Kategorier
Artikel

Om et teologihistorisk venskab og ”der Dank” ved vejs ende

Ole Jensen taknemlig erindret.

Fønix årg. 2021, s. 323-330 (pdf)

Om et teologihistorisk venskab og ”der Dank” ved vejs ende

Ole Jensen taknemlig erindret

Forord

Ole Jensen er død. En teologisk ildsjæl og i sin tid selvskreven som medstifter af FØNIX i 1976.

I august sendte han mig et interview, han, trods alvorlig helbredssvækkelse, havde givet til Højskolebladet.1 Det er fint og står næsten som et åndstestamente, nu, hvor han ikke er mere. Jeg kvitterede med en hilsen, der berettede om Bultmanns og Heideggers livslange venskab bevidnet i udgivelsen Rudolf Bultmann /Martin Heidegger Briefwechsel 1925-1975, 2009. Et tilbagevendende tema i brevene svarede til Oles livssituation. Han kvitterede dagen efter: ”Hvor er det herligt, at du har skrevet dette her. Jeg har ikke længere kræfter til at læse andet end korte ting. Og din artikel er præcis lige til mig. Jeg synes, du skal sende den til Fønix.”

Ja. Det var jo det, jeg selv tænkte, at det lige var ham. Egentlig ikke en artikel, men en hilsen til opbyggelse ”ved vejs ende”, – Højskolebladets interview-overskrift.

Her er den så. I taknemlig erindring.

Et venskab

Af de sidste mange års sporadiske korrespondance mellem Bultmann og Heidegger fremgår det tydeligt, at det var det frugtbare og intense arbejdsfællesskab i ’20’ernes Marburg, som i gensidig respekt forbandt dem i livslangt venskab.2

Tænke, tænke! Heidegger (f. 1889) og Bultmann (f. 1884), Tagung der ’Alten Marburger’, Bethel 17-21.10. 1960 (s. 222). Begge dør i 1976 med en måneds mellemrum.

Særligt i de sidste års breve pointerer Heidegger sin taknemlighed, således i et brev af 17. august 1974 i anledning af Bultmanns 90årsdag:

”Kære ven,

Hölderlin har over et digt-brudstykke som overskrift anført: ”Det næste bedste” (”Das Nächste Beste”).3 Det forekommer mig, at begge disse to ting for os dødelige er: Taknemmeligheden (”der Dank”).

Da vi begyndte studietiden anede ingen af os, at vi engang ville blive forundt disse fem års fælles gerning som lærere ved universitetet, det altid nye inspirerende møde med en vågen og hårdt arbejdende, men også glad ungdom, de altid givende venskabelige samtaler, familiernes naturlige afslappede hengivenhed – som en enestående gave.

Men det er sket. Den stille og den offentlige virkning af dette kan ikke gøres op. Den egentlige udstråling forbliver en hemmelighed, er ikke vores fortjeneste, men hører dog med til vores livsforløb og kræver derfor en stadig ny erindring, der stiller sig selv på prøve. Af denne følger og forbliver taknemmeligheden til den høje og højeste alder.

Måtte denne dyrebare erindring skinne som et stille uanseligt lys på din halvfemsårs fødselsdag …”

1933

Men 1933 må alligevel have været et vendepunkt. I ’32 kom det Bultmann for øre, at Heidegger skulle være blevet medlem af det nationalsocialistiske parti. I et brev til Heidegger december 1932 spørger han ind til rygtet. Klarhed over det kunne måske også være betryggende, eftersom Bultmann i samme brev fortæller, at Glauben und Verstehen er på vej – tilegnet Heidegger. En tilegnelse han i øvrigt fastholdt – pointeret – i oplagene efter krigen.

Heideggers svar kom prompte, dateret to dage efter Bultmanns brev. Medlemskab af NSDAP er, med et militærudtryk, ”et latrin-rygte”! Han understreger: ”Jeg er ikke medlem af dette parti” – og føjer til: ”og vil aldrig være det”. Det var 16. december 1932. 1. maj 1933 står han som indmeldt i partiet (til 1945!).

