Kategorier
Invitation

SEMINAR: Grundtvigs oversættelser af Det Nye Testamente

nypagtN.F.S. Grundtvig ønskede i sine unge dage at udarbejde en oversættelse af Bibelen til godt samtidsdansk. Denne drøm måtte han opgive, men en række NT-oversættelser blev det til i løbet af hans lange liv. En stor del af disse oversættelser blev dog aldrig publiceret, men har ligget hengemt som manuskripter i Grundtvig-arkivet. I udgivelsen Nypagts-Bogen. Grundtvigs nytestamentlige oversættelser er samtlige Grundtvigs NT-oversættelser blevet transskriberet, trykt og suppleret af en indgående vurdering i lyset af den græske grundtekst og andre bibeloversættelser. Endvidere behandles spørgsmålet, om Grundtvigs teologi har sat sig spor i hans oversættelser.

På seminaret vil bogen blive præsenteret og kommenteret, hvorpå ordet gives frit i plenum. Et hovedspørgsmål vil formentlig blive forholdet mellem bibeloversættelse og teologi, men også Grundtvigs hermeneutik og oversættelsespraksis generelt.

OPLÆG af:

– Helge Kjær Nielsen fhv. lektor i NT, AU

– Mogens Müller, fhv. professor i NT, KU

– Hans Jørgen Lundager Jensen, professor i Religionsvidenskab, AU

Seminaret er åbent for alle.

Udgivelsen kan på denne dag købes til særpris.

Seminaret afholdes af Forum for Grundtvig-Studier, Grundtvig Centeret og Tidsskriftet Fønix

Kategorier
Bog

Daglig talt – bibelske og nutidige betragtninger

Created with GIMP
542 sider. FØNIX 2018 | Palmeserien #10 ISBN 978-87-93600-09-6

I 2017 FEJREDE VI 500-året for reformationen. Eberhard Harbsmeier havde gennem dette år den daglige spalte Ordet i Kristeligt Dagblad. Hans korte, prægnante tekster, en slags refleksioner, er præget af den reformatoriske arv ikke mindst ved deres understregning af det kristne menneskes frihed. Kristus alene sætter fri, ikke præsteskabet eller læresætningerne.

Harbsmeiers argumentationsform er slebet til af den dialektiske teologi, som blev det tyvende århundredes skelsættende teologi. Harbsmeier fremstår som en fri og kritisk ånd, der gerne skriver op imod enhver tendens til dogmatisk, konfessionel og kirkelig overstyring. I bogen her gøres hans korte refleksioner tilgængelige som fem ord til hver uge i året, til opbyggelse og inspiration til videre refleksion.

Eberhard Harbsmeier (f. 1943, Göttingen), tidligere sognepræst i Varde og Gesing, og rektor for Folkekirkens Pædagogiske Institut og Præstehøjskolen i Løgumkloster samt adjungeret professor (Aarhus Universitet) og lektor i praktisk teologi (Københavns Universitet), har udgivet blandt andet Praktisk teologi (1995) og Praktisk talt (2013).

Kategorier
Bog

Guds ord og Grundtvigs stemme

garnegrundtvig_for
Guds ord og Grundtvigs af Kristoffer Garne. Fønix’ palmeserie #8. 154 sider. kr. 150,- ISBN 978-87-93600-07-2

Guds ord og Grundtvigs stemme handler om den betydning, N.F.S. Grundtvig har haft for forvaltningen af den tradition, vi har fået overleveret i den lutherske kristendom, dens gudstjeneste og dens salmer. De syv kapitler handler om 1) Grundtvig og romantikken, 2) Grundtvigs og Luthers salmer, 3) Grundtvigs teologi, 4) samtidens kritik af grundtvigianismen; 5) det lutherske bibelsyn, 6) dåben, og 7) nadveren.

Bogen kan både læses som en almen introduktion til Grundtvigs kristendomssyn og som en kritisk stemme i de nuværende diskussioner om fornyelse af folkekirkens gudstjeneste og arven fra Grundtvig. Bogen bygger på tidligere artikler og foredrag og henvender sig både til kendere af Grundtvig og til dem, der ønsker et nærmere kendskab til hans betydning for den danske kirke.

