Kategori: Artikel

Nadveren er hverken en scene for mystiske substansforvandlinger eller kun et åndeligt mindemåltid. Den er en koncentreret suveræn manifestation af selve skaberkraften, der har skabt og opretholder alt. Nadveren har det hele. Den siger ikke kun hvad, hvor og hvem Gud er, men er også stedet, hvor mennesket kan forenes med Gud og finde hvile i Gud ...

Forfatterne tyer begge til den eventyrlige fantastiske stil, udviklingen af myte-genren og allegoriske billeder for at udtrykke spændingen mellem overleveret tro i mødet med moderne erfaringer. Det giver dem mulighed for at forholde sig kritisk til moderne ideologier og livsværdier og ’vende balancen’ i forhold til et herskende materialistisk verdensbillede ...

At traditionen ikke er blot tilnærmelsesvis entydig, er kirke- og dogmehistorien ét stort vidnesbyrd om. Og som vi tåler adskilligt ”ukristeligt” hos kirkefædrene, skal vi heller ikke i en eller anden form for ”dogmatisk donatisme” se bort fra Markion dér, hvor han har en blivende pointe ...

Den kvindelige teologs identitet som teologisk pioner, hendes forestillede fællesskab i DK og hendes indfældethed i familiens historiske bevidsthed, sender lys tilbage på kirkehistorien. Den viser sig ikke overraskende også at bestå i en kønnet historiebrug og erindringspolitik ...

Med udgangspunkt i respekten for det gud-givne liv har teologien et bidrag at yde til dyrenes beskyttelse. Det kræver en ændret teologisk holdning, hvor antropocentrismen lægges på hylden, og respekten for dyrenes værdighed som gud-skabte medskabninger tages seriøst ...

Mennesket besidder ingen autonom frihed. Heller ikke dåben handler om menneskets autonome valg eller subjektive tro, men om den objektive nåde i Kristus, der udspiller sig historisk og konkret i dåben – ikke for at tage friheden fra mennesket, men tværtimod for at sætte det ind i en fri relation til Gud, det kirkelige fællesskab og andre mennesker ...

Prædikenen og dens tekst vidner om, at den unge Løgstrup var en genuint europæisk orienteret tænker. Vil man have det fulde udbytte, skal man læse værket indenfor rammerne af den eksistentiale fænomenologi, som Løgstrup studerede og var med til at præge i årene inden han blev præst ...

Kun hvis det kristne forestillingsunivers anerkendes som menneskeskabt kultur, bliver det muligt kritisk at imødegå de forestillinger om menneskets herredømmemandat og historien som fremadskridende frelseshistorie fremfor cirkulær genbrugshistorie, der har medvirket til at legitimere udnyttelsen af naturen ...

Løgstrup har bragt det metafysiske tema tilbage til teologien på vor tids betingelser. Ingen anden har gjort det med samme intensitet, radikalitet og udsyn. Dette står fast, selv om Løgstrup har efterladt store uløste opgaver ...

Dåbsritualets historie har vist, at selv gennemgribende forandringer ikke har kunnet rykke ret meget ved den overordnede struktur eller ’ordo’ i dåbsritualets historie. Det viser, at dåben er et godt eksempel på, at et rituals struktur og handling er uundværligt og ’siger andet og mere’ end ord alene ...

Det er i virkeligheden ikke en dogmatisk bevisførelse, Luther vil præstere – men derimod en intention om sjælesorg: Enhver døbt kan fortrøste sig på, at hans dåb er gyldig, blot han har tillid til Guds ord, og som sådan kan den døbte altid vende tilbage til Guds ord ...

Gud er skjult i verden, ja, men Gud er også hjerteslaget i alt det, vi lever i og af og med; den rytme, hvormed evigheden er i tiden ...

I den forstand havde såvel Zwingli som Hubmaier bevæget sig ganske langt væk fra Luthers understregning af dåben som Guds handlen med mennesket, hvor Gud nyskabte mennesket gennem ord og vand og troen på løftet givet heri – i modsætning til at mennesket tilsluttede sig (eden), bekræftede (pagten) eller mærkede Guds handlen (åndsdåben). Denne treklang af mulige anderledes fortolkninger ville, følger vi Luther, nemlig placere sakramentets subjekt hos mennesket ...

