Naturen som et uerstatteligt kunstværk
Fønix årg. 2019, s. 233-256 (pdf)
Tema: Natursyn
Denne artikel er en del af serien NATURSYN. Tiden kalder i høj grad på, at åndsvidenskaberne indgår en samtale om menneskets forhold til den øvrige verden og forsøger at formulere et natursyn. Fønix har derfor bedt en række teologer og historikere om at lægge op til denne samtale ved at skrive om natur og religion ud fra deres fagområder. Det gennemgående spørgsmål er: Hvad betyder kristendommen for vores syn på naturen? Denne artikel er den tredje i rækken.
Hvorfor er det vigtigt at diskutere vores natursyn i dag? Det er det, fordi det er bestemt af det naturvidenskabelige perspektiv på naturen. Der er sket det i moderne tid, at naturvidenskaben er blevet ophøjet til at være et natur- og menneskesyn, og det er problematisk.
Den moderne naturvidenskab er i udgangspunktet en bestemt metode til at udforske naturen. Denne metode blev grundlagt i det 16. og 17. århundrede af videnskabsmænd som Galilei og Newton. Den kaldes den matematisk-eksperimentelle metode. Den består i, at man formulerer de naturlove, man finder, matematisk, og at man efterprøver de teorier, man fremsætter, empirisk ved at opstille eksperimenter, alle skal kunne gentage – og alle skal kunne iagttage, at måleapparaterne hver gang viser samme resultater. Denne nye fysik, der byggede på den nye metode, erstattede den aristoteliske fysik, der havde domineret hele middelalderen. De fremskridt, man gjorde i udforskningen af naturen ved hjælp af den nye metode, var enorme. Den nye fysik gav en meget mere sikker og anvendelig naturforståelse, end den aristoteliske fysik gav. Forskellen mellem den gamle fysik og den nye var så stor som forskellen på astronomi og astrologi.
Naturvidenskab er således ikke et natursyn, men et bestemt perspektiv på naturen, der går ud fra en bestemt videnskabelig metode. Det naturvidenskabelige projekt går ud på at se, hvor langt man kan komme med at forklare naturens fænomener ud fra denne metode, der indebærer, at man i sine forklaringer på naturfænomenerne kun må henvise til naturlige, mekaniske årsager.
Det, der er sket i moderne tid, er imidlertid, at dette perspektiv på naturen er blevet erklæret for at være det eneste gyldige perspektiv. Alle andre måder at se naturen på er blevet erklæret for at være vilkårlige, subjektive og dermed illusoriske. Med denne absolutering af naturvidenskaben er den blevet ophøjet til at være et natursyn. Baggrunden for denne absolutering er den enorme succes, naturvidenskaben har haft. Især har naturvidenskaben haft succes ved, at dens resultater har kunnet udmøntes i en eventyrlig teknologi, der har forlænget og forbedret menneskets livsvilkår i en grad, som ingen har haft fantasi til at forudse.
Kritik af naturvidenskaben
Et tegn på, at naturvidenskaben har denne absolutte status, er, at enhver betvivlelse af, at naturvidenskaben kan forklare alle naturfænomener, og enhver påstand om, at naturvidenskaben må suppleres med andre typer af teorier og perspektiver, mødes med en principiel afvisning. Andre perspektiver på naturen erklæres ikke blot for at være falske; de er end ikke falske. De er på forhånd umulige. Afvisningen er tillige ofte stærkt følelsesladet, hvilket er et vidnesbyrd om, at diskussionen ikke bare drejer sig om videnskabelige teorier, men om ontologi; spørgsmålet om den sande væren, om hvad virkeligheden i virkeligheden er.
Et nyere eksempel på denne form for afvisning er Simon Blackburns anmeldelse af den indflydelsesrige analytiske filosof Thomas Nagels bog Mind and Cosmos: Why the Materialist Neo-Darwinian Conception of Nature Is Almost Certainly False.1 I denne bog argumenterer Nagel for, at den angelsaksiske filosofi er domineret af en ofte uartikuleret darwinistiske naturalisme, som er uholdbar på afgørende punkter. Han betvivler, at tilfældige genetiske mutationer koblet sammen med naturlig selektion kan forklare livets mangfoldighed og kompleksitet. Især betvivler han, at den darwinistiske mekanisme kan forklare livets og bevidsthedens opståen. Den neodarwinistiske teori kan ikke stå alene, men må suppleres med en teleologisk teori.2
Nagel forkaster således ifølge Blackburn den eneste sande forklaring på naturens fænomener, der findes, og som han beskriver således: Givet en ren fysisk begyndelse følger alt andet – kemi, biologi, liv, bevidsthed, intelligens, værdier, erkendelser, endog videnskab – af naturlige processer. Partikler avler molekyler, der avler enzymer, der avler proteiner, der avler liv, der avler Homo sapiens, der avler Royal Society og reglerne for tennis. Vi forstår ikke alle skridt i denne proces, naturligvis, men vi kan have en fornuftig tillid til den overordnede form, og vi kan have tillid til, at ethvert hul i denne proces kan og vil blive lukket, når bare vi får mere forståelse af den samme slags, som vi allerede har.3
Han erklærer Nagel for at være ”fundamentally wrong-headed” og beklager, at denne bog overhovedet er blevet udgivet. ”Den vil blot trøste kreationister og fans af ’intelligent design’” (ibid.).4
Nagels observation, at analytisk filosofi er domineret af en ofte uartikuleret darwinistisk naturalisme, kan man uden videre sige gælder ikke bare megen filosofisk teori, men også socialvidenskabelig og humanistisk teori. Et eksempel blandt mange er religionsteoretikeren Martin Riesebrodts bog Cultus und Heilsversprechen,5 der fremstiller religionen som et evolutionært produkt, der har forøget menneskets livsduelighed og dermed dets overlevelseschancer.
