Bo Kristian Holm, lektor i systematisk teologi og centerleder for LUMEN: Center for the Study of Lutheran Theology and Confessional Societies, AU, og Sasja Emilie Mathiasen Stopa, postdoc i systematisk teologi, AU, har skrevet en replik til den verserende debat om dåbens betydning.
Man formulerede ingen ny bekendelse, da de protestantiske kirker i Europa i 1973 besluttede at anerkende hinanden med den erklæring om kirkefællesskab, der fik navnet Leuenbergkonkordien, og som Den Danske Folkekirke tiltrådte i 2001. Hver deltagende kirke beholdt deres egen bekendelsestradition, fordi kirkerne i hinandens bekendelser kunne se det samme anliggende varetaget, selvom betoninger og formuleringer var anderledes. Det fælles anliggende, som sammenbandt de kirker, der udsprang af reformationen og samlede sig i Leuenberg-fællesskabet, blev bl.a. beskrevet som en ”ny befriende og vishedsskabende erfaring af evangeliet.”
På mange måder giver det god mening at behandle vores egne lutherske bekendelser på samme måde. Den Augsburgske Bekendelse og Luthers Lille Katekismus skal ikke læses bogstavtro og fundamentalistisk, men i lyset af det evangelium, som de begge er udlægninger af. Når man, som Lars Sandbeck, begynder at drive enkelteksegese uden tilstrækkeligt blik for det centrale anliggende, som var reformatorernes, og som de forskellige protestantiske kirker inden for Leuenberg-fællesskabet forpligter sig på, ender man med formuleringer, som ingen længere kan finde mening i.
Enhver teologi må læses i sin kontekst, og der er dele af Luthers verdenssyn, vi ikke længere kan abonnere på. Luther og Reformationen er ikke svaret på alt. Når Lars Sandbeck fremhæver det i sin kommentar i Kristeligt Dagblad den 29. januar, så har han fuldstændig ret. Det er ikke muligt at overtage 1500-tallets verdensbillede, og selvfølgelig har de ændrede historiske omstændigheder betydning for den måde, som evangeliet må varetages på i dag. Forestillingen om Helvede som et konkret sted, hvor fortabte sjæle straffes med evig pine, er vanskelig at oversætte til nutiden. Men når Sandbeck mener, at spørgsmålet om frelsesvished ikke længere giver mening som baggrund for dåben, undsiger han selve den vishedsskabende erfaring af evangeliet, som hører med til dåbens fundament. I den nødvendige diskussion med vores reformatoriske arv er der brug for mere end den karikatur, der fremkommer, når man blot henviser til det absurde i løsrevne udsagn fra bekendelsen eller modsat ubøjeligt bekender sig til den nøjagtige ordlyd og tror, at man kan nøjes med den blotte gentagelse. Der er behov for en grundig diskussion af de afgørende ændringer i den grundlæggende tankegang, som er reformationens bidrag til kristen teologi.
Den amerikanske teolog, Robert W. Jenson, hvis bog Den treenige identitet er udkommet på dansk i Karsten Farup Hansens og Lars Sandbecks oversættelse, omtaler i sin systematiske teologi en bestemt form for naivitet, der tror, at al religion er god, og at Gud med nødvendighed er velgørende. Jenson fremhæver den lutherske teologi som et værn mod denne naivitet, fordi den hviler på den grundlæggende præmis, at vi kun kan vide, at Gud er god, hvis han viser sig sådan for os. Det er forkyndelsen af Kristus, der viser os, hvem Gud virkeligt er. Hvis vi er af den opfattelse, at Gud selvfølgelig er god og vil mennesker det godt, skyldes det, at vi har fået det at vide. Den entydighed kommer ikke af sig selv. Tværtimod erfarer vi oftest Gud og hans skabelse som tvetydig. Det er den erfaring, som Job sammenfatter i den konstaterende lovprisning: ”Herren gav og Herren tog, Herrens navn være lovet” (Job 1,21). Denne erfaring af tvetydighed kender dåbsforældre i dobbeltheden af taknemmelighed over det lille nye liv og frygten for at miste det. I dåben gives der sprog til den tvetydighedserfaring, og forældrenes frygt modsiges af Guds utvetydige og personlige tilsagn om sin velvillighed over for det lille barn og sit løfte om at ville være Gud for det.