Den disharmoni som Løgstrups metafysik klinger ud i, er en transposition – ikke en forsoning – af de antagonismer han blæste til kamp imod. En sådan kløft mellem filosofien og religionens indhold åbnes ikke i Hegels dialektik ...

Som Bonhoeffer har sagt det, kan kun en lidende Gud frelse os, og meget tyder på, at Nazianzen ville bifalde den formulering: "Vi havde brug for en inkarneret og dræbt Gud, for at vi kunne leve. Vi blev dræbt med ham, for at vi kunne blive rene, og vi opstod med ham, fordi vi blev dræbt med ham." ...

I det hele taget er Ingemann forbindelsens digter. Alt hænger sammen hos ham. Derfor er der i hans univers intet verdensafvisende eller kropsfornægtende i tanken om sjælenes pilgrimsgang. Sjælenes pilgrimsgang er nemlig blot et ud af utallige udtryk for den forbindelse mellem den største og den mindste verden, som er gennemgående i Ingemanns poetiske teologi ...

Der hersker ingen tvivl om, at dåben er et afgørende ritual for de kristne til alle tider. Går man baglæns gennem tiden til middelalder og oldkirke og specifikt den første latinske teologi, er det tydeligt, hvordan ritualet afgør teologien. Oldkirketeologernes forskellige betoninger af dåbsteologien kan meget vel skyldes, at de forholdt sig til hver deres lokale dåbsrite ...

Dåbens praktiske udførsel og dermed dens liturgiske udtryk og teologiske betydning var og er endnu den dag i dag forskellige og betinget af forskellige forsøg på at kommunikere dåbens betydning ...

Lidelse er en af de dimensioner af menneskelivet, hvor empirisk, rationel og erfaringsmæssig viden er sammenvævet med normative aspekter, hvis eksistentielle betydning ikke lader sig begribe uden en tro på en mening i det ubegribelige. Hvis vi vil finde et håb i lidelsens håbløshed, bliver vi nødt til at arbejde med muligheden i grænsen af vores forståelse ...

Hele evangeliet befinder sig i den samme tilstand af immobil bevægelse, en vandren frem og tilbage på samme sted, der igangsætter et kerygmatisk åndedræt ...

Det er ikke en historisk-kritisk videnskab, derunder tekstkritisk forskning, der skal have det sidste ord, når det gælder spørgsmålet om, hvordan kirkens Bibel skal se ud ...

Den kristne kirke ikke er et læseselskab, men et gudstjenestefejrende tros-fællesskab. Derfor kan den historiske bibelkritiks afdækning af teksterne og deres tilblivelseskontekst aldrig have absolut forrang frem for den i gudstjenesten nedlagte forståelse af teksterne som fortolkende vidnesbyrd om den Gud, der bekendes og bedes til ...

Udsigt over Roskilde Stifts historie 1022-2022 ...

Ole Jensen taknemlig erindret ...

Poserende? Måske, men også inciterende, smukt ligefrem. Det er blevet sagt om det zweigske novelleunivers, at det leger, sågar spiller, med den angivelige følelse af sikkerhed i førkrigstidens borgerverden. Man aner den uhyggelige blodkomets komme. Man bebor det krater, den efterlod, hvis navn stadig er Europa. Ældgammelt og evigt ungt. Mekanisk og alligevel kun virksomt i fantasien ...

Med sin tale både om hjertet, den flygtige kærlighed og navnene skrevet på tavler af sten, leger Dylan med det religiøse vokabular, så man næsten kunne tro, at det var Kristus, han ville synge om ...

I forhold til staten prioriterede Grundtvig friheden og forskelligheden i folkekirken højere end biskop Mynsters vægtlægning på det evangelisk-lutherske fællesskab og uniformitet i folkekirken tilbage til den lutherske reformation. Det er en modsætning, som også eksisterer inden for folkekirken i dag ...