Darwinismen optræder i dag som en teori, der principielt kan forklare alting. Det har den endnu ikke gjort, men det er kun et spørgsmål om tid, som Blackburn siger. Teoriens sandhed beror på en forventet efterbevilling, eller for at bruge et udtryk fra religionen, så opererer den med en eskatologisk verifikation. Til sidst skal alt være forklaret; ” … da skal vi se ansigt til ansigt ” (1 Kor 13,12). Det, at den prætenderer at være alt-forklarende, afslører også, at den er blevet ophøjet til at være et natursyn. Den er uartikuleret blevet til vores autoritative natursyn. Den frembringer et åndeligt klima, der er domineret af en ”videnskabelig naturalisme, der er dybt afhængig af spekulative darwinistiske forklaringer på praktisk taget alt, og som er bevæbnet til tænderne imod angreb fra religion”.6 Den er en tidsånd, der påvirker alle.
Naturvidenskab og etik
Det problematiske ved, at naturvidenskaben er blevet ophøjet til at være et natursyn, er først of fremmest, at det ikke indeholder en etik. Derudover kan man naturligvis også som Nagel stille spørgsmålstegn ved, om den neodarwinistiske mekanik virkelig kan forklare alting. Kan den forklare, at der er noget og ikke ingenting? Kan den forklare udviklingen fra livløst stof til liv og bevidsthed? Kan den forklare tennisspillets opståen? Teorien lyder, at alt, hvad der er til, er til, fordi det ikke er blevet selekteret væk. Det er det mest overlevelsesduelige. Spørgsmålet er, om man kan kalde en sådan teori for videnskabelig. Er det ikke snarere en ontologisk teori, der nærmer sig en cirkelslutning, en art petitio principii. Man forklarer, at alt er til, fordi det har overlevet, men det indgår allerede i definitionen af, hvad der er til, at det er det, der har overlevet. Vi kan ikke vide, om selektion, der virker på en variation, kan forklare alting. Det kan være, det er rigtigt, men det kan også være, det ikke er. Måske bliver det først afgjort ved tidernes ende. Hvis vi skal holde den neodarwinistiske teori fast på, at den er en videnskabelig teori og ikke en religiøs tro, så må vi nøjes med at sige, at tanken om, at teorien kan forklare alting, kun er en heuristisk idé og ikke en kendsgerning. Det er den, der styrer og inspirerer naturvidenskaben.
Det naturvidenskabelige syn på naturen indeholder ingen etik. Naturvidenskab beskriver, hvordan naturen er, og indeholder intet om, hvordan vi bør behandle den. Naturvidenskaben kan beskrive, hvordan en havørn eller et økosystem eller et menneske er indrettet og fungerer, men den siger ikke noget om, at vi bør drage omsorg for og bevare disse naturfænomener. Den indeholder ingen handlingsorientering. Det er ikke en mangel ved den, da det ikke er meningen med den. Det er indbygget i dens metode at se bort fra det etiske perspektiv.
Der findes naturligvis dem, der mener, at etik også kan forklares darwinistisk. Etikken er opstået, fordi den har forøget vores overlevelseschancer. Vi behøver ikke supplere det naturvidenskabelige perspektiv med et andet for at få det etiske perspektiv med. En sådan forklaring er imidlertid udtryk for, at man begår en kategorifejl. At handle etisk vil sige, at man gør noget af hensyn til en anden. At handle selvisk er per definition uetisk, men netop det er grundlæggende for den darwinistiske mekanik, der er styret af det såkaldt ”selviske gen”.7 Når man forklarer etikken darwinistisk, så er det ikke det etiske fænomen, man forklarer. Det, man forklarer, er, at etikken er en illusion. Den etiske handling findes slet ikke. Der findes ikke et etisk kompas, der kan vejleder vore handlinger.
Hvis man godtager naturvidenskaben som et natursyn, hvilket de allerfleste gør især ubevidst, så er verden en kvalitetsløs materie, vi kan udnytte, som vi vil. Der findes ikke gode eller onde handlinger, kærlighed eller grusomhed. Der findes kun formløst materiale, vi kan bruge som middel for at overleve så godt som muligt. Dette natursyn er en af grundene til, at vi er havnet i en dyb krise i forhold til økosystemerne, dyrene og klimaet. Det er kun en af grundene, der findes andre, men det er ikke en uvæsentlig grund, fordi det forholder sig sådan, at som vi ser noget, sådan behandler vi det. En teori er en måde at se noget på. Ordet ”teori” stammer fra det græske ord Thea der betyder syn. Teorier er derfor aldrig etisk uskyldige. Ser vi andre mennesker som ”undermennesker”, så viser historien, at så behandler vi dem også sådan. Ser vi naturens væsener som forskelsløst materie, så behandler vi dem også sådan.
