Den 31. juli fyldte Jørgen I. Jensen, den sidst tilbageværende af FØNIX fædre, 80 år – ”denne originale teolog og kulturskribent, en mand, der som få er udstyret med – så at sige – ”grønne fingre””, sådan karakteriserede kollegaen Jakob Balling med anerkendelse fødselaren, da han fyldte 60. Med rette. Den frodige produktivitet er i løbet af de sidste 20 år vokset med 7 bøger og 45 artikler og på dagen udkommer endnu en bog.
Jørgen I. er født og opvokset på Amager i et hjem med højskolebaggrund og skolegang på Sundpark Skole (1951-60), hvor et originalt lærerkorps sammen med lokale klaverlæreres undervisning tidligt stimulerede den begavede elevs appetit på kultur, teologi og musik.
På Sankt Jørgens gymnasium fik barren et nyk op. Til eksempel: Musiklæreren mente ikke, at Bach kunne have indledt koralen i Alban Bergs Violinkoncert med et tritonus-interval. Han måtte dog bøje sig og kvitterede ved translokationen i 1963 med at forære sin opvakte elev partituret.
I fritiden blev den store krops energi omvekslet til succes som konkurrencesvømmer (butterfly), som voksen holder han sig dog på det tørre som FCK-fan. Der er en morsom biografi i FØNIX-festskriftet (nr. 3/4-2004).
I 1971 blev han teologisk kandidat og fra eksamensbordet headhuntet som undervisningsassistent og fra 1976 ansat som lektor i kirkehistorie ved Det teologiske fakultet på Københavns Universitet, en stilling han bestred til 2004.
Han var timelærer på Nr. Zahles Skole fra 1966-78, og – som nævnt – en af initiativtagerne til FØNIX i 1976 og både skrivende og i redaktionen i flere perioder. Undervejs har han varetaget forskellige bestyrelseshverv, senest som medlem af kanonudvalget for musik. Og har også selv været udøvende musiker som organist, korleder og pianist.
Jørgen I. Jensen tilførte som kirkehistoriker sit fag en inspirerende tværfaglighed. Universitetet var endnu ikke forvandlet til skole. Undervisere og studerende havde udstrakt frihed til at tage emner op fordybe sig i dem, hvilket passede perfekt til hans personlighed og kreativitet. Litteraterne Northrop Frye, Eric Auerbach samt Grundtvig og Vestens musikhistorie gav inspiration til en ny måde at tænke om tid og historie. Emnerne rakte fra klassikere som Augustin, Dante, Milton, Blake og hjemlige Otto Møller og Fr. Helveg til skikkelser i det 20. årh. som Thomas Mann og de oversete sidegadeeksistenser i Wien Josef Matthias Hauer og Ferdinand Ebner, og som den ”der med seismografisk sikkerhed fornemt opfangede bevægelser i det kulturelle landskab i bred forstand” (Mogens Müller) blev f.eks. også datidens ”ungdomsoprør” belyst teologisk.
Det imponerende åndsvingefang er dokumenteret i ”Mødepunkter. Teologi-kultur-musik”, den 800 sider store artikelsamling, der udkom på 60årsdagen i 2004.
Gennem årtier har Jørgen I. tillige gavmildt delt sin lærdom med det ganske land som inspirerende og fortælleglad foredragsholder, så langt ben og helbred holdt. Men lejligheden på Frederiksberg er dog fortsat et veritabelt hjemmeuniversitet med studiekredse, musiksessioner og foredrag.
Selv beskriver han teologi, ”som en kulturel virksomhed, der ikke standser ved, hvad den enkelte kan overskue eller ved hvad den enkelte kan føle i sit indre — den må videre til at iagttage, at kristendommen bevæger sig i historien mellem mennesker og mellem ting, toner og ord. I den forstand er den ikke for fastholdere; men der hvor de humane projekter mange gange ser et mål, et brag eller en slutning ser teologien at kristendommen åbner tiden, gør den bred så noget nyt kan komme, som regel det nye – gamle almindelige liv, der strømmer mennesker i møde fra en anden side. I det perspektiv er et menneske først og fremmest et åndsvæsen.”
Tankegangen er udfoldet som ”den tredje historie” i en serie på 5 bøger, samlet anmeldt (af Thomas Reinholt Rasmussen) som ”et af de væsentligste teologiske værker de sidste tyve år”, som også vil stå som et teologisk hovedværk om 20-30 år: ”Jeg-automaten. Teologisk kritik af et menneskebillede” (2006), ” … det tredje øjeblik. Mellem Grundtvig og Kierkegaard” (2008), ”Europasonate. Teologiske spor i den klassiske musik” (2009), ”Det første Ord. Teologiske rapporter fra en musik- og kulturby. Efter et århundredskifte” (2013), ”Genkendelse. Åndshistorisk teologi” (2020).
Som forfatter slog han igennem med to store berømmede værker, der begge i dag er klassikere: den kulturhistoriske musikbiografi ”Carl Nielsen – Danskeren” (1991, 2. udg. 2015) og ”Den fjerne kirke” (1995) om kirken som historisk symbol – fra oldkirke til dagens folkekirke (Hans Hauge: ”Et brag af en bog”).
Som (bog)skribent debuterede han i 1979 med ”Sjælens musik. Musikalsk tænkning og kristendom hos Augustin”, hvor der, måske overraskende men karakteristisk, trækkes tråde til det 20. årh.s tolvtonemusik. I 1986 fulgte endnu en musikbog ”Per Nørgårds musik. Et verdensbillede i forandring” og sammen med Erik A. Nielsen i 1991 Mozart-bogen om ”Tryllefløjten”. 2017 udgav han Grundtvig-bogen: ”Denne ene sommer. Grundtvigs Nyaars-morgen som symfonisk digtning”, hvor sonateformen er den tolkende figur. Til dette føjer sig et mindre skrift: ”Oluf Ring. Den folkelige sang” fra 2013.
På 80årsdagen bliver han fejret af Forlaget Grønningen 1 med bogen ”Ansigtet – Musik og kristendom”. Titlen refererer til begrebet allestedsnærvær fælles for Luthers nadverteologi og tolvtonerækken i Alban Bergs Violinkoncert. Bogens indhold er et repræsentativt udvalg med 25 af Jørgen I.’s artikler (1979-2024), der markerer og afspejler forfatterskabets tværfaglighed med treklangen teologi – kultur – musik som den røde tråd. Ånds- og kulturhistorie generøst formidlet med lærdom, musisk gehør, intellektuelt overskud og historisk overblik.
Tillykke med indsatsen og de 80!
PS Det er vel ikke for meget sagt, at forfatterskabets originalitet og nytænkning her løfter teologi til et niveau, der efterhånden har gjort sig fortjent til en æresdoktorgrad.
