Anmeldelser

I sidste ende må man sige, at Sandbeck med sin apokatastasis-tanke nok vinder en ekstensiv frelses-forståelse, hvor alle frelses, men til gengæld taber en intensiv frelses-forståelse, hvor enhver frelses i sin helhed. Gudsriget er ”alle menneskers eskatologiske legeplads”. Men synderen er den, de andre ikke må lege med – og som selv Gud holder uden for legen ...

– En kritisk læsning af Margrethe Kamille Birkler og Anders-Christian Jacobsens Frygt ikke! Indføring i kristen dogmatik (Eksistensen 2024) ...

Med Kunsten at holde gudstjeneste har Præstholm formået at skrive en lærebog, der både har et omfang og et perspektiv, der gør den yderst anvendelig både til dens egentlige formål, men også for enhver der er interesseret i at deltage i en kvalificeret samtale om folkekirkens gudstjenester ...

De formative tekster, sproget og historierne, den dybe forbindelse mellem Gud og mennesker, definerer ifølge Robinson vores virkelighed i dag. I den forstand slutter Første Mosebog aldrig. Heller ikke efter endt læsning ...

I begrebet om det mættede fænomen ligger ikke bare, at fænomenet manifesterer sig af sig selv, men også at subjektet, der står som modtager af fænomenet, i den grad bliver overrasket, forbavset og overvældet af fænomenet, at det ikke længere er i stand til at ”forstå” fænomenet, men må lade sig selv forstå ud fra fænomenet ...

Forfatteren, Lars Neudorf er en scholar, som Horatio, han forstår sig på at kommunikere med spøgelser. Bogen forudsætter ikke troen på spøgelser, men handler ikke desto mindre om troen som en mulig erfaring, der i den kristne tradition har været formidlet og bearbejdet gennem engle og dæmoner, folklore og praksisser, der lever i litteraturen og kalder på at blive fortolkede ...

Gudstjenesten er notorisk vanskelig at forstå. Det er ikke så mærkeligt, for gudstjenesten er en genre for sig, man ikke møder andre steder i samfundet. Den er en form og et sprogspil, man skal lære at kende gennem brug ...

De seriøse biskopper og teologer, som Gissel bruger i denne bog, er troende (grebne) i al stilhed. De holder fast i familie, arbejde og stabilitet. De ser på kirken som en helhed, støtter dens dogmer, lutherske bekendelsesskrifter og tradition. De er kongetro og fædrelands­kærlige. De vil undgå ”lidenskab og fanatisme”, og de vil slet ikke melde sig ind i en kirkelig retning, som de anser for splittende for kirkens integritet og fællesskab ...

Hvis Bugge skal redde sin radikalt nådige Gud fra at blive anklaget for at være grusom, så kan det kun ske ved at gribe til en tale om Guds skjulthed. Gud skjuler, hvorfor han ikke med det samme sætter sin vilje igennem. Vi tror, at han er radikalt nådig på trods af, at det ikke ser sådan ud ...

To enere, både forskellige og lig hinanden. Og to rollemodeller for alle os, der kom efter. Og også nogle gange halsede forpustede bagefter. Godt at Hans Hauge har rejst denne dobbelte mindesten ...

I en tid, hvor medierne skriger om noget her og nu, giver Böss, hvad franskmændene kalder la longue durée, det lange forløb, og her er han til stede i en søgen efter, hvad keltisk kristendom har været og kan blive for os ...

Hvad der er brug for, er, først, at lægge fordommene om livet og mulighederne i provinsen til side, genopfriske historien om provinsens bidrag til skabelsen af det moderne Danmark, og dernæst gå i gang med det konkrete politiske arbejde med at skabe rammer for fortsat stærke civilsamfund i landdistrikterne og de mellemstore byer ...

Anmeldelse af Guds ord i kvindemund. Om køn og kirke, Else Marie Wiberg Pedersen, red., København: Nordic Academic/Gads forlag, 2023, 376 sider ...

Pahuus’ bog er givende at læse. Den er rig på iagttagelser og fortolkninger af kunstværker, men den er også for mig at se problematisk og uklar på væsentlige punkter. Hvordan kan man fremlægge en irreligiøs livsanskuelse, samtidig med at man bevarer en hel række centrale religiøse begreber som det guddommelige, det evige, det uendelige, det ubetingede, det hellige? ...

Vil man vide noget om, hvordan den danske gudstjenestetradition har udviklet sig, hvad Bagger videreførte, og hvad han ændrede, er Villadsens Baggers Alterbog 1688 et godt sted at blive klogere ...

Vil Anden Alternativ Tekstrække vise sig levedygtig? Den ser flot og gennemtænkt ud på papiret, men hvordan vil den fungere i praksis? ...