Da det nærmest er umuligt at undervurdere, hvilken indflydelse naturvidenskaben har på vores natursyn – naturvidenskaben er uden sammenligning den mægtigste åndsmagt i det 20. århundrede – er det vigtigt at fremsætte et autoritativt alternativt natursyn, der indeholder en etik, da fællesskab mellem mennesker og jordklodens liv ikke kan bestå uden etik.
Et alternativt forpligtende natursyn
Et alternativt etisk natursyn kan ikke ligge i forlængelse af det naturvidenskabelige perspektiv på naturen, da det som nævnt ikke indeholder en etik. F.eks. er vi ikke hjulpet med Nagels alternativ, der vil supplere den neodarwinistiske teori med en teleologisk teori. Denne teori er nemlig stadigvæk en naturvidenskabelig teori. Der findes en del mere eller mindre spekulative teorier, der vil supplere den neodarwinistiske i forsøget på at forklare livets og bevidsthedens opståen. Alle disse teorier er ikke ægte alternativer, da de alle prætenderer at være naturvidenskabelige.
For at et natursyn skal være autoritativt, skal det være alment. Det vil sige, at man f.eks. ikke kan fremsætte et religiøst begrundet natursyn som et alternativ. At noget er religiøst begrundet betyder her, at det er baseret på en tro. Tro er ikke som viden en almen, men en personlig, eksistentiel erkendelse. Man kan ikke forudsætte, at alle har den samme tro. Derfor kan man ikke i den fælles, offentlige samtale begrunde et natursyn med en specifik religiøs tro. Et natursyn, der er begrundet i skabelsesberetningen i Første Mosebog eller udsagn i Salmernes Bog eller Jobs Bog i Det Gamle Testamente eller andre skrifter fra andre religioner, der anses for at indeholde en guddommelig autoritet, er ikke alment. Religiøse skrifters autoritet beror på en tro.
Men har vi andre kriterier for, om en erkendelse er almen, end naturvidenskabens eksperimentelle metode? Ja, det har vi. Den uvilkårlige livserfaring er et alment kriterium for, om udsagn er virkelighedstro. Dette kriterium er fænomenologiens.8 Dette kriterium er ovenikøbet mere fundamentalt end naturvidenskabens eksperimenter. Det forholder sig nemlig sådan, at naturvidenskabens perspektiv er sekundært, da det forudsætter en før-videnskabelig erkendelse af verden, som er udledt af den uvilkårlige livserfaring. Havde vi kun de videnskabelige data om f.eks. en havørn og en cykel, så ville vi ikke ane, at det, vi stod over for, var en havørn eller en cykel. Vores viden om, at en havørn er en havørn, har vi fra det umiddelbare indtryk, havørnen gør på os, og vores viden om, at en cykel er en cykel, har vi fra den umiddelbare brugende omgang med den. Hvis vi anlægger et videnskabeligt perspektiv på havørnen og cyklen, så tager vi dem med ind i et laboratorium og skiller dem ad for at finde ud af, hvad de består af, og hvordan de fungerer. Naturvidenskabens sekundære status viser sig ved, at vi ikke kan gå den anden vej. Vi kan ikke gå fra de naturvidenskabelige data, eksperimenterne producerer, til det erfarede fænomen. Den før-videnskabelige erkendelse er altid forudsat. Man kan illustrere skiftet fra den før-videnskabelige erkendelse til det videnskabelige perspektiv med, at vi ved, hvad en cykel er, fordi vi kan cykle på den. Men sker der det, når vi cykler, at kæden hopper af, så må vi stå af og se på cyklen som et objekt for at undersøge, hvordan den er sat sammen med henblik på at reparere den. At stå af cyklen og se på den som et objekt, vi er adskilte fra, er et billede på den videnskabelige indstilling til verden.
Det natursyn, der er udledt af den uvilkårlige livserfaring, er alment forpligtende og indeholder en etik. Det er derfor et virkeligt, autoritativt alternativ til det naturvidenskabelige.
Livets forrang for døden
Hvordan ser vi naturen ud fra den uvilkårlige livserfaring? Det er det spørgsmål, fænomenologien og kunsten arbejder med at besvare. Her er der ikke plads til, at det udfoldes i hele sin mangfoldighed og fylde. Der skal derfor kun peges på et par væsentlige forhold.