Ved i forhold til en overvejende tidshistorisk indplacering at fremhæve det religionshistoriske har Lundager Jensen ført debatten et vigtigt skridt videre. For med hans forståelse bliver det endnu tydeligere, at den nye brug af Det Gamle Testamente i gudstjenesten i form af en selvstændig tekstrække har indført et fremmedelement i forhold til kristendommen ...

Det gælder om at glemme sig selv for at kunne opdage en større del af sin egen og ikke mindst den fælles verden. Kort sagt: Kærligheden realiseres, når jeg giver køb på mit eget og lader mig livet skænke i forholdet til den anden. Vi har glemt os selv og hinanden, og derfor må vi, hvor paradoksalt det end kan lyde, glemme det, vi troede var os selv, for at finde os selv i en dybere forstand ...

Revitaliseringen af klassisk participationsontologi er i dag måske ligefrem nødvendig for at redde kirkens integritet. For at skære igennem den splittelse, fragmentering og polarisering, der kendetegner tiden, er det nødvendigt at formulere et teologisk perspektiv, der kan favne virkeligheden i al dens rodede mangfoldighed ...

Søren Kierkegaards tænkning påvirkede både Karl Barths og Rudolf Bultmanns teologi dybt. Det viser sig særligt i Bultmanns store fokus på afgørelsen samt i det antropocentriske udgangspunkt for hans teologi: Al tale om Gud er tale om mennesket. Det er dette sidste punkt, som bliver det afgørende stridspunkt imellem Barth og Bultmann, hvis man følger dem i den videnskabelige debat, såvel som i private brevkorrespondancer ...

Faust står ved indgangen til moderniteten som et insisterende gammelt spøgelse, der ikke vil gå i sin grav, men bliver ved med at så tvivl om vores almagtsfantasier og al den kunnen, vi bryster os af ...

Der tales meget om fællesskab for tiden. I en sådan grad, at det kan forekomme hult. Ud fra den ritualteoretiske betragtning, ville vi som samfund både på kortere og længere sigt være bedre tjent med en mere rituel indkodet og indøvet fælles horisont af symboler og handlinger med en vis vertikal forankring i noget-mere-end-os-selv frem for denne vage horisontale fællesskabsfølelse ...

Det er efter min og andres overbevisning kristendommens egen skyld, at vi har fået en moderne gudløs verden. Kirken havde nærmest åndeligt monopol i vesten i mere end 1000 år, men den overspillede sine kort ved at stræbe mod den rene vare og udrense alt, der ikke lignede denne, fra sin midte – hvorfor folk følte den som en spændetrøje og valgte den fra, da det blev muligt. Med tiden blev også forestillingen om de sidste tider irrelevant for mange, og ritualer blev af teologer betragtet som flødeskum på tilværelsens lagkage, ikke en livsnødvendig del af livets og tidens rytmer ...

I anledning af den aktuelle debat om folkekirkens liturgi bringer Tidsskriftet Fønix artikelserien 'Folkekirken under kongemagt og folkestyre. Struktur og liturgi' af kirkehistoriker Jens Rasmussen. Dette er den sidste af fem artikler ...

I anledning af den aktuelle debat om folkekirkens liturgi bringer Tidsskriftet Fønix artikelserien 'Folkekirken under kongemagt og folkestyre. Struktur og liturgi' af kirkehistoriker Jens Rasmussen. Dette er den fjerde af fem artikler ...

I anledning af den aktuelle debat om folkekirkens liturgi bringer Tidsskriftet Fønix artikelserien 'Folkekirken under kongemagt og folkestyre. Struktur og liturgi' af kirkehistoriker Jens Rasmussen. Dette er den tredje af fem artikler ...

I anledning af den aktuelle debat om folkekirkens liturgi bringer Tidsskriftet Fønix artikelserien 'Folkekirken under kongemagt og folkestyre. Struktur og liturgi' af kirkehistoriker Jens Rasmussen. Dette er den anden af fem artikler ...

I anledning af den aktuelle debat om folkekirkens liturgi bringer Tidsskriftet Fønix artikelserien 'Folkekirken under kongemagt og folkestyre. Struktur og liturgi' af kirkehistoriker Jens Rasmussen. Dette er den første af fem artikler ...