Kristoffer Garne (f. 1990) er sognepræst i Aarestrup og Haverslev i Himmerland. Cand.theol. fra Københavns Universitet 2017 (kirkehistorisk guldmedalje 2016). Medredaktør af Tidsskriftet Fønix. Har skrevet artikler og redigeret flere bøger om nyere dansk kirke- og åndshistorie.

Køb bogen hos Eksistensen

I anledning af udgivelsen afholdes et arrangement i Sognets Hus i Haverslev ons. d. 23. maj kl. 19.30.

Forfatteren kan kontaktes på 98375041 / kga@km.dk

Bogen sendes til anmeldelse pr. efterspørgsel.

Kategorier
Bog

Kasper Støvring: Mytisk modernisme

mytiskmodernisme4
Kasper Støvring, Mytisk modernisme. Et tema i litteraturen omkring midten af det tyvende århundrede. Tidsskriftet Fønix 2018. Palmeserien #4, 334 s. ISBN 978-87-93600-03-4. Udsalgspris 300 kr. Udkommer 9. februar.

Kasper Støvring beskriver, hvordan myte og modernisme i midten af det 20. århundrede var et særligt tema i litteraturen. Her gendigtes de overleverede myter, f.eks. Faustmyten og syndefaldsmyten, og flere af forfatterne forholder sig til den kristne traditions mytiske temaer som dåben, påsken og pinsen. Det er tilværelsens store temaer, der kommer til udtryk i deres værker: Etik og eksistens, skyld og død, skabelse og tilintetgørelse.

Kasper Støvrings “Mytisk modernisme” ”rummer en eminent indføring i konservativ æstetik, etik og kulturforståelse med afsæt i forskellige forfatterskaber og litterære strømninger. […] Til overflod er bogen særdeles velskrevet og tør stå ved at ikke alting kan eller bør skæres ud i pap. Man skal tænke med – og imod – for at begribe indholdet. Som sådan lærer man både sig selv og ’fjenden’ bedre at kende.”

– Adam Holm, Fede fagbøger, DR P1

Kasper Støvring analyserer i “Mytisk modernisme” værker af bl.a. Ole Sarvig, Villy Sørensen og Morten Nielsen. Han inddrager også europæiske forfattere gennem læsninger af T.S. Eliot, Thomas Mann og Ernst Jünger.

Citat fra bogen:

“Hos digteren får man en indlevelse i den beskadigede verden med alle dens ødelagte eksistenser, men han kan lige så vel gribe det uforkvaklede menneskelige og løfte det ud af det sociale fordærv, modernitetens ødemark. Litteraturen bliver et reservoir for kulturkritiske erfaringer, og deri består dens modstand mod at blive integreret i den moderne verden, hvor intet er helligt, og alt er offentligt – måske med undtagelse af disse urørlige æstetiske zoner.”

Kasper Støvring, født 1973, er ph.d. i litteraturvidenskab, forfatter, foredragsholder og debattør.

Køb den hos Eksistensen

Kategorier
Bog

Nikolaj Berdjajev: Ulighedens filosofi

Berdjajev forside
Nikolaj Berdjajev, Ulighedens filosofi Tidsskriftet Fønix, Palmeserien 5 ISBN 978-87-93600-04-1 Udsalgspris: kr. 250,-

100-året for den Russiske Revolution i 1917 er anledning til at udgive den russiske tænker Nikolaj Berdjajevs værk om Ulighedens filosofi fra 1918 i dansk oversættelse. I dette skrift formuleres et lidenskabeligt opgør med revolutionsprojektet, hvis langtrækkende katastrofale konsekvenser Berdjajev forudså med stor klarhed. Skriftet er samtidig et bud på en kristen politisk filosofi og på den baggrund et energisk forsvar for det enkelte menneskes åndelige frihed og integritet.