Hvad frelse er, kan vi kun nærme os i billeder og forhåbningsfulde forestillinger. Det afgørende er, at det er fællesskab med den Gud, der ikke længere dømmer, men som tager imod mennesket i kærlighed. Derfor er det også en fejllæsning, når Sandbeck fremhæver korsets blodoffer som dåbens afgørende omdrejningspunkt i luthersk dåbsteologi. Det passer måske en smule på Melanchthon, men ikke på Luther. Luther betoner derimod, at det, Gud gør i Jesu død på korset, er at give sig selv til mennesker. Dette at give sig selv er ifølge Luther det største udtryk for kærlighed og den stærkeste identifikation af Gud, som den, der tager i mod de mennesker, der har afvist ham. Spørgsmålet om forudbestemmelse til frelse eller fortabelse bliver aldrig nogen hovedsag for Luther, fordi det centrale anliggende for hans dåbsteologi er forkyndelsen af Guds entydige tilsagn om at ville tage imod ethvert menneske til trøst for den, der føler sig fortabt. På korset modsiger Gud vores umiddelbare erfaring af ham og den verden, han har skabt, ligeså vel som han modsiger vores dom over os selv. Og hos både Melanchthon og Luther er grundtanken, at kun fordi Gud har vist sin kærlighed på korset, kan vi se denne entydige kærlighed i den tvetydige, skabte verden, og erkende os selv som omfattet af den.
Hvis man derimod ikke anerkender, at tilværelsen er præget af en grundlæggende erfaring af tvetydighed, der både viser sig i naturens lunefuldhed og deri, at vi som mennesker til stadighed afviser både Gud og vores medmennesker og i stedet vender os mod os selv, bliver dåben meningsløs, og enhver tale om fortabelse og synd fremstår som noget, andre forsøger at pådutte én. Den lutherske kristendom fortolker derimod denne erfaring som et foruroligende livsvilkår. Luther fremstiller i visse tekster Helvede som et konkret sted, men mindst ligeså ofte udlægger han Helvede som udtryk for en personlig erfaring af gudsforladthed. Luther har om nogen blik for, at fortabelse ikke først og fremmest er noget, vi dømmes til, men en grundlæggende splittelseserfaring, der truer vores liv med hinanden. Det er den erfaring, som dåben modsiger ved at formidle Guds entydige tilsagn, der for altid overvinder enhver tvetydighed. Som et svar på dette tilsagn ærer mennesket Gud. Ikke, som Sandbeck hævder det, for at tilfredsstille Guds narcissistiske tilbøjeligheder, men for at bekræfte sit fællesskab med ham i taknemmelighed og lovprisning. At Gud har behov for menneskets æresudvisning, er tegn på, at han ikke forbliver en tvetydig og afsondret Gud, der leger kispus med sin skabning, men i Kristus nedlader sig til at indgå i et forpligtende fællesskab med mennesket. Gud vil være Gud for os.
Leuenberg-fællesskabet minder os om, at vi aldrig kun diskuterer dåbspraksis på egne vegne, men at det, vi siger om dåben, må gælde for enhver dåb over alt på jorden, og at andre kristne også skal kunne genkende vores dåb som en kristen dåb. Med sin betoning af den vishedsskabende erfaring af evangeliet understreger Leuenbergkonkordien samtidig, at enhver fremstilling af teologien, der ikke kan modtages som et entydigt tilsagn, bør gentænkes i forlængelse af reformationens afgørende indsigt.