Et alment træk ved naturen set ud fra denne synsvinkel er, at alt, hvad der er levende, dør, og alle helheder falder fra hinanden med tiden. Det er en uvilkårlig erfaring af livet, at det dør, og at det er sørgeligt. Det er især tydeligt, hvis et ungt menneske dør, men det gælder ikke kun da; det gælder generelt. Det er ikke muligt at erfare døden og tilintetgørelsen som en neutral kendsgerning, der bare er. I den uvilkårlige livserfaring kan er og bør ikke skilles ad. Vi har en tydelig erfaring af, at livet bør være, mens døden og tilintetgørelsen ikke bør være. Vi kan ikke erfare det omvendt. Vi kan i det tilfælde, at et menneske er fuldstændigt ødelagt af sygdom og smerter, godt opleve døden som en befrier, men det er kun, fordi døden med sin forløber sygdommen allerede har gjort et så stort indhug i mennesket, at livet er ødelagt. Vi kan også godt slutte os til, at døden er en nødvendighed. F.eks. ville jordkloden hurtigt blive overbefolket og ubeboelig, hvis døden ikke var en realitet. Men det er en rationel slutning og ikke en uvilkårlig livserfaring.
At alt, hvad der er til, bør være til, betyder, at alle naturens væsener har en værdi i sig selv. Der findes ingen væsener, der kun har værdi, fordi de kan være middel for noget andet. For at tage et simpelt eksempel: Grisen har ikke kun værdi, fordi den er føde for os. Den har også en værdi i sig selv. Der udgår en etisk fordring om, at vi skal tage vare på det, der har en værdi i sig selv. Det er det forhold, der ligger bag det krav om dyrevelfærd, som vi i dag ikke mener, vi kan ignorere. Dyremishandling er ikke i orden, og vi befæster kravet om, at vi skal tage vare på dyret med lovgivning. Man straffes for at mishandle dyr.
Et andet udtryk for, at vi tager den etiske fordring, som dyrs egenværdi rejser, alvorligt, er bestræbelserne på at bevare truede dyrearter. Disse arter har ingen værdi som middel for os, alligevel føler vi os opfordret til at bevare dem. Jonathan Baillie skriver i forordet til en rapport fra 2012 Priceless or Worthless om de hundrede mest truede arter i dag: ”Hvis de 100 arter på denne liste forsvandt i morgen, ville det ikke have nogen indflydelse på den globale økonomi, arbejdspladser eller sikkerhed. Det er i virkeligheden tilfældet med millioner af arter på denne planet.”9 Den eneste mulige begrundelse for, at vi skal bevare de truede dyrearter er, hvad han kalder deres ”eksistensværdi”. De har værdi udelukkende, fordi de er til.
Man kan imidlertid spørge, om det virkelig er rigtigt, at alle naturens væsener har en værdi i sig selv, som vi skal tage vare på. Hvad med sygdomsbakterier som f.eks. malaria, en blodparasit, som har dræbt og fortsat dræber millioner af mennesker, især børn? Skal vi ikke forsøge at udrydde den og ikke bevare den, selv om den skulle være udryddelsestruet? Svaret på det spørgsmål er, at der her dybest set er tale om et etisk dilemma. Vi må slå noget liv ihjel af hensyn til andet liv. Det er et alment dilemma, der vidner om, at naturen ikke er et harmonisk Paradis, hvor der ingen grundlæggende konflikter er. Men også her giver den uvilkårlig livserfaring en handlingsorientering. Den siger, at alt nok har en værdi i sig selv, men det betyder ikke, at alt har den samme værdi. Blodparasitten har ikke samme værdi som et menneskeliv. Det betyder ikke, at blodparasitten ikke har en værdi i sig selv. Hvis den ikke var farlig for andet liv, måtte vi ikke slå den ihjel. Det viser sig tydeligt ved, at vi må ikke slå ihjel for sjov. Det var ikke i orden, at togpassagerer for deres fornøjelses skyld skød og dræbte tre millioner bisoner i perioden fra 1872-74 på rejse hen over prærien i Nordamerika. Det eneste formål med slagteriet var at se, hvor mange man kunne nedlægge. Kadaverne lod man bare ligge.
Der findes såkaldt biocentriske etiske teorier, der mener, at alt liv har samme værdi. Sådanne teorier er ikke begrundet i den uvilkårlig livserfaring, men i en konstrueret ideologi.
Det natursyn, at livet har en forrang for døden og tilintetgørelsen, indeholder en etik, fordi det indeholder en fordring om at tage vare på livet og befordre dets udfoldelse. Vi bør hjælpe livet til at udfolde sig og blomstre og ikke medvirke til, at det visner og dør.
Naturen som et kunstværk
Et andet aspekt af den uvilkårlige erfarings natursyn er, at vi ser naturen som et kunstværk. Johannes V. Jensen kan f.eks. skrive om mågen: Mågen, der følger et skib i Nordhavet, time efter time, i bidende frostvind, glatblæst, strakt som en ten i luften, utrættelig roende og glidende, svøbt i hvidt fra næb til halefjer, man kan ikke få sine øjne fra den, den er lutter form, form og energi, et mesterstykke, naturen har udtømt sin kunst i den.10
Jensen var kunstner, men det betyder ikke, at hans syn på mågen som et kunstværk ikke er alment. Han siger blot, hvad alle ser, uden at alle kan udtrykke det så klart og levende, som Jensen gør. At se mågen som et kunstværk er udtryk for en uvilkårlig erfaring, alle gør. En moderne designer som Alexander McQueen hævdede, at ”der er ingen bedre designer end naturen.”
