Tema: Rusland
I de seneste tre år har Fønix udgivet en række bøger, der alle drejer sig om russisk teologi og kultur: “Den russiske katedral – fem læsninger i Dostojevskijs værker” af Erling Stougård Thomsen, Filarets “Katekismus” og “Den ortodokse arv – perspektiver på Ruslands teologiske tradition” henholdsvis oversat og forfattet af Sten Hartung samt Nikolaj Berdjajevs “Ulighedens filosofi” oversat af Christian Gottlieb. I den anledning afholdt Fønix den 6. maj 2019 et Ruslands-seminar i Vartov, hvor Christian Gottlieb og Sten Hartung samt cand. mag. Rasmus Vangshardt og cand. mag. Sten Hartung fortalte i sit oplæg om arven fra den ortodokse kirke og dens betydning i det moderne Rusland.

Den ortodokse arv – før og nu

Se også: Den ortodokse arv – perspektiver på Ruslands teologiske tradition

Helt indledningsvis gør de historiske omgivelser på Vartov det nærliggende at nævne forbindelsen mellem vor egen Grundtvig og den ortodokse arv. Det er et faktum, at Grundtvig har gendigtet adskillige oldkirkelige græske salmer – f.eks. SB 223 – ”Herren af søvne opvågned, opsprang” – og teologen Jørgen Elbæk har ligefrem begået et fint lille værk med titlen ”Grundtvig og de græske salmer”. Grundtvig trak således i allerhøjeste grad på den ortodokse arv i sin digtning, og det afspejlede sig ikke blot i gendigtningerne af de gamle græsk-byzantinske hymner, men også i mere selvstændige salmer som SB 348, ”Tør end nogen ihukomme”, hvor slutverset, vers 8 synes gennemtrængt af en genuin ortodoks ånd: ”Thi skal herligheden vorde/større i vort lave hus/end i det med borgegårde/som nu sunket er i grus/hans er sølvet hans er guldet/mer end guld hans kærlighed/den er himmelglans i muldet/den skal vi forklares ved”. Alene i dette vers finder vi adskillige centrale, ortodokse begreber som f.eks. herligheden/doxa og forklarelsen/transfigurationen, som er en helt afgørende term i den ortodokse lære og i ikonmaleriet. Men Grundtvig nævner også sølvet og guldet; han var om nogen bevidst om, at der var et kirkeligt arvesølv som skulle leveres videre fra generation til generation – og det er man sådan set i endnu højere grad i den ortodokse kirke. Ja man kan ligefrem have indtryk af, at det vigtigste i ortodoksien er at vogte over arvesølvet og sørge for, at det bliver leveret videre uskadt fra generation til generation. Samtidig får man også fornemmelsen af, at der er ganske snævre rammer for, hvordan den ortodokse tradition og arv defineres. Det kan belyses med et sigende men også ganske morsomt eksempel fra bogen ”Hverdagens helgener og andre hellige”¹, hvor Putins skriftefader abbed Tikhon Sjevkunov refererer til en episode, som angiveligt skulle have fundet sted i Huleklosteret i Pskov. Her er der en ung præst og munk, som farer frem med bemærkningen ”Jeg er jo teolog”. Og så bliver han straks sat på plads af en af de ældre klosterbrødre, som formaner ham med følgende ord: ”Unge mand, De burde vide, at i den ortodokse kirke har vi kun to teologer, Johannes Teologen (Johannes Evangelisten) og Gregor Teologen (Gregor af Nazianz)”. Der er vel egentlig noget smukt i, at man i den ortodokse kirke omgås arven på en så restriktiv måde – begrebet teolog er agtværdigt og ikke noget man kan slynge om sig med – og det er således heller ikke hvem som helst, der kan bære traditionen eller definere, hvori arvesølvet består. Men det er selvfølgelig også en kendsgerning, at der uden om Johannes Teologen og Gregor Teologen befinder sig en langt videre kreds af kirkefædre – nemlig de præster, biskopper og munke, som i perioden 200-700 hver på sin måde bidrog til at definere det, vi i dag kalder det ordokse arvesølv.