Den 21. april blev Heidegger rektor i Freiburg og holdt sin rektoratstale den 27. maj. Bultmann læste med hovedrysten et avisreferat og anmeldte kort efter sin betænkelighed og vedlagde sin egen tale fra 2. maj ved åbningen af sommersemesteret i Marburg om teologiens opgave i lyset af den aktuelle politiske situation. Med det ene antijødiske Berufsverbot efter det andet i april ’33 havde Bultmann set skriften på væggen og var stærkt alarmeret. Heidegger svarede ikke. Og fra da dør brevvekslingen brat. Mellem 1925 – 1933 er den livlig og fylder 194 sider (ingen breve i 1934), men kun 62 sider mellem 1935 – 1975, nogle af Bultmanns breve mangler dog.

Efter

De mødtes et par gange efter ’35, men siden først igen i 1948.

Fagligt var de gledet fra hinanden allerede omkring 1930. Men bemærkelsesværdigt er det alligevel, at venskabet holdt. Heidegger holdt i hvert fald godt fast i det. Han havde måske heller ikke så mange gamle venner tilbage, og den altid redelige Bultmann var trofast. Og Bultmann var også – modsat Heidegger – fortsat optaget af deres gamle dialog om forholdet mellem teologi og filosofi. Således reagerede Bultmann straks med en elleve sider lang refleksion, da han i 1963 fra anden side fik tilsendt Otto Pöggelers Der Denkweg Martin Heideggers. Overvejelserne sendte han til Heidegger, som ikke svarede. Det undlod han også, da Bultmann i 1970 kvitterede med en fyldig kommentar, efter Heidegger havde sendt ham sit gamle foredrag ”Phänomenologie und Theologie”.4 Heidegger havde ellers i forordet anført, at han stadig fandt emnet værd at overveje.

De sidste år

De sidste mange år er der blot tale om lidt løst og fast og udveksling af jule- og fødselsdagshilsener og, som før omtalt, med den fælles Marburgtid i taknemmelig erindring. Fra omkring 1969 melder alderen sig. Bultmann fortæller om sin ensomhed (14. juli 1969): Så godt som alle fagfæller og universitetskolleger er døde. Ægtefællen har gennem længere tid været indlagt med en svær depression, som hun efter hjemkomst stadig lider under. Og han føler sig isoleret – ”Blandt teologerne er det kun min efterfølger Kümmel, der er trofast overfor mig”. Og føjer til: ”Nuvel, jeg hører ikke til de mennesker, som ikke kan tåle ensomhed. Ja, den er en forberedelse til den sidste time”, som han mener ikke kan være fjern. Bultmann dør dog først syv år senere, den 30. juli 1976.

De følgende år kommer det som et ekko fra Bultmann: ”Jeg er jo så gammel, at jeg må tænke på det at tage afsked, og jeg tager afsked med et liv, der var rigt på arbejde og glæde, på kærlighed og venskab – afsked fuld af taknemmelighed. Taknemmeligheden gælder også særlig dig …” (15. december 1970)

Og da Bultmann, i brevvekslingens sidste brev 20. september 1975, takker Heidegger for dennes fødselsdagshilsen til 91årsdagen, medsender han et foto:

– og skriver:

”… kun for at vise dig, hvordan jeg har det nu: Jeg er gammel og træt, kan ikke længere læse og kun møjsommeligt skrive få ord. Kun min pibe kan jeg stadig ryge med stort behag …”

”Taknemmeligheden” (”der Dank”).

Bultmanns ægtefælle dør i 1973. Heidegger indleder sit kondolencebrev:

”Kære ven, ved enden, der, hvor alt samler sig i den jordiske afskeds timer og dage, forbliver taknemmeligheden. Den forvandler og formilder smerten.”

I de sidste få hilsener pointerer den altid reflekterende Heidegger, ”der Dank”, taknemmeligheden.