Vi ser uvilkårligt naturen som et kunstværk. Nogle siger, at naturen er verdens største kunstværk. Det betyder ikke, at naturen er et kunstværk i ligefrem betydning, da der er forskel på natur og kunst, men at naturen er en uvilkårlig analogi til kunstværket. Naturen er en uudtømmelig kilde til kunst. Det betyder igen ikke, at kunst blot er en efterligning af naturen, men at uendelig meget kunst er inspireret af naturen.
Mange mener, at det er grundlæggende fejlagtigt at se naturen som et kunstværk. Biologen og forfatteren Michael Stoltze hævder f.eks. ganske rigtigt, at natur pr. definition ikke kan være kunst. ”At naturen skaber og rummer den største skønhed og magi (og grusomhed), gør den ikke til kunstner. Kunst er det kunstige, det vil sige det, naturen ikke frembringer. Det ligger altså i selve definitionen af kunst, at natur i sig selv aldrig kan være kunst”. Han fortsætter imidlertid med at hævde, at ”mange forveksler skønhed og vidunderlige mønstrer og fremtoninger i naturen med kunst. Det er det ikke. Der er blot vidunderlige ting, der findes”.11 Hvad vil det sige, at naturen blot er vidunderlige ting, der findes? Udsagn om, at noget blot er, er begrundet i naturvidenskaben. Naturen erfares aldrig uvilkårligt som neutrale ting, der bare findes. Den erfares som skøn (eller grusom), og netop det er grundlaget for, at den kan være en analogi til kunstværket. Stoltze har ikke analogibegrebet med i sin bestemmelse. Han har dog det med, at ”naturen er inspirationsgrundlag for al kultur og kunst.” Men dette, at den kan være inspiration for kunsten, er begrundet i analogiforholdet. Lignede naturen ikke kunst, kunne den ikke inspirere den.
I det natursyn, der ser naturen som et kunstværk, er der indbygget en etik, idet kunstværker har værdi i sig selv og opfordrer til, at vi tager vare på dem. Et maleri af Rembrandt er et uerstatteligt kunstværk. Det afspejler sig rent pengemæssigt ved, at det er mange millioner dollars værd på markedet. Men det afspejler sig også ved, at det opbevares i kunstmuseer under iagttagelse af den største varsomhed. For intet i verden må det beskadiges eller gå tabt. På samme måde er naturens væsener og helheder uerstattelige. Går en art tabt, er den gået tabt for evigt. Edwards-fasanen, der lever i Vietnams regnskove, er en truet dyreart. Den er mindst lige så uerstattelig som et maleri af Rembrandt. Der udgår derfor også en etisk fordring fra den om, at vi skal tage vare på den. Vi burde udvise samme varsomhed over for arterne som over for kunstværkerne, nu vi holder deres skæbne i vores hånd.
Man plejer at citere Poul Henningsen for frasen, ”naturen, det billige skidt”, som skulle være udtryk for hans foragt over for naturdyrkelsen, der ikke er for andet at regne end sentimental romantik. Udtrykket stammer imidlertid slet ikke fra Poul Henningsen, men fra et digt af Otto Gelsted, ”Sommerøen” fra samlingen Under Uvejret (1934), hvor udtrykket er ironisk ment. Det, han mente med det, var, at det ikke kun er det, som kan købes for penge, der har værdi. Det svarer til Oscar Wildes sarkastiske bemærkning om vor tid:“Nu til dags kender folk prisen på alt og ikke værdien af noget.”12
Intelligent design i naturen
Biokemikeren Michael Behe har blandt flere andre fremsat den teori, at der findes intelligent design ikke kun i menneskeskabte maskiner og kunst, men også i naturen.13 Det skabte en del opstandelse blandt naturvidenskabsfolk, at han mente, at teorien om intelligent design var en naturvidenskabelig teori, der skulle supplere den neodarwinistiske teori. Denne opstandelse er forståelig, når man betænker, at naturvidenskab er et projekt, hvor man undersøger, hvor langt man kan komme med at forklare naturens fænomener ved udelukkende at henvise til mekaniske årsager og tilfældigheder. Behe bryder med dette projekt ved at henvise til en helt tredje årsag til organismers udvikling, nemlig en intelligent årsag. Franklin Harold, der er kollega til Behe, skriver da også meget præcist om Behes bog: ”Vi bør afvise som en principsag erstatningen af intelligent design med dialogen mellem tilfældighed og nødvendighed, men vi må indrømme, at der i øjeblikket ikke kan aflægges et detaljeret darwinistiske regnskab for udviklingen af et biokemisk system. Der findes kun en bred vifte af ønsketænknings spekulationer.”14 På den ene side er det principielt udelukket at henvise til en intelligent årsag, når vi skal forklare biokemiske systemers opståen, og på den anden side findes der ikke i dag nogen overbevisende naturvidenskabelige forklaringer på disse komplekse systemers opståen og udvikling. Darwinismen kritiserer altid religionen for at udfylde de huller, der endnu findes i den videnskabelige forklaring med Gud, ”God of the gaps”. Man kan vende denne kritik mod darwinismen selv, idet den udfylder hullerne med darwinistiske spekulationer, ”Darwinism of the gaps”.15
Hvis man vil holde tingene klart adskilte, hvilket der kan være god grund til, så skal man ikke opfatte idéen om intelligent design i naturen som en naturvidenskabelig teori, men som en erkendelse, der er baseret på den uvilkårlige sansning. Ud fra en uvilkårlig betragtning ligner organismer nemlig strukturelt umiskendeligt menneskeskabte maskiner, det vil sige helheder, der kun kan opstå, hvis der er en intelligent årsag involveret. En organisme som f.eks. hjertet ligner en pumpe. Det er derfor, at ingen, der underviser i biologi, kan klare sig uden referencer og analogier til menneskelige kunstprodukter. Proteiner kaldes nanomaskiner, en muskelcelle sammenlignes med en forbrændingsmotor, aminosyresekvenserne i DNA med menneskelige koder og sprog, hjernen med en computer osv. I enhver lærebog i biologi vil man finde en lang række analogier til menneskeskabte produkter. Selv ærkedarwinisten Richard Dawkins er enig i, at emnerne for biologisk forskning synes at være designede, når han skriver i The Blind Watchmaker: ”Biologi er studiet af komplicerede ting, som giver udseende af at være designet til et formål”16. Men han understreger selvfølgelig, at de kun ”synes” at være designet. Det vil sige, at det er en illusion.