Da jeg arbejdede med min bog ”Den ortodokse arv”, blev jeg opmærksom på, at kirkefædrene spiller en lige stor rolle i såvel de ældste som de yngste kilder til Den russisk-ortodokse Kirkes historie. Det gælder et hoveddokument som ”Nestors Krønike”² fra 1117 som det gælder Den russisk-ortodokse Kirkes Sociale Doktrin fra 2000 eller før nævnte ”Hverdagens helgener” af Tikhon Sjevkunov fra 2011. Dette kan ses som udtryk for en ubrudt linje i den russiske teologihistorie, men også som en ubrudt teologisk linje fra oldkirken til den russiske kirke i dag. I slutningen af Nestors Krønike er der f.eks. et afsnit om engle, og her citeres flittigt fra kirkefaderen Epiphanos fra Kypern og fra den noget mere kendte og vægtige Johannes Chrysostomos. Det er også interessant at se, at i det afsluttende afsnit af Nestors Krønike, det som normalt kaldes ”Monomachs formaning” – findes der en næsten fuldstændig prædiken af kirkefaderen Basilios den Store, som i oldkirkeslavisk oversættelse er skubbet ind i teksten, både for at give teologisk legitimitet til det som siges, men også for at styrke billedet af Vladimir Monomach som den fromme, kristne fyrste – en fyrste som indskriver sig i den ortodokse tradition. Hele Nestors Krønike er således ”krydret” med det ordokse arvesølv – både i form af enkeltstående citater fra de græske kirkefædre samt af større tekstudsnit, som er interpoleret i Krønikens ret omfattende tekstkorpus. Alle kirkefadercitaterne har en udpræget autoritativ form og optræder med samme tyngde som citaterne fra Bibelen. Bygger vi så bro over historien og vender os til Den russisk-ortodokse Kirkes Sociale Doktrin fra år 2000³, så er der også her – som før nævnt – rigeligt med citater fra kirkefædrene. Doktrinen rummer et uhyre spændende afsnit, som bærer titlen ”Kirken og de økologiske problemer” (kap.13). Kapitlet bærer sådan helt generelt præg af en bekymring over verdens tilstand: Jorden, vandet, luften – ja hele den levende og voksende verden er angrebet – hedder det. Og man bemærker, at Doktrinen først og fremmest ser vore forvrængede forhold til skaberværket som et udtryk for menneskets syndige, egoistiske natur. Meget relevant for denne artikel, så fremhæver Doktrinens forfattere, at allerede kirkefædrene var opmærksomme på det faldne menneskes helt særlige ansvar for skaberværket. Her er det så, at Johannes Chrysostomos kommer på banen. Han citeres for, at mennesket er en ”husbestyrer” (ru. domopravítel´), som har det store ansvar at være betroet verdens rigdom. Rigdommen er ifølge Chrysostomos ”luften, solen, vandet, himlen, havet, lyset, stjernerne”. Således synes Doktrinens vision at være, at mennesket igen kan vende tilbage til denne status som husbestyrer for den skabte verden. Og Doktrinens brug af Johannes Chrysostomos i denne sammenhæng vidner så også om en – efter mine begreber – meget vellykket brug af det ortodokse arvesølv i den moderne virkelighed.

Der er en smuk, indre og meget logisk forbindelse mellem Chrysostomos´ tankegang og de udfordringer verden står med i dag – og det viser, hvordan det faktisk kan give mening at bruge kirkefædrene i dag – de er ikke støvede koryfæer, som står i glasskabet, men rummer en saft og en kraft, som også kan være som lys og salt i nutidens ortodokse kirke. I Doktrinens afsnit om kulturen (kap. 14) hives endnu en kirkefader på banen, denne gang ingen ringere end Klemens af Aleksandria, som citeres for, at kulturen er ”frugten af menneskets skaben under Logos´ ledelse” – og igen har Doktrinens forfattere fat i noget, som også giver mening i nutiden: At forstå kulturen som frugten af menneskets skaben. Går vi så til Doktrinens behandling af spørgsmålet om uddannelsens nødvendighed, ser vi, at der citeres fra koryfæet over alle kirkefædre – Gregor af Nazianz – som i et af sine værker skrev: ”Enhver som har forstand, anerkender uddannelsen som den første af vore velsignelser”.