Som tidligere citeret, da Bultmann fyldte 90, indledte Heidegger sin fødselsdagshilsen 17. august 1974 med ordene:

”Hölderlin har over et digt-brudstykke som overskrift anført: ”Det næste bedste” (”Das Nächste Beste”). Det forekommer mig, at begge disse to ting for os dødelige er: Taknemmeligheden”.

Efter sin egen 85-års fødselsdag sendte Heidegger et Hölderlin-inspireret digt til venner og bekendte tilegnet dem som tak for medtænken – således også Bultmann – 26. september 1974. Det er håbløst at oversætte, så det må blive ved det tyske:

Stiftender als Dichten,
Gründender als Denken,
bleibe der Dank.
Die in’s Danken gelangen,
bringt er zurück vor
die Gegenwart des Unzugangbaren,
der wir — die Sterblichen alle —
vom Anfang her
ge-eignet sind.’

Og igen en udateret hilsen til Bultmann – anbragt mellem september 1974 og januar 1975:

”De hilsener, ønsker og gaver, som er givet mig på tænkningens sidste vej, er opmuntring, samtidig tegn ind i det ufortjente. Hvordan kan man takke passende for denne glæde? Andet end ved uophørligt at spørge: Hvad betyder det at tænke? Vil det sige:

At bringe tak?”

Conrad Ferdinand Meyer (1825-1898)

Da Ole Jensen i 1988 anmeldte Thorkild Bjørnvigs erindringer, kvitterede denne med en tak, hvor han – med tilslutning – citerede fra schweitzerdigteren Conrad Ferdinand Meyers digt om Johan Huus’ sidste dage (”Hussens Kerker”). Ole Jensen har omtalt det flere gange og fremdrog det i sin tale ved Bjørnvigs begravelse.5

Conrad Ferdinand Meyer dukker også op i Bultmann-Heidegger brevvekslingen.

I et brev af 30. januar 1970 takker Bultmann for et par tilsendte publikationer, som han ikke kan forholde sig til med henvisning til sit svækkede syn (han har to unge teologer til at læse for sig). Men så er der alligevel noget, som skal ud. Heidegger burde i en sammenhæng have nævnt nogle jordnære schweiziske digtere, blandt dem Conrad Ferdinand Meyer.

Efter med bifald at have prist et Hölderlin-citat, vender Bultmann tilbage til Conrad Ferdinand Meyer. I et er han Hölderlin overlegen nemlig i ”sprogets enkelthed”. Og så nævner Bultmann, at af Conrad Ferdinand Meyers digte er et af de ”kæreste for mig ”Das Ende des Festes””:

Da vennerne drak med Sokrates,
Og hoveder sank på puderne,
Kom en yngling, kan jeg huske,
Med to slanke fløjtespillerinder.

Af kalkene hældte vi resterne.
De samtaletrætte læber tier.
Omkring de visne kranse trækker en syngen –
Stille! Dødens slumrefløjte klinger.

»Da mit Sokrates die Freunde tranken,
Und die Häupter auf die Polster sanken,
Kam ein Jüngling, kann ich mich entsinnen,
Mit zwei schlanken Flötenbläserinnen.

Aus den Kelchen schütten wir die Neigen;
Die gesprächesmüden Lippen schweigen.
Um die welken Kränze zieht ein Singen —
Still! Des Todes Schlummerflöten klingen!

Og Bultmann føjer til:

”Gælder eftertænksomhed ikke også her? Hvad menes der med denne yngling? Og med fløjtens klang?

Dog nok for i dag …”

Conrad Ferdinand Meyer digtede også om Johan Huttens sidste dage – her er to bidrag (i norsk oversættelse).6

Et kristelig tankesprog (LXVII)

I smertens stjerneløse natt kan dog
min sjel få trøst av gode tankesprog.

Sankt Paulus, du som alltid mangefold
var min apostel, kjærest blant de tolv,

jeg ber, av nøden bitterlig forbrent,
en bønn av deg som lyder slik omtrent:

«All skapning engstes, lenges uavbrutt
i sin forgjenglighet, til den tar slutt.»