At vi skal tilbage til livet, betyder ikke, at vi skal holde op med at tale om døden. Tværtimod. Angsten kan kun forvindes ved, at vi går ind i den ...

Thøger Larsens egen religiøse søgen bød ham ikke at finde nogle bestemte guder. Ifølge ham var livet i bestandig udvikling. Og for ham var naturfølelsen det egentlige i religionerne ...

Det livgivende lå ikke i bogen eller bogstavet, men i den ånd, der skabte og bar kirken. Det var den opfattelse, der genopstod med Grundtvigs mageløse opdagelse i 1825, også selv om den livgivende sandhed hos Irenæus ikke lader sig identificere med trosbekendelsen. Tertium comparationis mellem de to er, at der er noget, der går forud for og ligger uden for Skriften ...

”Af alle rædselsfulde religioner er den mest afskyelige den, som dyrker Guden inden i mennesket.” Den fører til uendelig introspektion. Men når Gud er uden for mennesket, når der er skel mellem menneske og verden, tvinges vi til at rette blikket udad. Derfor er kristenheden dynamisk, derfor er den kristne tro er en ”eventyrlig roman” ...

Måske det nærmeste, jeg hos Ebbe Reich kommer et brugbart bud på, hvad kirken kan gøre for at tale til nye generationer af søgende individer, alligevel skal findes i den simple og egentlig meget rørende efterlysning, han formulerer i Svampen og Korset – efterlysningen af ”et fornuftigt menneske, der har oplevet noget af det samme ...

Der sker en drejning i den negative teologi, som kan siges at have medvirket til nihilismens og negativismens opkomst i det moderne. Negativismens ophav er til dels teologisk, men det er af samme grund – kan vi måske sige – dens vaccine også ...

Risikoen ved helt at afvise klassisk skabelsesteologi er at vi derved kommer til at overgive os til et nihilistisk, postmoderne verdensbillede, hvor virkeligheden groft sagt i sig selv er meningsløs, hvis ikke vi pådutter den mening eller ligefrem tvinger mening ned over verden med vores narrativer. Men snarere end helt at afvise at tale skabelsesteologisk, bør skabelsesteologien forstås narrativt – hvilket kan lade sig gøre, fordi skabelsen i klassisk teologi sker ud af intet og ved Guds Ord ...

Vil en neo-analogisme være et ‘fremskridt’? De fleste teologer vil givetvis vægre sig, for de vil fortsat mene at naturalismen er et vilkår, og alle alternativer vil lukke op for en invasion af uoplyst barbari. Men samtidig svækkes naturalismen på mange måder – dels er den ikke længere så indlysende ‘sand’ som den har været engang, dels er dens negative konsekvenser for ubestridelige til at en naturalisme-kritik arrogant kan affærdiges som uoplyst reaktion ...

Når kristendommens budskab kan være et håb til den lidende, så er det ikke kun, fordi Gud kommer os i møde ved at blive et menneske. Det er også, fordi, han har magt til at overvinde lidelsen og alle dens ødelæggelser, og han giver sit løfte, der står til troende, om, at netop det er hans vilje ...

Vi kan til stadighed bruge Barth i dag af den simple grund, at Barth kalder os tilbage til rødderne – til evangeliet, til Kristus, til korset og opstandelsen, til Guds rige, treenighedslæren og kristologien. Det er der, enhver teologisk tænkning må tage sin begyndelse – om man så kalder sig barthianer eller ej ...

”Guds riges” komme må omfatte hele vores livsverdens befrielse for alt, hvad der gør ondt og er ondt. ”Guds rige” er ”himmel og jord, hvor (kun) kærlighed bor”. Som hele skabningen (ikke kun mennesket) ”sukker og er i veer”, skal hele skabningen (ikke kun mennesket) forløses. Inklusive Søren Ulrik Thomsens kat! ...

Naturforskningen har en lang tid virkede på troens præmisser for først senere at udskille sig som et sekulært, men ikke nødvendigvis irreligiøst projekt. Gud har ikke længere nogen plads i naturvidenskaben, som han havde engang, men han er heller ikke blevet overflødig på grund af de fortsatte fremskridt i den videnskabelige naturerkendelse ...

