Guldfuglen fra Odense – Julius Købner og kampen for den sande urkristendom

julius-købner-4-1024x982
Julius Købner (1806-1884), tegning af G.W. Lehmann.

mm
Af , ph.d., cand.mag.

Man kommer ikke uden om, at Købner viser et skarpt blik for menneskets synd og magtesløshed, som betyder, at Gud må vælge og frelse mennesket helt uden betingelser. Med Købner – og i øvrigt hele den reformatoriske arv – er og bliver den kristne Gud den Gud, der frelser ubetinget, af fri nåde, trods menneskets synd. Det er Gud, der vælger os, selvom vi har fravalgt Gud. Det er ikke mennesket, der vælger Gud, men Gud, der vælger mennesket – på trods.

Foredrag i Købnerkirken på Amager, 9. november 2017.

Salomon Israel Købner skulle blive kendt under det mere tyskklingende navn Julius Købner. Som det nok kan høres på navnet Salomon Israel, var Købner af jødisk slægt. Han blev født i Odense i 1806 og voksede op på Overgade med fem søskende. I en ung alder måtte han dog flytte ud til sin onkel Israel ved Fruens Bøge uden for Odense – vistnok på grund af pladsmangel i familiens lille lejlighed.

Navnet Købner stammer fra byen Köben i det nuværende Polen, hvor Købner-slægten altså stammede fra. Men i 1801 var Salomon Købners far Isaac Aaron udvandret og endt i Odense. Salomons far var købmand, men også overrabbiner i Odense. Og som den førstefødte var det naturligt, at Salomon Israel skulle gå samme vej. Men som Julius senere skriver om sit unge jeg, var han ikke helt tilfreds med den plan:

”Tidligt følte jeg, at min religion var utilfredsstillende. Jeg forstod snart, hvor tomt det var at læse noget op for Gud af en uforståelig bog og at fremsige skrevne bønner. Jeg så, at de kristne omkring mig kendte det, de læste og sang ved deres gudstjenester, og jeg begyndte at tænke, om ikke deres religion var mere rigtig end min.”1

Ifølge Købners egne beskrivelser besad han allerede i sine drengeår en ”umaadelig Læselyst”, mens hans derimod ingen smag fandt for ”de sædvanlige Lege og Ungdomsforlystelser”: ”Endnu meget ung stod jeg op kl. 3 om Morgenen i Sommerens Tid for at tilfredsstille min Hunger efter Kundskaber, og saaledes skete det, at jeg efterhaanden arbeidede mig frem uden Hjælp eller Veiledning af andre.”2

Købner var med andre ord autodidakt, hvad angik store dele af sin boglige dannelse. Da han var 16 gik han i lære som gravør. Da han var blevet udlært gravør, flyttede Købner som 18-årg til Lübeck. Det var her Købner blev ”vakt” ved mødet med den reformerte vækkelsesprædikant Dr. Johannes Geibel i 1824. Som andre vækkelsesprædikanter understregede Geibel helliggørelsens nødvendighed mod det, som han mente var en slaphed i samtidens rationalistiske teologi.

Men det var ikke Geibels prædikener, der gjorde udslaget for Købner. Efter et par år rejste Købner videre til Hamborg, hvor han blandt andet fik arbejde som sproglærer. I den forbindelse mødte han en ung dame ved navn Juliane Johanne Wilhelmine. Men Juliane var lutheraner, og Købner var jo jøde, så han var nødt til at konvertere, hvis de skulle giftes. Købner blev døbt ved overøsning i den lutherske Sankt Petri kirke i Hamborg i 1826. Salomon Israel Købner tog ved den lejlighed navn efter sin kommende kone og kom nu til at hedde Julius Johannes Wilhelm Købner.

Efter nogle år i Slesvig-Holsten flyttede Julius og Juliane i 1836 tilbage til Hamborg. Her kom de i kontakt med Johann Gerhard Oncken og hans baptistmenighed i byen. Oncken var blevet bekendt med engelsk kirkeliv under sine ophold i England og Skotland. I 1834 var Oncken blevet døbt af en amerikansk baptist og havde i Hamborg efterfølgende stiftet den første tyske baptistmenighed. Julius og Juliane blev vakt af Onckens vækkelsesprædikener og blev døbt ved neddykkelse i 1836.

”Jeg gjorde nu Bekendtskab med Broder Oncken, og fra hans Mund hørte jeg for første gang en Prædiken, som overbeviste mig om, at jeg var en saadan Synder, som ikke kunde hvile uden ved Jesu Fod. Fra den Tid skete en sand Omvendelse i min Sjæl. Jeg følte Syndens Bitterhed, men Kristus blev herlig for mig, som den eneste Vej til Gud.”3

I de efterfølgende år blev Julius Købner en betydningsfuld missionær i Tyskland og Skandinavien.4 I 1839 rejste han tilbage til Fyn, og i Kjerteminde hørte han rygter om, at der i København var en menighed, der nærede baptistiske anskuelser. Købner rejste til København, hvor han mødte P.C. Mønster, og i oktober kom Oncken også til København for at døbe P.C. Mønster og hans menighed i Lersøen i København. Den første danske baptistmenighed var en realitet.

I årene efter var Købner aktiv i de tyske baptistmenigheder, og han skrev en del på især tysk, men også dansk. Købner var højst sandsynlig den første til at oversætte Søren Kierkegaard til tysk – ifølge Kierkegaard-forskeren Heiko Schulz var det en noget ”clumsy” oversættelse af en ukendt oversætter, men da det var Købner, der stod som udgiver af teksten, der blev udgivet i Hamborg, er der altså noget, der tyder på, at det var ham, der stod bag oversættelsen.5

Købner forfattede en række teologiske essays og pamfletter samt flere børnebøger. Men det blev også til nogle skuespil, blandt andet et om valdenserne. Købners hovedværk må vel siges at være det episke digt om verdenshistorien på næsten 500 sider med titlen Das Lied von Gott (”Guds sang”).6 Derudover skrev han en guldmedaljevindende prisopgave om en arbejdsanstalt for uarbejdsdygtige fattige i Hamborg, og så blev det til en mængde salmer, da baptisterne skulle have deres egen salmebog. I 1865 måtte Købner vende tilbage til Danmark, da han blev kaldet til at være formand for de danske baptister, og efter nogle års utålmodig venten fik de danske baptister nu endelig deres egen salmebog, Troens Stemme.7

Købners teologi

Købners grundholdning var nok formet af den reformerte pietisme, som han må have fundet først hos Dr. Geibel og sidenhen hos J.G. Oncken. Købner overtog en på mange punkter reformert teologi, hvor kontinuiteten mellem den gamle og den nye pagt synes at have tjent som nøgle til at forstå hans egen identitet som kristen af jødisk afstamning.8 I sin begravelsestale til sin far gjorde Købner det klart, at han ikke så kristendommen som en modsætning til jødedommen, men som en ”Bevægelse fremad og opad”. Købner skriver:

”Min Fader, jeg har altid æret dig. Du var mit Forbillede i Sanddruhed, Flid og Troskab. Du viste mig den Gud, jeg skulle elske. Du gav mig det grublende Sind, der tidligt viste mig mine egne Veje. Du overdrog mig Omsorgen for mine Søskende, som jeg ikke udøvede efter dit Sind. Ikke i alt kunde jeg følge dine Ønsker og Fodspor. Det Kald, du havde udset mig til, kunde jeg ikke følge: Tilgiv mig det! Naar jeg bringer mine Tilhørere det ”glade Budskab” af dybeste Overbevisning, saa gør jeg det med den samme Kaldsoverbevisning, med hvilken du har forkyndt Guds Ord og Lov. Du drog engang ud fra dit Fødeland og lærte, at der gives mere end Talmudvisdom. Jeg lærte, at der gives noget højere end Talmud- og Verdensvisdom. Fader, jeg ser ikke Modsætningen, kun en Bevægelse fremad og opad.”9

Men hvad var det så, der var det særlige ved kristendommen? Jo, det var jo nok muligheden for at have et personligt trosforhold.10 Troen er ikke først og fremmest noget teoretisk. Jesus ”lod spørgsmålet om, hvem han var, stå ubehandlet hen for gennem sit væsen, sine ord, sine handlinger at gøre det til et spørgsmål om hjertets indstilling”, forklarer Købner.11

I sin teologi og religionsfilosofi var Købner klart inspireret af Søren Kierkegaards og Immanuel Kants fornuftskritik. Fælles for Kant og Kierkegaard var et skarpt skel mellem tro og viden. Viden handler groft sagt om det, der findes inden for fornuftens rammer, mens tro handler om det, der ligger ud over, hvad vi kan begribe med vores fornuft. Ifølge Immanuel Kant fører det uundgåeligt til paradokser og selvmodsigelser, når mennesket forsøger at begribe det, der ligger uden for fornuftens grænser. Religion har derfor først og fremmest en praktisk, moralsk betydning.

I essayet Ist der Glaube an Wunder noch zeitgemäß? In Übereinstimmung mit ächter Realphilosophie beantwortet (”Er troen på undere tidssvarende? Besvaret i overensstemmelse med sand realfilosofi”) forklarer Købner med argumenter lånt fra Kant, at netop fordi fornuften ikke kan begribe guddommelige sandheder, kan den heller ikke endeligt afvise muligheden af mirakler og undere.12 Købners opfattelse svarer altså i nogen grad til Kants, men fornuftskritikken bruges først og fremmest til at give plads til troen. For Købner betød det, at kristendom blev en erfaringssag og et spørgsmål om at overgive sig til Guds nåde, som vi kun kan tro, men aldrig forstå. Købner fremhæver jævnligt det, vi kalder det sokratiske paradoks, altså at den højeste indsigt i virkeligheden består i at vide, at vi intet ved.

Fornuftskritikken er flere steder knivskarp hos Købner, fx i det sene skrift Rationalismus unter den Gläubigen (”Rationalisme blandt de troende”) fra 1878. Menneskets grundsynd eller arvesynden er netop ”rationalismen”, som Købner forstår som ”en teologi, der sætter menneskelig tænkning over Guds Ord”. Som historiske eksempler nævnes ”muhamedanisme” og ”moderne jødedom”, der begge fornægter treenighedslæren. Dermed er der imidlertid ikke sagt, at der menneskeligt set er nogen væsensforskel på muslimer og jøder på den ene side og kristne på den anden.

Som børn af Adam er vi fra fødslen alle rationalister, skriver Købner, og ”da der i Guds børn ikke kun stikker et menneske af tro, født af Gud, med en helliggjort fornuft, men også et spekulerende menneske af kød, er Guds børn også rationalister, til den grad de i det hele tager stadig er syndere.” Rationalisme er, når mennesket i stedet for at handle spontant i kærlighed i tillid til Gud giver sig til at spekulere over sit forhold til Gud, som derved aldrig egentlig munder ud i handling. Men mennesket kan, når det kommer til stykket, slet ikke nå Guds tanker med sine:

”Hvor vores tanker når til ende, da begynder hans først rigtigt; når vores visdom, magt og kærlighed har nået menneskeevners yderste grænse, først da berører de begyndelsen (hvis vi må sige det sådan) på den uendelige, guddommelige visdom, magt og kærlighed. Hvordan skulle Guds himmelhøje tanker da kunne indfanges i vores smalt begrænsede og fattige jordiske tanker, så de blev forståelige? – Guds natur ligger helt uden for vores tænknings sfære – Guds evighed og Guds treenighed – og sådan er det også med grundlæren om frelsen i Kristus. Hvordan synden i Adam kunne tilregnes os alle, og hvordan hans retfærdighed bliver os tilregnet, er lige så ubegribeligt, som hvordan Guddom og menneskelighed forenes i ham.”13

Troen var for Købner derfor også et samvittighedsspørgsmål: ”Hovedsagen er ikke at mene dette eller hiint, og heller ikke at have den rette Mening; Hovedsagen er at være gjenfødt og at elske Jesus”.14 Liv står med andre ord over lære. Kristendom er en hjertesag, der kræver frihed. Derfor måtte sand kristendom gå hånd i hånd med kamp for samvittigheds- og trosfrihed.

Den frie urkristendom

Tankerne om tros- og samvittighedsfrihed er centrale i en af de tidligste tekster, vi har fra Købners hånd – det vigtige Manifest des freien Urchristenthums an das deutsche Volk, altså Den frie urkristendoms manifest til det tyske folk fra 1848.15 Manifestet blev skrevet i anledning af de mere eller mindre revolutionære begivenheder, som omtales som martsrevolutionen. I Tyskland, men også i Frankrig, og som bekendt også i Danmark, krævede borgere indførslen af mere liberale principper og forfatninger. Det var det, der gav Købner anledning til at kræve fuld religionsfrihed i Tyskland, da han skrev sit manifest – måske også under inspiration fra Marx’ og Engells kommunistiske manifest fra samme år.

I sit manifest om den frie urkristendom beskriver Købner som indledning den politiske og religiøse situation, og især baptisternes trængsler i dele af Tyskland og Danmark. Men han bevæger sig hurtigt videre til mere principielle spørgsmål. Det står snart klart, at den statskirkelige kristendom ifølge Købner ikke svarer til urkristendommen, altså den oprindelse kristendom, som vi finder hos Jesus og apostlene – men hvad er så egentlig kristendom?

I manifestet forklarer Købner, at den kristne tro ikke er en overbygning til menneskets fornuft, men snarere en modsætning dertil. Over for Guds ”rene og sunde” fornuft fremstår menneskets fornuft, herunder også videnskab og filosofi, som et kaos af ufornuft. Manifestet er således også vendt mod tendenser til teologisk rationalisme. Fornuftskritikken betyder ikke en dyrkelse af menneskets følelser i stedet for fornuften, men tværtimod, at mennesket må overgive sig til skaberens fornuft, som er ren, altså uden fejl, og sund, fordi den ikke beherskes af ”lidenskab og sanselighed”.