Anders Raahauge har begået en glimrende bog om Pontoppidans præster – både de egentligt ordinerede præster og de uordinerede ”pontoppidanske” præster ...

Danske teologer bør unde sig selv at læse Theissen og følge ham – ikke kun ad ukendte veje, men i særdeleshed også ind i den verden, som ligger lige for vores fødder i den store, strømmende og livgivende flod, som den teologiske tradition er ...

Gottliebs bog kan varmt anbefales alle, som ønsker et dybere kendskab til ortodoksiens forunderlige verden ...

Eva og Rune Selsing burde have valgt Heidegger som deres helt. Og mon ikke de foragter det nutidige ’das Man’ på samme måde, som han gjorde? Hvem er ’das Man’? Dem der læser Politiken, som godt kan lide Thomas Helmig, drikker havremælk og spiser avocadoer, tager på Roskilde Festival, står på ski i februar og kører i elbil. Det er det almindelige liv anno 2022. Og ’das Man’ går aldrig i kirke, men er optaget af det spirituelle ...

Thomas Ø. Aallmann har skrevet en god og dragende ”biografi” om C.S. Lewis. Her er der godt at hente for enhver fra den Tweed-klædte, velbevandrede fan til den absolutte novice. Bogen er et stilmæssigt konglomerat, som veksler mellem det biografiske, essayistiske, personlige, forkyndende, prædikenlignende, det decideret hagiografiske og et hjerteligt fanbrev ...

Anmeldelse af Jakob Wolf ”Sekularisering – Religionens betingelser i det moderne samfund”, Eksistensen, 2022, 180 sider ...

Henrik Winther Nielsen har skrevet en tankevækkende og vigtig bog. Han formår at sætte spørgsmålet om Djævelen ind i såvel en kulturel som en teologisk kontekst. Winther Nielsen er omhyggelig med at føre læseren gennem sine analyser og refleksioner. Men han kræver noget af sin læser; hvilket emnet også fortjener ...

Der er nok at tage fat på og rigelig grund til at interessere sig mere for kropskultur – både i teori og praksis. Ove Korsgaards bog er et godt sted at begynde, både for den, der vil studere historien, og for den, der vil have inspiration til at medvirke til forandring i nutiden ...

Omkring Henning Kjær Thomsens Da åbnedes deres øjne! Læsninger i kirkeårsfortællingens kristologi – fra faste til trinitatis (København: Eksistensen 2021) ...

I gudstjenesten har vi at gøre med former for betydning og meningsfylde, som vedrører det i vores tilværelse, vi ikke kan have herredømme over, men som det ikke af den grund er mindre livsvigtigt at være i forbindelse med ...

Hvor oprigtig er Nineves omvendelse egentlig, er sømændene helte eller skurke, konvertitter eller hyklere? Og hvad med Gud? Er Gud virkelig altid rede til at tilgive et angrende hjerte? Kan vi selv acceptere en Gud, der skåner et brutalt hedensk verdensrige, men ikke besvarer sit eget folks bønner om tilgivelse? Jonas’ Bog slutter med et spørgsmål: Læseren må selv tage stilling ...

Jeg forstår godt Thurneysens ærinde i Dostojevskij: at understrege, at der findes et lys, som slet ikke er afhængigt af os, men som alene er Guds lys. Men denne tanke er løbet af med Thurneysen, og har fjernet ham fra kristendommens lære om inkarnationen og i det hele taget fra Det Nye Testamentes lære om det kristne liv ...

Jeg ser med iver frem til at genlæse og diskutere lærebogen med de kommende årgange af teologistuderende i København ...

Hans Jørgen Lundager Jensen har skrevet en fremragende, ny lærebog i Det Gamle Testamente, som udmærker sig ved det overblik den giver læseren og de sammenhænge, der etableres i det komplekse stof. Grebet, der skaber såvel overblik som sammenhæng, består bl.a. i en særegen kobling af et kulturevolutionært og ontologisk fokus ...

En lakonisk morallære fra Vestsjælland som skabt til en vildfaren tid som vores ...

De kristne forfattere vil vise, at det, der engang var dyder, nu er laster. Men de gør det på en så subtil og loyal måde, at den gamle verden fremtræder med styrke og overbevisningskraft. Og det er netop denne dobbelthed, der gør sagaerne til stor litteratur. Det gnistrer af hedenskab, men samtidig skildres en utopi, hvor blodhævn er fortid og kærlighed fremtid ...

De forskellige planter er ikke bare organismer, men ”åndelige venner”. Selv en Mælkebøtte er et åndeligt fænomen. Anmeldelse af Jørgen Juul Petersen, Den blomstrende Bibel – Vilde planter med bibelske navne ...