I skarpvinklede analyser af samfundslivets religiøse grundlag og af begreber og fænomener som bl.a. demokrati og aristokrati, konservatisme, liberalisme og socialisme, menneskerettigheder og økonomi præsenterer Ulighedens filosofi nogle synpunkter, der stadig er aktuelle og potentielt kontroversielle. Dette understreges af, at skriftet (som mange andre af Berdjajevs værker) siden Sovjetunionens sammenbrud igen udgives løbende i Rusland og ved flere lejligheder er blevet citeret af bl.a. Ruslands præsident, Vladimir Putin, der – med rette eller urette – måske lader sig inspirere af det.

Nikolaj Aleksandrovitj Berdjajev (1874-1948), russisk religiøs filosof, fremtrædende repræsentant for den “religiøse renæssance” i begyndelsen af det 20. århundrede. I 1922 udvist af det sovjetiske Rusland. Hans omfattende religiøse, filosofiske og kulturanalytiske forfatterskab gjorde ham bredt kendt i Europa og Amerika indtil 1960’erne og siden Sovjetunionens sammenbrud igen i hans fædreland.

Oversættelse, noter og indledning ved Christian Gottlieb (f. 1961), adjungeret professor ved Københavns Universitet i russisk kirkehistorie, dr.theol. 2003 på afhandling om Berdjajevs opgør med den russiske revolution.

Køb den her: Forlaget Eksistensen

Kategorier
Leder

Geert Hallbäck in memoriam

ghGeert Hallbäck døde i sidste uge, 69 år gammel.

Hallbäck var lektor i Det Ny Testamente ved Københavns Universitet, men hans interesseområde var bredt, og af de mange artikler, han skrev til Tidsskriftet Fønix, er der flere, der handler om litteratur, film og teater.

Vi bringer således her tre artikler af Halllbäck fra nyere tid om hhv. The Matrix, teater og renæssance og Michelle Houellebecq til minde om en højt skattet skribent.

Ære være Geert Hallbäcks minde.

Geert Hallbäck – Houellebecq, Huysmans og symbolisternes trang til religion i Fønix årg. 2017, s. 22-43

Geert Hallbäck – Teater og renæssance i Fønix, Årg. 31, nr. 1 (2007)

Geert Hallbäck – Matrix og den gnostiske myte i Fønix, Årg. 29, nr. 1 (2005)

Kategorier
Strøtanke

Når der ikke er andet håb, så er der Gud: Om Erling Stougård Thomsen (1928-2017)

Skærmbillede 2017-08-19 kl. 18.35.27Den 4. februar 2017 skrev Stougård til mig: “Det ville være løjer for mig, om jeg kunne nå at se den bog fiks og færdig; men det ville også være en glæde for mig at vide, den var på vej, når jeg går herfra.”

Han nåede lige akkurat at få denne sidste glæde med sig. Den 17. februar døde Erling Stougård Thomsen, 88 år gammel. Og nu er Dostojevskij-bogen så ’fiks og færdig’. Den har ligget i skuffen gennem en del år. Desværre. Og ganske ufortjent eftersom Stougård er af et helt eget format og ganske på højde med Knud Hansen som en aldeles fremragende læser og formidler af Dostojevskij, velskrivende, skarpsindig og klog.

Se også: Den russiske katedral – fem læsninger i Dostojevskijs værker af Erling Stougård Thomsen

den_russiske_forsideDa jeg sidst i 2016 erfarede, at Stougårds sygdom var uhelbredelig, og han kun havde kort tid tilbage, var det en uvelkommen overrumpling. Vi havde efterhånden kendt hinanden gennem årtier. Blandt mine teologiske helte var han den sidste mohikaner. På falderebet blussede vores åndsudveksling op, og jeg fik udtrykt min taknemlighed, men også min ærgrelse over, at Dostojevskij-bogen i sin tid var strandet. Det genantændte projektet. Bogen skulle da ud! Med familieassistance og FØNIX-velvilje kom der skub i det. Nu er den her så. Endelig. ’Fiks og færdig’. Fortjent. Hvor kunne jeg have undt ham den i hånden. Men jeg glæder mig på hans vegne. Stougård var til det sidste en teologisk eksistens i den skarpe ende. Og tillige et varmt menneske, der, også til det sidste, vidste af, at når der ikke er andet håb, så er der Gud.