Købner er selvfølgelig skeptisk overfor ”gudsbeviser” ligesom Kant og Kierkegaard, men bibelen beviser alligevel sit guddommelige ophav – ikke ved at være fornuftig eller plausibel, men tværtimod ved netop ikke at stemme overens med menneskets fornuft. Når vi opdager, hvor uforståelig og fremmedgørende Bibelen fremstår for os, frigøres vi derfor også fra vores egen ufornuft, forklarer Købner:

”Her bedrages menneskelige forventninger og formodninger, intetsteds lader den almindelige målestok sig anvende. Alt ville være faldet anderledes ud, hvis det var skrevet ud fra menneskelige regler, begreber og følelser. Alt er her forunderligt og fremmedgørende for menneskene.”16

De bibelske fortællinger river mennesket ud af dets sikkerhed og gør med deres forunderlighed mennesket fremmed for sig selv. Sand kristentro frisætter netop derfor mennesket fra dets overtro og alle former for formørket, autoritær tankegang, for i stedet at sætte den enkelte i et frit, myndigt trosforhold. Og det er det, der er hovedtemaet for 1848-manifestet.

Købner forklarer, at den kristne menighed må bestå af selvbestemmende, myndige individer – derfor bekendelsesdåben.17 I Købners optik var kampen for religionsfrihed først og fremmest et spørgsmål om kirke- og kristendomssyn – det var en kamp mellem ”statsklerikalisme” (”Staatspfaffenthums”) på den ene side og så den sande ”urkristendom” (”Urchristenthum”) på den anden. Købner fremsætter altså en skarp kritik af den kirkelighed, der siden kejser Konstantin i det fjerde århundrede har været forbundet med statsmagten.

Blandt ”apostolske kristne”, altså kristne, der baserer deres kirkesyn på Det Nye Testamente, kan der ingen sympati findes for absolutisme og aristokratiske principper, skriver Købner. Kristi menighed kæmper alene med åndens sværd, Guds ord, den er fuldstændig uafhængig af alle former for menneskelig autoritet og skal ikke – som menighed – blande sig i verdslige anliggender. Omvendt vil den heller ikke anerkende noget andet overhoved over sig end Kristus selv.

Den enkelte menighed må være baseret på medlemmernes fælles engagement. Noget polemisk gør Købner det klart, at ”Kristi menighed”, som han kalder det, ikke vil finde sig i at være et passivt publikum til en sognepræst (”Pfarrherr”), der som en skuespiller 52 gange om året optræder i ”det samme middelalderlige kostume” i rollen som ”moralens førsteelsker”. Hver enkelt kristen er selv ansvarlig over for Gud. Menighedens præst eller pastor er ikke medlemmernes fælles sjæl, for hvert medlem er ”levende sten” med eget hjerte og sjæl, vilje og indsigt. Derfor kan ingen gøre sig til herre over hinanden i menigheden.

Grundloven for Kristi menighed (”Grundgesetz der Gemeinde Christi”) er Jesu ord om at tjene i stedet for at herske: ”De vældige fyrster hersker og bestemmer over deres folk, og de store bruger deres magt. Sådan skal det ikke være hos jer. Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.” (Mark 10,42-44). Kristi menighed består af ”frie, myndige medlemmer, som har sluttet sig til med hjertets fulde overbevisning”. Det betyder for Købner, at menigheden må være fri og demokratisk, og at ingen leder har magtbeføjelser over resten af menigheden. Menighedens ældste, altså dens prædikanter, har nok en særlig rolle i menigheden, men de er ikke ledere med autoritet over menighedens medlemmer. Menigheden har ordinerede medlemmer som diakoner (menighedstjenere) og ældste (prædikanter), men disse står ikke på nogen måde over resten af menigheden.18

Sand kristentro sætter derfor fri i religiøs og kirkelig forstand. Men den sætter også fri i verdslig forstand. Ikke fordi kristendommen indebærer et politisk program, men fordi befrielsen fra formørket overtro og dyrkelse af autoritære principper også giver grobund for politisk frihed og fornuft. I 1848-manifestet findes således et udtrykt håb om, at evangeliets udbredelse verden over vil betyde, at oprindelige folk bliver vakt til fædrelandskærlighed og gør oprør mod de europæiske koloniherrer, som Købner omtaler som ”hvide barbarer”, og deres politiske undertrykkelse. Evangeliet skaber altså både fædrelandskærlighed såvel som et universelt, ligeværdigt fællesskab mellem mennesker på tværs af ellers uoverstigelige nationale, racemæssige og kulturelle kløfter.

Kirke og samfund

Det kristne budskab førte altså for Købner til en liberal grundholdning, som også betød en skepsis overfor alle former for autoritær politik. Det kom til udtryk da danske baptister i årene efter krigskatastrofen i 1864 diskuterede, hvordan man skulle forholde sig til politiske spørgsmål. Danske baptistmissionærer havde virket blandt soldater på begge sider af grænsen, og forbundet med baptisterne i Hamborg skabte et naturligt fællesskab på tværs af grænsen, også selvom man ikke altid kunne enes om teologiske og kirkelige spørgsmål.

En vækkelsesprædikant ved navn M.A. Sommer havde givet flere baptister ”Skrupler over at gaa i Krig”, som det hedder i konferenceprotokollen fra 1868. På konferencen gjorde Købner det klart, at han heller ikke mente, at kristne frivilligt burde deltage i krigstjeneste – også selvom krigstjeneste ikke strider mod Guds ord. Men kristne bør så vidt muligt holde sig på afstand af politik, for kristnes politik er Guds rige:

”En Christens Politik er Guds Rige. Nationalhadet er fra Satan. Vi have ingen Nationalgud, saaledes som Hedningerne, der havde Guder blot for deres Land. Politiken ville vi overlade til Grundtvigianerne, som indbilde sig, at de forstaa Sagen, og som synes at holde Gud for de danskes Gud, som om Han ikke var Gud for andre.”19

Når Købner siger, at en kristens politik er Guds rige, og derfor afviser ”Nationalhadet”, som han kalder det, så skal det ikke forstås sådan, at der med ”Guds rige” i stedet findes et politisk program af særlig international eller universalistisk karakter, som skal virkeliggøres i verdslige forhold. Dermed er der altså på ingen måde er sagt, at der kan findes en bestemt ”kristen” politik.

Guds rige står i modsætning til en hvilken som helst politisk indretning – for hvor enhver stat bygger på magt, hævn og tvang, bygger Guds rige helt omvendt på nåde, tilgivelse, kærlighed og ”utrættelig langmodighed”, som Købner skriver i en lille tekst med titlen Staat und Kirche, vereinigt oder getrennt (”Stat og kirke, forenet eller adskilt?”). Staten er per definition hierarkisk opbygget og kan kun fungere gennem magtudøvelse, mens kirken omvendt er egalitært indrettet uden nogen overordnet leder andre end Kristus selv.

