Rusland – kulturel ven eller fjende?

Rusland er kulturelt vores ven, men de fjerner sig politisk fra os for øjeblikket på grund af den nye kolde krig. Det gør det sværere for dem selv at udvikle de sider af deres kultur, som vi bedst kan lide. Men det ændrer næppe på, at russerne som folk er og bliver kristne europæere.

Tema: Rusland
I de seneste tre år har Fønix udgivet en række bøger, der alle drejer sig om russisk teologi og kultur: “Den russiske katedral – fem læsninger i Dostojevskijs værker” af Erling Stougård Thomsen, Filarets “Katekismus” og “Den ortodokse arv – perspektiver på Ruslands teologiske tradition” henholdsvis oversat og forfattet af Sten Hartung samt Nikolaj Berdjajevs “Ulighedens filosofi” oversat af Christian Gottlieb. I den anledning afholdt Fønix den 6. maj 2019 et Ruslands-seminar i Vartov, hvor Christian Gottlieb og Sten Hartung samt cand. mag. Rasmus Vangshardt og cand. mag. Marie Krarup holdt oplæg om russisk teologi og kultur. Marie Krarups oplæg havde overskriften “Rusland – kulturel ven eller fjende” og det er de tanker, Krarup havde gjort sig i den anledning, vi hermed offentliggør.  

Rusland – kulturel ven eller fjende?

For at svare på spørgsmålet ganske umiddelbart, skal man tage til Rusland og opleve, hvordan folk er. Langt de fleste danskere vil umiddelbart føle sig tilpasse og trygge i Rusland og på bølgelængde med russerne, – hvis de kan overvinde sprogbarrieren, – og de vil, tror jeg, se langt flere ligheder end forskelle. For forskellen mellem en russer og en dansker er ikke større end mellem en italiener og en dansker, nok snarere mindre. Det er mit umiddelbare bud.

Årsagen til ligheden mellem russerne og os skyldes selvfølgelig først og fremmest den fælles kulturarv i kristendommen. 71% af russerne definerer sig i dag som kristne (Pew Reseach). Og for en russer er kristendommen en selvfølgelig og naturlig del af livet. De fleste russere taler om den kristne Gud mange gange om dagen – måske uden at vide det. For selve ordet tak – Spasibo – betyder ”Guds frelse.”

Så på samme måde som kristendom via Dannebrog med korset på er vævet dybt ind i dansk identitet, så er Gud og gyldne kirkekupler og klokkeklang vævet ind i russisk identitet. Så vi har helt klart kristendommen til fælles. Dermed har vi et menneskesyn og et grundlæggende moralkodeks tilfælles. Det vil man meget hurtigt finde ud af, når man er landet i Rusland.

Men for at svare på det på samme spørgsmål om Rusland som kulturel ven eller fjende på et lidt mere gennemtænkt niveau, skal man vide, både hvad vores egen kultur er, og hvad Ruslands kultur er.

Foto fra Fønix’ seminar om Rusland på Vartov. Fra venstre: Christian Gottlieb, Marie Krarup, Rasmus Vangshardt, Sten Hartung.

Når vi taler om dansk kultur og danskhed, så tror jeg de fleste kender de forskellige danske positioner. Her er yderpunkterne nok kulturradikalismen i Det Radikale Venstre og det nationalkonservative syn i Dansk Folkeparti. Kristendom, respekt for nationalstaten og suverænitet er værdier, der ligger et nationalkonservativt hjerte nært. Mens den kulturradikale vil sætte mere pris på internationalisme, grænseløshed og ateisme.

Min påstand er, at både de kulturradikale og de nationalkonservative kan finde venner i Rusland. Men det er for øjeblikket de nationalkonservative, der kan finde flest venner – både blandt almindelige mennesker samt blandt magthaverne. Men tag ikke fejl – der er bestemt også internationalistiske ateister i Rusland, der drømmer om en moderne form for Sovjet uden religion og nationalitet.

Men når vi taler om, hvad russisk kultur er, så stiller vi faktisk et sindssygt svært spørgsmål, som russerne selv roder med konstant. Og de er ikke nået frem til enighed. Russiskhed-debatten er mindst ligeså svær og lige så aktiv som danskhedsdebatten.

Jeg har lige set en udstilling i Moskva, der handler om, hvad en russer er: Rossija moja istorija. Der var citater i mega-størrelse på bygningen ala: ”En russer er en person, der elsker Rusland” Ilja Glazunov. ”Man er ikke russer, bare fordi man har et russisk efternavn. Men den der elsker Rusland og anser Rusland for sit fædreland er russer” Denikin. Så ja, der er gang i russiskhed-debatten! Og der er et klart politisk ønske om at definere en russer uden at ødelægge fællesskabet med alle ikke-russerne i Rusland, dem som jeg kalder ”ruslandske”. Der er tale om en delikat balancegang.