Den strukturelle lighed mellem en maskine og en organisme er, at i begge tilfælde er der tale om, at dele udgør en kompleks velintegreret helhed. Helheden kan udføre en funktion, som ingen af delene eller en sum af delene kan udføre. Det var det forhold, der fik Immanuel Kant til at skrive, at der vil aldrig opstå ”en græsstråets Newton”17. Den kausalitet, der frembringer en organisme, er nemlig af en særlig art, idet delene og helheden på én gang er årsag og virkning til hinanden. Delene er årsag til helheden, og helheden er årsag til delene – samtidigt. Det umuliggør en mekanisk (”newtonsk”) årsagsforklaring på organismen.
At se naturen som et kunstværk og idéen om intelligent design i naturen er af samme art, idet også kunstværket forudsætter en intelligent designer.
Naturvidenskaben må nødvendigvis afvise begge betragtninger som værende illusioner, da alt skal kunne forklares ved hjælp af mekaniske årsager og tilfældigheder. At naturens former ligner et kunstværk, en fascinerende helhed af dele, og at organismen ligner en maskine, en ”irreducibel kompleksitet”, er en illusion, et sansebedrag, alt kan reduceres til fornuftløs mekanik. Det, at intelligent design er udelukket ifølge naturvidenskaben, betyder imidlertid ikke, at der ikke rent faktisk er intelligent design i naturen. Det er der ifølge den uvilkårlige erfarings perspektiv, og den virkelighed, der viser sig i det perspektiv, er mindst ligeså virkelig som den virkelighed, der viser sig i naturvidenskabens perspektiv.
Natursyn i den kristne tradition
Stiller man nu spørgsmålet om, hvad forholdet er mellem det etiske natursyn og vores kristne tradition, så er svaret ikke entydigt. I den kristne tradition gøres der ikke kun ét natursyn gældende, men mindst to, der er meget forskellige. Den ene opfattelse er, at naturen er værdiløs i sig selv. Denne jordiske verden vil gå under, og en ny, himmelsk, verden vil komme, som er den egentlige verden. Al værdi ligger i denne hinsides, himmelske verden. Den dennesidige, jordiske verden er værdiløs om ikke ligefrem ond. Denne opfattelse var fremherskende i urkristendommen og i alle former for såkaldt ”pilgrimmytisk”18 kristendom, der udviklede sig senere. Verden er en jammerdal, vi skal frelses fra. En udgave af dette natursyn er det calvinske, at denne verden blot er en skueplads for frelseshistorien, et theatrum gloriae dei. Verden har ingen betydning i sig selv. Dette natursyn lever videre i den barthske teologi i det 20. århundrede. En lignende nedskrivning af naturens betydning findes i eksistensteologien, der mener, det er mytologi at opfatte skabelsen i naturkategorier. Naturen er, hvad naturvidenskaben siger, den er. Dette kristne natursyn står i modsætning til det etiske natursyn. Det er katastrofalt at abonnere på dette natursyn i dag, da det legitimerer ødelæggelsen af naturen.