Tak til Palmeredaktionen både for den gode gerning og for en god bog der udkommer i rette regi (med fin titel og layout). Måtte den – og Dostojevskij med, selvfølgelig – få mange læsere.

Snapshot af forfatteren

Da det måske kun er en ældre generation, der kan nikke gen- og anerkendende til Erling Stougård Thomsens navn, så tilføjes nedenstående snapshot – et interview fra Kristeligt Dagblad, da Stougård skulle skrive ’Ordet’ 2002/2003, siden udgivet 2005 med titlen ’Dagen og Vejen’, der, sammen med prædikensamlingen ’Lysninger’ (2001), hører til i prædikensamlingernes top 5:

Erling Stougård Thomsen, tidligere præst i Vestjylland og provst i Ringkøbing Provsti, vil fra det nye kirkeårs start skrive det daglige andagtsstykke i Kristeligt Dagblad.

Ingen har ejendomsret til troen, fastslår Erling Stougård Thomsen og holder en lille teologisk tænkepause, mens han ser hen over honningmaden. Honningen er af egen avl, og vi sidder i hans charmerende gulkalkede hus fra 1832 med lave dørkarme – som kræver ydmyghed – og bjælker i loftet. Fra vinduerne er der udsigt ned over Mariager Fjord.

Vi er i Hobro, på Erling Thomsens fødeegn. Her flyttede han tilbage til, da han blev pensioneret. For som en ældre emeritus engang belærte ham, så bør en præst flytte fra sit sogn, når han pensioneres – ”for sognets, eftermandens og sin egen skyld”.

Det er 10 år siden, at Erling Thomsen stoppede som præst i Vestjylland, hvor han også var provst i Ringkøbing Provsti gennem næsten 20 år. I det nye kirkeår, der begynder på søndag, bestiger han atter prædikestolen, men denne gang i en lidt anden form, idet ”menigheden” ikke sidder bænket i en kirke, men udgøres af Kristeligt Dagblads læsere.

Den 74-årige Erling Thomsen har sagt ja til at overtage ”Ordet” for det kommende kirkeår, og han har den seneste tid været i gang med at skrive sig ind på den superkorte form, som er et krav og kendemærke for dette daglige andagtsstykke: En mini-prædiken på 25 linjer i A4-format.

Egentlig, funderer han, er prædikenen i sit væsen en uforskammethed. For ret beset kan det vel siges at være en frækhed, at Gud vil blande sig i vores liv, hvor vi helst vil os selv. Derfor er der altid en modsigelse i kristendommen. (Thomsen tager Ordet v/Jørgen Steens (KD 28. november 2002))

Hinsides pjat og pjank

Erling Stougård Thomsen har tidligere vist, at han mestrer kortformen. I Vestjylland er der stadig folk, der husker hans kondenserede artikler om kristne grundsandheder i kirkebladet for Torsted og Hover Sogne, hvor han var præst i 33 år.

Og så er han en enestående prædikant, lyder bedømmelsen fra en tidligere kollega. Han mestrer et smukt sprog og er hinsides al moderne pjank og pjat.

Kontant er han i hvert fald, når der skal tales om kristendom og tro – den tro, som vi altså ikke kan eje: “For kristendom er en stadig ny begyndelse, og vi kommer aldrig længere end til det, fordi vi lever i tiden”, fastslår Stougård og uddyber:

Fra kristendommen lyder et stadigt kald til mennesker. Måske hører de det i dag eller i morgen, men kan øjeblikke efter have glemt, hvad de hørte. Derfor må kirken være her med dens stadige talen ind i folket.

Gud defineres af Stougård som ”det yderste håb”: “Når der ikke er andet håb, så er der Gud.”

Gudstjenestens orden og regel

Spørger man ”Ordets” kommende prædikant, om han selv er en glad kirkegænger, er svaret også kontant: “Ja, når der ikke bliver sagt for meget vrøvl fra prædikestolen.”

