Forfatter: Johannes Aakjær Steenbuch

Mennesket besidder ingen autonom frihed. Heller ikke dåben handler om menneskets autonome valg eller subjektive tro, men om den objektive nåde i Kristus, der udspiller sig historisk og konkret i dåben – ikke for at tage friheden fra mennesket, men tværtimod for at sætte det ind i en fri relation til Gud, det kirkelige fællesskab og andre mennesker ...

Som Bonhoeffer har sagt det, kan kun en lidende Gud frelse os, og meget tyder på, at Nazianzen ville bifalde den formulering: "Vi havde brug for en inkarneret og dræbt Gud, for at vi kunne leve. Vi blev dræbt med ham, for at vi kunne blive rene, og vi opstod med ham, fordi vi blev dræbt med ham." ...

PARTICIPATION OG NEGATION rummer fire essays, der tager tråden op fra bl.a. Radical Orthodoxy og vender en række aktuelle filosofiske og teologiske problemstillinger i lyset af ”klassisk teologi”. Med stadig reference til oldkirkelige teologer som Klemens af Alexandria, Origenes og Gregor af Nyssa m.fl. diskuteres participationsontologi, altings genoprettelse, menneskesyn, identitet og negativ teologi, samt en række andre temaer med aktuel relevans ...

Revitaliseringen af klassisk participationsontologi er i dag måske ligefrem nødvendig for at redde kirkens integritet. For at skære igennem den splittelse, fragmentering og polarisering, der kendetegner tiden, er det nødvendigt at formulere et teologisk perspektiv, der kan favne virkeligheden i al dens rodede mangfoldighed ...

Der sker en drejning i den negative teologi, som kan siges at have medvirket til nihilismens og negativismens opkomst i det moderne. Negativismens ophav er til dels teologisk, men det er af samme grund – kan vi måske sige – dens vaccine også ...

Risikoen ved helt at afvise klassisk skabelsesteologi er at vi derved kommer til at overgive os til et nihilistisk, postmoderne verdensbillede, hvor virkeligheden groft sagt i sig selv er meningsløs, hvis ikke vi pådutter den mening eller ligefrem tvinger mening ned over verden med vores narrativer. Men snarere end helt at afvise at tale skabelsesteologisk, bør skabelsesteologien forstås narrativt – hvilket kan lade sig gøre, fordi skabelsen i klassisk teologi sker ud af intet og ved Guds Ord ...

Vi kan til stadighed bruge Barth i dag af den simple grund, at Barth kalder os tilbage til rødderne – til evangeliet, til Kristus, til korset og opstandelsen, til Guds rige, treenighedslæren og kristologien. Det er der, enhver teologisk tænkning må tage sin begyndelse – om man så kalder sig barthianer eller ej ...

Vi retfærdiggøres hverken af tro eller gerninger, men alene af Kristus. Udvælgelsen i Kristus betyder en enhed med ham i hans død og opstandelse, som allerede forudgribes i en "evig retfærdiggørelse". Tro og omvendelse er ikke betingelser for retfærdiggørelsen, men tegn på den ...

Jeg har selv været på det hold, der skrapt hævdede, at kristendom ikke er religion, men det er nok en påstand, der bør modificeres, hvis det skal give mening. For selvfølgelig er kristendom da også det. Men evangeliet er ikke i sig selv religion, for evangeliet er et budskab om det, der er umuligt for mennesker, men kun muligt for Gud ...

Den "ene dåb" vi bekender os til er ikke vores egen dåb eller en type dåbshandlinger, men Jesu unikke død på korset, som han jo omtaler som en ”dåb”. Det er i Jesu dåb og død, at vi døbes og dør med ham. Det er denne ene, universelle, men konkrete dåb, vi bekender os til i vores individuelle dåb. Der er kun én ”gyldig” vanddåb i ontologisk og sakramental forstand, nemlig Jesu egen dåb i Jordan, som opfylder ”al retfærdighed”, fordi den forudgriber hans og vores ”dåb” og død på korset. Denne dåb er ikke er en idé, som vi skal realisere, men en historisk begivenhed, der er virkelig for os allerede, før vi bekender os til den ...

I en tid præget af opgør med traditionelle gudsbegreber er det vigtigt, at åbenhed over for Guds ubegribelighed ikke er fremmed for kristendommen, men tværtimod kernegods i den teologiske tradition helt tilbage fra den tidligste kristendom ...

Man kommer ikke uden om, at Købner viser et skarpt blik for menneskets synd og magtesløshed, som betyder, at Gud må vælge og frelse mennesket helt uden betingelser. Med Købner – og i øvrigt hele den reformatoriske arv – er og bliver den kristne Gud den Gud, der frelser ubetinget, af fri nåde, trods menneskets synd. Det er Gud, der vælger os, selvom vi har fravalgt Gud. Det er ikke mennesket, der vælger Gud, men Gud, der vælger mennesket – på trods ...

I krig og i fred er det kirkens opgave at forkynde den dom, der på korset er afsagt over al menneskelig selvhævdelse, og den Guds fred, der på den anden side af den dom overgår enhver forstand ...

Vi starter og slutter med evangeliet om Jesus Kristus, ”og det som korsfæstet”, for at parafrasere Paulus. Men indimellem – helt konkret fra søndag til søndag – kan vi give os tid til at spørge, hvordan vi i praksis skal indrette os som kirke, og hvad det konkret vil sige at leve i fortællingen om Jesu liv og lære i lyset af evangeliet. I lyset af evangeliet om den ubetingede nåde og retfærdighed i Kristus, men altså netop kun i lyset af det evangelium, er der plads til ”kommaets Jesus” ...

Værge slår på forfriskende vis fast, at Guds kærlighed er så ”vanvittig”, at den ”helt undlader at sætte begrænsninger for, hvem den omfatter”, og at vi derfor ”heller ikke i et selvskabt helvede” kan lukke den ude. Tilbage står dog spørgsmålet, om Jesus virkelig har gjort den afgørende frelsergerning på korset? ...

Evangeliets troværdighed blev stadfæstet af de mirakler, som Gud virkede igennem apostlene, men det er altså netop Gud, der tildeler Helligånden ”efter sin vilje”. Kristen spiritualitet er ikke at gribe ånden, men at blive grebet af ånden ...