”Statens natur består i øvrighedens befaling og i undersåtternes lydighed. Men Guds riges natur er et fællesskab mellem ligestillede med et himmelsk overhoved. Er der hyrder blandt disse ligestillede, skal de ikke herske.”20

Staten og kirken er derfor som ild og vand, forklarer Købner, og igen betyder det, at de to skal holdes adskilt. Når den kristne menighed afspejler Guds rige, kan den ikke gøre brug af politisk magt. Jesus og apostlene holdt sig så langt fra alle politiske spørgsmål som muligt, der har aldrig fandtes en ”kristen stat”, og der vil heller ikke findes en, før Herren Jesus kommer fra himlen og opretter den, skriver Købner.21

Baptistmenigheder beskrives af Købner som ”frie Foreninger, i hvilke Ingen er sat til at mestre de Andre”. Herskab, magt og tvang er udenfor ”Christendommens Natur”.22 Men Købners anti-autoritære kirkesyn må ikke forveksles med en slags moralsk liberalisme eller en relativisme, hvor alt er tilladt eller lige rigtigt eller forkert afhængigt af øjnene, der ser. Som andre baptister lagde Købner stor vægt på, at Guds lov er givet for at vejlede de troende i det daglige liv.

Mod farisæerisme

Læser man konferenceprotokollerne fra perioden, er der utallige eksempler på, hvordan man diskuterede, om kristne kan tegne forsikringer, om man må drikke spiritus, om man må malke sin ko om søndagen, hvordan kvinderne i menigheden skulle sætte deres hår, om man må have billeder hængende på væggen og så videre. Opfattelsen var kort sagt, at Det Gamle Testamentes lovreligion var afskaffet med evangeliet. Men da kristne er disciple af Jesus, blev det et afgørende tegn på, om man nu faktisk var troende, at man fulgte de bud og befalinger, som kan findes i Det Nye Testamente. De mange udelukkelser fra menighederne i perioden vidner også om, at der blev holdt hård justits med medlemmerne.

Måske det netop har været grunden til, at Købner hele tiden var på vagt over for enhver form for moralisme, dømmesyge og farisæerisme. Da danske baptister mødtes til konference i Oure i 1875, gav Julius Købner sit bud på, hvad der kendetegner ”verdslig kristendom”, og sammen med pengegriskhed var netop tendensen til farisæerisme, altså dømmesyge, blandt de største farer – ikke mindst for baptister.

”Er da Pharisæerismen uddød? Ingenlunde! den kan ikke døe, saa længe det menneskelige Hjerte er syndigt. Mine Brødre! netop fordi vi ere Baptister, komme vi saa let ind i denne Daarskab. Idet vi troe at have den rette Lære, blive vi saare let strenge imod andre Christne, som ikke dele vore Anskuelser i alle Ting, og foragte dem.”23

Det kan ikke nytte noget, forklarer Købner, at vi er udtrådt af statskirken og har dannet baptistmenigheder, hvis vi ikke viser ydmyghed og skånsomhed mod andre: ”En Christen bør være streng imod sig selv, men mild imod Andre.” Købner gjorde det således klart, at vi ingen ret har til at kræve, at andre skal rette sig efter vores samvittighed: ”Jeg har stor Agtelse for den, som strengt og nøie retter sig efter sin egen Overbeviisning og Samvittighed; men Ingen har Ret til at fordre, at andre skulle rette sig derefter. De ere nødt til at rette sig efter deres Samvittighed.” Ikke fordi det er helt subjektivt og relativt, hvad der er rigtigt og forkert. Der findes en sandhed, som er givet af Gud. Men pointen er, at vi aldrig kan være sikre på, at vi har ret i netop vores fortolkning af den sandhed.

”Vi have een Herre, een Tro, een Daab, og det er vor Glæde; men der kan være mange Ting, i hvilke vi ikke stemme overeens. Vi have Ret til at belære hinanden med Guds Ord og at fortælle det for hinanden efter bedste Overbeviisning. Men vi maa gjøre en Forskjel imellem det i sig selv ufeilbare Guds Ord og vor Opfattelse af dette Ord, hvilken Opfattelse saa let er ufuldkommen og mindre eller mere feilagtig.”24

Den for mig at se vigtige pointe her er den, at Købner skelner skarpt mellem det, der står i Bibelen på den ene side, og så det, vi tror vi kan udlede af, hvad der står i Bibelen på den anden. Én ting er, hvad der står i Bibelen, noget ganske andet er, hvordan vi udlægger det, der står.

Med andre ord kan vi sige, at så snart vi har taget en sætning ud af teksten og gjort den til et princip, som vi kan dømme andre med, så er det ikke længere Guds Ord, men vores egne meninger om Guds Ord, som vi tager udgangspunkt i. Vi kan altså godt finde moralske principper i Bibelen, men hvis vi begynder at dømme, om andre mennesker følger de principper, som vi tror, vi har fundet, så er det, at vi er blevet som farisæerne. Det er netop den opfattelse, der skinner igennem i kirkesynet hos Købner, når han gør det klart, at ingen af os er ”beklædte med Myndighed til at paatvinge Andre vore Meninger”.25

To naturer i den kristne

Der en grund til, at vi er nødt til at tolerere afvigende synspunkter, og det er netop, at vi er syndere, som derfor aldrig kan være sikre på, at vi har forstået sandheden helt. Men derfor er der netop også grænser for, hvilke synspunkter, vi kan tolerere. Vi kommer nu for alvor til den teologiske substans hos Købner. Grænsen for tolerancen overfor afvigende synspunkter gik for Købner ved spørgsmålet om forsoningen på korset og læren om den kristne som retfærdiggjort synder.

Det var netop fordi også den kristne til stadighed er en uperfekt synder, at ingen har ret til at gøre sig til dommer over andre. Vi kan ikke tolerere opfattelser, der fornægter menneskets synd. Gør vi det, er det netop, at vi ender i farisæerisme. Det, der driver det anti-autoritære kirkesyn, er altså ikke en humanistisk tro på det enkelte menneskes iboende værdi og myndighed og ret til selv at bestemme, men tværtimod en erkendelse af menneskers ufuldkommenhed, som betyder, at ingen har ret til at herske over hinandens tro.

Den lutherske tanke om den kristne som på én gang synder og retfærdiggjort, simul peccator et justus, var helt afgørende for Købner. Det blev især klart i kampen mod den såkaldte ”Fuldkommenhedslære”, som hævdede, at kristne helt kunne ophøre med at være syndere. Læren var allerede blevet afvist af P.C. Mønster, da den kom til landet fra Sverige med ”jansenisterne” i 1840erne. Men i 1870 var den igen gal, da en svensker ved navn Helge Aaggeson udbredte fuldkommenhedslæren.26 Når ånden styrer og levendgør mennesket, så underordner det sig med både vilje, begær og tilbøjelighed, mente Aaggeson. Ifølge Aaggeson var kristne som genfødte ikke længere syndere – i hvert fald kunne kristne gradvist ophøre med at synde, efterhånden som den gamle Adam visnede bort. Hvis man omvendt hævder, at den kristne til stadighed er synder, havde man ifølge Aaggeson gjort alle opfordringer til hellighed meningsløse.27

