Tag: Dåb

Mennesket besidder ingen autonom frihed. Heller ikke dåben handler om menneskets autonome valg eller subjektive tro, men om den objektive nåde i Kristus, der udspiller sig historisk og konkret i dåben – ikke for at tage friheden fra mennesket, men tværtimod for at sætte det ind i en fri relation til Gud, det kirkelige fællesskab og andre mennesker ...

Dåbsritualets historie har vist, at selv gennemgribende forandringer ikke har kunnet rykke ret meget ved den overordnede struktur eller ’ordo’ i dåbsritualets historie. Det viser, at dåben er et godt eksempel på, at et rituals struktur og handling er uundværligt og ’siger andet og mere’ end ord alene ...

Det er i virkeligheden ikke en dogmatisk bevisførelse, Luther vil præstere – men derimod en intention om sjælesorg: Enhver døbt kan fortrøste sig på, at hans dåb er gyldig, blot han har tillid til Guds ord, og som sådan kan den døbte altid vende tilbage til Guds ord ...

I den forstand havde såvel Zwingli som Hubmaier bevæget sig ganske langt væk fra Luthers understregning af dåben som Guds handlen med mennesket, hvor Gud nyskabte mennesket gennem ord og vand og troen på løftet givet heri – i modsætning til at mennesket tilsluttede sig (eden), bekræftede (pagten) eller mærkede Guds handlen (åndsdåben). Denne treklang af mulige anderledes fortolkninger ville, følger vi Luther, nemlig placere sakramentets subjekt hos mennesket ...

Der hersker ingen tvivl om, at dåben er et afgørende ritual for de kristne til alle tider. Går man baglæns gennem tiden til middelalder og oldkirke og specifikt den første latinske teologi, er det tydeligt, hvordan ritualet afgør teologien. Oldkirketeologernes forskellige betoninger af dåbsteologien kan meget vel skyldes, at de forholdt sig til hver deres lokale dåbsrite ...

Dåbens praktiske udførsel og dermed dens liturgiske udtryk og teologiske betydning var og er endnu den dag i dag forskellige og betinget af forskellige forsøg på at kommunikere dåbens betydning ...

I den nødvendige diskussion med vores reformatoriske arv er der brug for mere end den karikatur, der fremkommer, når man blot henviser til det absurde i løsrevne udsagn fra bekendelsen eller modsat ubøjeligt bekender sig til den nøjagtige ordlyd og tror, at man kan nøjes med den blotte gentagelse ...

Den "ene dåb" vi bekender os til er ikke vores egen dåb eller en type dåbshandlinger, men Jesu unikke død på korset, som han jo omtaler som en ”dåb”. Det er i Jesu dåb og død, at vi døbes og dør med ham. Det er denne ene, universelle, men konkrete dåb, vi bekender os til i vores individuelle dåb. Der er kun én ”gyldig” vanddåb i ontologisk og sakramental forstand, nemlig Jesu egen dåb i Jordan, som opfylder ”al retfærdighed”, fordi den forudgriber hans og vores ”dåb” og død på korset. Denne dåb er ikke er en idé, som vi skal realisere, men en historisk begivenhed, der er virkelig for os allerede, før vi bekender os til den ...

Det ord, der kommer til elementet, så sakramentet bliver til, bør være intet mindre end den samlede, bibelske frelsehistorie i Guds eget ord, Jesus Kristus og ikke blot en fortælling om børnevennen Jesus. Netop dåben giver os lejlighed til at læse skriften med ”øjne våde” og ”barnetro” og høre, at den er ”rig på lys og nåde” og ”fuld af fred ro” ...