Det andet natursyn, der gøres gældende i den kristne tradition, er skabelsestankens natursyn. Her gøres det gældende, at naturen har en værdi i sig selv, fordi den er skabt og dermed villet af Gud. Gud har skabt og opretholder hvert sekund skaberværket, hvilket viser, at det har del i Gud og dermed i en evig betydning. Frelse betyder i denne kristendomsopfattelse ikke, at vi befries ”fra universet, men med universet.”19
Der er mange, der mener, at hvis man skal finde ud af, hvad det sande kristne natursyn er, så skal man undersøge hvilket natursyn, Bibelen giver udtryk for. Det er imidlertid en illusion. Problemet er, at Bibelen består af mange forskellige skrifter af mange forskellige forfattere fra mange forskellige århundreder. Det betyder, at den indeholder mange forskellige natursyn. Bibelen er ikke i sig selv et kriterium for, hvad det sande natursyn er. Man kan, som traditionen har vist det, begrunde to vidt forskellige natursyn med henvisning til skriftsteder i Bibelen. Sagen er, at når man begrunder sit kristne natursyn, så er der to kriterier; der er Bibelen, og der er den filosofi, man selv har med, når man læser i Bibelen. Det pilgrimmytiske og det calvinske/barthske natursyn er ikke kun begrundet i Bibelen, men også i den platonske filosofi, der nedskriver den sanselige verden til en ubetydelig skyggeverden. Eksistensteologiens natursyn er ikke kun begrundet i Bibelen, men også i den filosofi, at sandheden om naturen er den, naturvidenskaben fremlægger.
Skabelsestankens natursyn er heller begrundet alene i Bibelen, men også i den fænomenologiske filosofi, der har den uvilkårlige livserfaring som erkendelseskriterium. Augustin er en af de kristne teologer, der med stor retorisk kraft gør skabelsestanken og Det Gamle Testamente gældende over for de gnostisk inspirerede kristendomsopfattelser, der nedvurderede naturens betydning og Det Gamle Testamente. Kristus kommer ikke med en ny Gud i forhold til den gammeltestamentlige skabergud. Skaberguden er forudsat hos Jesus og Paulus. Augustin hævdede, at skabelse betød skabelse ex nihilo. Det udleder han ikke alene af Bibelen, men også af sine analyser af vores erfaringer af tid. Tidserfaringen er erfaringen af tilintetgørelse, da tidens væren er en væren i konstant forsvinden. Fortiden og fremtiden eksisterer ikke, og nutiden eksisterer kun i form af, at den hele tiden forsvinder. Når noget er til i tiden, må det derfor være til i kraft af en evig magt, der fastholder det i væren, så længe den gør det. At Gud skaber ud af intet, kommer ifølge Augustin til udtryk ved, at han skaber ved sit ord alene, sådan som det beskrives i Første Mosebogs skabelsesberetning, ligesom det også kommer til udtryk i opstandelsestanken, sådan som Paulus udtrykker den. Gud er den, ”som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til” (Rom 4,17). Opstandelsestanken er udtryk for skabelse ex nihilo, fordi den forudsætter, at døden er tilintetgørelse. Intet, heller ikke en udødelig sjæl, overlever døden, hvilket er i overensstemmelse med den uvilkårlige livserfaring. Derfor må opstandelse være en nyskabelse.
Der findes naturligvis mange andre steder i Bibelen, der begrunder skabelsestanken. For blot at nævne et par andre: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, / månen og stjernerne, som du satte der …” (Sl 8,4). ”Kan du binde Syvstjernens bånd / eller løse Orions lænker? / Lader du Venus gå op til rette tid, / fører du Løven frem sammen med dens unger?” (Jobs Bog 38,31-32). ”Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem” (Matt 6,28-29).
Citatet fra Sl 8 siger, at verden er et kunstværk af Guds fingre. Det svarer til, at skaberværket i skabelsesberetningen opfattes som et ”ord-værk”. ”Gud sagde: ’Derskal være lys!’ Og der blev lys” (1 Mos 1,3). Det er ”poesi” i ordets oprindelige betydning. Ordet ”poesi” stammer fra græsk, hvor ordet betyder at skabe. Poesi betyder oprindeligt på græsk ”at skabe noget, som før var ikke-eksisterende”. Det poetiske ord skaber det, det nævner. Skaberværket besynges i al poesi, fordi det selv er poesi. Når Jesus i citatet fra Mattæusevangeliet siger, at liljen er mere pragtfuldt klædt end selv kong Salomon, er det udtryk for, at han ser liljen som et underfuldt kunstværk. Salomon var kendt for sin store rigdom og visdom. Han omgav sig med pragtfuld skønhed, men selv denne kunstfærdige menneskeskabte skønhed overstråles af markens liljer, der blot er en lille del af naturens ufattelige skønhed. Liljerne er kunstværker, der langt overgår de kunstværker, mennesker kan skabe. Citatet fra Jobs Bog indgår i kapitel 38-39, der er en lang lovprisning af Skaberens fantasi. Mangfoldigheden og variationen i naturens former er overvældende. Den fantasi, der har skabt naturen, overgår langt menneskets fantasi. Hvis ikke løven, strudsen eller krokodillen allerede fandtes, ville ingen kunstner kunne have fundet på disse på én gang vilde og selvfølgelige former.
Der er ingen modsætning mellem det etiske natursyn, der udspringer af den uvilkårlig erfaring, og kristendommens skabelsestanke. De kan supplere og forstærke hinanden. Skabelsestanken beriges af en livs- og erfaringsnærhed, og det etiske natursyn forstærkes af Bibelens poetiske billeddannelser. Skabelsestanken bearbejder den dybde i erfaringen, at væren forudsætter en værensmagt og et kunstværk, og at et design forudsætter en kunstner og designer. Det etiske natursyn inviterer til en religiøs billeddannelse, men er ikke begrundet i en sådan.