Som John Wesley og metodisterne hævdede fuldkommenhedslæren, at Paulus i Rom 7,14-25 (”Det gode jeg vil, det gør jeg ikke”) taler om sit gamle jeg før sin omvendelse. Da fuldkommenhedlæren blev diskuteret i 1871, gjorde Købner det klart, at den opfattelse måtte afvises. Paulus taler både om sit gamle og sit nye jeg. Det er netop fordi, at Paulus er genfødt og kender Guds åndelige lov, at han kan begræde, at syndens lov stadig lever i ham.28 Købner slog fast, at det for ham ikke var dåbsspørgsmålet, som var det afgørende, men selve forståelsen af evangeliet:

”[N]aar et Menneske er overbeviist om, at han hvert Øieblik af sit Liv er en Synder, og derfor ikke kjender anden Frelse og Retfærdighed end Jesus Christus og Alt hvad han har gjort, saa kan han føle sig hjertelig forbunden med ham i en Tro, og taale, om det skal være, en heel Deel Afvigelser fra hans Overbeviisning i andre Lærepunkter; navnlig ogsaa i Læren om Daaben. Men naar Nogen med Hensyn til Synden og Retfærdigheden, som gjælder for Gud, har en Overbeviisning, som er modsat hans; frem for Alt, naar han ikke troer, at der er to Naturer i den Christne, da har han for ham en fremmed Religion, som ikke er hans, og han kan ikke have aandelige Samfund med ham.”29

At der er ”to naturer” i den kristne, er simpelthen en måde at sige, at vi i lyset af Jesu Kristi stedfortrædende død for os på én gang er det gamle menneske og den nye skabning i Kristus, på én gang syndere og retfærdiggjorte.30 Købner lagde som andre baptister vægt på, at kristne er genfødte af Helligånden, men det betød altså ikke, at synden ikke længere er en realitet for den kristne.

Kristne er på én gang er det gamle, syndige menneske og den nye, retfærdige skabning i Kristus.31 Kristne er ikke delvist syndere og delvist hellige, sådan at man fx kunne være 30% synder og 70% hellig, men på én gang den gamle Adam og den nye skabning i Kristus. Helliggørelse er derfor ikke en proces, hvor det gamle menneske forbedres, men simpelthen det, at det nye menneske bliver synligt. Kristen etik, hvis vi kan tale om det, handler med andre ord ikke om et ideal, vi skal stræbe efter, men om at være det, vi allerede er, i lyset af Kristus.

Anti-sentimentalisme og ubevidst tro

Netop fordi mennesket til stadighed er synder, selvom det er retfærdiggjort, kan vi heller ikke bygge vores tro på vores følelser og oplevelser. På årskonferencen i 1868 diskuterede danske baptister spørgsmålet, om det er ”bibelsk rigtigt, at En, som er opvakt og har erkjendt sin Syndighed, sin Fortabelse, venter med at troe sine Synders Forladelse til han faar en overordentlig Glædesfølelse?”32. Altså, må man først tro, at man er tilgivet, når man oplever en følelse af lykke?

Anledningen til spørgsmålet var, at nogle vækkelsesprædikanter havde hævdet, at genfødslen altid følges af en stærk følelse af glæde. Anfægtelser og dårlig samvittighed var omvendt tegn på, at man stadig var under loven. En kendt prædikant skulle have sagt, at ”naar vort Hjerte fordømte os, saa gjorde Gud det endnu meget mere, thi naar vi kunde see vore Synder og derfor fordømme os selv, saa saae Gud dem endnu bedre og fordømte os endnu vissere.”33

I sit svar peger Købner på, at det jo ellers hedder i Første Johannesbrev, at vi over for Gud kan ”bringe vort hjerte til ro, hvad end vort hjerte fordømmer os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt.” (1 Joh 3,19-20). Hjertet gør netop ret i at fordømme mennesket, der til stadighed er synder, også selvom det som kristent er retfærdiggjort. Netop fordi vi til stadighed er syndere, kan vi være nok så urolige og belastede af dårlig samvittighed, men stadig stå i det rette forhold til Gud.

Købner bemærker det ejendommelige i den opfattelse, at en oplevelse af glæde skal gå forud for troen, snarere end omvendt: ”Vi skulle ikke troe paa Følelsen og sætte den, som det Afgjørende over Guds Ord, hvilket lærer os, at den, der troer, har Ret til at glæde sig. Vi skulle bygge på Christus, ikke paa noget Slags Følelse.”34 Skal følelsen være det afgørende, bliver den også fundamentet for vores kristendom, som derved kommer til at svæve i luften, når følelsen forsvinder, som det så ofte sker.35

Købner understreger sin pointe med nogle historier fra menigheden i København. Her havde ”en Søster” i tre år været ”så anfægtet, at hun slet ikke troede, at hun var et Guds Barn.” Men fordi hun var så bange for fortabelsen, missionerede hun utrætteligt, for at andre i hvert fald ikke skulle gå fortabt. Derved bar hun ifølge Købner netop ”den Tro, som hun ikke troede at have” frugter, som forvissede andre om hendes tro, selvom hun var sikker på, at hun manglede tro.

Den opfattelse, at troen er noget andet end bevidsthed om troen, skinner klart igennem. Købner slår fast, at kendetegnet på, om nogen er Guds barn, er, om han ”sig selv bevidst eller ubevidst” tror ”paa Jesus og bærer denne Troes Frugter.”36 Én ting er altså at tro, mens noget ganske andet er at tro eller ligefrem vide, at man tror: ”Det kan altsaa let staae saaledes til med en Christen, at han vel endnu elsker Jesus, men at hans Hjerte siger Nei dertil.”37 Troen er altså ikke nødvendigvis noget, man er bevidst om – igen fordi vi stadigvæk er syndere, selvom vi er retfærdiggjorte.

Helliggørelsen kommer af, at Helligånden gør os stadig mere opmærksomme på, at vi er syndere. Netop derfor er samvittighedskvaler for den kristne noget helt naturligt:

”[…] det kan blive så lyst, at man kan see Støvgran dandse op og ned i Solens Straaler. Saaledes er det med en Christen. Jo mere han oplyses af Naadens og Kjærlighedens Lys, jo større Synder er han i sine egne Øine, det vil sige, jo tydeligere seer han selv Sandkorn paa Gulvet og Støvgran i Luften i sit Hjerte og Levnet.”38

Debat om udvælgelseslæren

Den meget stærke syndsbevidsthed, som ligger i kernen af mange af Købners argumenter, går igen i hans forsvar for den såkaldte udvælgelseslære – en teologi, der især blev forbundet med Calvin og calvinismen, altså den reformerte tradition efter Calvin.

