Kategorier
Debat Kommentar

Gudstjenester og de sociale medier

Kirken bevæger sig ud i et medium, som i sin måde at fungere på risikerer at undergrave det budskab, den skal formidle. Jeg ser mig selv sidde søndag aften og checke, hvor mange personer der er blevet nået af dagens livestreamede gudstjeneste og dernæst lige klikke ind på en kirke, som vi sammenligner os med, for at se om de mon skulle have haft flere.

I takt med at samfundet åbner igen og gudstjenestefejringen under mere restriktive former genoptages i sognekirkerne, rejser spørgsmålet sig, hvad disse ugers undtagelsestilstand har lært os. Har for eksempel brugen af digitale platforme givet et udbytte, som med fordel vil kunne integreres i den kirkelige hverdag, som ligger forude? Det er ikke bare et spørgsmål, som lader sig afgøre gennem målinger af, hvad der fungerer og bliver brugt; vi må også overveje, om der følger en teologisk farvning med brugen af eksempelvis sociale medier til formidling af gudstjenester. Kan en tro, der har inkarnationen som omdrejningspunkt stille sig tilfreds med virtuelle løsninger? Kan digitale fællesskaber spille nogen væsentlig rolle i en luthersk ekklesiologi, hvor sakramenterne står centralt?

Disse spørgsmål ville have været lettere for mig at besvare før coronakrisen, end nu, efter et par måneders erfaring med livestreamede gudstjenester og andre digitale tiltag. Min teologiske intuition ville dengang have fortalt mig, at online gudstjenester kun havde deres berettigelse som en slags martial law i en kirke, som befandt sig i en undtagelsestilstand. Hvorfor? Fordi internettet går uden om de vanskeligheder, der ligger i at mødes med virkelige mennesker og dermed gør gudstjenesten til en vare, der kan tilfredsstille visse dybereliggende behov hos en bruger. Den slags burde så vidt muligt undgås med samme begrundelse som Freud frarådede onani, nemlig at det er en tilfredsstillelse som går uden om mødet med et virkeligt andet menneske.

Internettet går uden om de vanskeligheder, der ligger i at mødes med virkelige mennesker og dermed gøres gudstjenesten til en vare

Spørgsmålet er blevet kompliceret, fordi jeg i løbet af de sidste uger har jeg mødt mennesker, for hvem livestreamede gudstjenester har betydet en fornyelse i deres forhold til kirken og gudstjenesten. Det har været mennesker, som har lidt af stress, været psykisk sårbare eller fysisk skrøbelige og derfor ikke magtede at troppe op i kirken; og det har været lokale sognebørn, som har grebet anledningen til at se med. Det var en glæde for mig at høre min ikke så kirkelige nabo klage over at hun ikke kunne finde gudstjenesten på nettet, fordi hun dermed afslørede at hun havde søgt!

Den proces, jeg har gennemgået i forbindelse med coronatidens digitale tiltag, minder på flere måder om den proces, jeg gik igennem i forbindelse med indførelsen af drop-ind-dåb i Vesterbro Sogn. Udtrykket alene kunne få nakkehårene til at rejse sig: Sakramentet gøres til noget spontant og uforpligtende, som hurtigt og let kan forbruges. Men så læste jeg udtalelserne fra dem, som modtog dåben og fik selv mulighed for at deltage ved en drop-ind-dåb, og blev ikke omvendt, men alvorligt anfægtet i min skepsis, og vil ikke udelukke, at jeg engang selv kunne finde på at medvirke.

Der er tre områder, som indgår i mine overvejelser omkring brugen af sociale medier og digitale platforme til streaming af gudstjenester i fremtiden.

Nadverens plads i gudstjenesten

Den folkelige praksis at fejre nadver i hjemmet i tilknytning til en transmitteret radiogudstjeneste har i coronatiden vundet udbredelse og anerkendelse, blandt andet ved at blive anbefalet af flere biskopper. Jeg deler den skepsis, som andre teologer har givet udtryk for i dette spørgsmål. Der skal to til en nadver, og der er for mig at se noget forkert i at et menneske skal række nadveren til sig selv. Det svarer til at ville tilsige sig selv syndernes forladelse – hvilket reelt ville betyde at undskylde sig. ”Kristus i min broders mund er stærkere end Kristus i mit eget hjerte,” skrev Dietrich Bonhoeffer med tanke på skriftemålet.