Vi retfærdiggøres hverken af tro eller gerninger, men alene af Kristus. Udvælgelsen i Kristus betyder en enhed med ham i hans død og opstandelse, som allerede forudgribes i en "evig retfærdiggørelse". Tro og omvendelse er ikke betingelser for retfærdiggørelsen, men tegn på den ...

Slaveriets afskaffelse i middelalderens kristne Vesteuropa udgjorde et markant skifte i verdenshistorien. De tekniske og socialøkonomiske faktorer fik imidlertid først en afgørende indflydelse på slaveriets afskaffelse i samspillet med indflydelsen fra den stigende kristne modvilje mod slaveriet ...

Magtforholdet mellem menneske og natur er skiftet, så det i dag er os, der har magten i kraft af vores teknik. Tidligere havde naturen magten over os. Atombomben og klimakrisen er bl.a. udtryk for dette magtskifte. Så langt, som vi har magt, har vi ansvar. Vi holder jordklodens liv i vores hænder ...

Mennesket søger efter mening og ender derfor ofte med at bebrejde sig selv sine lidelser. Men til forskel fra Guds dom, er den dom, som mennesket udsiger over sig selv, uden udefrakommende tilgivelse og dermed trøstesløs ...

Min kritik af udviklingen er ofte blevet mødt med den misforståelse, at så må man søge alternativer uden for vor kultur, i panteistiske forestillinger eller ”deep ecology” eller andre filosofier, der vil udslette forskellen på mennesker og dyr. Men panteistisk naturangst er lige så ensidig en forestilling som den, hvor sekulariseringen bliver ideologi. Kristendommen bærer sin egen idemæssige selvkorrektur med sig. Den mangler ”bare” at hente den frem af glemslen ...

Nikolaus var også – og ikke mindst – en teologisk tænker, der vover sig helt ud, hvor det filosofiske begrebsapparat og dermed sproget slipper op. Spændingen mellem det immanente og det transcendente i Gudsbegrebet bliver stående ”uløst”. Deri ligger et stadigt incitament til en teologiske refleksion på modernitetens vilkår ...

Paulus’ teologi rummer en overset politisk-filosofisk dimension. Det er den overraskende påstand hos en række postmoderne filosoffer. I Paulus' teologi er der noget, der har gyldighed hen over alle tider, noget universelt. Det er det, der gør Paulus interessant for de postmoderne filosoffer ...

Teologer kan selvsagt ikke sidde diskussionen overhørig. Ja, teologien bør i den grad have aktier i drøftelsen netop, fordi adfærds-, samfunds- og naturvidenskabelige forskere er begyndt at tage religion alvorligt som helt afgørende driver i den menneskelige kultur- og socialhistorie ...

Historiens ulykke er ikke meningsløs. Den er en åbenbaring af synden og Guds henvendelse til synderen. Den er et ”Omvend jer!”, et kald til metanoia, fornyelse af sind og hjerte. I denne verden, som ”ligger i det onde”, som Berdjajev utrætteligt gentager, lyder et kald, som oprejser mennesket. Livets fornyelse går gennem angeren ...

Det er en fornem publikation, som Jette Holm, Helge Kjær Nielsen og Ruth Østerby har fremlagt med Nypagts-Bogen. Grundtvigs nytestamentlige oversættelser. Dels gøres Grundtvigs oversættelser af nytestamentlige skrifter dermed let tilgængelige for videre studier, dels giver det anledning til tage oversættelsesproblematikken op til en principiel drøftelse ...

For mit eget vedkommende har dybdepsykologien ført til en bekræftelse af den anskuelse, som jeg har lært at kende gennem Grundtvig, at kristen tro ikke først og fremmest er at læse i Bibelen og have visse anskuelser, men at være en del af det levende kultiske fællesskab omkring gudstjenesten og de store fortællinger – herunder også historie og mytologi som oplysning om livet ...

Synderkendelsen hænger altså nøje sammen med russernes kys af jorden. At være jorden tro er udtryk for ansvarlighed og syndserkendelse ...