Udvælgelseslæren, som i reformert teologi også er forbundet med den såkaldte prædestinationslære eller læren om forudbestemmelsen, findes i flere udgaver. I den form, som var gængs på Købners tid, gik den tilbage til Augustin, der talte om menneskeheden som en ”massa damnationis”. De heldige blev udvalgt fra massen af fortabte. Det er bemærkelsesværdigt, at hos Augustin var den tankegang ikke så meget begrundet i Bibelen, som den var begrundet i filosofiske spekulationer og observationer af forskelle i verden. Når der er nogen, der tror, og nogen, der ikke tror, må forskellen skyldes, at Gud har udvalgt nogle, som han har givet tro, mens han har ladt resten i stikken. Købner forklarer udvælgelsen sådan her:

”Jeg kan jo see, at der er en Udvælgelse, thi hvad er Udvælgelsen Andet, end at En vælger, hvad han vil, gjør, hvad han vil? I Guds Gjerninger finder jeg Alt forunderligt; men hvad skal jeg gjøre derved? Jeg maa lade det, som det er, og tro, at det er ret. Hvorfor er der Forskjel paa Dyr? Hvorfor har en Flue sex Been? Jeg havde sikkert skabt den med fire, fordi jeg synes, at det kunde være nok. Hvorfor ere vi ikke Dyr? Hvorfor behagede det Gud at gjøre mig til et Menneske? Hvorfor er jeg ikke født i Afrika, hvor Guds Ord ikke kjendes, og hvor Menneskene spise hverandre? Men om jeg end er født her, hvorfor da ikke paa et Sted, hvor Guds Ord ikke er bleven forkyndt? Hvordan kan det være, at jeg er født iblandt Jøderne og i Odense? Hvorfor gik den Jødedreng og spekulerede paa at elske Gud; medens hele Byen i sin aandelige Død tænkte paa noget Andet? Hvor stammer alt dette fra? Fra Gud. Men hvorfor? Det veed jeg ikke. Han gjør Alt, hvad han vil, hvad han har Behag i. Hvorfor omvendte han ikke hele Odense? Hvorfor mig? […] Det er saa Guds Valg. Han vil, vi skulle troe, at det er ret, som han gjør. Og naar vi nu kunne troe det, skjøndt det ofte forekommer os at være det Modsatte, saa er det ham, som har bragt os til at troe dette; det er ham, som har bragt mig til at tro Udvælgelsen, som jeg ligesaalidt kan forstaae som de kjære Brødre. Maaske jeg skal forstaae den i Himlen, jeg veed det ikke. Eet veed jeg: Vi skulle prise Gud for alle hans Gjerninger.”39

Købners ord faldt på de danske baptisters konference i Oure menigheds kapel i 1869. Anledningen var, at væversvenden Niels Hansen, der var forstander for baptistmenigheden i Hesselho, nogle år forinden havde udgivet et skrift ved navn Fraafald fra Naaden, hvor han hævdede, at kristne kunne miste Guds nåde, hvis de vælger at forkaste deres frelse. Ifølge Niels Hansen var det ikke udvælgelsen, der afgjorde, om mennesker blev frelst, men om mennesker selv valgte at tro og omvende sig. Når Købner omvendt forsvarede udvælgelseslæren, var det ud fra den betragtning, at mennesket slet ikke var i stand til selv at vælge at tro og omvende sig, men at det måtte afhænge af Guds valg, om mennesker fik tro.

Mod Niels Hansen gjorde Købner det klart, at omvendelse og tro ikke nytter noget som helst, hvis det er muligt for os at falde fra nåden igen, for menneskets vilje står jo altid i modsætning til Guds: ”Naar jeg kan rive mig løs fra Gud, saa skeer det, saavist som jeg sidder her”, bemærkede Købner. Når Jesus siger, at ”ingen skal rive dem ud af min Faders hånd” (Joh 10,29), betyder det, at kristne heller ikke selv kan skille sig fra Guds nåde. Købner bemærker:

”Naar Herren to Gange med Glæde siger: ‘Ingen skal og Ingen kan rive dem ud,’ hvo tør da formaste sig til at sige: Der er dog Nogen, som kan det, dog én Person, som kan det, nemlig vi Selv? Tør vi vove at sætte vort Nogen mod Herrens Ingen?”40

Købner gør det klart, at der er tale om erfaringssag. Vi kan erfare, at vi ikke i tankerne kan holde os selv fast på Gud, og så konstatere, at det netop er den erfaring, som Skriften taler om. Købner fortæller ud fra sine egne erfaringer, at han ofte har oplevet, at han ikke kan holde sig selv fast på Gud med sine tanker, men at det er Gud, der drager ham og holder ham fast.

”Naar jeg betragter det mindste Afsnit af mit Liv, saa er det klart for mig, at det er Gud, der drager mig til sig og holder mig fast. Blot idag, da jeg gik hertil, kastede jeg mig underveis i Frelserens Arme og følte mig lykkelig, men hvorlænge? Inden jeg saae mig ret for var jeg allerede langt borte fra ham, i mine Tanker spurgte jeg mig selv, hvor har Du nu været? og saaledes vexlere det med mig. […]”41

En skarpsindig deltager ved konferencen bemærkede om Købners historie, at der jo var tale om, at basere sin teologi på følelser. Og som vi har set var det jo netop noget, der var Købner inderligt imod. Købner gjorde det i debatten klart, at der ikke er tale om at basere teologien på følelser, men at der er tale om ”Skriftfortolkninger ved Livets Kjendsgerninger”. Købner konkluderer: ”At jeg kom til vor Herre med min Tanke, det var Naade, men at jeg forlod ham med min Tanke, var min Synd.”

Gud tvinger

Til den indvending, at udvælgelseslæren jo betyder, at Gud tvinger os, hvis vi ikke selv kan vælge, svarede Købner ifølge konferenceprotokollen: ”Gud tvinger os, det siger jeg reent ud!”. Det er ikke, fordi mennesket ikke har fået et valg. Pointen er ifølge Købner, at alle har på sin vis fået mulighed for at takke ja til frelsen, men at alle har afvist den – det er det vi kalder synd. Derfor tvinger Gud nu de udvalgte til at tage imod Kristus. Kristi blod kan frelse enhver, men ”nu vil ikke en eneste Sjæl komme til Herren ved Troen paa Frelsermanden. Da siger Gud til sine Udvalgte: Du skal komme! jeg vil frelse Dig!”. Igen handler det om det principielle forhold, at mennesket som synder altid vil det modsatte af Gud. Mennesket kan ikke genføde sig selv, men må genfødes af Gud:

”Ingen ønsker at tro eller troer af sig selv. Hvordan skal jeg, som Guds Fjende, elske Gud! Og saa længe jeg ikke elsker ham, troer jeg ikke paa ham. Jeg kan, men jeg vil ikke. Gud giver os at ville og at udrette. Den gode Villie er fra ham, den onde er min egen, ham uvedkommende. Lidere end dette kan jeg ikke begribe noget i hele Sagen. Jeg kan prædike mig ihjel, uden at Menneskene derfor ville omvende sig, og troe paa Christus; men saa kan der komme en Tid, da Gud ved sin Aand virker paa dem, da han gjenføder dem. Jeg har ikke født mig selv, hvad mit Legeme angaaer. Det vilde være det Allerurimeligste, hvis jeg troede dette. Gud har ikke spurgt mig, om jeg vilde fødes; saaledes har han eiheller spurgt mig, om jeg vilde gjenfødes. Eller spurgte han mig, saa svarede jeg Nei!”42

Mennesket vil altså ikke have noget at gøre med Gud, og Gud må derfor vælge mennesket. Købners sidste udsagn her, at hvis Gud havde spurgt ham, om han ville genfødes, så havde han svaret ”nej!”, var nok det, der fik bægeret til at flyde over for Niels Hansen.