Nu har vi så set på en meget gammel og en ganske ung kilde til den russiske kirkehistorie – Nestors Krønike og Den sociale Doktrin – men hvad med de næsten 1000 år, som ligger herimellem? Jo, ingen tvivl om, at kirken og dens folk, tsarer, fyrster og godtfolk og alle andre med stor nidkærhed vogtede over kirkens sølv og guld. Meget sigende er nogle ord, som Storfyrst Vasilij Vasiljevitj udtalte i året 1439, da han stod i begreb med at sende sin metropolit Isidor afsted til det økumeniske koncil i Firenze. Vasilij sendte metropolitten afsted med bønnen om, at han vil ”bringe os den gamle fromhed, som vi har overtaget fra vores ane Volodimer” og tilføjer så manende: ” Bring os ikke noget, der er nyt eller fremmed”. Klarere kunne det ikke siges, at man fra allerøverste sted ønskede status quo og at der for enhver pris ikke måtte røres ved arvesølvet, den fædrene arv som gik helt tilbage til Ruslands første kristne fyrste Volodimer af Kiev. En konservativ holdning, om man vil. Når man så tænker på russernes generelle nidkærhed over at bevare den ordokse arv i sin reneste form, kan det vel siges at være et bump på vejen, da Patriark Nikons reform i midten af 1600-tallet betød, at nu skulle de troende korse sig med tre fingre i stedet for med to, som det ellers havde været tradition. Dette medførte, at en fløj af kirken skilte sig ud under betegnelsen ”de gammeltroende”, og kilderne viser med al tydelighed, at der blandt de gammeltroende var en stor selvbevidsthed om, at man vogtede arvesølvet på den rette måde ved at fortsætte med at korse sig med to fingre. Endnu mere dramatiske er så de reformer, som finder sted under Peter den Store og Katharina den Store i 1700-tallet. Det var reformer, som primært havde med kirkens ydre organisering at gøre og måske knap så meget med trosindholdet og læren. Faktum er under alle forhold, at i 1721 afskaffedes patriarkatet til fordel for en synodal kirkeordning – for så vidt en meget voldsom revolution, hvis man regner patriark-institutionen som en del af det ortodokse arvesølv. Og helt sikkert også en revolution, som ikke har passet det stærkt konservative og traditionsbevidste kirkefolk. Og set med traditionelle ortodokse øjne blev det bestemt ikke bedre under Katharina. 8. marts 1764 dekreterede et kejserligt manifest, at kirkens jord og alle dens besiddelser skulle være statslig ejendom og kirken selv være en statsinstitution. Hvor grundigt reformen gik til værks ses af, at hele 411 af Ruslands 572 klostre blev nedlagt. På trods af alle disse ydre omskiftelser må man dog regne med, at kirkens indre liv på mange måder forblev uantastet. Liturgien blev der ikke ændret ved og man har fortsat med at fejre Johannes Chrysostomos´ liturgi ved gudstjenesterne sådan som det havde været traditionen lige siden oldkirkens dage, og dermed kan man også sige, at kirkens folk – måske især fodfolket – løftede den rige ortodokse arv med sig ind igennem de nye tider.

Når vi bevæger os fra 1700-tallet ind i 1800-tallet er det en bemærkelsesværdig tendens, at også lægfolk begynder at forholde sig til den ortodokse arv. Forfatteren Nikolaj Gogol (1809-1852) skriver et værk med titlen ”Om den guddommelige liturgi”⁴, hvor han – i et sprog farvet af poetiske udtryk – gennemgår den ortodokse kirkes liturgi. Gogol udviser generelt stor rettroenhed og i bogen om den guddommelige liturgi er han på alle måde 100 procent loyal mod arvesølvet og kirkens tradition, og hans breve og øvrige værker vidner tillige om, at han er meget nationalt sindet og påvirket af samtidens slavofile bevægelse. I et brev til forfatteren Sjukovskij (1783-1852) skriver Gogol: ”Efter min mening er tanken om at indføre noget nyt i Rusland tåbelig. Ja det er usømmeligt at proppe nogle europæiske ideer ind i vore tanker, med mindre de er døbt med Kristi lys”. Citatet vidner med al tydelig om Gogols ortodokse konservatisme og hans modvilje mod forandringer af kirkens liv og liturgi. Og han fremstår således som en meget nidkær vogter af det ortodokse arvesølv. Næsten samtidig med Gogol er lægmandsteologen Aleksej Khomjákov (1804-1860), som begår sit fine, lille essay ”Kirken er én”⁵. I dette værk behandler han en række teologiske spørgsmål ud fra den grundlæggende tese, at kirkens indre Ånd er den kraft, som binder kirken sammen og gør den til ét.

Ud over Gogol og Khomjákov, er der også andre forfattere, som i 1800-tallets Rusland kommer med deres bud på, hvori det ortodokse arvesølv består: F.M. Dostojevskij (1821-1881) og L.N. Tolstoj (1828-1910). Dostojevskij kan nok siges at være rettroende ortodoks kristen og lægger i sit forfatterskab vægt på lidelsesmystikken – på at hvedekornet må falde i jorden og dø, før det atter kan spire frem og bære frugt (Joh 12,24). Og næsten som en overskrift over Dostojevskijs forfatterskab kan kældermennesket sige: ”Krænkelsen, ja den er jo tillige en lutring. Hvad er bedst – den billige lykke eller den ophøjede lidelse”?⁶ Det er altså en afgørende tanke, at den enkelte – som Kristus selv – må ned i sølet for senere at kunne stige op til herligheden og forklarelsen hos Gud.

