Tidskriftet FØNIX tetst

baptisterneshistorie

Af ,

”For at kunne forstaa det nævnte Kapitel, maa man nøie agte paa det lille Ord ”Jeg”, som Paulus bruger i tre Henseender, nemlig om sin gamle Natur, sin nye Natur og sin Person, som indbefatter begge disse. Han begynder i det oplæste Afsnit med de Ord: ”Thi vi vide, at Loven (nemlig Guds lov) er … Læs videre Tidskriftet FØNIX tetst

For at kunne forstaa det nævnte Kapitel, maa man nøie agte paa det lille Ord ”Jeg”, som Paulus bruger i tre Henseender, nemlig om sin gamle Natur, sin nye Natur og sin Person, som indbefatter begge disse. Han begynder i det oplæste Afsnit med de Ord: ”Thi vi vide, at Loven (nemlig Guds lov) er aandelig, men jeg er kjødelig (i Henseende til det naturlige eller gamle Menneske) solgt under Synden (hvilken nu som en afskyelig Tyran udøver sit Herredømme i mit Kjød). Jeg erkjender ikke, hvad jeg gjør (det vil sige: jeg forstaaer mig ikke ret paa mig selv); thi det, som jeg (som gjenfødt eller nyt Menneske) hader, dette gjør jeg (desværre formedelst min fordærvede, syndige Natur). Men gjør jeg (som gammelt Menneske) det, som jeg (som nyt Menneske) ikke vil, da vidner jeg (som et nyt Menneske, der giver Loven Ret) at Loven (som Gud har givet os at opfylde af ganske Hjerte, Sjæl og Sind) er god”. Betragter og forstaaer man man Pauli Ord saaledes, saa har man ikke gjort Vold paa dem, og heller ikke paa det øvrige af Bibelens Lære om den Gjenfødtes Syndighed og eiheller paa de Christnes Erfaringer i denne Henseende. Paulus fremstiller endvidere Forskjellen paa det gamle og det nye Menneske: ”Men nu gjør ”jeg” det ikke mere, men Synden, (den egentlige Tilbøielighed til Synd), som boer i mig; thi jeg veed (og føler), at i mig, det er (eller vil sige) i mit Kjød boer ikke noget Godt; thi at ville staaer (ved Guds Naade) i min Magt, men at udrette det Gode, formaaer ”jeg” (Paulus, som bestaaer af et nyt og et gammelt Menneske) ikke. Thi det Gode, som jeg (som nyt Menneske) vil; det gjør jeg (som gammelt Menneske) ikke; men det Onde, jeg (som nyt Menneske) ikke vil, det gjør jeg (desværre, som gammelt Menneske). Men dersom ”jeg” (det Gamle) gjør det, som jeg (det Nye) ikke vil, saa er det ikke mere mig, som udretter det, men Synden, som boer i mig”. Ved Følelsen eller Erkjendelsen heraf siger han: ”Saa finder jeg da den Lov (den ulykkelige Tilstand) hos mig, naar jeg vil gjøre det Gode, at det Onde hænger ved mig; thi jeg haver Lyst til Guds Lov efter det indvortes Menneske”. Hvor fordreiet er ikke deres Mening, som paastaae, at Paulus her taler om sin uomvendte Tilstand. At et omvendt Menneske kan sige, at han, medens han vil gjøre Guds Villie, finder, at det Onde hænger ved ham, er overeensstemmende med Skrift og Erfaring; men at en uomvendt skulde have ”Lyst til Guds Lov”, endda ”efter det indvortes Menneske”, som endnu ikke engang er født i ham eller skabt ved Jesum Christum, er saa modsigende, saa bibel- og erfaringsstridende som muligt. Paulus udbryder dernæst: ”Men jeg seer (føler) en anden Lov (Drift eller Virkning) i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov, og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer”. – Her taler han om ”Loven i sine Lemmer”, den Lov eller Virkning, som var Aarsag i, at han ikke kunde udrette, hvad han vilde. Talemaaden er laant af det daglige Liv. Betragt En, som har Krampe, hvorledes han slaaer om sig med sine Lemmer, beskadiger sig selv og gjør alleslags Bevægelser, som han ikke vil gjøre. En, som har Stivkrampe i en Arm eller i et Been, vil gribe Noget og kan ikke, vil gaae og formaaer det ikke; hans Lemmer svigte ham. Hvorfor? Fordi der er en Lov i hans Lemmer, som strider imod hans egentlige Villie. Ved Betragtning af den Lov eller Virkekraft, som drog Paulus til det, han ikke vilde, udbryder han: ”Jeg elendige Menneske! hvo skal fri mig fra dette Dødens Legeme”. Dette Suk udkommer fra det nye Menneske, der ligesom befinder sig i et Fængsel; men som alligevel i det salige Haab, engang at blive befriet derfra, udbryder: ”Jeg takker Gud ved Jesum Christum vor Herre. Saa tjener da ”jeg”, den selvsamme (Paulus, som baade har et gammelt og et nyt Menneske) Guds Lov med Sindet, men Syndens Lov med Kjødet”. Skulde det kunne siges om en Uomvendt? tjener en saadan Guds Lov med Sindet ?! Dette, hvad vi her have betragtet, er et vigtigt Afsnit i Guds Ord, og lærer os, hvad vi ere af Naturen, og hvad vi ere formedelst Naaden i Christo, naar vi blot ikke, som Helge Aaggeson, fordreie Sandheden, hvorved det Forunderligste kan faaes ud af Guds Ord.” (Købner 1871, pp. 17-19)