I 1870 udgav Niels Hansen et veloplagt skrift med den polemiske titel Hedelærken om Forudbestemmelsen eller Kalvinismens Hemmelighed afsløret, hvor han chokeret refererer Købners udsagn. Hedelærken var et skarpt angreb på udvælgelseslæren, som ifølge Niels Hansen fremstiller Gud som partisk – ligesom i øvrigt grundtvigianernes ”nationalgud”, der tydeligvis har været en favoritprygelknabe for baptisterne, uanset hvad man ellers måtte strides om. Men ligesom Grundtvig gjorde Købner ifølge Niels Hansen den fejl at basere sin teologi på nogle få grundsætninger, som hele ”ladebygningen” så skulle udledes af. Gud er ifølge Niels Hansen upartisk, så når der er forskel på, om mennesker tror eller ej, skyldes det alene menneskers eget valg, mente altså Niels Hansen.

Ifølge Niels Hansen er Købner af den opfattelse, at Jesus døde forgæves, hvis ingen frivilligt vil tage imod hans offer. Når Gud så frelser de udvalgte alligevel, betyder det så også, at det slet ikke er Kristus, der forløser mennesker, men Guds valg uden for Kristus. Niels Hansen forklarer, at når han kalder sit skrift en ”Hedelærke” skal det forstås i modsætning til ”guldfuglen” – altså den lærde, men ifølge Niels Hansen kunstige og fortænkte Julius Købner. Hedelærken har, skriver Niels Hansen, ”det Fortrin i al sin Simpelhed, at den kan svinge sig frit i Guds frie Natur, medens Guldfuglen er fastnaglet til Gulddaasen.”43 Skulle nogen være i tvivl er det Købner, der er den kunstige, bundne guldfugl.

Konklusion

Man kan være nok så uenig i Købners teologiske overbevisninger. Især udvælgelseslæren er temmelig upopulær i dag – selvom den vistnok i sin mere afstumpede form har fået en revival i visse fundamentalistiske kredse. Udvælgelseslærens manglende popularitet hænger givetvis sammen med, at den ofte er blevet forbundet med en lære om dobbelt prædestination, hvor Gud skulle have forudbestemt nogle til frelse og andre til fortabelse.

Men det var ikke Købners opfattelse. Gud har forudbestemt de udvalgte til frelse, men vi kan ikke også derfor sige, at han har forudbestemt nogle til fortabelse. Den opfattelse afviser Købner som rationalisme: ”At sige: Kristus er kun død for så og så mange synder, begået af så og så mange mennesker, indebærer også, at man trækker Guds hellige og dybe hemmelighed ind på den menneskelige regnekunsts område.”44 Vi er ifølge Købner nødt til at acceptere, at Skriften er fuld af tilsyneladende modstridende udsagn, paradokser, der ikke kan løses af den menneskelige fornuft. Alt er muligt for Gud. Vi må acceptere, at Gud af nåde vælger nogle, men vi kan ikke deraf udlede at så og så mange går fortabt.

Jeg tror dog godt, vi kan sige, at Hedelærken Niels Hansen ramte plet, da han afviste, at det skulle være et uudgrundeligt, uforståeligt nådevalg, der afgjorde menneskers skæbne. Menneskers skæbne afgøres jo netop af, at Kristi død og opstandelse fører til liv og retfærdighed for alle mennesker, som Paulus skriver (Rom 5,18-19). Men netop derfor er det jo heller ikke menneskets eget valg, der afgør sagen, som Niels Hansen ellers mente. Det er Gud, der afgør sagen, og det er netop det, som Købner var så bevidst om.

Man kommer ikke uden om, at Købner viser et skarpt blik for menneskets synd og magtesløshed, som betyder, at Gud må vælge og frelse mennesket helt uden betingelser. Med Købner – og i øvrigt hele den reformatoriske arv – er og bliver den kristne Gud den Gud, der frelser ubetinget, af fri nåde, trods menneskets synd. Det er Gud, der vælger os, selvom vi har fravalgt Gud. Det er ikke mennesket, der vælger Gud, men Gud, der vælger mennesket – på trods.

Som jeg håber, det fremgår, var der tale om et i høj grad personligt anliggende for Købner, når han forsvarede sine teologiske standpunkter, herunder også udvælgelseslæren. Det fremgår også, når han i en salme skriver: ”Én har tænkt, da denne klode / ej var til, har tænkt på mig, / dengang mine dage stode / for hans øje tydelig.”45 Netop fordi Gud allerede har tænkt på os, behøver vi ikke gruble, men kan leve frimodigt i tillid til Gud og med kærlighed til vores medmennesker. Det var, tror jeg egentlig, essensen af evangeliet for Købner.

1Citeret fra Anders Damgaard, ”Historien om Julius Købner” (artikler på http://server.ahsb.dk/gammel/koebner.php)” (2006). Findes også på http://www.baptisthistorie.dk/2015/12/15/historien-om-julius-koebner/.

2Damgaard 2006.

3Damgaard 2006.

4Arne Jensen, Julius Købner (Dansk Baptistforlag 1947), s. 25. Se også August Broholm, “En banebryder for bibelsk sandhed. Julius Købners Liv og Gerning for Baptistmissionen i Danmark” i Missionshistoriske Smaaskrifter Nr. 8 (København 1906). Også Købners datter Ruth har skrevet en biografi om ham. Ruth Baresel, Julius Köbner – Sein Leben (Kassel 1930).

5Der var tale om en oversættelse af Øieblikket. Søren Kierkegaard: Christentum und Kirche. “Die Gegenwart.” Ein ernstes Wort an unsere Zeit, insbesondere an die evangelische Geistlichkeit (tr. Julius Købner) (Hamburg: Köbner 1861, 1864). Heiko Schulz, ”Germany and Austria: A Modest Head Start” i Jon Stewart (ed.), Kierkegaard’s International Reception, Volume 1 (Asghate 2009), s. 313.

6Det vakte noget postyr i menighederne, at Købner brugte tid på at skrive lange, for lægmænd uforståelige digte om verdenshistorien – på tysk! – i stedet for at skrive noget ”opbyggeligt”. Julius Købner, Das Lied von Gott. Ein didaktisches Gedicht in 8 Theilen. Mit einer Einleitung und begründenden Anmerkungen (Hamburg 1872).

7Julius Købner, Troens Stemme. Psalmesamling (Kjøbenhavn 1870).

8Jensen 1947, s. 45.

9Damgaard 2006.

10Selvom P.C. Mønster anklagede Købner og baptisterne fra Hamborg for ”bogstavtrældom”, findes der også hos Købner en væsentlig vægtlægning på den personlige tro og en tilsvarende insisteren på samvittighedsfrihed, hvad angik troens indhold.

11Købner, Staat und Kirche, vereinigt oder getrennt (Elberfeld 1882).

12Julius Købner, Ist der Glaube an Wunder noch zeitgemäß? In Übereinstimmung mit ächter Realphilosophie beantwortet (Elberfeld 1878).

13Julius Købner, Rationalismus unter den Gläubigen (1878), s. 1.

