Forfatter: Rasmus Vangshardt

Poserende? Måske, men også inciterende, smukt ligefrem. Det er blevet sagt om det zweigske novelleunivers, at det leger, sågar spiller, med den angivelige følelse af sikkerhed i førkrigstidens borgerverden. Man aner den uhyggelige blodkomets komme. Man bebor det krater, den efterlod, hvis navn stadig er Europa. Ældgammelt og evigt ungt. Mekanisk og alligevel kun virksomt i fantasien ...

At stille spørgsmålet om, hvorvidt Hauge er eksistentialist, er at ville sætte en etiket på ham. Eksistentialisme i (denne) Hauge-form er det modsatte. At kalde ham ’eksistentialist’ ville være at give ham en identitet, og (en af) eksistentialismens modsætninger er identiteten. ”Hvis man får sådan en, er subjektet ikke intet, men noget.” ...

Humanioraen har altid rendt rundt i et Rom efter Cæsars død, men det behøver ikke at betyde, at der ikke findes autoritet. Det er det, der er dens udfordring, både dens grundlagsproblem og dens berettigelse ...