Evangelium og religion: Religionsteologiske bemærkninger

Jeg har selv været på det hold, der skrapt hævdede, at kristendom ikke er religion, men det er nok en påstand, der bør modificeres, hvis det skal give mening. For selvfølgelig er kristendom da også det. Men evangeliet er ikke i sig selv religion, for evangeliet er et budskab om det, der er umuligt for mennesker, men kun muligt for Gud.

Guldkalven tilbedes, tysk maleri ca. 1600.

Evangelium og religion: Religionsteologiske bemærkninger

”Kristendom er ikke religion!” Sådan lyder et for teologer nok velkendt udsagn. Det kan til gengæld for udenforstående virke som ren nonsens, men ikke desto mindre diskuteres det til stadighed, om det giver mening at kalde kristendommen ”religion”.

Den tanke, at kristendom ikke er religion, kendes fra amerikansk og global evangelikalisme, hvor det ofte hævdes, at kristendom ikke handler om religion, men om et personligt forhold til Gud. Herhjemme kendes påstanden i sine mere anti-pietistiske gevandter nok bedst fra P.G. Lindhardts essay med titlen Religion og evangelium fra 1954. Lindhardt mente, at evangeliet er en forkyndelse af Guds nåde og tilgivelse, der samtidig stiller krav til det enkelte menneske, mens religion omvendt er menneskers forsøg på at skabe sig tryghed i tilværelsen.

For store dele af det tyvende århundredes teologi var prædikenen det centrale i gudstjenesten, mens alt det uden om i bedste fald var noget overflødigt hejs, der skulle sprænges og modsiges af evangeliet. For nylig har blandt andre Kristoffer Garne imidlertid forsøgt at gøre op med påstanden om kristendommens ikke-religiøsitet – til dels med rette, men det er vigtigt ikke at falde i modsatte grøft og reducere kristendom til ren dennesidighed.


Læs også: Retro-overvejelse: Er kristendommen en religion?


Jeg har selv været på det hold, der skrapt hævdede, at kristendom ikke er religion, men det er nok en påstand, der bør modificeres, hvis det skal give mening. Vi må nok gå med på, at kristendom er religion, for selvfølgelig er kristendom da også det. Men evangeliet er ikke i sig selv religion, for evangeliet er et budskab om det, der er umuligt for mennesker, men kun muligt for Gud (Lukas 18,27). Evangeliet er et budskab om, at Guds rige er nær (Markus 1,15).

Imidlertid viser Guds rige sig aldrig uafhængigt af menneskeligt sprog og praksis – et forhold som især såkaldt ”radikal ortodoksi” aktuelt har lagt fornyet vægt på. Guds ord er altid det inkarnerede ord, der viser sig i verden ved at sløre sig i verden, som Klemens af Alexandria sådan cirka formulerede det. Der er ingen del af menneskelivet, som ikke berøres af Guds rige – ikke engang religion! Selv hvis vi opfatter religion som i udgangspunktet menneskets forsøg på at frelse sig selv ved hjælp af moral og ritualer, kan religion blive et redskab for Guds rige i verden, som udfolder sig i en mangfoldighed af tegn og praksisser.

Det kan godt være, at evangeliet er modsætning til religion. Men i praksis forenes de to modsætninger. Foreningen af evangelium og religion i praksis er det, vi kalder kristendom. Uden en sådan praksis findes ingen kristendom, men kun usand religion og et abstrakt budskab løsrevet fra al praksis. Den stejle påstand, at kristendom ikke er religion, er i grunden en teologi uden Helligånd. Det er netop Helligånden, der inddrager os i Guds gerning og delagtiggør os i gudsriget, Kristi liv og kærlighed.

Prædikenen står derfor ikke i modsætning til liturgien, som om prædikenen var den direkte forkyndelse af evangeliet, mens liturgien var prædikenens religiøse indpakning, som vi kun kan deltage i med krydsede fingre. Både prædiken og liturgi består i tegn, der viser hen på det gudsrige, der er skjult tilstede i blandt os, men som dog viser sig indirekte i ord, handlinger, symboler og ritualer.

Dåb og nadver er det forkyndte Guds ord, budskabet om gudsriget, i fast og synlig form, som økumeniske teologer har formuleret det. Men det er resten af gudstjenesten og kirkens hele liv i øvrigt også. Derfor er det så afgørende, at ikke bare gudstjenesten, men også kirkens organisation og daglige praksis, er formet af det gudsrige, som den forkynder. Kirken er ikke bare en organisation blandt andre, der tilfældigvis har til formål at kommunikere et særligt budskab, men den er i sig selv det budskab, den skal kommunikere.

Dermed ikke sagt, at kirken er identisk med Guds rige. Men kirken skal i sin form og praksis afspejle Guds rige ved at tage del i alt det, der kendetegner gudsriget – enhed, kærlighed, fred og forsoning. Sand gudsdyrkelse er at hjælpe enker og faderløse, hedder det i Jakobsbrevet. Den religion, der vidner om gudsriget og derfor kan kaldes kristen, kan ikke afgrænses til en times kult en gang om ugen, for diakonalt arbejde er også en del af kirkens naturlige opgave. Selv teologisk refleksion og uddannelse kan forstås som en ”religiøs” praksis, der har evangeliet som tema.

Måske er det altså bedre at sige det sådan, at evangeliet ikke er religion, men at kristendommen er den religion, hvori evangeliet forkyndes i ord og handling. Evangeliet er ikke religion, men det glædelige budskab, at Guds rige er nær – med alt hvad det indebærer af forsoning, forligelse, tilgivelse, frihed og kærlighed, men også krav om efterfølgelse. Kristendom er derimod den religion – eller den form for religion, om man vil – hvori evangeliet lyder og Guds rige viser sig i en mangfoldighed af tegn. Kristendom er evangeliet i praksis, et vidnesbyrd om Guds rige midt i blandt os.

Johannes Aakjær Steenbuch er bogaktuel med Guds rige er anarki – a/politisk teologi (Fønix 2019).

Se også: Kristoffer Garne: Natur og religion i det indre og ydre

FacebookTwitterGoogle+Share