Titt blir den edle kropp, det vakre skinn,
et fengselsrom hvor intet lys når inn.

Da er det ingen tillært bønn, men mer:
vår ånd i oss som sukker og som ber.

Hvis ikke du, min Gud, var til for meg,
da ville denne kraftbønn skape deg.

Et hedensk tankesprog (LXVIII)

Jeg minnes – uvisst hvorfor, sant å si –
et ord av Sokrates’ apologi:

”Hva venter oss når denne flakke-glo
av jordliv slukner i oss? – Ett av to:

Et rom for salighetens gylne strøm!
En uforstyrret slummer uten drøm!”

Vi kristne har jo lyset, men jeg tror
det ikke skader med et hedningord.

Nej. Det skader ikke med et hedningord. Det giver, som Bultmann siger, noget at tænke over. Og tænkning ved vejs ende, er det ikke ”der Dank”, danken, at takke? spørger Heidegger. Taknemmelighed var ”das Ende des Festes” for dem begge, den var en livserfaring og en uventet frugt af deres samarbejde tilbage i ’20’erne og forklarer, hvorfor venskabet holdt livet ud.

Nu fik festen også en ende for Ole Jensen, meget mod hans vilje, men taknemligheden bliver. Den ærer hans minde.

1Højskolebladet: https://hojskolebladet.dk/nyhedsarkiv/2021/aug/ole-jensen-det-er-hoejskolens-opgave-at-stille-spoergsmaalet-menneske-foerst-og-hvad-saa

2 2) a) Tak til Eberhard Harbsmeier for håndsrækning med oversættelse. b) Om den teologiske substans cf. Bent Smidt Hansen: Eksistensteologi, 1967; Bent Hahn: Hermeneutik og Religionsfilosofi, 1979; Søren Nordentoft: Heideggers opgør med den filosofiske tradition kritisk belyst, 1961; Walter Schmithals: Die Theologie Rudolf Bultmanns (1966) 2. Aufl. 1967 (engelsk 1968); Ole Jensen: Teologi mellem illusion og restriktion, 1977. c) Som en bekræftelse på respekten kan brevvekslingen mellem Hannah Arendt og Heidegger anføres og at Heidegger i ”de sorte hæfter” giver alle kolleger og bekendte af grovfile, kun Bultmann ”omtales pænt” jfr. s. 168 i Hans Hauge: Hytten og hæfterne. Historien om Heidegger og hans Schwarze Hefte, 2019, – som også er et hæsblæsende defensorat for 1933-Heidegger.

3Enkelt brudstykke i Friedrich Hölderlin: Brød og vin. Digte i udvalg ved Thorkild Bjørnvig, 1970

4Foredraget var fra 1927, men først trykt i 1969 sammen med et debatoplæg fra USA holdt i 1964 (”Das Problem eines nichtobjektivierenden Denkens und Sprechens in der heutigen Theologie”), i 1970 udgivet som særtryk med en dedikation: ”Tilegnet Rudolf Bultmann i venskabeligt minde om årene i Marburg 1923-1928”. Bedre sent end aldrig. Bultmann havde ønskede foredraget trykt allerede i 1928 sammen med et af sine egne foredrag, som en ydre markering af deres samarbejde ved Heideggers opbrud fra Marburg. Heidegger afviste dog, foredraget var ikke klart nok.

5Højskolebladet 1988; Ole Jensen: Tilskikkelser og livsbetagelse, 2017, s. 55, 160, cf. Ole Jensen: Gud som magten til at være til i alt, som er til, s. 83-87 i: Gud efter Grosbøll, 2005.

6Conrad Ferdinand Meyer: Under stjernene, Oslo, 1965, (Av ”Huttens siste dager” v/André Bjerke), s. 64 og 65. Tysk, Conrad Ferdinand Meyer: Huttens letzte Tage. Eine Dichtung: http://www.zeno.org/Literatur/M/Meyer,+Conrad+Ferdinand/Verserzählung/Huttens+letzte+Tage

Af Flemming O. Nielsen

pastor em.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.