I William Blakes berømte digt om tigeren smelter den uvilkårlige sansning og inspirationen fra Jobs Bog sammen til en fuldendt enhed. Hans digt er kunst og religion i ét. Det kunne uden videre sættes ind i Jobs Bog.
Tyger Tyger, burning bright,
In the forests of the night;
What immortal hand or eye,
Could frame thy fearful symmetry?
In what distant deeps or skies.
Burnt the fire of thine eyes?
On what wings dare he aspire?
What the hand, dare seize the fire?
… 20
Det er en stærk uvilkårlig erfaring, at slukkede vi denne pragtfulde glød i skaberværket, som tigeren er, så ville der for evigt være et mørke og død på jordkloden, der var et tab af liv og skønhed. Det bør ikke ske.
Magtforholdet mellem menneske og natur er skiftet, så det i dag er os, der har magten i kraft af vores teknik. Tidligere havde naturen magten over os. Atombomben og klimakrisen er bl.a. udtryk for dette magtskifte. Så langt, som vi har magt, har vi ansvar. Vi holder jordklodens liv i vores hænder.
Afslutning
Man kan ikke i den offentlige debat begrunde, at vi skal forholde os etisk til naturen og livet på jordkloden ved at henvise til 1 Mos 2,15, hvor der står, at mennesket er sat i Eden have for, at det skal ”passe på den”, som det er oversat til på ”hverdagsdansk”, eller helt generelt, at Gud har skabt verden. Sådanne begrundelser gælder kun for dem, der allerede er indforstået med kristendommen. Man skal henvise til en alment forpligtende begrundelse. Der er flere forsøg på at begrunde et alternativt natursyn, der kan begrunde, at vi skal forholde os etisk til naturen, som er ubrugelige. Et er dette at konstruere spekulative naturvidenskabelige teorier, som skal supplere den darwinistiske teori, et andet er at henvise til en religiøs begrundelse. Det er forsøg af den art, der er de mest almindelige i dag. Det er derfor, det er af helt afgørende betydning, at det etiske natursyn, der udspringer af den uvilkårlige livserfaring, fremsættes med overbevisningskraft og autoritet, da det er det eneste, der for alvor duer.
1Thomas Nagel, Mind and Cosmos: Why the Materialist Neo-Darwinian Conception of Nature Is Almost Certainly False, Oxford: Oxford University Press 2012. Thomas Nagel er især kendt for bogen The View From Nowhere (1986).
2Nagel, Mind and Cosmsos, s. 88f. Han afviser en religiøs tydning, s. 22f.
3Simon Blackburn, “Thomas Nagel: A Philosopher Who Confesses to Finding Things Bewildering”, New Statesman 8.12.
4I 2004 opstod en lignende ophedet diskussion, da en anden prominent analytisk filosof, Antony Flew, fremsatte en lignende kritik i bogen There Is A God. Se Antony Flew, There is a God, New York: Harper 2007. Vi vil sikkert se lignende diskussioner udspille sig mange gange i fremtiden.
5Martin Riesebrodt, Cultus und Heilsversprechen. Eine Theori der Religionen, München: C.H. Beck 2007.
6Nagel, Mind and Cosmsos, s. 127.
7Jf. Richard Dawkins, Det selviske gen, København: Fremad 1977.
8Jakob Wolf, Krop og atmosfærer – Hermann Schmitz’ nye fænomenologi, København: Eksistensen 2017, s. 149f.
9J.E.M. Baillie, Priceless or Worthless? The World’s Most Threatened Species, London: IUCN Species Survival Commission 2012. FN har netop offentliggjort en rapport om, at en million arter er truet med udryddelse (Politiken 24.4. 2019).
10Johannes V. Jensen, Tilblivelsen, København: Gyldendal 1951, s. 175.
11Michael Stoltze,“Naturen, skønheden og kunsten”, Kristeligt Dagblad 23.01.2017.
12Oscar Wilde, Billedet af Dorian Gray,København: Gyldendal 2006.
13Jf. Michael Behe, Darwin’s Black Box: The Biochemical Challenge to Evolution, London: The Free Press 2006
14Franklin M. Harold, The Way of the Cell: Molecules, Organisms and the Order of Life, Oxford: Oxford University Press 2001, s. 205.
15Nagel, Mind and Cosmos, s. 127.
16Richard Dawkins, The Blind Watchmaker,London: Longman 1986, s. 6.
17Immanuel Kant, Kritik der Urteilskraft, Berlin: Meiner 1914, s. 479.
18Vilhelm Grønbech, Kampen om en ny sjæl, København: Gyldendal 1963.
19K.E. Løgstrup, Solidaritet og kærlighed, København: Gyldendal 1987, s.144. Jf. Paulus: ”Også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden” (Rom 8,21).
20William Blake, ”The Tyger” (Songs of Experience), The Complete Poetry & Prose of William Blake, New York: Anchor 1988, s. 24.