Noget tilsvarende kunne siges om nadveren. Den hører ikke til i lønkammeret, men i forsamlingen; den kræver et medmenneske som Kristusrepræsentant. Det vil straks forholde sig anderledes, hvis en person foran skærmen får til opgave at uddele af sakramentet til de andre tilstedeværende, men i så fald vil denne person reelt være co-celebrant. Dette mener jeg ville være en konsistent luthersk praksis. For mig at se er det centrale spørgsmål, om ikke nadveren ellers tages ud af dens rette menighedsmæssige sammenhæng og gøres til en individuel praksis.

En anden mulighed er at undlade at streame nadveren, så at det kun er ordet, bønnen og lovsangen, som transmitteres. Dette vil for mig at se være mindre problematisk, men det vil til gengæld ændre prædikenens karakter og funktion. Prædikenen i en højmesse er en bordtale, i stil med de ord, en vært udtaler efter at gæsterne er ankommet, hvormed han eller hun angiver den glædelige anledning til, at de er forsamlede til et måltid. Hvis måltidet udelades, bliver talen en undervisning eller en opbyggelsestale, som ikke med samme naturlighed kan henvise til den forestående nadverfejring. Jeg nægter ikke betydningen af dette, men påpeger blot at en prædiken bliver noget andet, når den tages ud af sin sammenhæng med sakramentet.

Gudstjeneste på konkurrencevilkår

Vi kommer ikke uden om konkurrencen. De fleste menigheder i storbyen er reelt valgmenigheder, som ikke er defineret af sognegrænser, men af gudstjenestegængernes personlige præferencer: teologisk profil, gudstjenestestil og personlige relationer. Selv om vi er underlagt markedsmekanismer er det et tilbagevendende tema i mange prædikener, at vi er gode nok som vi er, ikke behøver præstere, og at et menneske er mere end summen af dets sejre og nederlag og så videre.

Med de sociale medier som platform for gudstjeneste skærpes denne spænding. Facebook lever af at give sine brugerne en konstant feedback på, hvordan de performer i form af seertal, likes og kommentarer. Hermed bliver sammenligningen brændstoffet som holder gang i hjulene. Kirken bevæger sig ud i et medium, som i sin måde at fungere på risikerer at undergrave det budskab, den skal formidle. Jeg ser mig selv sidde søndag aften og checke, hvor mange personer der er blevet nået af dagens livestreamede gudstjeneste og dernæst lige klikke ind på en kirke, som vi sammenligner os med, for at se om de mon skulle have haft flere.

Netop denne mulighed for konstant at måle menneskers tilslutning og respons, vil risikere at gøre os mere tandløse og tidstypiske og mindre ubestikkelige og profetiske i vores forkyndelse

Det er ikke uskyldigt; det er at miste den indre åndelige retningssans. Netop denne mulighed for konstant at måle menneskers tilslutning og respons, vil risikere at gøre os mere tandløse og tidstypiske og mindre ubestikkelige og profetiske i vores forkyndelse.

Et nikodemusværelse?

Over for disse forbehold står imidlertid det faktum, at vi med de sociale medier vil kunne nå ud til mennesker i vores sogne og andre steder i landet, som ellers ikke ville lytte til forkyndelsen, både dem der er forhindret af helbredsmæssige grunde, og dem der har brug for en undskyldning for at troppe op i kirken. For den første gruppe vil en livestreamet gudstjeneste kunne fungere som et forværelse til gudstjenestens fællesskab, for den sidste som et nøglehul hvorigennem man kan se med uden selv at blive set og følge med uden at tage del.

Jeg nærer ingen forestilling om, at det vil føre nogen stor fornyelse med sig, men jeg er gennem samtaler, jeg har haft med folk jeg mødte på gaden, i opgangen eller på husbesøg blevet klar over, at sådan et rum vil have sin legitimitet, ikke bare fordi det vil blive brugt, men fordi det vil lette adgangen for mennesker, der af forskellige grunde har vanskeligt ved at møde op.

Niels Nymann Eriksen

Af Niels Nymann Eriksen

præst i Apostelkirken i København

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *