Kategorier
Anmeldelse

Profeten Jonas i historiens bølgegang

Hvor oprigtig er Nineves omvendelse egentlig, er sømændene helte eller skurke, konvertitter eller hyklere? Og hvad med Gud? Er Gud virkelig altid rede til at tilgive et angrende hjerte? Kan vi selv acceptere en Gud, der skåner et brutalt hedensk verdensrige, men ikke besvarer sit eget folks bønner om tilgivelse? Jonas’ Bog slutter med et spørgsmål: Læseren må selv tage stilling.

Fønix årg. 2021, s. 310-317 (pdf)

Profeten Jonas i historiens bølgegang

Vi begynder med en israelsk tv-sketch: Pinocchio og profeten Jonas sidder sammen inde i fisken og spiser af hver sin konservesdåse. De diskuterer, om alt, hvad der står skrevet i børnebogen om trædukken og i Bibelen, faktisk er sket i virkeligheden. Jonas insisterer på, at alt i Bibelen virkelig er sket – og hans næse begynder at vokse…

Dette moderne og underfundige eksempel på bibelreception er et af utallige i Lena-Sofia Tiemeyers nye og grundige kommentar Jonah Through the Centuries.1 Svenske Tiemeyer forsker i Det Gamle Testamente og er ekspert i den eksilske og eftereksilske litteratur. Hun har brugt fem år på at arbejde sig igennem hovedsporene i Jonasbogens lange fortolkningshistorie. Fra rabbinske, kristne og islamiske udlægninger til kunst, litteratur, musik og film. Bogen følger som andre i Wiley Blackwells kommentarserie bibelskriftet vers for vers. Om Jonas’ baggrund, hans flugt over havet, opholdet i fisken, domsforkyndelsen mod Nineve og den afsluttende disput med Gud. Det er fascinerende læsning.

Hvor kommer Jonas fra?

Profetbogen selv siger meget lidt om Jonas’ baggrund og identitet. Vi får ikke andre oplysninger, end at hans far hedder Amittaj (”sandhed”). Mange har dog ment, at profeten er den samme som den Jonas fra Gat-ha-Hefer, der optræder ved Jeroboam II’s hof i Nordriget i det 8. årh. f.Kr. (jf. 2 Kong 14,25). Men rabbinerne ser en yderligere forbindelse til fortællingen om profeten Elias og enken fra Sarepta (1 Kong 17). Hun påstås at være Jonas’ mor, og Jonas er altså den søn, som Elias opvækker fra de døde. Når han i fiskens mave synger om, at han råbte om hjælp fra dødsrigets dyb, så er det, fordi han allerede døde som barn. Han stod angiveligt i lære som profet hos Elias og blev en af Elisas disciple, kendt som den anonyme profet (2 Kong 9,1-4).

I islamisk tradition hedder Jonas’ mor Sadaqa (”retfærdighed”). Jødiske tekster kender også til en kone, der drager på pilgrimsrejse til Jerusalem; muslimerne kalder hende Anak, mor til to sønner, mens hun i moderne receptioner optræder som Hefsiba. Endelig er der spørgsmålet om Jonas’ tilhørsforhold til Israels stammer. Om han kommer fra stammen Asher eller Zebulon, er genstand for lange debatter mellem middelalderens rabbinere.

Det hebraiske navn Jonas betyder due. Jødiske fortolkere har set Jonas som et billede på Israel, og mange har fundet en parallel til duen i syndflodsfortællingen. For Martin Luther peger betydningen af navnet på Helligånden, mens reformatorkollegaen Johannes Bugenhagen opfatter Jonas som idealet for en kristen, en sand forkynder af ordet.

Et billede på Kristus og den kristne dåb

Et hovedspor i kristen tradition er at læse Jonas’ oplevelser som billeder på Jesu liv og død. Det sker allerede i Det Nye Testamente med omtalen af ”Jonas-tegnet” (Matt 12,38-42; Luk 11,29-32) og udfoldes siden hos kirkefædrene og reformatorerne. Jonas’ nedsænkning i havet peger hen på korsfæstelsen, de tre døgn i fiskens mave på Jesu død, og Jonas’ exit fra fisken på opstandelsen.

Ifølge Tiemeyer er der i kristen kunst især tre motiver, som hyppigt bliver skildret, og som samtidig udlægges billedligt som stadier i den kristne dåb. Når Jonas med tøj, hår og skæg kastes i havet, er han som mennesket før dåben. Når han nøgen og barhovedet spyes op på land af fisken igen, er han som den døbte, der får skænket nyt liv. Når han siden sidder under olieplanten og reflekterer, er han et billede på opstandelsen i kød og blod.

Den anti-jødiske polemik helt frem til i dag er dog bemærkelsesværdig. Kirkefædre og reformatorer fremhæver Nineves store og dybfølte omvendelse i modsætning til de onde jøder. Augustin, oldkirkens største teolog, laver en typologisk læsning af olieplanten, der vokser frem for at skærme Jonas mod solens stråler, og ormen, der morgenen efter gnaver i planten og får den til at visne. Planten svarer til loven eller den gamle pagt, Israels beskytter, mens ormen svarer til Kristus eller evangeliet om ham, der nedbryder loven. Forbindelsen er inspireret af salmeordet lagt i munden på Kristus: ”Jeg er en orm, ikke en mand” (Sl 22,7).

I kristen fortolkning er Jonas som nævnt et billede på Kristus, der lider og gennem sin død redder andre. I forlængelse af denne tolkning bliver de ellers hedenske søfolk på skibet opfattet som jøder, der ligesom på Jesu tid er skyld i et andet menneskes død. I modsætning til den bibelske fortælling fremstilles søfolkene som rå og hensynsløse mænd, som et kalkmaleri fra en svensk kirke viser; bemærk jødekarikaturen med grotesk store næser og kegleformede hatte:

Illustration: Gengivelse af Jonasfortællingen i Härkeberga Kirke i Sverige af den tysk-svenske kalkmaler Albrekt Målare (1440/45-1505). Wikimedia Commons.

Søfolkenes efterfølgende omvendelse og ofringer bliver i øvrigt bedømt ret forskelligt. Nogle rabbinere stiller spørgsmål ved besætningens oprigtighed og understreger, at ofre kun må bringes i templet i Jerusalem. Tiemeyer fremhæver også en nutidig økoteologisk læsning, der udskammer søfolkene for at forurene havet med deres skrald, når de smider skibets last over bord. Den jødiske historieskriver Josefus udelader fuldstændig søfolkenes omvendelse, måske for at overbevise sine samtidige romere om, at jødedommen ikke går ind for mission. Luther priser til gengæld deres fromhed, mens den engelske Genève-Bibel fra 1500-tallet er mere forbeholden.

Koranens version

Jonas optræder seks gange i Koranen under det arabiske navn Yunus og huskes i traditionen som ”ham i hvalen”. Referencerne udgøres af spredte hentydninger og forudsætter, at de første tilhørere har været fortrolige med bibelfortællingen. Som tiden gik, skete der imidlertid det, at nye læsere, som ikke kendte den bibelske fortælling, kombinerede brudstykkerne i Koranen til en helt ny historie: Allah sender Jonas til Nineve for at prædike. Indbyggerne nægter at lytte til ham, og profeten forlader byen i vrede og går ombord på et skib. Søfolkene kaster Jonas i havet, og først nu sluges han af fisken, hvor han omvender sig og priser Allah. På land igen sidder han i skyggen af en græskarplante, og ærkeenglen Gabriel giver ham tøj.