Vrøvlet opstår, ifølge Stougård, når der ikke er ordentlig sammenhæng i præstens prædiken, og den ikke – sagt med Luther – ”driver på Kristus”:

Ligesom en å, der til sidst løber ud i havet, må en prædiken også bevæge sig derhen, hvor det ikke længere er mit eget, der tæller.

Erling Stougård Thomsen er absolut ikke tilhænger af pædagogiske præster, som siger goddag til menigheden og gennem små ”regi-bemærkninger” undervejs forklarer, hvad der sker under gudstjenesten. Hvornår man rejser sig op, osv.

Det generer mig næsten lige så meget som en forvrøvlet prædiken, fordi en sådan præst ikke respekterer den gudstjenestelige orden, når han vælger at stå ved siden af sig selv og vil forklare spillet, mens han spiller det, for netop derved ødelægger han spillet. Den danske gudstjeneste er stramt opbygget, og det må respekteres. I en cirkusforestilling står klovnen da heller ikke og forklarer, hvorfor han gør dit og dat.

Gudstjenesten er et handlingsforløb, siger Erling Stougård Thomsen. Det udspiller sig efter bestemte regler og mønstre – akkurat ligesom en god forsamlingshusfest i et af hans gamle vestjyske sogne:

Der vidste man også, at først når stegen havde været rundt anden gang, kunne man begynde at holde taler. Som gudstjenesten har også en vellykket fest et bestemt forløb og ritual.

”Røverkulen” i Århus

Erling Stougård Thomsens forældre kom i en grundtvigsk frimenighed. Selv blev han i tiden på Pastoralseminariet ”føl” hos tidehvervspræsten K. Olesen Larsen ved Esajaskirken i København.

Jeg føler mig stadig meget knyttet til det gamle Tidehverv og dens eksistensteologi, hvor kristendommen opfattes som en aldrig afsluttet samtale mellem evangeliet og min og din daglige tilværelse. En samtale, der kan være indædt eller højstemt, eller bryde ud i lovsang.

Stougård læste teologi på Aarhus Universitet, lige præcis i den periode, da Indre Missions daværende formand Chr. Bartholdy havde set sig gal på det teologiske fakultet der og kaldte det for en ”røverkule”, fordi han var uenig i bibelsynet.

Det fik nogle af de mere ”fromme” studerende til at flygte i rædsel væk fra det ”ugudelige” fakultet og gøre studierne færdige i København. Vi, der blev, fandt det derimod utroligt spændende, for det var jo tiden med Løgstrup, Lindhardt, Prenter og Sløk. De fire var ofte rygende uenige, men der var engagement og liv i det.

Stougård udgav i fjor en samling af prædikener til første tekstrække for hele kirkeåret. Han har gennem årene desuden skrevet artikler og holdt mange foredrag. En stor del af dem har været om Dostojevskij, den russiske forfatter, der i romanen ”Brødrene Karamassof” lader en af personerne sige, at alle er skyldige for alle.

For mig udtrykker en sætning som denne en grundsandhed ved tilværelsen: Skylden er menneskers store samhørighed. Ingen af os kan sige sig fri af den, omend vi ofte forsøger på det.

Biografisk note

Niels Erling Stougård Thomsen, født 14. november 1928, død 17. februar 2017, begravet 25. februar, Torsted Kirke og kirkegård. Teologisk kandidat 1955, hjælpepræst ved Klosterkirken i Horsens 1957, sognepræst i Torsted og Hover 1959, provst i Ringkøbing Provsti 1969-88, afsked som sognepræst 1992. Gift med Eva Degn Thomsen, indtil 2012 præst ved Hobro Kirke og Hobro Arrest. Har skrevet tekstvejledninger, prædikener og artikler i Præsteforeningens Blad, Tidehverv, Dansk Kirketidende, Højskolebladet, Dansk Udsyn, Ribe Stiftsbog samt udgivet prædikensamlingerne ’Lysninger’ (2001) og ’Dagen og Vejen’ (2005).