Vi kan genkende os selv og vores verden i den gamle kristendom, hvorved begge dele genopstår i en ny, forklaret skikkelse. Genkendelse fører til opfyldelse af fortiden, som igen peger på en fremtid svanger med håb ...

Ved at skrive sine erindringer kan man muligvis forsone sig med livet, glæde sig over, hvad der gik, som det skulle, over de muligheder, der gav sig, og måske komme overens med det, som mislykkedes – men med døden er det en anden sag. Den må Kristus forsone os med ...

BFN har skrevet den vigtige lille oversigtsbog, som vi i den grad mangler netop nu. Debatten om Folkekirkens liturgi kan opkvalificeres på flere måder, men med BFNs bog begynder den allerede på et højere niveau ...

Bibelen i Danmark. 500 års kirke- og kulturhistorie er den lovende titel på et nyt, flot og velskrevet værk af Carsten Bach-Nielsen. Dermed udfylder forfatteren delvist det forunderlige ”hul”, der var i det trebindsværk, som han i 2017 udgav sammen med Niels Henrik Gregersen, Reformationen i dansk kirke og kultur ...

Jeg deler virkelig anliggendet: at den ”almindelige mands” tro må tages langt mere alvorlig, end traditionel, ”bedrevidende”, systematisk teologi ofte har for vane. Men kan man ikke gøre det inden for mere traditionelle, faste rammer? Er det ikke muligt – og måske endda ønskeligt – at udvise åbenhed og fasthed på samme tid? ...

Bogen er lige nu er den bedste letlæste indføring i fænomenet ”Religion”, som alle, der beskæftiger sig med religion (herunder præster og andre teologer), burde give sig selv en tænkepause til at få læst ...

Sandhedsperspektivet har, som Müller understreger det, altid haft en konkret forbindelse til trosperspektivet. Med sin nye bog præsenterer Müller en interessant og minimalistisk teologisk overbevisning, som utvivlsomt har sin relevans i den teologiske diskussion ...

Natur og religion i det indre og ydre er en bog, der både rummer litteratur, teologi og psykologi. Mest frugtbart er Garnes syn på en mulig revitalisering af natursynet i kristendommen. At en sådan både er mulig og nødvendig, er der flere grunde til: Religion er ikke et særskilt specialområde af tilværelsen, men berører tværtimod noget grundmenneskeligt, akkurat som naturen ...

Denne bog er for mig først og fremmest interessant, fordi en dansk historiker faktisk uden nævneværdige forbehold lyser den i kuld og køn. Det kunne se ud, som om det er Paul Johnsons stærkt personlige genoplevelse af Jesus, der har fascineret Bent Jensen så meget, at han har villet række hans bog videre til et dansk publikum ...

Garne udfolder en Grundtvig-inspireret, men kirkehistorisk ur-konflikt i sine salmecitater, i sine udlægninger af kirkeårets ritualer og i sine genfortællinger af de bibelske historier. Dette er konflikten mellem det verdensforsagende og det verdensbekræftende, mellem teori og myte-kult, mellem aksial ikke-religion og arkaisk religion – en konflikt, som måske netop ikke er ’retro’, men som har blivende relevans ...

Historiens ulykke er ikke meningsløs. Den er en åbenbaring af synden og Guds henvendelse til synderen. Den er et ”Omvend jer!”, et kald til metanoia, fornyelse af sind og hjerte. I denne verden, som ”ligger i det onde”, som Berdjajev utrætteligt gentager, lyder et kald, som oprejser mennesket. Livets fornyelse går gennem angeren ...

At stille spørgsmålet om, hvorvidt Hauge er eksistentialist, er at ville sætte en etiket på ham. Eksistentialisme i (denne) Hauge-form er det modsatte. At kalde ham ’eksistentialist’ ville være at give ham en identitet, og (en af) eksistentialismens modsætninger er identiteten. ”Hvis man får sådan en, er subjektet ikke intet, men noget.” ...

Samlet er der stadig tale om et godt og nødvendigt indspark i debatten om dåb og dåbsritual. Alene det store arbejde med at tegne linjerne fra Jordanfloden til nutiden er værd at fremhæve. Det må dog blive en betinget anbefaling, for det er nødvendigt, at læseren ikke mener at få en upartisk indsigt i problemstillinger omkring dåbsritualer ...

Jeg vil ikke tøve med at gentage min anbefaling af Wolfs bog og hans syn på gudstjenesten. Jeg vil også gerne fremhæve den som en besindig stemme i den aktuelle diskussion om gudstjenesten fornyelse. Wolfs tilgang formår nemlig at balancere mellem de to liturgiske faldgruber, hhv. sproglig ’pædagogisering’ og æstetisk ’opritualisering’ ...

