Forfatter: Kristoffer Garne

Dåbsritualets historie har vist, at selv gennemgribende forandringer ikke har kunnet rykke ret meget ved den overordnede struktur eller ’ordo’ i dåbsritualets historie. Det viser, at dåben er et godt eksempel på, at et rituals struktur og handling er uundværligt og ’siger andet og mere’ end ord alene ...

Gud er skjult i verden, ja, men Gud er også hjerteslaget i alt det, vi lever i og af og med; den rytme, hvormed evigheden er i tiden ...

I det hele taget er Ingemann forbindelsens digter. Alt hænger sammen hos ham. Derfor er der i hans univers intet verdensafvisende eller kropsfornægtende i tanken om sjælenes pilgrimsgang. Sjælenes pilgrimsgang er nemlig blot et ud af utallige udtryk for den forbindelse mellem den største og den mindste verden, som er gennemgående i Ingemanns poetiske teologi ...

Danske teologer bør unde sig selv at læse Theissen og følge ham – ikke kun ad ukendte veje, men i særdeleshed også ind i den verden, som ligger lige for vores fødder i den store, strømmende og livgivende flod, som den teologiske tradition er ...

Der er nok at tage fat på og rigelig grund til at interessere sig mere for kropskultur – både i teori og praksis. Ove Korsgaards bog er et godt sted at begynde, både for den, der vil studere historien, og for den, der vil have inspiration til at medvirke til forandring i nutiden ...

Den kristne kirke ikke er et læseselskab, men et gudstjenestefejrende tros-fællesskab. Derfor kan den historiske bibelkritiks afdækning af teksterne og deres tilblivelseskontekst aldrig have absolut forrang frem for den i gudstjenesten nedlagte forståelse af teksterne som fortolkende vidnesbyrd om den Gud, der bekendes og bedes til ...

I gudstjenesten har vi at gøre med former for betydning og meningsfylde, som vedrører det i vores tilværelse, vi ikke kan have herredømme over, men som det ikke af den grund er mindre livsvigtigt at være i forbindelse med ...

Med sin tale både om hjertet, den flygtige kærlighed og navnene skrevet på tavler af sten, leger Dylan med det religiøse vokabular, så man næsten kunne tro, at det var Kristus, han ville synge om ...

Det gælder om at glemme sig selv for at kunne opdage en større del af sin egen og ikke mindst den fælles verden. Kort sagt: Kærligheden realiseres, når jeg giver køb på mit eget og lader mig livet skænke i forholdet til den anden. Vi har glemt os selv og hinanden, og derfor må vi, hvor paradoksalt det end kan lyde, glemme det, vi troede var os selv, for at finde os selv i en dybere forstand ...

De kristne forfattere vil vise, at det, der engang var dyder, nu er laster. Men de gør det på en så subtil og loyal måde, at den gamle verden fremtræder med styrke og overbevisningskraft. Og det er netop denne dobbelthed, der gør sagaerne til stor litteratur. Det gnistrer af hedenskab, men samtidig skildres en utopi, hvor blodhævn er fortid og kærlighed fremtid ...

Der tales meget om fællesskab for tiden. I en sådan grad, at det kan forekomme hult. Ud fra den ritualteoretiske betragtning, ville vi som samfund både på kortere og længere sigt være bedre tjent med en mere rituel indkodet og indøvet fælles horisont af symboler og handlinger med en vis vertikal forankring i noget-mere-end-os-selv frem for denne vage horisontale fællesskabsfølelse ...

Det er efter min og andres overbevisning kristendommens egen skyld, at vi har fået en moderne gudløs verden. Kirken havde nærmest åndeligt monopol i vesten i mere end 1000 år, men den overspillede sine kort ved at stræbe mod den rene vare og udrense alt, der ikke lignede denne, fra sin midte – hvorfor folk følte den som en spændetrøje og valgte den fra, da det blev muligt. Med tiden blev også forestillingen om de sidste tider irrelevant for mange, og ritualer blev af teologer betragtet som flødeskum på tilværelsens lagkage, ikke en livsnødvendig del af livets og tidens rytmer ...

