugl ubekymret videre.