Først skal vi lige lære at skelne mellem russisk og ”ruslandsk”.

Der er simpelthen to ord for russisk på russisk, som desværre begge oversættes som russisk på dansk. Der er først russisk som henvisning til den første statsdannelse RUS og dermed til sprog, etnicitet og kultur. Det hedder på russisk ”russkij”, og dem er der ca. 80 % af i Rusland. Men dertil kommer ordet rossijskij, der henviser til staten og dermed stormagten eller imperiet Rossija. Dette begreb inkluderer en masse mennesker, der ikke er etnisk og kulturelt russiske.1 Rossijskij henviser dermed til statsborgerskabet. Men også til navnet på landet, der jo helt korrekt er: Den Rossijskaja Føderation. Jeg bruger et hjemmelavet ord ”ruslandsk” for rossijskij for at kunne udtrykke forskellen mellem etnicitet og stat.

Når man skal definere, om Rusland er kulturel ven eller fjende, skal man derfor være klar over, at russerne, når de definerer deres egen stats kultur er nødt til at tænke på både russere og ruslændere. Tænk for eksempel på muslimske tatarer, tjetjenere og dagestanere. Og buddhistiske burjater. De er ruslændere, men ikke russere.

Putin er virkelig god til balancegangen mellem de forskellige grupper. Han tager afstand fra det han kalder ”hulemands-nationalisme”2, der kun vil acceptere etniske russere som russere – men han vil dog ikke sidestille russere og ruslændere fuldstændig. Løsningen er for Putin, at sige, at russerne har noget, som de andre ikke har, – russerne er nemlig statsskabende. Det virker ikke alt for provokerende på de ikke-russiske mindretal, men det stiller heller ikke de russiske nationalister helt tilfredse. De mener, at russerne som nationalt fællesskab bliver overset.

I sådan en udtalelse sørger Putin for ikke at lægge sig direkte ud med nogen uden at støtte nogen 100 %. Det er denne evne til at holde balancen – og ikke vold og undertrykkelse – der er hemmeligheden ved Putins magt.

Hans styre er en evig balancegang mellem de vigtigste fraktioner inden for eliten i Rusland i dag. Fraktioner, som samtidig også er baserede på aktuelle åndelige strømninger i det russiske samfund og dermed forskellige definitioner af, hvad russisk kultur egentlig er.

Opdelingen i de fire fraktioner er taget fra Richard Sakwa, der er forfatter og professor i russiske forhold ved universitet i Kent i England. Opdelingen følger – meget symptomatisk ikke de politiske partier, som det ville gøre, hvis man skulle gøre det samme i Danmark. Men Ruslands politiske partier er umodne og slet ikke rodfæstede i befolkningen, sådan som vores partier er – i hvert fald de fire gamle partier, – og de russiske politiske partier afspejler dermed ikke de egentlige grundholdninger blandt folk. Da de ikke har særlig stor politisk magt, er det til gengæld ikke så vigtigt. Rusland er som bekendt ikke et liberalt demokrati, men et styret eller suverænt demokrati, som Kreml selv har kaldt det. Vi andre kan med Sakwa kalde det et blødt autoritært styre.

Richard Sakwa mener, at der ikke er nogen konsensus om hovedretningen i Ruslands udvikling. Der er derimod dyb splittelse. Det viser de fire fraktioner. Putins langvarige magt bygger på hans evne til at balancere mellem disse indbyrdes vidt forskellige holdninger og klaner indenfor eliten.

Efter Sakwas mening er det de liberale og neo-traditionalisterne, der har størst folkelig opbakning. Disse fraktioner ser sig som europæere. Men de andre fraktioner har bestemt også indflydelse, og kan derfor ikke tilsidesættes.

De liberale – ønsker, at de liberale institutioner, som jo er en del af den russiske forfatning fra 1993 skal fungere efter formålet og dermed give mulighed for, at systemet kan blive til et ægte liberalt demokrati. Ligeså ønsker de, at de rettigheder og friheder, der ligger i forfatningen skal blive fyldt med faktisk indhold. De ønsker selvfølgelig også en kapitalistisk markedsøkonomi. De liberale opfatter sig som vestlige i den forstand, at de ser det traditionelle vestlige system som Ruslands fremtid. Men der er liberale, der er meget kritiske over for Vesten i sin nuværende udformning, og de færreste er villige til at tilslutte sig Vesten i en form, hvor de vil skulle anerkende USA´s lederskab og dermed acceptere mindre suverænitet for Rusland. De liberales problem er netop, at det vestlige system ikke virker særlig tillokkende i en tid, hvor Vesten er blevet en fjende. Men også, at det kan være svært for ikke at sige umuligt at gennemføre de forfatningsmæssige samt mentalitets og civilsamfundsmæssige ændringer, der skal til for at udvikle et ægte liberalt demokrati i Rusland i et koldkrigsmiljø. Det er rigtig svært at holde militærfolkene nede i en sådan koldkrigs-stemning.