Kategorier
Bog

Den russiske katedral – fem læsninger i Dostojevskijs værker af Erling Stougård Thomsen

den_russiske_forside
Erling Stougård Thomsen: Den russiske katedral – fem læsninger i Dostojevskijs værker (Fønix 2017), ISBN 97887936000027, 1 udgave, 1 oplag.

Erling Stougård Thomsen (1928-2017) var sognepræst i Torsted og Hover fra 1959 og provst i Ringkøbing Provsti 1969-1988.

Stougård Thomsen udøvede således sin livsgerning i det vestjyske, men kom i kraft af sine foredrag og skriftlige arbejder i berøring med teologer i hele Danmark.

Erling Stougård Thomsen skrev tekstvejledninger, prædikener og artikler i Præsteforeningens Blad, Dansk Kirketidende, Højskolebladet og Dansk Udsyn, og han nåede i sin levetid at udgive to bøger.

Fønix’ Palmeserie bringer med denne bog fem litterære arbejder af Erling Stougård Thomsen, alle omhandlende den russiske forfatter Fjodor Dostojevskijs (1821-1881) forfatterskab.

Erling Stougård Thomsens Dostojevskij-læsninger, som hermed udgives posthumt, er teologisk fokuserede som få andre danske livtag med dette store russiske forfatterskab.

Stougård Thomsen sammenligner selv Dostojevskijs forfatterskab med en mægtig russisk katedral, og dette billede har givet samlingen dens titel.

Stougård Thomsen mente, at der i den store russers forfatterskab lød et ekko af Jesu evangelium, og hans egne analyser kan ses som forsøg på at lægge øre til dette ekko.

I denne bog videreformidler Erling Stougård Thomsen, hvad han hørte hos Dostojevskij, og dette vidnesbyrd er så dybdeborende og indsigtsfuldt, at læsningerne hermed har fået optagelse som tredje udgivelse i Fønix’ Palmeserie.

Køb den her: Eksistensen
Kategorier
Kommentar

Gåden om Løgstrups tysklandsrejser 1937-1939

Den 14. februar 1936 tiltrådte K.E. Løgstrup embedet som sognepræst i Sandager-Holevad på Fyn. Allerede under arbejdet med udgivelsen af hans prædikener, som udkom i 1995, studsede jeg over, at han flere gange havde haft orlov fra embedet i korte perioder allerede i de første ansættelsesår, og at noget tydede på, at han havde haft ærinder i Tyskland.

Hvorfor jeg ikke spurgte Rosemarie Løgstrup om grunden, ved jeg ikke. Min undren dukkede op igen under arbejdet med Historien om K.E. Løgstrup (2007) og igen i sommeren 2016 på foranledning af Hans Hauge, der sad og skrev på sin bog, Løgstrup, Heidegger og nazismen: biografier, diskussioner, erindringer, polemikker og anekdoter (2016), og forhørte sig hos mig om det.

I forbindelse med en oprydning i mine papirer omkring årsskiftet 2016-2017, lige efter at Hauges bog var udkommet, fandt jeg så to dokumenter, der forklarer sagen.

Det ene var en oversigt over kirkeministerielle tilladelser til Løgstrup til orlov, alle med formålet anført, i perioden 1937-1942, hvoraf de tre belyser sagen – den 24.5.-25.6.1937 (”rejse til Tyskland”), den 8.12.-16.12.1938 (”rejse til Tyskland”) og 20.-24.2.1939 (”rejse til Berlin”).

Men hvad har været hans ærinder? Har han blot villet iagttage forholdene på nærmeste hold, og ville ministeriet så have givet tilladelserne? Det forekommer ikke sandsynligt. Og det har da heller ikke været årsagen.

400131.501

Det fremgår af det andet dokument, der dukkede op i mine gemmer. Det er et brev fra den 8. juli 1994 fra Rosemarie Løgstrup til mig og min daværende kone, Elsebeth Diderichsen.