14Købner ifølge Hylleberg, m.fl., Et kirkesamfund bliver til (Føltveds Forlag 1989), s. 112.

15Julius Købner, Manifest des freien Urchristenthums an das deutsche Volk (1848) i dansk oversættelse af Johannes Aakjær Steenbuch, Julius Købner: Manifest til det tyske folk om den frie urkristendom (1848) på baptisthistorie.dk.

16Købner 1848 (m.o.).

17Købner 1848.

18Købner 1848. Det kan man så spekulere over i dag, hvor man i store dele af det kirkelige landskab har overtaget ledelsesjargon fra ervhervslivet, og hvor alle pludselig skal på ledelseskurser. Købner ville nok spørge, tror jeg: Hvad er der blevet af tjenesten?

19De danske Baptist-Menigheders forenings-Conferents, holdt i Kjøbenhavn den 14de og 15de Oct. 1867, tilligemed den syvende Forbunds-Konferents af de forenede Menigheder af døbte Christne i Tydskland, Danmark, Sveits, Frankrig, Polen, Rusland og Tyrkiet, holdt i Hamborg fra den 12te til den 21de August 1867 (Nakskov 1868), s. 10.

20Julius Købner, Staat und Kirche, vereinigt oder getrennt (Elberfeld 1882), s. 9. Oversat af Bjarne Willer.

21Købner 1882.

22De danske Baptistmenigheders forenings-Konferents, holdt i Kjøbenhavn d. 27. og 28. Juni 1873, tilligmed den niende Forbunds-konferents af de forenede Menigheder af døbte Christne i Tydskland, Danmark, Sveits, Polen, Rusland og Tyrkiet, holdt i Hamborg fra d. 27. Marts til d. 3. April 1873 (Nakskov 1873), s. 9.

23De danske Baptistmenigheders forenings-Konferents, holdt i Oure Menigheds Kapel den 19. og 20. Juni 1875 (Nakskov 1875), s. 15f.

24De danske Baptistmenigheders forenings-Konferents, holdt i Kjøbenhavn d. 27. og 28. Juni 1873, tilligmed den niende Forbunds-konferents af de forenede Menigheder af døbte Christne i Tydskland, Danmark, Sveits, Polen, Rusland og Tyrkiet, holdt i Hamborg fra d. 27. Marts til d. 3. April 1873 (Nakskov 1873), s. 9-10.

25De danske Baptistmenigheders forenings-Konferents, holdt i Kjøbenhavn d. 27. og 28. Juni 1873, tilligmed den niende Forbunds-konferents af de forenede Menigheder af døbte Christne i Tydskland, Danmark, Sveits, Polen, Rusland og Tyrkiet, holdt i Hamborg fra d. 27. Marts til d. 3. April 1873 (Nakskov 1873), s. 9.

26Hylleberg, m.fl. 1989, s. 31.

27De danske Baptistmenigheders forenings-Konferents, holdt i Veile Menighed den 30te Juni og 1ste Juli 1871 (Nakskov 1871).

28De danske Baptistmenigheders forenings-Konferents, holdt i Veile Menighed den 30te Juni og 1ste Juli 1871 (Nakskov 1871), s. 17-19.

29De danske Baptistmenigheders forenings-Konferents, holdt i Veile Menighed den 30te Juni og 1ste Juli 1871 (Nakskov 1871), s. 40.

30Ved samme lejlighed bemærkede Købner, at han næppe kunne have fællesskab med nogen, der ”afviger fra Sandheden i Læren om Forsoningen”. Købner 1871, s. 13-14.

31Julius Købner, Worin besteht die Heiligung des Christen? Beantwortung nach der Heiligen Schrift (Hamburg 1855).

32De danske Baptist-Menigheders Forenings-Konferents, holdt i den aalborgske Menigheds nye Forsamlingshus den 2den, 3die og 4de Juli 1868 (Nakskov 1868), s. 33.

33De danske Baptist-Menigheders Forenings-Konferents, holdt i den aalborgske Menigheds nye Forsamlingshus den 2den, 3die og 4de Juli 1868 (Nakskov 1868), s. 36.

34De danske Baptist-Menigheders Forenings-Konferents, holdt i den aalborgske Menigheds nye Forsamlingshus den 2den, 3die og 4de Juli 1868 (Nakskov 1868), s. 33.

35De danske Baptist-Menigheders Forenings-Konferents, holdt i den aalborgske Menigheds nye Forsamlingshus den 2den, 3die og 4de Juli 1868 (Nakskov 1868), s. 35.

36De danske Baptist-Menigheders Forenings-Konferents, holdt i den aalborgske Menigheds nye Forsamlingshus den 2den, 3die og 4de Juli 1868 (Nakskov 1868), s. 34.

37De danske Baptist-Menigheders Forenings-Konferents, holdt i den aalborgske Menigheds nye Forsamlingshus den 2den, 3die og 4de Juli 1868 (Nakskov 1868), s. 35-36.

38De danske Baptist-Menigheders Forenings-Konferents, holdt i Oure Menigheds kapel den 1ste, 2den og 3die Juli 1869 (Nakskov 1869), s. 40-41.

39De danske Baptist-Menigheders Forenings-Konferents, holdt i Oure Menigheds kapel den 1ste, 2den og 3die Juli 1869 (Nakskov 1869), s. 29-30.

40De danske Baptist-Menigheders forenings-Conferents, holdt i Kjøbenhavn den 14de og 15de Oct. 1867, tilligemed den syvende Forbunds-Konferents af de forenede Menigheder af døbte Christne i Tydskland, Danmark, Sveits, Frankrig, Polen, Rusland og Tyrkiet, holdt i Hamborg fra den 12te til den 21de August 1867 (Nakskov: Kjeldskovs Enkes Bogtrykkeri 1868), s. 27.

41De danske Baptist-Menigheders forenings-Conferents, holdt i Kjøbenhavn den 14de og 15de Oct. 1867, tilligemed den syvende Forbunds-Konferents af de forenede Menigheder af døbte Christne i Tydskland, Danmark, Sveits, Frankrig, Polen, Rusland og Tyrkiet, holdt i Hamborg fra den 12te til den 21de August 1867 (Nakskov: Kjeldskovs Enkes Bogtrykkeri 1868), s. 29-30.

42Ddanske Baptist-Menigheders Forenings-Konferents, holdt i Oure Menigheds kapel den 1ste, 2den og 3die Juli 1869 (Nakskov 1869), s. 34.

43Niels Hansen, Hedelærken om Forudbestemmelsen eller Kalvinismens hemmelighed afsløret (1870), s. 30.

44”Man kan tro på Gud! og når man gør det, så tror man, at alle ting er mulige for ham, også foreningen af den slags ting, der i vores arme dømmekrafts arena modsiger hinanden, selvom de ligger uendeligt højt over vores sfære.” Julius Købner, Rationalismus unter den Gläubigen (1878).

45Julius Købner, ”Ikke gruble, altid bede!” i Salmebog for de danske baptistmenigheder (1989), s. 477.

FacebookTwitterGoogle+
Fønix årg. 2017, s. 339-365 (pdf)