Den muslimske rækkefølge, der vender fortællingen på hovedet, tjener i øvrigt til at fremhæve Jonas som et forbillede for Muhammed. Ligesom Jonas mødte modstand blandt assyrerne, således mødte Muhammed modstand blandt sine samtidige. Ligesom Jonas forlod Nineve, således udvandrede Muhammed fra Mekka.

Hvorfor flygter Jonas?

I islamisk tradition flygter Jonas, fordi han er vred over afvisningen i Nineve. Blandt jødiske og kristne fortolkere af den bibelske fortælling er der delte meninger. Størstedelen opfatter Jonas’ flugt som et udtryk for, at han kender udfaldet på forhånd, nemlig at Gud vil vise barmhjertighed over for Nineve; derfor vil han blive opfattet som en falsk profet, når hans forkyndelse om byens ødelæggelse viser sig ikke at holde stik. For andre fortolkere bunder Jonas’ modstand mod opgaven i hans dybe had til assyrerne og viden om, at de siden vil ødelægge Nordriget (722 f.Kr).

Enkelte kristne fortolkere foreslår, at Jonas er bange. Kirkefaderen Tertullian ser en forbindelse til sin samtids kristendomsforfølgelser, mens Luther spørger, hvilket mod det ikke ville kræve at forkynde Guds ord for tyrkerne. En moderne queer-læsning hævder, at Jonas prøver at flygte fra, hvem han er, og gemmer sig i skibet (skabet).

Hvaffor en fisk

Fisken, der sluger Jonas, er det mest berømte element i fortællingen, og Tiemeyer præsenterer en række perspektiver fra receptionshistorien. Hvilket slags væsen er der for eksempel tale om? Og er det godt eller ondt?

I den hebraiske tekst er der blot tale om en fisk, en dāg. Den optræder som Guds lydige tjener, der udfører hans befaling og holder Jonas i live under havet. Denne opfattelse deles af mange af kirkens teologer. Reformatoren Jean Calvin kalder fisken for et hospital. Andre slår fast, at den hører til blandt de havvæsener, som Gud skabte på femtedagen; den er altså en oprindelig del af skaberværket (jf. Sl 104,26), ikke et overnaturligt væsen.

Allerede den græske Septuaginta-oversættelse fra århundrederne inden Kristi fødsel åbner for nye forståelsesmuligheder. I stedet for det gængse ord på græsk for fisk, ikhthýs, benytter oversættelsen ordet kētos. Det betegner et stort havdyr som en hval, en haj eller et havuhyre. Dette oversættervalg bringer dermed Jonas-fortællingen i samtale med græsk mytologi, hvor Perseus og Herakles kæmper mod frygtindgydende kētos-væsener. Den godartede fisk bliver pludselig til en dødsensfarlig krabat, som Jonas skal reddes fra. Dermed åbnes også for den udbredte fortolkning af hvalfisken som død og helvede, et fængsel, en grav eller en djævelsk knibe, som Jonas – ligesom Jesus – skal udfries fra.

De antikke oversættelser til græsk og latin udjævner i øvrigt en sproglig finesse i den hebraiske tekst. Fisken er omtalt tre gange: først i hankøn, så i hunkøn og så i hankøn igen – en flydende kønsidentitet, som virker forbløffende moderne. Kristne fortolkere fanger af gode grunde ikke denne vekslen i køn, men rabbinerne gør og fremfører det ene vilde forslag efter det andet. Rabbi Pappa konkluderer, at der må være tale om flere fisk. Rabbi Rashi foreslår, at Jonas først bliver slugt af en hanfisk, hvor profeten imidlertid kan stå oprejst og ingen grund ser til at bede om hjælp. Derfor lader Gud endnu en fisk sluge den første – en svanger hunfisk fuld af fiskeæg, så Jonas bliver trængt sammen. Andre rabbinske og islamiske traditioner hævder tilstedeværelsen af hele tre fisk. Rabbi Ibn Ezra afviser dog disse spekulationer.

Skete det virkeligt? Hvis ikke det stod i Skriften, siger Luther, så ville man tro, det var løgn. Tusind år tidligere omtaler Augustin i et brev, at han i Kartago har set et skelet fra et havdyr, som sagtens ville kunne have rummet Jonas i tre dage og tre nætter. I den italienske roman om Pinocchio (1880) er dyret i øvrigt en haj; først Disneys tegnefilm fra 1940 sætter en hval i søen.

Opholdet i fisken bliver traditionelt forstået som en straf, der skal få profeten til at erkende sin synd. Eller som en prøvelsestid ligesom Daniel blandt løverne og Israel i eksil. I moderne poesi er tiden i fisken et billede på at acceptere menneskelivet, som det er.

I en jødisk prædiken fra det 1. årh. e.Kr. og en senere rabbinsk udlægning giver opholdet anledning til en verdensomsejling under havet. Fisken er for Jonas som en konges vogn, og han kan gennem dens øjne betragte den utrolige verden under overfladen. Fisken viser ham stedet i Det Røde Hav, hvor israelitterne drog ud af Egypten, og gør holdt dybt under templet i Jerusalem, så Jonas kan bede sin bøn. Omtalen af ”bjergenes rødder” (2,7) er en henvisning til havvæsenets hule.

I øvrigt hævder flere, at Jonas brugte fiskens mund til at udsige sin bøn, som en musiker trakterer sit instrument. Skulle man i øvrigt ønske som Jonas at tale ud gennem fiskens svælg, så bør man aflægge den på alle måder barokke prædikestol i en polsk kirke et besøg:

Illustration: Prædikestolen i Peter- og Pauluskirken i den polske by Duszniki-Zdroj. Wikimedia Commons.

I Nineve

Efter fisketuren drager Jonas til Nineve; ifølge nogle styrter han afsted som en vild og utæmmet hest. Indholdet af hans prædiken er forbløffende kort: ”Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt!” (3,4). Kun fem ord på hebraisk, men han må have sagt mere. Ifølge en kirkefader skrev han ikke det hele ned; ifølge en anden må han også have nævnt Gud og kaldet til omvendelse. Luther mener, at han har udbygget sin prædiken ved at true med Guds vrede og ved at tydeliggøre byens synd. I Septuaginta er tidsrummet før ødelæggelsen i øvrigt blot tre dage frem for fyrre; men Augustin fastholder dobbeltheden: De tre dage er tiden mellem Langfredag og Påskedag, de fyrre er tiden mellem Påskedag og Kristi Himmelfart.

Forunderligt nok tror Nineves indbyggere på Jonas’ ord og omvender sig. For Luther er Jonas derfor alle prædikanters forbillede. Nogle rabbinere derimod hævder, at søfolkene rejste foran Jonas og fortalte om ham. I kristen tradition bliver assyrerbyens strenge bod et ideal til efterfølgelse – ofte i en polemisk modstilling til jøderne. Allerede rabbinerne finder det grusomt, at dyrene skal nægtes væske og føde ligesom menneskene; Calvin anser det for latterligt og nytteløst.

Selve grundlaget for fastehandlingen – at Gud måske ændrer beslutning og skåner Nineve – er et problem for flere af kirkefædrene. Tertulian nægter, at Gud kan begå fejl, og Augustin fastslår, at Gud aldrig ændrer opfattelse. Luther mener ikke, at vi bør bruge tid på dette spørgsmål; det vigtige er Guds nåde og beredvillighed til at tilgive. For Calvin handler det om Guds forsyn: Himlenes Herre ændrer sig ikke, selvom vi oplever det således.