Læsninger fra Det Gamle Testamente som et fast led i højmessen er uheldigt. Til ”nutidens betingelser” hører, at liturgiens ramme ikke kan suspendere fra i hvert fald præstens viden som teologisk uddannet om, hvordan og med hvilket sigte disse tekster er blevet til ...

Mogens Müllers forslag er radikalt og har naturligvis som formål at skabe diskussion. Men hvad der er brug for, er ikke en bortvisning af Det Gamle Testamente som selvstændig læsning, men fornyede overvejelser over, hvilke tekster der skal læses i gudstjenesten og hvorfor netop disse tekster ...

Aastrup hører retteligt til i det danske kirkekor sammen med de andre salmister som et supplement og et korrektiv, der minder os om at det, som intet øje så, holder kirken alligevel søndag på ...

I de bibelske tekster er ikke synet, men hørelsen den prioriterede sans. Gennem hørelsen viser verden andre sider af sig selv end gennem synet: øret har for eksempel adgang til det usynlige. Sætningen hos Paulus, ”troen kommer af det, der høres”, skal faktisk tages ganske bogstaveligt ...

Den "ene dåb" vi bekender os til er ikke vores egen dåb eller en type dåbshandlinger, men Jesu unikke død på korset, som han jo omtaler som en ”dåb”. Det er i Jesu dåb og død, at vi døbes og dør med ham. Det er denne ene, universelle, men konkrete dåb, vi bekender os til i vores individuelle dåb. Der er kun én ”gyldig” vanddåb i ontologisk og sakramental forstand, nemlig Jesu egen dåb i Jordan, som opfylder ”al retfærdighed”, fordi den forudgriber hans og vores ”dåb” og død på korset. Denne dåb er ikke er en idé, som vi skal realisere, men en historisk begivenhed, der er virkelig for os allerede, før vi bekender os til den ...

Det er netop, fordi de specielle konflikter bliver blæst op på at generelt niveau, at Åbenbaringen kan bruges i enhver konflikt, så selv det mindste ubehag og en bagatelagtig modstand kan ses som Satans værk ...

Er det overhovedet muligt at leve et meningsfyldt liv uden en tro på sjælens udødelighed? Spørgsmålet rejses med stor styrke i en roman fra 1845 af teologen Emil Boesen, der i dag huskes som Søren Kierkegaards bedste ven ...

I en tid præget af opgør med traditionelle gudsbegreber er det vigtigt, at åbenhed over for Guds ubegribelighed ikke er fremmed for kristendommen, men tværtimod kernegods i den teologiske tradition helt tilbage fra den tidligste kristendom ...

Moderniteten satte særligt spørgsmålet om universalitet på dagsordenen. Det blev bestemmende for de religionsteologier, der blev udformet i moderniteten. I globaliseringen er de betingelser, som moderniteten stillede og stiller, blevet skærpet. Det gør en fornyet overvejelse af universalitetsproblematikken påtrængende ...

Det ord, der kommer til elementet, så sakramentet bliver til, bør være intet mindre end den samlede, bibelske frelsehistorie i Guds eget ord, Jesus Kristus og ikke blot en fortælling om børnevennen Jesus. Netop dåben giver os lejlighed til at læse skriften med ”øjne våde” og ”barnetro” og høre, at den er ”rig på lys og nåde” og ”fuld af fred ro” ...

Man kommer ikke uden om, at Købner viser et skarpt blik for menneskets synd og magtesløshed, som betyder, at Gud må vælge og frelse mennesket helt uden betingelser. Med Købner – og i øvrigt hele den reformatoriske arv – er og bliver den kristne Gud den Gud, der frelser ubetinget, af fri nåde, trods menneskets synd. Det er Gud, der vælger os, selvom vi har fravalgt Gud. Det er ikke mennesket, der vælger Gud, men Gud, der vælger mennesket – på trods ...

Luthers kontrast mellem fjendens overvældende styrke og det lille ord, das Wörtlein, er afdæmpet. Kampen ligner hos Grundtvig mere et slag på en jordisk kampplads. Kampen finder sted i historien. Det lyder, som om også vi er med. Der er plads til vort heltemod ...