Hos L.N. Tolstoj ser tingene til gengæld ganske anderledes ud. Han bryder nemlig radikalt med den ortodokse tradition ved at fjerne enhver form for mystik i sin kristendomsforståelse. Allerede fra sin tidligste ungdom præget af den franske filosof Jean-Jacques Rousseau´s (1712-1778) rationalisme gør han troen til et spørgsmål om at følge Jesu enkle lære som den f.eks. udtrykkes i Bjergprædikenen. For Tolstoj er troen således alene et spørgsmål om den rette praksis, om at gøre det rette, ja den er et spørgsmål om at udleve den rette, evangeliske etik i sin dagligdag. Derfor er Tolstoj da heller ikke på nogen måde optaget af liturgi eller ritualer, tværtimod synes han i romanen ”Opstandelse” at latterliggøre den ortodokse gudstjeneste som et meningsløst lirum-larum. Tolstoj bryder således radikalt med den ortodokse arv og tradition og som en konsekvens af dette udstødes han da også af Den russisk-ortodokse Kirke i 1901.

For Lenin er Tolstoj ”den russiske revolutions spejl”. Og uanset om Lenin har ret i dette eller ej, så indvarsler den russiske revolution i 1917, at meget vanskelige tider er på vej for Den russisk-ortodokse Kirke. Tiden fra revolutionen og frem til 2. verdenskrig vidner om en kirke, som med indædt stædighed og stort mod forsøger at holde fast ved det ortodokse arvesølv, selvom den anti-kirkelige propaganda og trykket fra staten er meget massivt. At være bekendende ortodoks kristen i 1930´ernes stalinistiske Rusland er med livet som indsats. Og i årene op mod 2. verdenskrig er Den russisk-ortodokse Kirke da også trykket helt i bund; antallet af fungerende kirker er reduceret drastisk, der er stort set ingen klostre tilbage og den teologiske uddannelse på de gejstlige seminarier er ikke-eksisterende. Imidlertid betyder Hitlers angreb på Sovjetunionen i juni 1941 et vendepunkt for kirken. For lige fra krigens udbrud ser kirken sin fordel i at samarbejde med staten om at mobilisere den patriotiske indstilling i folket. Nu har man en fælles fjende. Og ganske hurtigt viser staten da også sin goodwill over for kirken. I 1943 genoprettes hele 8 gejstlige seminarier, bl.a. i Zagorsk, Leningrad og Kiev og kirken har nu atter mulighed for at uddanne de præster, som skal bringe det ortodokse arvesølv videre til det russiske folk. Men ikke alt bliver en dans på roser.

Khrusttjov-tiden 1953-1964 betyder et voldsomt tilbageslag for kirken – den antireligiøse propaganda er massiv og kirker og klostre nedlægges i hobetal. Brezhnev-tiden 1964-1982 er til gengæld relativt udramatisk for Den russisk-ortodokse Kirke, og da året 1985 oprinder og generalsekretær Mikhail Gorbatjov indvarsler sin ”glasnost” og ”perestrojka”, må man konstatere, at selv efter næsten 70-års massivt tryk fra staten, efter mord, forfølgelser og anti-kristen propaganda, ja så består der er stadig en ortodoks kirke i Rusland. Og skal man tage store ord i sin mund, så er dét næsten et mirakel. Med en forunderlig stædighed og indædt tro har kirkens folk formået at løfte det ortodokse arvesølv ind igennem kommunismens epoke og ud på den anden side. Denne stædighed har kostet ufattelige menneskelige lidelser og ofre. Måske har denne uomtvistelige stædighed sin rod i ”folkedybet”, ja man kan hævde den påstand, at det vigtigste opbevaringssted for det ordokse arvesølv gennem kommunismens epoke netop været folkets hjerter. Det kan næppe illustreres bedre end en episode, som denne artikels forfatter oplevede i den russiske provinsby Tver i sommeren 1989. I en alenestund med min russiske kærestes bedstemoder læner denne gamle kone sig pludselig ind over køkkenbordet og bliver meget intens i blikket. Og da siger hun de uforglemmelige ord: ”Næste gang mit barnebarn besøger dig i Danmark, så DØB hende!”

1 Tikhon Sjevkunov, Njesvjatyje svjatyje, Moskva 2011. Engelsk udgave: Archimandrite Tikhon (Shevkunov), Everyday Saints and Other Stories, 2012.

2 Udgivet i dansk oversættelse ved Gunnar Svane, Århus 1982.

3 Osnovy sotsial´noj kontseptsii Russkoj Pravoslavnoj Tserkvi (Grundlaget for den Russisk-ortodokse Kirkes sociale koncept) i: http://www.patriarchia.ru/db/text/419128.html

4 Findes i dansk oversættelse: N.V. Gogol: Om den guddommelige liturgi. København 1991.

5 Værket udkommer på dansk på Fønix i 2020.

6 F.M. Dostojevskij: Kældermennesket. København 2000.