Det primære forskningsmæssige udbytte af Rasmus Vangshardts bog er i denne anmelders øjne den skarpe belysning af undergangsromanens omdiskuterede, ”til tider forhadte, men også beundrede slutning”. Han opfatter med rette slutningen som uklar og modsigelsesfyldt og betoner umuligheden af at fastsætte balanceforholdet mellem romantiske og moderne motiver midt i en øvrigt realistisk fortællestil ...

Det er efter min mening noget af en påstand at konkludere som Stjernfelt, at Luthers tanker var entydigt negative og kun utilsigtet havde positiv betydning. Det vil jeg gerne strides om ...

Nyboe Rasmusen er benhård i sin kritik af en nutidig grundtvigianisme, som er forblevet ved ”mennesket” og aldrig er nået til ”det kristelige”. Overbevisende viser han gennem forskellige helligåndssalmer, som vi jo synger netop nu i pinsetiden, hvordan dette i hvert fald ikke er at være tro overfor Grundtvig, som altid ville have det menneskelige til at ende i en negativitet, i forståelsen af en sorg over, at vi har tabt det bedste ...

Mange nutidige teologer prøver at komme fra jorden til himlen. Prøver at forklare så fornuftigt, de kan, hvad meningen er med, at Gud taler i Kristus, og at Kristus er Guds søn. Torkild Bak går den anden vej. Troen og troens selvfølgelighed er forudsætningen. Det er det samme, som hos Grundtvig, når han holder sig til trosbekendelsen – uden at forklare den ...

Alt i alt er den flot indbundne kirkesangbog en gave til det kirkelige liv og livet uden for kirkebygningernes mursten. For nok kan nogle rynke på næsen af, at en del af stoffet bevæger sig i det, redaktionen selv kalder ”en mere åben kristen livsforståelse” - men måske man snarere skulle glæde sig over, at der nu er endnu en risiko for, at der synges en salme eller det, der ligner, i foreningerne og hjemmene og alle sammenhængene ...

Det lykkes Hays at vise, både hvad der forener, og hvad der adskiller de fire evangelieskrifter i deres forhold til Det Gamle Testamente. For de relativt store forskelle til trods vil de alle skildre Jesus som en udfoldelse og fuldkommengørelse af Skriftens vidnesbyrd. Vi skal høre deres vidnesbyrd ”as four distinctive voices singing in polyphony”. Og i forlængelse af fx Irenæus betragter Hays denne firfoldighed som ”a providential gift” ...

Ole Jensen formår at gå i kødet på vor tids forbrugerisme, som kloden betaler en høj pris for, på en både øjenåbnende og direkte måde. Eller måske er det hans alder og erfaring, der nu sætter ham i stand til at kunne være formanende uden at fremstå som et bedrevidende, fromt orakel? ...

Lidt flabet sagt fremstår evangeliet til sidst lige så enkelt og gennemskueligt for læseren, som var det en tegneserie ­– blot er edderkoppen, der i sin tid gjorde Spiderman til den, han er, i Johannesevangeliet udskiftet med Guds logosbærende pneuma, som gør Jesus til Kristus ...

Jørgensen er meget forhippet på ”religionssamtalen” og ”religionsteologi” og kan ikke udelukke, at ”mennesker, der praktiserer andre religioner har gjort erfaringer og erkendelser, som også kan kaste opklarende lys over min egen kristne tro”. Bortset fra at religion har Fanden skabt, så siger han ikke andet end, at han kan ta’ ved lære af andre mennesker, skønt hans mange proklamationer i bogen får mig til at tvivle ...

Værge slår på forfriskende vis fast, at Guds kærlighed er så ”vanvittig”, at den ”helt undlader at sætte begrænsninger for, hvem den omfatter”, og at vi derfor ”heller ikke i et selvskabt helvede” kan lukke den ude. Tilbage står dog spørgsmålet, om Jesus virkelig har gjort den afgørende frelsergerning på korset? ...

Det er forbavsende lidt af den omfangsrige litteratur om Kierkegaard, der beskæftiger sig med spørgsmål af pastoral karakter. Men kan man tage Kierkegaards forfatterskab med ind i præstevirket, eller må det efterlades i studerekammeret? ...

Det betydningsfulde og befriende ved Marianne Gaardens undersøgelse er, at det nu er blevet dokumenteret, at den slags ”misforståelser” snarere er reglen end undtagelsen. Det hører simpelthen med til prædikensituationen, at præstens prædiken forstås anderledes, end den var ment ...