Brevets anledning er en kronik den 16. juni samme år i Kristeligt Dagblad af den nyudnævnte biskop Kjeld Holm, der stiller det spørgsmål, om Løgstrups teologi kun er for ”de velbjergede” og mindre eller slet ikke for de depressive eller de socialt dårligt stillede, så den ikke har noget svar til ”tilværelsens iboende destruktivitet” og således lader sjælesørgeren i stikken. Det var på det tidspunkt lidt på mode at påstå dette og lignende. Således havde den tidligere domprovst Rudolph Arendt, en respekteret teolog, i en artikel den 13. maj i samme blad med overskriften ”Kristendom som livsudfoldelse” givet udtryk for, at ”der var noget om det”, når Løgstrup blev kaldt ”velfærdsstatens filosof”, og hans kristendomsforståelse blev karakteriseret som ”næsten mondæn”. Om det har været det, Kjeld Holm indirekte har villet følge op på, skal jeg ikke kunne sige. 1

Nogen har fortalt Rosemarie Løgstrup om Kjeld Holms kronik, og det har gjort hende ”meget chokeret”, så hun har sendt Kjeld Holm et brev, som hun vedlægger i kopi, dateret samme dag. I brevet skærper hun det til ”dybt forfærdet” og ”så ved Du ikke, hvad Du taler om”.

Og herefter kommer så forklaringen på gåden om Løgstrups Tysklands-rejser. ”Min Fars familie”, skriver hun, ”var døbte jøder – de blev udryddet i Nazitiden. Knud var den sidste og den eneste, der fik adgang til Schloss Grüssau i Schlesien, hvor dem (fra familien – OJ) der ikke tog sig af dage, var internerede indtil de blev sendt til tilintetgørelseslejrene”. Herefter giver hun udtryk for sin skuffelse over Kjeld Holms kronik (som hun jo ikke har læst), men erklærer samtidig, at hun fortsat er yderst tilfreds med, at han har vundet bispevalget (hun havde selv været med til at befordre hans kandidatur som medlem af det lokale menighedsråd – OJ), samt at han fortsat ”har hendes sympati”.

Uvilkårligt spørger man: Hvad er hendes argument? Det må vel være: Kom ikke her og påstå, at hendes mand ikke har noget at sige som sjælesørger for mennesker i noget nær den værst tænkelige situation, man kan komme i!

Men hvad så end. Her har vi forklaringen på orloverne!

Og så kan jeg da ikke tilbageholde, at indvendingerne mod Løgstrup ikke holder vand. Se blot her: ”Magten (dvs. skabermagten) er før-etisk, skabelse er koblet sammen med tilintetgørelse, herlighed med grusomhed” (Klim-udgaven af Skabelse og tilintetgørelse (2015) s. 302f., 12, 359, 315, 56). Og f.eks. her: ”At Gud er til sinds at lade liv sejre over død, lade herlighed sejre over grusomhed kan et menneske kun sætte sin lid til i troen på, at Gud gør Jesu ord og gerninger til sine ord og gerninger” (id. s. 83), sagt i tilslutning til Luther.

Kritikerne kan ikke have læst de sidste 95 konkluderende sider – Sjette og Syvende Del – af Skabelse og tilintetgørelse (id. s. 291-366), der var udkommet i 1978, særligt nøje, for at sige det mildt. Løgstrups dogmatiske holdninger var klassisk lutherske, og det var tværtom eksistensteologien, der var et brud med klassisk kristendom ved helt at skrotte skabelsestanken. Jeg tror heller ikke, at Kjeld Holm vil fastholde sin kritik i dag, det tyder hans senere skrifter ikke på.

1 Arendts artikel var en anmeldelse af nyudgivelsen af Løgstrups Opgør med Kierkegaard fra 1968. Både jeg og Svend Andersen tog til genmæle, henholdsvis den 17. maj og den 21. maj. Den 27. maj svarede Søren Nordentoft, lektor ved Præstehøjskolen i Løgumkloster, os med et generalangreb på os og – især – på Løgstrup, hvor han helt og holdent dømmer os ude af evangelisk-luthersk teologisk tradition. Hans indlæg en gengivet i Tidehverv nr. 5, 2005, s. 111-112.