Putin har oprindeligt selv befundet sig i den liberale lejr. Hans vilje til at gennemføre en liberal økonomisk politik samt til at overholde forfatningens bogstav vidner om det.

De liberale, vi hører om i Vesten, er ikke dem, jeg lige har talt om. Dem, vi hører om i Vesten – Kaspari og Kara Murza for eksempel, er de radikaliserede og revolutionære liberale, der ønsker at omvælte styret. De har marginal lille støtte i Rusland, men deres holdninger beskrives indgående i vestlige medier.

Neo-traditionalisterne – bygger på traditionelle værdier dvs. kristendom, kirken, familien, historien og Ruslands særlige udvikling. Man kunne kalde dem slavofilernes efterfølgere, ligesom de liberale kan kaldes zapadnikkernes efterfølgere. Neo-traditionalisterne er bange for de liberales beundring for Vesten. De anser liberalisme som ideologi for farlig og opløsende overfor alle lande herunder Rusland. De ser mange negative tegn på liberal opløsning i Vesten.

Mange neo-traditionelle intellektuelle er samlede om Izborsky Klub, der er et tidsskrift og et mødested. De er indbyrdes meget forskellige. Lige fra storrussiske nationalister eller chauvinister til noget, der ligner europæiske kultur-konservative, der ønsker at udvikle et demokrati i en form for russisk nationalstat.

Putin foretog efter manges mening en ”konservativ vending” i 2013, hvor der kom en række love, der slog ned på vestlige strømninger – for eksempel NGO-loven – om at besværliggøre vestlig finansiering af russiske ngo´er – og homo-loven – om at forbyde homoseksuel propaganda over for børn. Neo-traditionalisterne havde desuden en kolossal opblomstring i 2014 med Krim-foråret. Til gengæld er de også kommet ned på jorden igen. Det var blandt andet det, Putins udtalelse om hulemands-nationalisme skulle til for. Så neo-traditionalisterne fik ikke lov at blive den dominerende retning efter Krims tilbagevenden, selvom denne tankegang som sagt har stor opbakning i befolkningen.

Eurasierne – ser ikke sig selv som europæere, og de er meget anti-vestlige. Mange af eurasierne er også med i Izborsky Klub. Eurasierne mener, at Rusland i højere grad er præget af Asien end af Europa. Mongolernes besættelse af landet i middelalderen, de asiatiske sovjetrepublikker og samarbejdet med dem samt den positive udvikling i forholdet til Kina er vigtige for dem. Nogle ønsker at genetablere Sovjetunionen og gøre op med Vesten, som de ser som en uddøende civilisation. Aleksander Dugin er et stort navn i denne retning. Der er nogen, der påstår, han er Putins rådgiver. Men det er han ikke. Han er en politisk set marginal person med stærkt antivestlige meninger. Han taler godt engelsk og laver mange videoer på nettet. Dette og hans skræmmende antivestlige budskab har gjort ham kendt i vestlige journalistkredse, og får nogen til at overdrive hans betydning. Og da han er et godt skræmmebillede for Vesten, bæres hans budskaber villigt videre.

Putin kan siges at være en pragmatisk eurasier – han har jo lanceret den Eurasiske Økonomiske Union – EU’s østlige sidestykke – der skal involvere de tidligere Sovjetrepublikker (minus Baltikum). Og han sørger for at opbygge et godt forhold til Kina.

Siloviki – er en samlebetegnelse for folkene i uniform. Dvs. sikkerhedstjenesterne og forsvaret. Siloviki bærer i mindre grad end de andre fraktioner på en ideologi. Her er ønsket om styrke, stabilitet og Rusland som en stormagt i centrum. De ønsker ikke at gå på kompromis med Ruslands suverænitet, og de kræver ressourcer til sig og sine. De er derfor gode til at lave Vesten til et farligt skræmmebillede, der kan berettige ressourcer til dem. De har og har haft stor indflydelse på regimet og bør ikke overses i fremtiden, især hvis Putin eller hans efterfølger vil undgå et kup.