Som nybagt sognepræst, der er sat til at varetage søndagens gudstjeneste, oplevede jeg en stor utilfredshed med at anvende Ritualbogens nadverritual b, som menigheden havde været vant til. Denne utilfredshed er jeg ikke den første, der har oplevet, og som så mange andre for tiden har jeg søgt at finde en (midlertidig) bedre løsning, så godt jeg kunne, og fået den godkendt hos menighedsråd og biskop ...

Man må sige, at det lykkedes Grundtvig at lutre strengen og forny den lutherske salmesang. Og det lykkedes ham at forny Luthers egne salmer ved at gendigte dem ...

Gud mødes i verden uforanderlig og uden sammenblanding, og samtidigt er han udelelig og uadskillelig tilgængelig i den. Med andre ord: Gud viser sig i det konkrete, samtidig med at Gud unddrager sig ...

Det lykkes Hays at vise, både hvad der forener, og hvad der adskiller de fire evangelieskrifter i deres forhold til Det Gamle Testamente. For de relativt store forskelle til trods vil de alle skildre Jesus som en udfoldelse og fuldkommengørelse af Skriftens vidnesbyrd. Vi skal høre deres vidnesbyrd ”as four distinctive voices singing in polyphony”. Og i forlængelse af fx Irenæus betragter Hays denne firfoldighed som ”a providential gift” ...

Der er, siger Nørgaard, en menighed til her på jord, Jesu Kristi kirke. Den er aldeles ikke sammenfaldende med romerkirken, nogen protestantisk Statskirke eller frikirke, naturligvis derfor heller ikke med den danske folkekirke eller Vejstrup Valgmenighed. Rækkefølgen er altid den samme: indhold skaber form ...

Houellebecq siger aldrig rent ud, hvad man mener. Han har ingen mening om det, han skriver. Han er bare en iagttager, hævder han; han registrerer, hvad han ser i det moderne samfund. Men der er tilstrækkeligt med antydninger i romanen, der indikerer, at hans egentlige diagnose i denne roman er, at det moderne samfunds moralske deroute skyldes udfasningen af religion ...

Udfordringen fra Paulus er således at tænke ud over alle sociale konstruktioner. Turde man videreføre denne paulinske radikalitet, ville Galaterbrevet sandelig have en berettiget plads i en demokratikanon ...

Prædikenen finder sin placering mellem trosbekendelsen i dåben og kærlighedens lovsang i nadveren. Mellem disse to poler skal prædikenen oplyse. Oplysning er imidlertid et af de vanskeligste begreber, eftersom det kan betyde flere forskellige ting i Grundtvigs forfatterskab ...

Humanioraen har altid rendt rundt i et Rom efter Cæsars død, men det behøver ikke at betyde, at der ikke findes autoritet. Det er det, der er dens udfordring, både dens grundlagsproblem og dens berettigelse ...

Det bibelske billedsprog præsenterer os for en række spørgsmål: Er billedsproget bundet til det geografiske sted, hvorfra det stammer? Skal man forstå landskabet for at forstå sproget fra landskabet? ...

Spørgsmålet bliver, om den overordnede forståelse af Mozart og hans viden om det skabte som manifesteret i hans musik hævder et indhold i Mozarts musik, der kan tænkes uafhængigt af Mozarts egen og lytterens tid og kontekst? ...

Evangeliets troværdighed blev stadfæstet af de mirakler, som Gud virkede igennem apostlene, men det er altså netop Gud, der tildeler Helligånden ”efter sin vilje”. Kristen spiritualitet er ikke at gribe ånden, men at blive grebet af ånden ...

Evidens er en egenskab ved ånd, når ånden erfares af en bevidsthed der er uforberedt, det vil sige ikke allerede forføjer over kategorier til at forstå den med ...

Med fremkomsten af Die schwarzen Heften ser det anderledes ud. Én gang til må der tages kritisk stilling til Heideggers tænk­ning, hvad kan være vanskeligt, da såvel den som personen bag den har haft en enestående fascinationskraft ...

På samme måde som det nittende århundre ifølge Knudsen var spejlet i Grundtvigs sjæl og skrift, står overgangen fra det nittende til det tyvende århundrede spejlet i Kundsens sjæl og skrift ...