At vi skal tilbage til livet, betyder ikke, at vi skal holde op med at tale om døden. Tværtimod. Angsten kan kun forvindes ved, at vi går ind i den ...

Thøger Larsens egen religiøse søgen bød ham ikke at finde nogle bestemte guder. Ifølge ham var livet i bestandig udvikling. Og for ham var naturfølelsen det egentlige i religionerne ...

Vi kan genkende os selv og vores verden i den gamle kristendom, hvorved begge dele genopstår i en ny, forklaret skikkelse. Genkendelse fører til opfyldelse af fortiden, som igen peger på en fremtid svanger med håb ...

Det er nødvendigt at se gudstjenesten som langt mere end en ydre form for ordets forkyndelse. Det er i gudstjenesten, vi omformes til sand tilbedelse, ikke af det forbrug, som truer med at ødelægge vores verden, men af Gud. Det er altså på høje tid, at teologien får lukket alle sanser op for ritualet ...

BFN har skrevet den vigtige lille oversigtsbog, som vi i den grad mangler netop nu. Debatten om Folkekirkens liturgi kan opkvalificeres på flere måder, men med BFNs bog begynder den allerede på et højere niveau ...

Jeg deler virkelig anliggendet: at den ”almindelige mands” tro må tages langt mere alvorlig, end traditionel, ”bedrevidende”, systematisk teologi ofte har for vane. Men kan man ikke gøre det inden for mere traditionelle, faste rammer? Er det ikke muligt – og måske endda ønskeligt – at udvise åbenhed og fasthed på samme tid? ...

Bogen er lige nu er den bedste letlæste indføring i fænomenet ”Religion”, som alle, der beskæftiger sig med religion (herunder præster og andre teologer), burde give sig selv en tænkepause til at få læst ...

For mit eget vedkommende har dybdepsykologien ført til en bekræftelse af den anskuelse, som jeg har lært at kende gennem Grundtvig, at kristen tro ikke først og fremmest er at læse i Bibelen og have visse anskuelser, men at være en del af det levende kultiske fællesskab omkring gudstjenesten og de store fortællinger – herunder også historie og mytologi som oplysning om livet ...

Jeg vil ikke tøve med at gentage min anbefaling af Wolfs bog og hans syn på gudstjenesten. Jeg vil også gerne fremhæve den som en besindig stemme i den aktuelle diskussion om gudstjenesten fornyelse. Wolfs tilgang formår nemlig at balancere mellem de to liturgiske faldgruber, hhv. sproglig ’pædagogisering’ og æstetisk ’opritualisering’ ...

Aastrup hører retteligt til i det danske kirkekor sammen med de andre salmister som et supplement og et korrektiv, der minder os om at det, som intet øje så, holder kirken alligevel søndag på ...

Det ord, der kommer til elementet, så sakramentet bliver til, bør være intet mindre end den samlede, bibelske frelsehistorie i Guds eget ord, Jesus Kristus og ikke blot en fortælling om børnevennen Jesus. Netop dåben giver os lejlighed til at læse skriften med ”øjne våde” og ”barnetro” og høre, at den er ”rig på lys og nåde” og ”fuld af fred ro” ...

Som nybagt sognepræst, der er sat til at varetage søndagens gudstjeneste, oplevede jeg en stor utilfredshed med at anvende Ritualbogens nadverritual b, som menigheden havde været vant til. Denne utilfredshed er jeg ikke den første, der har oplevet, og som så mange andre for tiden har jeg søgt at finde en (midlertidig) bedre løsning, så godt jeg kunne, og fået den godkendt hos menighedsråd og biskop ...

Man må sige, at det lykkedes Grundtvig at lutre strengen og forny den lutherske salmesang. Og det lykkedes ham at forny Luthers egne salmer ved at gendigte dem ...

Det er forbavsende lidt af den omfangsrige litteratur om Kierkegaard, der beskæftiger sig med spørgsmål af pastoral karakter. Men kan man tage Kierkegaards forfatterskab med ind i præstevirket, eller må det efterlades i studerekammeret? ...

På samme måde som det nittende århundre ifølge Knudsen var spejlet i Grundtvigs sjæl og skrift, står overgangen fra det nittende til det tyvende århundrede spejlet i Kundsens sjæl og skrift ...