Richard Sakwa har samlet sine betragtninger i en bog, som han kalder ”Ruslands fremtider” – bemærk flertalsformen.

Det er fordi, Sakwa mener, at Putins nuværende styre er et overgangsstyre. Fra Sovjetunionen til noget nyt, som ikke er afgjort endnu. Styret er i en overlevelses og konsolideringsperiode, hvor præsidenten udbalancerer de konkurrerende eliter og undgår, at de kommer i indbyrdes kamp. Styret er dermed lige præcis udtryk for, at der IKKE er truffet et afgørende valg om en langsigtet retning for landet. Men det valg skal nødvendigvis træffes på et tidspunkt. Og det er der, det bliver spændende at se, hvad der sker.

I Vesten har vi en stærk tendens til at misforstå og forvanske, hvad der sker i Rusland. Ofte bliver Putin fremstillet som Hitler eller som en djævel. Der også medier, der fremstiller Putins styre som om, der er tale om ekspansiv nazisme eller kommunisme i Rusland. Det er jo så tåbeligt, at det er til at græde over. Men problemet ved det er, at den iskolde vestlige skulder, gør det sværere for Rusland at vælge de liberales og neo-traditionalisternes europæiske og demokratiske vej. Det bliver nemmere at vælge den militariserede og den eurasiske vej, selvom størstedelen af befolkningen formentlig føler sig langt mere europæisk end asiatisk.

Men Rusland vender sig mod Kina. Og det er efter min mening synd for både europæerne og russerne. For langt de fleste russere føler sig som kristne eller kulturkristne og dermed som europæere. Vi burde gøre, hvad vi kan for at trække dem ind i vores kreds, så vi får et samarbejdsmiljø, hvor vi kan påvirke hinanden i en positiv retning.

Jeg beundrede for nylig den berømte statue på Den Røde Plads af Minin og Pozharskij. De to fik i Forvirringens Tid (første del af 1600-tallet) i 1612 samlet folket til at gå imod fjenderne og befri Moskva fra besættelsen – det var på det tidspunkt polakkerne og litauerne, der var de onde fjender. Efter befrielsen indkaldte russerne en alrussisk forsamling (Zemskij Sobor), der efter to måneders debat valgte en ny konge over Rusland – den første Romanov3. Det er en solstrålehistorie i russisk historie, og den har fået sin egen særlige nationaldag den 4. november, der siden 2005 har været fridag i Rusland Historien dyrkes også intenst i dagens skolebøger. Det kunne jo tyde på noget godt! Jeg synes derfor statuen kan vise noget om en mere demokratisk fremtid for Rusland, som samtidig tager sin historiske arv med sig. Jeg ser den aktive brug af statuen og historien bag den som en illustration på en fremtid for Rusland, hvor de liberale og neo-traditionalisterne får mest indflydelse.

Jeg håber selv, det er den retning, landet vil gå, når Putin overlader magten til en anden i 2024.

For vi skal huske på, at selv om hele det RUSLANDSKE folk bestemt ikke er europæisk og kristent, så er langt de fleste russere kristne europæere.

Så min konklusion er: Rusland er kulturelt vores ven, men de fjerner sig politisk fra os for øjeblikket pga. den nye kolde krig. Det gør det sværere for dem selv at udvikle de sider af deres kultur, som vi bedst kan lide. Men det ændrer næppe på, at russerne som folk er og bliver kristne europæere.

Jeg venter nu på den dag, der kommer en ny Kissinger, der siger, at hvis vi SKAL have en kold krig, så er det nu dumt, at lade Rusland og Kina danne en fælles alliance imod os. Hvorfor ikke få en af dem over på vores side?

Jeg håber, den dag kommer snart, og at det er Rusland, som man vil have over på sin side. Selvom Kissinger i 70´erne valgte kommunist-Kina fremfor Sovjetunionen.

Men helst ser jeg selvfølgelig den nye kolde krig afblæst, så Rusland – måske – kan få gang i en moderat vest-vendt kurs med udvikling af en moderne form for nationalstat og et mere demokratisk system. Men der er desværre ikke meget der tyder på, at den kolde krig er ved at være ovre.

Så derfor kan vi risikere, at Rusland i sidste ende kommer til at blive vores kulturelle fjende angående politisk kultur, – selvom vi i udgangspunktet bestemt er kulturelle venner.

1Det er først fra Ivan den Grusomme, at man begynder at kalde Rusland for Rossijskoe Tsartsvo – Det ruslandske tsarrige og efterhånden Rossija.

2Valdaj mødet oktober 2018

3 Ustorija Rossii, 7, Moskva 2017, s. 26

Share