Jonas’ afsluttende protest ender med Guds retoriske spørgsmål: ”Skulle jeg ikke have ondt af den store by Nineve, hvor der er mere end hundrede og tyve tusind mennesker, som ikke kan kende forskel på højre og venstre, foruden en mængde dyr?” (4,11). Ofte forstår man højre-venstre-blindheden som manglende viden om Gud eller et svigtende moralsk kompas. Ifølge Tiemeyer forstår adskillige jødiske og kristne fortolkere dog de 120.000 indbyggere som antallet på børnene i byen. Det er altså Guds omsorg for børnene, som sikrer byens overlevelse. Moderne læsninger fremhæver dertil dyrene: Gud bekymrer sig om uskyldige børn og dyr.

Hvad skete der så?

Nineve gik under i 612 f.Kr., så nogle foreslår, at indbyggernes omvendelse kun holdt i 40 dage, og at Gud i fremtiden vil ødelægge byen, ligesom han ødelagde olieplanten. I et antikt jødisk skrift bosætter Jonas sig siden i Tyrus i skam over at blive opfattet som en falsk profet. Ifølge islamisk tradition dør han i Nineve og ligger begravet i Nabi Yunus i det moderne Mosul. Profetens gravsted blev i 2014 i øvrigt jævnet med jorden af Islamisk Stat.

I bibelfortællingen forbliver Jonas tavs, men i flere moderne gendigtninger taler han og udfordrer Guds retfærdighedssans. Antallet af litterære bearbejdelser i form af genfortællinger, digte, romaner og skuespil er overvældende, og talrige tilføjelser, variationer og udeladelser former historien på ny. Josefus genfortæller kun bogens første to kapitler og nedtoner alt det mirakuløse. For kunstnerne indbyder stormen på havet til sansemættede skildringer og til dramatiske oratorieværker.

I moderne litteratur er Jonas et billede på menneskeheden. Hans flugt udfoldes som en eksistentiel kamp eller som et udtryk for den evigt omvandrende jøde. Åbenlyse og skjulte hentydninger til Jonas-fortællingen løber som en understrøm i værker af Herman Melville, Joseph Conrad, George Orwell, Albert Camus, Günther Grass og Paul Auster. Tiemeyer gør også opmærksom på, at J.R.R. Tolkien har oversat Jonas’ Bog til engelsk i den katolske Jerusalem Bible fra 1967.

Bliv klogere på selve teksten

Lena-Sofia Tiemeyer slutter sit fem år lange selskab med Jonas med en personlig refleksion over indsigterne fra profetbogens mangfoldige fortolkningshistorie. Bibelens receptionshistorie er interessant nok i sig selv, men beskæftigelsen med den skulle helst gøre os klogere på selve bibelteksten. Særligt når århundreders læsninger kan hjælpe os til at opdage elementer i teksten, som vi på grund af vores forudindtagede forestillinger om bogens indhold og sigte er tilbøjelige til at overse.

Den ofte flade karakterisering af en trodsig og surmulende profet bliver i den grad udfordret af kirkens Kristus-typer, af rabbinernes martyrfortolkninger og af moderne fremstillinger af et frit og eksistentielt kæmpende menneske. Fisken er ikke bare uden teologisk værdi, men indfanger tvetydigheden i Guds måde at handle på. Den holder Jonas i live, men er samtidig et frygtindgydende væsen, der begrænser profetens handlefrihed – et symbol på landflygtighed og død.

Hvor oprigtig er Nineves omvendelse egentlig, må man spørge, når man følger rabbinernes ræsonnementer, og er sømændene helte eller skurke, konvertitter eller hyklere? Og hvad med Gud? Er Gud virkelig altid rede til at tilgive et angrende hjerte? Kan vi selv acceptere en Gud, der skåner et brutalt hedensk verdensrige, men ikke besvarer sit eget folks bønner om tilgivelse?

Jonas’ Bog slutter med et spørgsmål: Læseren må selv tage stilling. Med Tiemeyers bog er vi ikke længere alene på dybt vand.

1Lena-Sofia Tiemeyer, Jonah Through the Centuries, Wiley Blackwell Bible Commentaries. Wiley Blackwell, 2021.

Af Frederik Poulsen

adjunkt, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.